Læsetid: 5 min.

OSCE's topmøde - nye veje på Balkan

10. december 1997

Der skal være topmøde i København 18-19. december. I København bør energien bruges til konkrete handlinger og ikke spildes på floromvundne udtalelser

SIKKERHEDS-POLITIK
Danmark har til årsskiftet formandskabet i OSCE, den Europæiske Sikkerheds- og Samarbejdsorganisation, og der skal være topmøde i København 18.-19. december. I København bør energien bruges til konkrete handlinger og ikke spildes på floromvundne udtalelser.
I perioden 1975-85 profilerede OSCE sig ved menneskerettigheder, kontakter, information, kultur og uddannelse. Mellem 1986 og 1992 kom tillids- og sikkerhedsskabende tiltag og våbenkontrol. Og med Paris Chartret fra 1990 ligger tyngdepunktet på folkeretten, demokrati, markedsliberale reformer, social retfærdighed og miljøaspekter samt, fra 1994, forebyggende diplomati, konfliktforebyggelse, krisestyring og kooperativ sikkerhed. I 15 af verdens brændpunkter har vi OSCE-missioner hvor der gøres et imponerende arbejde, der sjældent når ud i medierne.

Medlemsstaterne, der skønt navnet også medregner USA og Canada, er øget fra 34 i 1990 til 55 i dag og verden er gledet ind i en fase hvor OSCE's og FN's målsætninger og erfaringer er langt mere relevante end NATO's og f.eks. den Vest-Europæiske Union's, VEU's.
Man opdager ofte menneskers og landes faktiske prioriteringer ved at se på, hvad de bruger penge på. USA's militære budget er godt 250.000 mio. dollar per år, NATO's samlede 430.000 mio. dollar, Rusland formodentlig omkring 25.000 mio. dollar. FN med alle underorganisationer og fredsbevarende missioner koster sølle 10.000 mio. dollar. OSCE's budget er på 66 mio. dollar per år eller godt en mio. dollar i gennemsnit per medlemsstat. Heraf går 1,25 mio. dollar til dets Konfliktforebyggende Center.
OSCE får desuden en række frivilligbidrag, der for 1997's vedkommende var på omkring en mio. dollar til de netop afholdte valg og forskellige demokratiprojekter.
OSCE i Kroatien koster nu godt seks mio. dollar med et forventet 1998 budget på 21 mio. dollar. Der satses således lige så meget i Bosnien og Kroatien som på hele organisationen.

Men se! Trods alle besværgelser om det modsatte prioriterer vores regeringer ved afslutningen af det 20. århundrede - historiens mest brutale - voldelige snarere end fredelige midler i deres søgen efter sikkerhed. Helt ude af trit med tiden.
På denne baggrund følger hér en række forslag til tiltag for Københavnsmødet:
*OSCE's menneskelige og økonomiske ressourcer må øges. Så urealistisk det end måtte lyde ville et ti gange så højt budget være rimeligt for at kunne håndtere de meget komplekse konflikter, regeringerne har lagt over på
OSCE.
*Det Konfliktforebyggende Center må gøres til en central, effektiv institution. Det må blive i stand til at foretage selvstændig indsamling af data for indikatorer på konfliktstrukturer og direkte spæn-ding, der kan lede til vold, samt en almen monitorering af før-voldelige situationer. Det skal kunne foretage uafhængige konfliktanalyser, områdestudier og tidlig varsling af voldspotentiale.
*Der bør oprettes et specielt beredskab for de psyko-sociale aspekter af alle konflikter - forsoning, tilgivelse, smerte- og sorgbearbejdning, sandhedskommissioner, regenerering af de (lokale) civile samfund og lignende psyko-sociale indsatser, der er stærkt relevante under efterkrigs-normalisering - og dermed kan fungere som forebyggende i forhold til nye konflikter eller de gamles genopblussen.
*En systematisk, intern uddannelse og træning af personnel må iværksættes, så det blir professionelle og ikke amatører, der sendes ud for at mægle, forhandle og forsone.
*Der er brug for en offentlig debat om den "Sikkerhedsmodel for det 21. århundrede", OSCE i flere år har arbejdet med. Den bør drage lærdomme af, at hundreder af millioner mennesker er bukket under i krige og underudvikling, i dette århundrede med sin ligeså enestående tekniske og økonomiske udvikling.
En sikkerhedsmodel for det 21. århundrede må tage udgangspunkt i tre ganske vist omfattende udforinger:
*Hvordan reducerer vi den direkte vold, især krige, og delegitimerer våbnene som vi engang delegetimerede slaveriet?
*Hvordan reducerer vi den strukturelle vold, den der ikke sker i krige, men som følge af sociale og økonomiske systemer? og
*Hvorledes går vi langsomt men sikkert over til en sikkerheds- og udviklingstænkning, der inddrager alternativer i forhold til andre mennesker, andre kulturer og naturen?

Endelig er der Europas og USAs knude, Balkan. Det er tid at lægge stilen om og skifte gear og opdage at det handler om andre ting end Bosnien og krigsforbryderne.
FN mission i Østre Slavonien, Kroatien - UNTAES - skal trækkes ud og erstattes af en mindre udgave allerede den 15. januar 1998. OSCE bliver da den vigtigste i området.

Hvad der står på spil i de allernærmeste uger og måneder er, kort udtrykt dette: Skal en større eller mindre andel af de tilbageblevne omkring 100.000 serbere flygte til Bosnien eller Jugoslavien, eller skal de kunne vende tilbage til deres byer i Kroatien, alternativt leve fredeligt med de nuværende kroater i regionen og de kroater, der venter på at komme tilbage til den?
Mere end noget andet er der brug for at give sikkerhed og psykosocial assistance til såvel den serbiske minoritet som til de kroater, der formodes at vende tilbage til området.
Den kroatiske regering bygger stadigvæk på ideen om etnisk rensning, nu med bureaukratiske raffinementer. Men vist er det da glædeligt at Kroatien har vedtaget et nationalt forsoningsprogram. Nu behøver det hjælp til at gøre det.
Hvis bare nogle få tusind til flygter vil det internationale samfund, herunder altså især OSCE, have fejlet moralsk og politisk og vi står overfor endnu en flygtningestrøm i Europa. Det må ikke ske. Det må ikke - igen - komme som en overraskelse for Europas politikere! Derfor:
nOSCE missionen i Østre Slavonien må forstærkes, kvantitativt såvel som kvalitativt, og få et mere robust mandat i forhold til den kroatiske regering.
*Jugoslavien (Serbien og Montenegro), der blev suspenderet i 1991, må med igen. Så kan OSCE atter engagere sig på korrekt måde i Kosovo, Voj-vodina og Sandjak. Specielt i Kosovo vil det ikke gå godt hvis der ikke, for første gang siden 1991, gøres en professionel mæglingsindsats.
*Det bør vedtages at igangsætte en 'Helsinki'-proces for hele Balkan i hvilken også ikke-statslige organisationer med ekspertise i området deltager. Dette har længe været velmotiveret ud fra det faktum at alt i denne region hænger sammen med alt andet.

Disse og lignende konkrete forslag vil ikke blot kunne bringe ny energi ind i håndteringen af de mange konflikter; de vil også profilere OSCE på en måde denne potentielt strålende organisation har alt mulig brug for. Og de vil bidrage til at forebygge noget af den fremtidige vold. Det hele afhænger af den politiske vilje til også at ekspandere de civile, humanitære midler i sikkerheds- og fredspolitiken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu