Læsetid: 5 min.

Alt for lidt litteratur brokker sig i disse dage

10. december 1997

Om Kraftwerk som litterær mentor. Om poesiens invasion i prosaen, hvor den ikke har noget at gøre. Og om prosaens pligt til at lyve

LITTERATURDEBAT
Først et par ord om titlen på min debutbog. Titlen er jo Radiator - og måske kan man undre sig over denne besynderlige titel. Forklaringen ligger dog lige for.
Titlen har konnotationer til den tyske elektropopkvartet Kraftwerk; en gruppe, der altid orienterede sig imod ting og fænomener fra sin samtid. Radioaktivität hedder et af Kraftwerks numre. Die Modell et andet - og hele vejen igennem har Kraftwerk tematiseret konkrete og aktuelle ting - som motorvejene, togtransport, telefonsex eller computerprogrammering.
Jeg har forsøgt det samme i min bog. At skrive om en polterabend. Om et butikstyveri. Om one night stands...
Titlen på min bog er i første omgang en hyldest til Kraft-werk!

Som tegn i et alfabet
Først i anden omgang har titlen egentlig forbindelse til Niels Franks famøse sætning om at "man ikke kan skrive et digt hvori ordet radiator indgår". Denne delpointe i betitlingen er først blevet væsentlig efter at bogen udkom. Men på sæt og vis er dette lykkeligt. For emfasen af delpointen profilerer mit projekt, nemlig at skabe en tekst, som absolut ingen prætentioner har om at være andet end aktuel og konkret. En tekst som så at sige benytter distinktionerne omkring de dagligdags fænomener som tegn i et alfabet.
Samtidig med at titlen får den funktion, den har fået, sker der så noget, der efterhånden er sjældent. Nemlig at et litteraturteoretisk udsagn bliver taget alvorligt - omend jeg tillader mig at mene det modsatte af den gode Frank.

Tydelige tendenser
Når jeg tillader mig at mene det modsatte af Niels Frank, skyldes det, at sætningen om umuligheden af at sige "radiator" i et litterært værk er eksemplarisk. Den er nemlig eksemplarisk i forhold til en del tendenser, der har været mere end tydelige de sidste ti år, nemlig:
*poesiens invasion i prosaen
*prosaens og poesiens tilbagetrækning fra den aktuelle verden
*afmøbleringen af det prosaiske rum
og - beklager:
*prosaens udmeldelse af
anarkiet og dens indmeldelse i skolen.

En skarp kontrast
I sig selv er disse tendenser ikke nødvendigvis entydigt negative. Dette må understreges. Og der er ikke fra min side lagt op til en konflikt med Frank og hans mere veldresserede elever fra Forfatterskolen. Der er snarere tale om en kontrast mellem mig og dem - omend jeg gerne vil medgive, at det er en overordentlig skarp kontrast.
Men jeg forsøger ikke at opstille en konkurrerende normativ poetik. Egentlig ønsker jeg kun at være negativ - forstået på den måde, at jeg skriver mine ting i opposition til både Frank og den aktuelle politiske virkelighed og til dagens dogmer. Og negativiteten er jo aldrig et godt grundlag, hvis man gerne vil opstille positive teser. Skepticismen er ikke konsistent som intellektuelt grundlag, tror jeg fagfilosofferne ville sige. Men i grunden vil jeg skide på, hvad litteraterne eller filosofferne kunne have at sige (og netop derfor, kunne man tilføje).

Min egen private poetik
Så mine pointer har udelukkende værdi som elementer i min egen, private poetik. Og jeg understreger, at det ikke en gang er sikkert, at jeg selv retter mig efter den. Alligevel vil jeg sige, at kernepunkterne i den poetik, jeg aldrig kommer til at skrive er følgende:
*prosaen bør vedkende sig sit prosaiske væsen
*prosaen taber absolut intet ved at orientere sig imod den aktuelle verden, tværtimod risikerer den alt ved at forsøge at etablere en eller anden form for universalitet (den risikerer i hvert fald at miste læserne - hvilket ikke nødvendigvis er et gode)
*prosaen taber intet ved at blive konkret møbleret. Ikonerne i tiden, de aktuelle distinktioner og døgnflue-spørgsmålene kan sagtens få mening i en prosaisk forarbejdning
*ethvert forsøg på at fjerne prosaen fra den aktuelle verden risikerer samtidig at fjerne den fra enhver form for mening

Et par statements mere
Dette er ganske vist et helt aktuelt indlæg. Jeg ville synes det var ganske fantastisk, hvis mit udkast og indlæg blot overlevede de næste to timer. Men alligevel, et par statements mere:
*Det er sandsynligvis et positivt træk, at 90'ernes poesi har en høj grad af selvbevidsthed; forstået på den måde, at poesien unddrager sig enhver form for nyttiggørelse. Vi så hvor grelt det kunne gå i halvfjerdserne, hvor politikerne og prosaisterne invaderede poesien, og i visse tilfælde frembragte en æstetisk afskyelig, omend politisk korrekt knæk-poesi.
* Men i dag gentages denne forsyndelse, med modsat fortegn. Poesien invaderer prosaen, og vi får i mange tilfælde afskyelige hybrider, der bruger alt for mange sider på blot at beskrive en lille fjers frie fald gennem luften. Og dette er ikke, gentager ikke, prosaens opgave. Prosaens opgave er at lyve, og overdrive og så tit som overhovedet muligt at være totalt uvederhæftig. Altså netop at gøre den lille fjer til syv høns - og allerhelst til 27 høns, eller til en hel hønsefarm. Og meget gerne med den konkrete tilføjelse, at hønsefarmen ligger lige i nærheden, tyve kilometer væk, ude ved bygrænsen hos Jens Hansen, det dumme svin.

Den polemiske pointe
Denne konkretisme er i visse af mine historier også politisk. Universitetspolitisk, socialpolitisk osv. Dette ser jeg intet galt i. Alt for lidt litteratur brokker sig i disse dage. Og litteraturens selvvalgte eksil, og måske i særdeleshed forfatterskolens selvbestaltede eksklusivitet gør kun ét. Den efterlader en scene, der er alt for åben for idioterne. Lotte Heise, Lars Klingert, Helga Moss, Anders Lund Madsen. Eksklusiviteten blandt digterne på bjerget bidrager blot til, at forfatteren i offentlighedens øjne bliver én, der ikke har noget at sige.
Men som sagt skal dette ikke tages som et udsagn fra en, der gerne vil bestemme. Det er ikke meningen. Dertil holder jeg trods alt for meget af diversiteten i litteraturen. Jeg holder ligeså meget af Mallarmé som af Baudelaire. Og en hel del af mine historier trækker på klassikere som f.eks. E. T. A. Hoffmann.
Den polemiske pointe i dette indlæg er blot, at jeg nok alligevel holder mere af Baudelaire end af Mallarmé.

Jan Sonnergaard har skrevet novellesamlingen Radiator, som er udkommet på Gyldendals Forlag i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu