Læsetid: 3 min.

Når politiske modstandere dæmoniseres

5. december 1997

Vores aftale med Dansk Folkeparti er ikke nogen forlovelse, men et praktisk arrangement. Svar til David Rehling

KØBENHAVNSK
David Rehlings beskrivelse den 25. november i Informations leder af det kommunale konstitueringscirkus er ikke uden brod. Desværre udarter fremstillingen til endnu en taknemmelig nedgøring af det virkeliggjorte demokratis praktikere. Det er synd, for problemet kunne godt fortjene en mere nuanceret behandling, fremfor Rehlings overdrivelser og letløbende populisme.
Ifølge David Rehling er (kommunal-) politikere hårdkogte kynikere, som udstiller "havesyge, løgnagtighed, hykleri og hævntrang", mens de deler "rovet". Det danske sprog er et dejligt værktøj, men det løber let af med
speed-snakkere à la Rehling. "Rovet" er såmænd blot de udvalgs- og andre poster, der nu en gang hører med til et folkevalgt bystyre. Udvalgsposter er helt afgørende for et parti. Uden dem er der dømt fire års ørkenvandring i gold afstand til de fora, hvor kommunalpolitikken planlægges og gennemføres. Rehling mener ikke, at der er noget der hedder "en ren konstitueringsaftale", fordi parterne gennem en aftalt fordeling af poster "giver hinanden platforme, hvorfra politikken mere slagkraftigt kan føres frem".
Antallet af poster er fast
Jeg er uenig. David Rehling får det til at lyde som om, partierne i en konstitueringsaftale giver hinanden platforme, som ellers ikke ville have eksisteret.
Antallet af poster og platforme er fast, og de poster, du ikke selv sætter dig på, går til de andre. Konstitueringsforhandlinger er særligt afgørende for det lille parti, som let kan ende helt uden udvalgsposter.
Vælgerne kan derfor med rette klandre deres parti, hvis ikke partiet kender sin besøgelsestid og skaffer sig de nødvendige udvalgsposter at føre sin politik ud fra. Så længe konstitueringen handler om poster og ikke politisk indhold, er den efter min mening 'ren'.
Kampen om posterne, hvor hvert parti søger at optimere sin udgangsposition, er simpelthen et fælles vilkår og en del af det spil, vi kalder demokrati. En nødvendig mellemfase, hvor banen kridtes op til fire års kamp på holdninger og politik.

Et halvkvalt forsøg
David Rehling gør i sin tekst et halvkvalt forsøg på at forklare kommunalpolitikernes bevæggrunde for at indgå i "bizarre relationer". Der refereres fire ganske gode, men dog ikke helt dækkende, forklaringer fra bogen Kommunalvalg. "Sandt nok", konstaterer han, men "nedrigheden synes i tiltagende, hvad der kræver yderligere forklaringer." Man mærker, at Rehling har besluttet sig på forhånd: Konstitueringsaftalen i København skal ikke forstås, men slet og ret afvises som "bizar" eller ligefrem "naturstridig".
Den aftale, som Det Radikale Venstre indgik med højre-fløjen og Lars Hutters, var ikke 'ren', da den ikke blot handlede om poster, men også om det politiske indhold. Aftalen indeholder nemlig enighed om tre enkeltstående politiske spørgsmål samt en hensigtserklæring om at arbejde for øget åbenhed og mere borgerinddragelse i Københavns kommune.
Med hensyn til Kommunehospitalets bevarelse har det Radikale Venstre bøjet sig for det flertal, som var en realitet efter valget. Her foretog vi en afvejning: Hvad var perspektivet ved at kunne stå på sidelinien og lamentere 'hvad sagde vi!' i forhold til at give partiet et stærkt udgangspunkt i arbejdet med at ændre en sygehusplan, som vælgerne reelt har sagt nej til. David Rehling kalder aftalen en radikal "forlovelse med Dansk Folkeparti". Vel vidende at der fra vores side er tale om et praktisk arrangement, der sikrer os den bedst mulige platform at føre radikal politik fra.
David Rehling - og flere andre - ville givetvis have foretrukket, at det Radikale Venstre havde holdt sig for gode til at forhandle med Dansk Folkeparti. Men hvad skulle formålet være med det? At udstille Dansk Folkeparti som et andenrangsparti, som pæne folk ikke taler med? Eller at forholde partiet og dets seks demokratisk valgte repræsentanter en platform at komme til orde på?
Fortielse og stigmatisering - for ikke at sige dæmonisering - af politiske modstandere har aldrig gavnet demokratiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu