Læsetid: 5 min.

Læsetid og tid til læsning

27. december 1997

Litteratur og læsning er jo først og fremmest tidskunst, en langsom aktivitet som tager tid

INDSIGT
"Det er da heldigt, man kan læse," siger min gamle mor til mig fra sin kørestol. Fra de professionelle ældreopbevaringssteder i dagens Danmark er der for de heldige en nødudgang til andre rum i verdenslitteraturens store hus.
Faktisk ser jeg andre ældre mennesker omkring mig, som har store problemer med at få tiden til at gå, nu hvor de sidder alene og ikke mere er så mobile. Også på det plan er der stadig skel i vores samfund: De mere velhavende er gennemgående også mere veluddannede og har derfor læsevaner og boglige interesser at trække på, når de havner i alderdommens medicinsk forlængede og socialt isolerede
limbo.
Også fra opbevaringsrummene i den anden ende af skalaen råbes der på litteratur: For nylig kørte der en kampagne for, at forældre skal læse højt for deres børn. Det styrker børnenes sprogindlæring (som tilsyneladende bliver stadig dårligere, fordi ingen længere har tid til at tale med børn) og er en god forberedelse til den senere læse-træning, som også oprustes i disse tider.

I radioens daglige kulturmagasin mente en af arrangørerne af højtlæsningskampagnen imidlertid, at det nok var urealistisk at forvente, at forældre skulle kunne læse højt for deres børn en halv time hver dag. Men måske fem-ti minutter... ?
Ellers kunne de jo bare sætte et bånd med højtlæsning på, mente intervieweren - ligesom de arme langturschauffører åbenbart gør for at stå de lange monotone vejstrækninger igennem. Hvad der fører til opblomstring i den branche, der fremstiller litteratur på bånd, især i USA hvor en hel industri sørger for let tilgang til al slags oplæste bøger til de lange biltransporttider.
På den måde skubbes skønlitteraturen ud i tilværelsens randzoner: til de gamle og
børnene, til fritiden og de ubeskæftigede tidsrum, hvor man transporteres eller venter - selv om det overraskede mig, da jeg for nylig måtte tilbringe fem timers ventetid på skadestuen på Herlev Sygehus, hvor få der egentlig læste. Men det er selvfølgelig også, fordi folk stadig er uforberedt på, hvor lange ventetiderne er, mens hospitalerne tydeligvis er ganske klar over det og derfor har installeret tv i ventesalen.
I disse udkantsområder får litteraturen karakter af tidsfordriv og trøst. Eller den bliver et middel til at skaffe sig de nødvendige kvalifikationer for at klare sig i voksenlivets karriereræs, som man allerede bekymrer sig om på børnehavestadiet. Selv om en lille mindelse om den almendannende og oplysende funktion, man tidligere tillagde litteraturen, måske endnu kan spores i bekymringen for de unges (manglende?) læsevaner.
De voksne og arbejdsdygtige, samfundets bærende lag, kendetegnes først og fremmest ved ikke at have tid. De må nøjes med at smække et hurtigt bånd på til deres børn eller til sig selv i de få ledige stunder og mellemrum på stand by, arbejdslivet giver plads til. Endog på universiteternes institutter for litteratur har de ansatte knap nok tid til at læse bøger. En kol-
lega på orlov forklarede netop forleden, hvor herligt det var at kunne læse en hel bog fra ende til anden, i stedet for blot at skimme indholdsfortegnelsen, litteraturlisten og øje igennem de indledende og afsluttende afsnit i de mellemliggende kapitler, som man plejede. En situationsbeskrivelse, som vakte almindelig genkendelse blandt de omkringstående.
For alle steder arbejder de ansatte mere og mere intenst og længere og længere. Det er forlængst gået af mode at være arbejdssky, efter at arbejdsløshedstallene begyndte at stige. Selv kvinderne tager det som en mand og knokler videre, af skræk for ikke at blive regnet for ligestillede og kompetente.

Sådan en udkantsstilling har litteraturen haft i hvert fald siden romantikken. Og i takt med fornemmelsen af at være marginal har kunstnerne så påberåbt sig at sidde inde med en særlig indsigt af central betydning for samfundet. Digterne har villet reformere samtiden ad æstetisk vej ved at vise den det skønne ideal. Eller omvendt har de villet provokere de filistrøse bedsteborgere og vrængende rive de skønne gevandter til side for at afsløre sandheden.
Som kernelæsere har digterne og skribenterne længe haft kvinderne tilbage. Helt op til 1960'erne er litteraturen herhjemme blevet båret af et altovervejende kvindeligt publikum af læge læsere, mens de professionelle læsere og litteraturformidlere ligeså altovervejende var mænd. Det har formodentlig ændret sig noget, efter at kvinderne er blevet indrulleret i lønarbejdet på linie med mænd og derfor heller ikke længere har ledige stunder.

Tilbage er de unge, som stadig ikke er engageret i løn-arbejde og familie. De synes da også at flokkes til oplæsningsarrangementer, litteraturfestivaller og poesi i parken - sammen med en hel del ældre tilhørere (vistnok stadig flest kvinder). Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at disse tilhørere til litteraturen åbenbart ikke føler sig foranlediget til at købe bøgerne for at (gen)læse dem for sig selv derhjemme.
Det er der selvfølgelig nogle gode almene grunde til, såsom at bøgerne er for dyre, boghandlerne ligger for spredt og ofte har for dårligt et sortiment (ikke mindst af den poesi, man hører oplæst i parken og på cafeerne). Men selv når f.eks. eksperimenterende poesi-boghandler som Afsnit P i Nansensgade i København tager bøger med til salg ved de oplæsningsarrangementer, de medvirker i, kan de rapportere, at der ikke bliver solgt noget videre.
Litteraturen er måske blot blevet en del af den grasserende begivenhedskultur? Så
poesi nu er noget, man oplever en festlig aften i cafeen eller en varm fredag i parken, og hvor det offentlige samvær, kombinationen af hygge og engangsforestillingens aktualitet, er ligeså vigtigt som de oplæste tekster.

I så fald er de avantgardistiske digteres ønske om at afmontere den metafysiske overbygning på litteraturen, om at gøre teksten til performance og forvandle skriftens lineære forløb til rum på noget bagvendt måde gået i opfyldelse. Og langt fra at have den radikale erkendelsesværdi, digterne forudså, er litteraturen så i stedet blevet underholdning og trendy nyhedsfænomen.
Det kunne der i hvert fald være en vis logik i: Litteratur og læsning er jo først og fremmest tidskunst, en langsom aktivitet som tager tid - og som sådan på kant med den hastigheds-, nyheds- og fortravlethedskultur, vi lever i i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu