Læsetid: 4 min.

OSCE er truet

Debat
18. december 1997

Af TUE MAGNUSSEN lektor ved RUC pt. stipendiat i international politik ved European Studies University of Sussex

Det danske formandsskab af OSCE var langtfra så succesrigt som udenrigsministeren påstår

FRED
Der er al mulig grund til at fremhæve Den europæiske Sikkerheds- og samarbejdsorganisation OSCE som et muligt vigtigt instrument til opbygning af et fredeligere sikkerhedspolitisk klima i Europa, og der bør være ros til næsten ethvert initiativ til fred på Balkan. Men den ukritiske, selvtilstrækkelige evaluering, med hvilken Udenrigsministeriet har villet markere OSCE's udenrigsministermøde i dag og i morgen - efter at have været formand det seneste år, er kortsigtet. På lidt længere sigt kan det muligvis skade OSCE's mål.
I Bosnien har organisationen under det danske formandsskab desværre spillet rollen som entreprenør for den amerikanske udenrigspolitiks altafgørende mærkesag: Overholdelse af Dayton-aftalen - selvom den hverken lægger op til en løsning af årsagerne til krisen i det tidligere Jugosla-vien og måske snarere er en våbenhvile baseret på en etnisk renset opdeling af det krigshærgede Bosnien - er reelt en stiltiende accept af Dayton-aftalen, samtidig med, at man desværre ikke har forsøgt at løse hverken den regionale underudvikling eller konflikten i Kosova i det tidligere Jugoslavien.

OSCE's rolle i Albanien
Det overvejende albansk beboede Kosova er uomgængelig for fred på Balkan. Det er både en kilde til forståelse af konflikten i det tidligere Jugoslavien og et element i selve Albaniens nyere politiske historie.
Men Albanien - fremhæver udenrigsministeren selv - har været den største udfordring for det danske formandsskab.
Krisen i Albanien er et resultat af en kompleks udvikling, hvor den politiske og sociale uro i Albanien gensidigt har forstærket hinanden. På kun syv år er Europas tidligere mest hermetisk tillukkede og økonomisk mest afsondrede land, på godt og ondt blevet hvirvlet ind i de europæiske realiteter. Markedsøkonomiens indtog fik hurtigt de albanske fabrikker til at stoppe på grund af en nedslidt og ikke-tidsvarende teknologi.
Privatisering og overførsel af ressourcer fra staten til de nyrige lag fortsatte helt frem til foråret, hvor oprøret og den albanske krise var tæt ved at vælte Berisha. De vestlige lande støttede Berisha og var tilsyneladende villige til at lade hånt om den demokratiske udvikling for at opretholde den regionale stabilitet.
Den komplekse baggrund for situationen i Albanien misforstås af Udenrigsministeriet bevidst eller ubevidst. Man giver indtryk af, at krisen var nyopstået og ingen havde advaret. Men bladrer man i f.eks. Information kan man se at advarslerne om både det forfatningsmæssige vakuum og de kunstigt opskruede vækstrater i Albanien er indgået i baggrundsartikler allerede for tre år siden.

OSCE blåstemplede alt
Albanien fremstilles som et land, der bragte sig selv til randen af totalt sammenbrud. Og selvom det er rigtigt, at præsident Berisha var en stor del af problemet, må man ikke glemme, at det internationale samfund på mange måder forholdt sig tavs til den diktatoriske udvikling. IMF tilskyndede nærmest til pyramideespillene, de kunstigt frembragte albanske vækstrater blev u-kritisk hilst velkomne, ja selv OSCE fulgte ikke kritikken af svindelvalgene i maj 1996 op, men var gennem sin passivitet f.eks. som opfølgning til lokalvalgene i oktober 1996 ikke alene med til at forlænge regimets levetid unødigt, men samarbejdsorganisationen var præget af indbyrdes kamp. OSCE's parlamentariske forsamling blåstemplede hurtigt parlamentsvalgene, mens OSCE's menneskerettighedskontor ODIHR og OSCE-observatørene påviste den gennemførte svindel.
Udenrigsministeren vil gerne fremstille OSCE som hurtigt handlende i Albanien. Det var faktisk det modsatte, der er tilfældet. Alt for længe accepterede man både i OSCE, Europarådet, EU og NATO, at i et nuværende eller kommende medlemsland kunne en magtgal præsident holde sig ved magten ved at spille på det manglende fodslag mellem de europæiske organisationer.
Beslutningen om indsættelse af udenlandske tropper i Albanien, blev den foreløbige kulmination på en udvikling, hvor det politisk udhungrede Balkan-land blev kørt næsten helt i sænk af korruption, cassino-kapitalisme og med Vestens og de europæiske organisationers stiltiende accept.
Som begrundelse for den militære indsats brugte man i FN sikkerhedsrådsresolution behovet for at sikre en nødhjælp selvom den italienske FN ambassadørs eufori over beslutningens hurtighed antydede, at Italien måske snarere tænkte på at vogte sine kyster eller beskytte sine interesser i det lille Balkanland.
Man foretog reelt ingen afvæbning og de mulige konsekvenser af, at over en over en halv million våben cirkulerede måske også over grænserne til de tilstødende potentielle konfliktområder. Valgene blev gennemført, men OSCE's indsats som helhed var ikke præget af en overbevisende fremtoning. Endnu en gang svigtede forarbejdet.
Det albanske spørgsmål er langt fra løst. Albanien er fortsat ikke alene Europas fattigste og mest kriseprægede land; men tillige en spængfarlig cocktail. Balkans traditionelle krudttønder, Kosova og Makedonien, grænser sammen med Serbien-Montenegro og Grækenland op til Albanien. Kosova og Makedonien er vigtige faktorer i både albansk og europæisk politik. Det bør indgå i et dansk bidrag til OSCE's rolle fremover.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her