Læsetid: 7 min.

Litteraturen som elektronisk massemedie

10. december 1997

Fortællingen anses til stadighed for død, men den har sin egen tapperhed, som har brug for både lort og lyrik

RÅ TALE
I min gymnasietid havde vi en enkel forklaring på litteraturhistoriens bevægelser med dens skiftende accentuering af realisme og romantik, forstand og følelse, eller hvad de karakteristiske modsætningsforhold nu kaldtes i stil med hjernens hemisfærer. De var ganske praktisk fordelt i hver deres perioder: Holbergs klassicisme afløste barokkens svulstige stilexcesser, oplysningstiden brødes med Sturm und Drang, og romantikken førte længe an - meget længe, mente Georg Brandes - indtil den gav plads for naturalismen. Symbolisme eller nyromantik tog over en tid, mens nye realister så rustede sig, hvorefter ekspressionismens sjæleudkrængninger stjal billedet. Men 1930'erne stod atter i den sociale realismes tegn for så at levere stafetten til fyrrernes modernisme. Så begyndte det at gå rigtig hurtigt. Og jeg havde forladt gymnasiet.
Forklaringen hed dengang: Omdrejningens lov. Og den var ligeså pålidelig som tyngdeloven og politivedtægten. En blanding af natur og social aftale. Brandes talte i sin skildring af den større verden, 'Hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur', om et drama i seks akter, altså også en slags dynamisk logistik af aktion, reaktion og ny aktion med en beskrivelse af, hvor nødvendigt det var for Danmark omsider at indstille den reaktionære romantik for at følge loven og komme videre i udviklingen.
I det lange løb har der gerne været noget finere, mere abstrakt over romantikken og dens skrifttradition end over realismen, der befatter sig med hverdagen i de lavere stænder og deres rå tale.
"Løgn er al den Poesi, der ikke kommer af Livet!" skrev
Poul Martin Møller i en af sine Strøtanker, men selv holdt han sig til den form for realisme, der kaldes 'poetisk'.
Johan Ludvig Heiberg, digter og kritiker, mente, at et ord som 'lommetørklæde' var æstetisk upassende og ikke kunne indgå i digtningen. 'Kakkelovn', kunne bedre gå an, en radiator kendte han ikke til. Han så hellere på form: "Formen er Kunstens Kendemærke, men den umiddelbare Medfølelse for Stoffet er Dilettantens Sag", skrev han i en af artiklerne om Æstetisk Moral.

En krænket æstetik
Men tiden gik, og Henrik Pontoppidan var ligeglad. Hans skildringer fra provisorietidens dage faldt forlæggeren for brystet, og dette bryst aflokkede både Holger Drachmann og Alexander Kielland en tonende udtalelse om de værste steder. Kiellands
dictum er aftrykt i den nye udgivelse af Pontoppidans breve og lyder bl.a.: "Jeg finder en Ækelhed i Linjen: "hvis Fraser staar dig ud af Halsen som Stanken fra en Mødding." - En Ækelhed som vanklæder Præsten og staar grelt og uberettiget mod den givne Skildring af Vennerne og Venskabet. Tanken vilde finde - tror jeg - sadan Form i Hornungs Mund: "Det er de forbandede Opspind osv som stinker langt af din Tale.""
Selv om dette ændringsforslag til teksten er stilistisk og psykologisk motiveret, er der tydeligvis tale om en krænket æstetik som begrundelse for flytningen fra 'halsen' til 'talen' og fra 'mødding' til 'opspind'. Altså en omdrejning fra det konkrete smuds til abstraktionens verden, fra talen til skriften.
Det er i kort begreb diskursernes forskellighed.
På en måde fortsætter denne niveau-fornemmelse den dag i dag trods alle litterære tabuers og totempæles nedlæggelse. Trods Rifbjergs digt "Terminologi" med dets nedtælling af poesi til brokbind. Ja, ja, ja, nu kommer jeg ned til jer ord!
Den litterære situation i dag er, som den egentlig altid, men uerkendt har været: at de to holdninger er samtidigt til stede i tiden, ligesom skrift og tale er simultane, de forudsætter hinanden i gensidig afhængighed.
Det er derfor ikke særlig
realistisk at insistere på 'omdrejningens lov' og kræve den enes forret frem for den anden, en sport, mange af os ellers har en del øvelse i.
For en romantiker eller modernist er det måske lettere også at være realist end for en realist desuden at være romantiker.
Realisten ser det gerne som sin opgave at låne sprog og stemme til de stumme, de undertrykte eller som Jan Sonnergaard at skrive ydmygelserne frem, at tale med de forurettedes stemme.

Fra hytternes niveau
Det er der en moderne tradition for, siden Pontoppidan for mere end 100 år siden talte fra hytternes niveau. Andersen Nexø fulgte efter med især byproletariatets, arbejderklassens stemmer. Landproletariat og husmænd høres hos Aakjær og Skjoldborg, fiskerne hos Hans Kirk, og flipproletariatet fik mæle gennem 1930'erne hos bl.a. Leck Fischer og Mogens Klitgaard. Det gjorde også børnene, og senere de polske roearbejdere, de blinde, landsforræderne. Og så det mere tavse flertal af befolkningen, kvinderne, der tog genmæle i 1970'erne for at vise, hvordan de havde været 'hvid mands slave'. Ulykkeligvis for menneskene, men heldigvis for realisterne viser det sig stadig muligt at finde oversete grupper, der ikke har ytret sig med skrevne ord, skønt de kan være tydelige nok i realiteternes verden, f.eks. utilpasse studerende og uduelige universitetslektorer.
Nu skal man ikke bilde sig ind, at selv den ekstremt realistiske digtning er en rapport fra virkeligheden - selv om så mange blandformer er aktuelle, forskellig faktafiktion, romanbiografier og anden autofiktion. Fiktion er som bekendt ikke gengivelse af virkelighed, men snarere analogier. Og det er slemt nok. Fortællingens troværdighed over for virkeligheden er ingen kunstnerisk garanti. Den kan være såre pinlig. Det afgørende er tekstens troværdighed, for ikke at sige dens retorik. Og det er et sprogligt, artistisk fænomen. Her kan der være så megen power, at Informations Ejvind Larsen i påkommende tilfælde ligger søvnløs og læser og får lyst til at sende bogen som 'hadegave' til hele Slotsholmen og Kommunernes Landsforening. Der kan være en sådan appel i den drevne fortælling, at læseren mobiliserer sine fornemmelser for alt det, der ligger uden om teksten, og forarges på virkeligheden.
Den historiske modernisme har sin egen tradition gennem mere end hundrede år, men den er ikke entydig. Jeg erindrer om dens dobbelte karakter, signaleret af henholdsvis Baudelaire og Whitman i poesien, Kafka og Joyce i prosaen, indadvendt vs. udadvendt, skrift vs. tale. Store fraværsoplevelser, der fyldes af nyt nærvær. Digtning på sproget og digtning på verden i nye blandinger.

Skellet er udholdbart
Skellet mellem modernisme og postmodernisme er uholdbart, al den stund den europæiske avantgarde i århundredets begyndelse viste alle de træk, der nu kaldes postmoderne: metabevidsthed, ironi, fravær af midtpunkt, leg med identitet, sprogspil. Den tragiske splittelse, der fik udtryk i patos, blev samtidig en ny eksperimentel frihed udtrykt i tidens mange ismer. Og dette fandt i Danmark altsammen et nyt frisprog i løbet af 1960'erne.

Medie mellem alle de andre
I dag er litteraturen et massemedie mellem alle de andre medier med deres både frie og kaotiske blandinger. Det litterære billede ligner en rundfart på tv-kanalerne med deres blanding af fragmenterede serieudsendelser, splatterfilm og science fiction, musikvideoer uden centralperspektiv, reklamer, der ligner reportager, dokumentarprogrammer, der ligner reklamer, film om film, tv om tv, samtaler der afbrydes, talkshows med hurtige replikskift og hul latter, lykkehjul og gættekonkurrencer, skrabespil og nyheder, stand up-komedianter og muntre meteorologer, der får en til at tabe vejret.
En del af den ny prosa og fortællekunst færdes i den samme næsten autonome verden med korte, horisontale forløb, som en præsentisk punktprosa, gerne i jeg-form som novelleromaner, udsnit af liv uden årsagssammenhæng, men undertiden med flere virkelighedsplaner, blandinger af uforenelige diskurser, skrift om skrift. Parodier, pasticher, i betydningen litterært bevidste teknikker, mediestyrede processer. Holdningen bliver let ironisk, distanceret, med en investering af fantasi mere end af erfaring.
Med alt dette en elektronisk prosa. En litteratur, en mediedigtning i pagt med tiden.
Det er dens risiko, at en sådan litteraturs distanceforhold er en manøvre og ikke et egentligt overblik, at dens samtidighed er en stil, som indeholder tidens fordomme. At den kun tilsyneladende er ekspansiv og oprørsk. At den dør af snæver selvforståelse og succes i de medier, den ligner.
Men der er andre træk, som peger mod fortællingen, den lille og den nye store, fortællingen, der til stadighed anses for død, men har sin egen tapperhed. "Garden dør, men den overgiver sig ikke!" skal Napoleons general Pierre Cambronne have udtalt, da han var trængt til det yderste i slaget ved Waterloo. Ifølge en mere autentisk version var det, han egentlig sagde: "Merde!"
Lort!
Det er er måske begyndelsen til en ny realisme. En ny fortælling, der sparer på retorikken for på en mere fyndig måde at illudere og alludere til virkeligheden fra et andet sted end studierummet. Her findes måske en radiator, dvs en varmeudstråling, en ny energi.
Det vil til gengæld være dumt at satse kun på det ene af Cambronnes ord.
Vi har brug for både lort og lyrik. Brug for flere af den slags komplementære sandheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu