I psykosen dukker ubevidst materiale op og gøres tilgængeligt for dialog under kyndig vejledning. Derved kan materialet miste sin splittende, opløsende og nedbrydende indflydelse på hverdagslivet
SOCIALT SET
I debatten om medicinfri afdelinger er der hørt besindige røster fra chef-psykolog Birgitte Bechgård, fra visse politikere og fra patienter. Blandt patienterne Karl Bach Jensen, der i februar 1997 henvendte sig til Folketingets retsudvalg og dermed startede debatten. Han udtalte ifølge Weekendavisen (5. december), at hans tilbøjeligheder til at blive sindssyg dybest set var meningsfulde, men uhensigtsmæssige. For ham er der i at være sindssyg en meningskerne, som ikke skal fjernes kemisk.
Besindighed er der desværre ikke set meget af fra psykiatrisk hold. I de udtalelser, jeg har set, spores ingen forståelse for en meningsfuld kerne i sindssygen, og forslaget om medicinfri afdelinger "vækker rædsel" (Dagens Medicin 6. november 97).
Om den medicinfri behandling siger chefpsykolog Birgitte Bechgård, at det er hendes "erfaring med psykologisk psykosebehandling er, at mange patienter kan bruge denne behandling - også i deres akutte faser. Der kan også være patienter, der ikke kan bruge denne behandling".
Birgitte Bechgård efterlyser (Weekendavisen 12. december) undersøgelser, der kan belyse området nærmere, og siger, at Retsudvalgets forslag om at etablere et forsøgsprojekt kunne være et skridt på vejen til at øge vores viden og dermed bedre forholdene for patienterne.
For at indkredse den meningsfulde kerne i psykosen må vi begynde med begrebet regression.
Tilbagevenden til tidligere livsstadier kaldes regression, og det er en ekstremt dybtgående og intens regressiv proces, man iagttager i psykosen. Regression kan opstå spontant, hvis man er disponeret for det, og/eller hvis meget svære traumer gemmer sig i fortiden.
Den kan nå ud over det biografiske lag og ned i fødslen eller ud i det transpersonlige, hvilket jeg vil forklare nærmere i det følgende.
Det er på sin plads at anvende den freudianske eller psykoanalytiske forståelsesramme, når det er biografisk materiale, der dukker op i den sindslidendes forestillingsverden. Den akut psykotiske patient regredierer hurtigt og dramatisk til småbarnsstadiet med en dertil svarende afvigende adfærd.
Denne ramme slår ikke til, hvis det er fødselsbetingede eller transpersonlige temaer, der præsenterer sig. Benytter man alligevel den biografiske forståelsesramme, får hverken patienten eller terapeuten indsigt eller udbytte.
Det er altså ikke nok at lede efter årsager til psykose i opvæksten, selvom det er ret så bekvemt; behandlere er jo vænnet til det. Udforskning af dette sjælelige lag med rødder i opvæksten er vigtig - social elendighed og mangel på kærlighed findes til overflod. Men traditionel psykoterapi, som hviler på Freuds psyko-analyse, for slet ikke at tale om kognitiv terapi, som for tiden er i højsædet, er dog utilstrækkelig til at forklare psykosen endsige tilbyde behandling, der batter.
Psykiateren ved altså ikke sit levende råd, og har ikke meget andet at gribe til end medicinen.
Vi må erkende, at der hinsides dette freudianske er dybere og endnu vigtigere lag i sindet, der trænger til at blive udforsket:
Fødslen er for fostret en uventet og meget voldsom begivenhed præget af kvæl-ningstendenser, når navlesnoren klemmes, intenst ubehag, kamp og dødsangst. Samtidig er den afslutningen på en epoke af godt ni måneders varighed. Navlesnorslivet erstattes af vejrtrækningslivet. En epoke dør altså ved fødslen, der derfor får sin karakter af genfødsel. Fødsel er det samme som genfødsel, fostret bliver til et barn.
En dybere forståelse af dette får vi ved at opdele fødslen i fire faser:
*Primært er der i fase I tryghed og varme, og fostret er endnu velforsynet med ilt og føde gennem navlestrengen.
*Faretruende mærkes i fase II, det vil sige ved fødslens start, veernes tryk fra alle sider. Måske sidder fostret en overgang fast, og det efterlader følelsen af 'ingen vej ud'.
*I fase III drives fostret frem og udsættes også dér for voldsom mekanisk påvirkning, men ingen-vej-ud-fornemmelsen er nu afløst af håb forude, den dramatiske død-genfødselskamp er i fuld gang og vil, hvis det går godt, ende i
*fase IV, selve udfrielsen.
Problemer undervejs gennem disse faser kan være nærdød ved kvælning. Måske har tangforløsning været nødvendig, eller fostret er mere eller mindre forgiftet på grund af moderens eventuelle sygdomme eller misbrug af tobak, stoffer og alkohol eller overdreven brug af bedøvende midler under fødslen.
I fødslen ser vi døden i øjnene, vi præsenteres i det drama, som fødslen kan være, i kamp for at leve, for modpolen død, og vi reagerer med angst, der kan gå hen og præge resten af vores liv - eventuelt så vi bliver psykotiske. En endnu mere bizar adfærd kan følge heraf for eksempel med forestillinger om død og genfødsel eller identifikation med Kristus på korset.
Det transpersonlige lag er endnu dybere og går ud over det personlige område. Den psykotiske patient har nu overskredet sine egne grænser og udtrykker sig ejendommeligt visionært eller spirituelt. Kaos er totalt.
Den engelske forfatter Al-dous Huxley skriver i sin bog Erkendelsens Døre:
"...Vi ville gøre vel i langt alvorligere, end vi hidtil har været tilbøjelig til at gøre det, at overveje den teori, som Bergson fremsatte i forbindelse med erindring og sanseperception. Hans tanke er, at hjernens, nervesystemets og sanseorganernes funktion i alt væsentlig er eliminativ og ikke produktiv. Ethvert menneske er i ethvert øjeblik i stand til at huske alt, hvad der nogensinde er hændt det, og i stand til at erkende alt, hvad der sker alle steder i universet. Hjernens og nervesystemets opgave er at beskytte os mod at blive overvældet og forvirret (eller i min terminologi: psykotisk) af denne masse af for en stor dels vedkommende unyttig og ligegyldig viden, ved at udelukke det meste af, hvad vi ellers ville opfatte eller huske i et givet øjeblik, og kun at lade det meget lille og specielle udvalg tilbage, der med sandsynlighed kan være praktisk nyttigt."
Her er der tale om oplevelser, der ligesom vore drømme går ud over tid og rum, som kan bibringe spirituelle indsigter, og som på en måde svarer til selve eksistensen.
Det handler om et bredt spektrum af tilstande, som i andre sammenhænge kaldes for spirituelle, religiøse, magiske, eller parapsykologiske. At pejle sig ind på disse tilstande gennem logisk, rationel tænkning i positivistisk ånd lader sig ikke gøre.
Vi nærmer os en forståelse af, hvad det drejer sig om i dette transpersonlige lag, når vi tænker på vores drømmeaktivitet. Også dér er grænser for rum og tid overskredet.
Man kan i transpersonlige konstellationer - ofte lige under overfladen - finde kilden til følelsesmæssige og psykosomatiske forstyrrelser. Når sådant ubevidst materiale dukker op i bevidstheden under en psykisk krise eller i en psykose og gøres tilgængelig for dialog under kyndig vejledning, mister det sin splittende, opløsende og nedbrydende indflydelse på hverdagslivet.
Psykosen har altså en skjult dagsorden. En flig kan løftes, eller den kan åbenbares fuldtud, hvis terapeuten er fortrolig med det sindets landkort, som jeg har skitseret.
En dialog om meningskernen kan begynde. Medicin er nu mindre nødvendig, eller kan undværes.
Det er ikke nødvendigt og heller ikke tilrådeligt at anvende regressionsfremmende teknikker. Patienten er allerede dybt regredieret.
Men for den terapeut, som har fået tillid til det, jeg har skrevet, som gerne vil være med, og som vil tilegne sig den nødvendige viden, er der gode muligheder i selv at arbejde med en enkel regressionsteknik, som er beskrevet i mine kilder.
Kilder:
Stanislav Grof: Den Indre Rejse, Borgens Forlag 1977-87.
Gustav Hansen: Åndedrætsterapi. Forlaget Modtryk, 1997.
Gustav Hansen er speciallæge i psykiatri.
APROPOS
Hvor skal de utilpassede bo?
Den almene (alménnyttige) boligsektor er med rette stolt over, at den er med til at løse boligsociale opgaver - f.eks. den opgave at skaffe husly til folk, der ikke har råd til at bo i ejerboliger. Men fra nu af har den slags mennesker at forholde sig i ro - og forblive raske - hvis de vil gøre sig håb om at kunne blive boende i deres lejlighed
Det er konsekvensen af boligministerens "Forslag til lov om leje af almene boliger". Lejerne i de almene boliger skal have deres egen lejelov. Det er en god hensigt. Lejerne skal ved at slå op i kun én lov kunne se, hvilke rettigheder og hvilke pligter de har.
Men boligministeren har samtidig stillet forslag om en række forringelser af lejernes retsstilling. Det gælder ved varsling af huslejeforhøjelser, men først og fremmest i reglerne for opsigelse og ophævelse af lejemål.
Hidtil har lejeloven haft ret stramme bestemmelser for, hvordan en udlejer kunne opsige en lejer - som en beskyttelse af den svage part i retsforholdet. Det vil Ole Løvig Simonsen nu svække ved at udvide adgangen til opsigelse af lejere, der ikke udviser god skik og orden.
F.eks. skal en udlejer kunne ophæve lejemålet (dvs. smide lejeren på gaden uden varsel), når "lejerens adfærd medfører gener for de pågældende personer som generel utryghed, forråelse af ejendommens miljø og sundhedsmæssig risiko," eller når "lejeren i øvrigt udøver adfærd, der er til gene for ejendommen eller de pågældende personer". De "pågældende personer" kan f.eks. være ejendommens ansatte eller andre beboere.
Der er ikke noget galt i at et boligselskab kan opsige en lejer, hvis denne overtræder reglerne for god skik og orden. Det kan man også efter den nuværende lejelov. Støjgener kan f.eks. medføre opsigelse eller ophævelse, og det sker i masser af tilfælde hvert år, at boligretterne skrider til denne alvorlige sanktion. Men adgangen til ophævelse er begrænset til tilfælde, hvor lejeren udviser "stærkt støjende adfærd, psykisk eller fysisk vold eller trusler herom eller på anden måde trods udlejerens påmindelse er til ulempe for ejendommen eller dens beboere".
Kriterierne i boligministerens nye forslag er langt mere vage og ubestemte. Hvad betyder "generel utryghed" eller "forråelse af ejendommens miljø". Mange danskere føler sig utrygge, når der er for mange indvandrere i deres opgang. Skal invandrerne så kunne smides ud af deres lejligheder? Mange ældre mennesker er utrygge, når der er for mange unge mennesker i deres omkreds. Skal de unge så kunne fjernes?
Det er også helt besynderligt, at man skal kunne smides ud, hvis man lider af en smitsom sygdom. Hvis ens unge er snottet og løber rundt på lejepladsen, skal man så risikere ophævelse af sit lejemål?
Misforstå mig ikke. Jeg mener, mine medmennesker bør holde sig indendøre, når de er alvorligt syge. Men derfra og så til at straffe dem med fortabelse af deres bolig, hvis de ikke gør det, er der et langt skridt.
Jeg håber, at regeringen har afsat penge til at bygge institutioner til psykisk syge, alkoholikere og narkotikamisbrugere. Hvor skal de ellers bo, når de lidt efter lidt bliver smidt ud fra det almene boligbyggeri?
For at gøre den retspolitiske katastrofe total vil Ole Løvig Simonsen lade den slags sager afgøre af nogle nye beboerklagenævn, som skal oprettes. Et sagkyndigt nævn er en god ting, f.eks. til afgørelse af huslejesager. Men et nævn er aldeles uegnet til at afgøre sager, hvor der kræves mundtlig bevisførelse. For det første har parterne, når de afgiver forklaring til nævnet, ikke pligt til at tale sandt. For det andet kan nævnet ikke afhøre vidner. For det tredje stiller parterne ofte op i nævnet med meget ulige ressourcer. Boligselskabet vil ofte være repræsenteret af en advokat, mens lejeren typisk vil møde for sig selv. For det fjerde ledes afhøringen i nævnet ikke af en dommer, men typisk af en mindre kvalificeret jurist, der ikke på samme måde kan stå som garant for retssikkerheden.
Én ting er sikkert. Denne lov fører til justitsmord - både på de svage i samfundet - men også på almindelige mennesker, der af en eller anden grund rager uklar med deres naboer. Lejerne i det alméne byggeri bliver en slag anden-rangs mennesker, der ikke har krav på normal retsbeskyttelse.
Det er ikke til at bære.
Jakob Lindberg hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Lejerforeninger
