Kronik

Magtens dæmoni

5. december 1997

Diktaturets opretholdes af hver enkelt undersåts forestilling om, hvad "de andre" forestiller sig. Det er faktisk sådanne forestillinger, der er grundlaget for al magtudøvelse

DET FILOSOFISKE RUM
Tidens svære problemer omkring overdragelse af suverænitet har ligesom diskussionen om forholdet mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt aktualiseret spørgsmålet om magtens na-tur. Og både herhjemme og i Sverige har man nedsat såkaldte "Magtudredningsudvalg" desangående.
Nogle har hævdet, at sådanne undersøgelser bygger på et forældet magtbegreb fra Machiavellis tid, og at vi snarere bør følge Foucaults subtile overvejelser omkring magtens sammenhæng med de herskende forståelsesformer.
Magt er nemlig ikke en 'ting', som man sådan kan tildele og fratage personer. Jeg vil godt vise, at Machiavelli langtfra er så tosset, og at en analyse af magtbegrebet må begynde ret snusfornuftigt, hvis vi ikke skal ryge af sporet.
Vel er magten ingen genstand, selv om ordet 'magt' er et substantiv. Heller ikke egenskaben 'rundhed' er nogen substans, men alligevel sprogligt og mentalt nogenlunde håndgribelig. Magtens forbindelse med fysiske konsekvenser knytter den i sidste ende til tingsverdenen. En ting kan være i vejen, byde os modstand eller falde ned i hovedet på os, så 'indflydelse' har den. Men om magt kan vi kun tale, hvor indflydelsen har sit udspring i bagvedliggende interesser og hensigter. Husk, at folk, der bagatelliserer motivanalyse, som regel har særlige motiver til det.

Helt elementært må vi vel definere magt som det at kunne få sin vilje. Man da der er mange måder, at få sin vilje på, alt efter hvad man vil opnå, så er magt ikke blot ingen substans, men end ikke som rundheden en egenskab.
For et spædbarn er gråd et effektivt magtmiddel, og det samme kan ses hos meget forkælede mennesker, der har luret de små kunsten af . Men gråd er intet universalmiddel, så magt er ikke evnen til at græde eller nogensomhelst specifik evne. Dyrs overlevelsesevne eller "fitness" er jo heller ikke nogen bestemt evne, for så ville der kun være en art på jorden - nemlig arten med denne saliggørende og mirakuløse egenskab.
Når Foucault ser magten som det, der "producerer de forståelsesformer vi presser ned over tingene", så er det en overbygning på noget elementært: nemlig det forhold, at magt forudsætter erkendelse - dels af, hvad man vil opnå, dels af, hvordan det kan lykkes.
En løve, der hallucinerer en antilope et galt sted, har nok en slags indflydelse, når den tordner derudad, men ingen magt. Og hvis den ser en rigtig antilope, men forsøger at hidkalde den som en infantil og brølende tyran - så har det den virkning, at antilopen fortrækker, og ej heller det kan kaldes magt. Virkningen skal ikke blot skyldes hensigten, men tillige fremme denne, hvis det skal kaldes magt.
Viden om sig selv og verden, er altså vigtig selv for sådanne mål, der blot kræver indsættelse af massiv råstyrke. Derfor er det jo sandt, at en mangelfuld opfattelse af tingene kan være skæbnesvanger - men det ville være galt at sige, at ens mangelfulde forståelsesform i sig selv er produceret af nogen magt. Tværtimod er det jo i sig selv en afmagt - kun i de tilfælde, hvor vor misforståelse skyldes, at nogen bevidst har fordrejet kendsgerningerne, kan vi sige, at vor afmagt skyldes andres magt. Men deres magt beror så netop på, at de modsat os kender virkeligheden og kan manipulere den.

Dette skal ikke misforstås derhen, at hvis hr. Riskjær er bedre til at tjene penge end Einstein, så må han være mere vidende eller begavet - det betyder blot, at han interesserer sig mere for og ved mere om dette specielle emne. Og når naive mennesker slutter fra penge, magt og berømmelse til overlegen visdom, skal vi såmænd ikke le så højt - for dels er deri en arkaisk sandhedskerne i træskohøjde, dels begår vi til daglig samme fejl, når vi sætter vor lid til, hvad verden, markedet og medierne tager for gode varer. Tænk f.eks. på, at i den jævnere dagspresse opfattes aktualitet som selve det at være slået stort op i den jævnere dagspresse.
Ens magt over tingene kan også skyldes ting som udseende og duft, som man jo ikke helt er herre over, men selv Cleopatra måtte bruge sin skønhed med visdom, og ligeså forholder det sig vel med andre former for karisma.
Først nu er vi klar til at tale om magt i social forstand. Der er dog ikke tale om et andet magtbegreb, for det handler stadig om at sætte sine interesser igennem - blot er det jo sådan, at når ens mål involverer det sociale, må man ty til andre midler og erkendelser end ved udførelsen af simple fysiske opgaver.

Lad os tage en tyran. Han er sikkert fysisk stærk, men dog ikke stærkere end at befolkningen kan overmande ham - omtrent som stenalderens folk udryddede mammutten og andre kæmpedyr. Altså må tyrannens magt bero på psykologiske forhold, og det må have at gøre med evnen til at få undersåtterne til at være loyale. Men hvorfor skulle folk være lydige? Ja, i en mindre gruppe kan det godt skyldes fysisk frygt, men også at man behøver den stærke i en række andre fysiske sammenhænge, hvor man ved loyalitet i god tid vil sikre sig mod, at han går over til fjenden eller på anden vis lader en i stikken.
Men i en større gruppe må andre ting spille ind, og det kan være overblik, erfaring eller indgående kendskab til det, gruppen beskæftiger sig med - således som kaptajnen på et skib gerne skulle have det. Nok så ofte handler det om evner for strategi og organisation. Evnen til at lede og fordele arbejdet på en måde, som dels er effektiv, dels gør mandskabet i stand til at leve i fordragelighed med hinanden, kan sikre mandskabets loyalitet.
Og hvad er loyalitet? Ja, det må betyde dels, at den enkelte ikke selv gør oprør, dels at han eller hun aktivt forsvarer lederen, hvis en af de andre laver mytteri.
Men hov - hvis nu alle de andre gør oprør, så ville jeg næppe turde stå alene tilbage med chefen, og hvordan kan jeg vide, at de andre ikke pludselig tager parti for oprøreren? Svaret må være, at jeg går ud fra, at også de andre ser fordelene i at anerkende lederens myndighed på nogle bestemte områder.
Men hvad nu, hvis lederen tiltager sig myndighed udover det af alle accepterede? Nu kan der ske noget ret interessant, nemlig at hver især tænker, at nu går det lidt for vidt, men samtidig går ud fra, at de andre køber den sgu nok. Og derfor tør den enkelte ikke modsætte sig - og styrker dermed de andre i denne illusion: at "de andre" er loyale.
Ja, det kan endda godt være, at man ikke tror, at nogen køber den, men i stedet tror, at hver af de andre tror - at "de andre" køber den. Og så er man nødt til at følge trop. For hver tro a, som således vil få en til at være loyal udadtil, gives der en anden tro b med nøjagtig samme egenskab - nemlig den tro, at de andre har troen a. Det giver en såkaldt uendelig regres. Thi filosofi er sjovt, men skal man leve af den, må man have evnen til at indbilde folk, at det er noget uhyre vigtigt for Ørestaden, EU og jeg ved snart ikke hvad. Og de, der kan den slags, er allerede på budgettet og behøver ingen filosofi. - Er vi for gammeldags og stivnakkede? Godt, men det er vore mangler der gør os menneskelige.

Der findes altså uendelig mange forskellige op-fattelser af de andre, som vil få en til at bide sin trods i sig. Det er ingen tryg situation at løbe an på, at alle disse opfattelser er gale.
Det interessante er nu, at selv hvis alle ønsker tyrannen fjernet, kan vi være i den situation, at grundet denne trældom under forventningerne om "de andre" tør ingen tage initiativet. Alligevel synes man jo, at den til sidst må blive så tyk, at alle de andre også må indse, at ingen ønsker diktatoren længere - men som eksemplet Irak uhyggeligt viser, kan bordet fange helt ud i det ekstreme.
Faktisk er der en vej ud af dette dilemma, og logisk set burde den holde. Man kunne nemlig sige til de andre: Hør her, naturligvis er jeg en loyal undersåt ligesom I, men jeg kom til at tænke på, at hvad nu hvis jeg var den eneste loyale - ville det mon i den situation stadig være rigtigt af mig at holde på Den Store, for nok er han stor, men I er mange. Lad os for sjov holde en afstemning rent hypotetisk: Lad os ved håndsoprækninger se, hvor mange der ville tilslutte sig et oprør, såfremt alle andre gik ind for oprør.
Hvis håndsoprækningen bliver overvældende, så har ingen erklæret sig som oprørere - men alligevel risikerer man intet ved nu at påbegynde oprøret. For hvad skulle nu kunne få en til at tilbageholde sit oprør? Det kunne den opfattelse, at de andre stemte imod - men det har man jo set, at de ikke gjorde. Eller det kunne være den opfattelse, at hver af de andre tror, at "de andre" stemte imod. Men også de andre så jo håndsoprækningen.
For hver tro a, der kunne få os til at bøje af, gives der en tro b med samme virkning, nemlig den tro, at de andre har opfattelsen a. Også nu får vi uendelig mange stopklodser, men denne gang er det sådan, at kan vi fjerne den første knude a, løser vi også alle de følgende i en regres. Thi for hver sådan fejlopfattelse gælder, at vi kan sige os selv, at også de andre kan gennemskue den, eftersom vi er ligestillede.

Sådan burde det være, men usikkerhed kan ikke altid opløses af viden - noget som unge følsomme sjæle jo også har oplevet, når de brændte inde, selv når der var ret sikre tegn på gensidighed. Og ligesom man selv kan miste troen, kan man frygte, at de andre mister troen; eller man kan frygte, at de andre frygter, at "de andre" segner i angst, osv. Atter en ond regres, som antyder, at filosofien næppe kan forandre verden.
Dertil kommer, at en diktator jo har en pyramide af velbevæbnede folk, hvor hvert lag har privilegier og dermed interesse i at holde laget nedenunder på plads. Det øverste lag sidder på kommunikationsapparatet og informationskanalerne og kan dermed også i vidt omfang forpurre vor tænkte afstemning. Instinktivt behersker en tyran sådanne mekanismer - for at køre på cykel behøver man jo heller ikke at være fysiker.
Et endnu mere generelt perspektiv fås, idet vi nu udstrækker det her sagte til også at omfatte den hemmelige magt i ejendom, penge, retssikkerhed og Folketinget. Basis og overbygning er lige immaterielle - for begge eksisterer kun i kraft af vor tro på, at andre tager dem for gode varer - eller tror, at de andre gør det. Eller... Når det gælder disse ting, stabiliseres og støttes institutionernes magt af, at modsat tilfældet med tyrannen, så har langt de fleste faktisk fordel af tingenes orden og af selve dette, at der overhovedet er en orden, som meget vel kunne være værre og bestemt er bedre end anarki.
Den samfundsmæssige magt har godt nok en meget kompleks forbindelse bagud til den menneskelige vilje og hensigt, og i den forstand er det jo sandt, at magten ikke er særlig håndgribelig. Men så langt fra, at Machiavelli dermed er forældet, er det just i sådanne zoner af uhåndgribelighed, at en Machiavelli formår at navigere ypperligt.
At det virkelig er sådan, fremgår af, at netop på et så uhåndgribeligt område som kulturlivet kan fænomenet studeres - i renkultur. Men dels er spaltepladsen ved at slippe op, og dels er det en ungdomsfejl at affyre alt i første runde. Dertil tør jeg ikke udfordre magterne, og endelig måtte det i så fald gøres anderledes festligt end en tør filosof formår - og det kan kun djævlen selv.
Derimod antyder vor analyse et vigtigt perspektiv, som kan give en jordnær afslutning. Vi så, hvordan magtens dæmoni kan udkrystalliseres omkring en karismatisk personlighed. Overgangen fra anarki, f.eks. efter en revolution, til et endnu værre diktatur kan være hurtig som en hysterisk steppebrand. Mange vil hurtigt tilslutte sig den magtfulde for i tide at komme tættest på den sejrende for siden at høste fordele deraf - og netop dermed styrkes tyrannen.
I et komplekst samfund med masser af grupper, fora og mødeformer er denne fare mindre - for selv om nogle kan blive konger i deres egen verden, standser magten normalt ved grænsen.
Dels er vort samfund fuldt af sådanne delverdener, som kan holde hinanden i skak, dels deltager vi hver især i mange sociale rum og lærer dermed at slå koldt vand i blodet: Ganske vist mødte vi forleden en, som magtfuldt kunne ordne verdenssituationen - men i dag mødte vi en lige så imposant og socialt krævende fortaler for det modsatte synspunkt. Altså er social dominans intet sandhedskriterium. Tilsvarende indebærer et vist mål af bureaukratisk stivhed en brandforsikring og stødpude af inerti, som nok kan holde stand mod hysterisk og spontan magtdannelse.

Henrik Bandak er filosof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu