Læsetid: 5 min.

Psykosen som personlig udfordring

22. december 1997

Politikerne skal tænke sig godt om, før de lader sig begejstre af forslaget om at promovere medicinfri behandling af psykoser

UVIDENHED
Den debat, der for tiden føres om etablering af medicinfri behandling af psykotiske tilstande, siger meget mere om tidens opfattelse af psykiatriske sygdomme og medicinsk behandling af samme, end den forholder sig til faktuel viden om begge dele. Dette illustreres fint af Informations artikel af Erik Kjær Larsen d. 10.12.97.
Af historiske årsager klassificerer mange i dag medicin som noget unaturligt, der helst skal undgås. Det skyldes først og fremmest, at de fleste nyere medicinske præparater er blevet markedsført som civilisationens eller kulturens sejr over naturen, der ikke altid er så venligtsindet, som naturelskerne vil fremstille det. Således er der masser af helt naturligt forekommende bakterier og kræftceller, som de færreste ønsker nærkontakt med.
De fleste moderne gennembrudspræparater, herunder medicin til behandling af psykoser, så dagens lys i en periode, hvor der var mindre civilisationskritik og fremtidsangst på banen, og hvor det var ganske legitimt at glæde sig over, at der kom præparater, som kunne dæmpe eller eliminere psykotiske symptomer, som man indtil da havde haft vanskeligt ved at behandle.
Siden da har antipsykiatrien på særdeles markant måde stillet sin tvivl overfor kemiske virkemidler til skue, og sammen med nutidens forkærlighed for selvudvikling og nakkehårsoptræknings-øvelser løber det så sammen i et sammensurium af moral og misforståelser om årsagen til psykoser. Konklusionen bliver ofte, at alle symptomer skal gennemleves og jages på flugt ved at patientens indre kræfter mobiliseres.

Vanvittig åndebesættelse
Denne konklusion promoveres især af amatører, men har også held til at få enkelte professionelle med i koret. Den afslører dog også, at det stadig kniber med at få anerkendt de ellers veldokumenterede fysiologiske årsager til psykiatriske lidelser. Mens vi alle kan forstå mekanismen i knoglebrud og blindtarmsbetændelser, har vi åbenbart svært ved at begribe, at sygdomme, der hovedsageligt giver mentale symptomer, også kan bunde i biokemiske forhold, der ligger uden for den enkeltes kontrol.
Det ser ud som om, det er lettere at tro på, at det vanvittige er åndebesættelse, guds straf, uhensigtsmæssig psykisk økonomi eller simpelt hen opsætsighed, end at acceptere at det drejer sig om uorden i hjernens omsætning af neurotransmittere.
Feltet er derfor åbent for allehånde mystiske behandlingsforslag, som skal opruste den syge til at ryste psykosen af sig. Det mest populære er samtaleterapi, som ved hjælp af øget selvindsigt skal få den syge til at skippe tvangstanker, angst og paranoia.
Mens samtaleterapi kan være en god intervention i forhold til mennesker i krise, og er et godt supplerende tiltag til psykotiske patienter, som er i medicinsk behandling, så kan den ikke stille noget op overfor psykotiske forvrængninger af virkeligheden.

Spekulativ forklaring
Åndedrætsterapi, som anbefales af Gustav Hansen ifølge Informations artikel, tilsigter at øge iltkoncentrationen i hjernen, og har en tendens til at gøre ganske normale mennesker temmeligt kulrede; derfor er det meget vanskeligt at forestille sig, at terapien skulle have positive effekter for psykotiske patienter, der allerede slås med en mere eller mindre skræmmende imaginær billeddannelse i hjernen.
Hvis behandlingen har positive effekter, kan det næsten kun forklares ved at diagnosen psykose bruges lidt lemfældigt, og Hansens understregning af, at han ikke vil røre ved skizofrene patienter kunne bekræfte denne mistanke.
I det hele taget har Gustav Hansen nogle særprægede forestillinger om sygdomsårsager, idet han tilskriver fødselsforløbet en meget afgørende betydning. F.eks. har Gustav Hansen ved flere lejligheder meget skråsikkert hævdet, at hovedårsagen til narkomani er brugen af bedøvende og dulmende medicin til fødende kvinder.
Her skulle sammenhængen være, at når moderen ikke vil gennemleve smerten, men "snyder" sig fra den ved at få medicinsk hjælp, så indlærer den nyfødte dette problemløsningsmønster på vejen ud gennem den pudendusblokerede vagina, for siden selv at løse alle problemer med kemi. Denne forklaring på en særdeles multifaktorielt betinget lidelse må mildt sagt kategoriseres som spekulativ.

Beskæmmende politik
Det er derfor lidt beskæmmende, at man i samme artikel kan læse, at ellers fornuftige mennesker som Peter Duetoft og Bjørn Elmquist lader sig rive med af de naturbegejstredes løst funderede forslag om, at psykiske sygdomme bør behandles uden medicin. Duetoft anfører, at den antipsykotiske medicin ikke grundlæggende behandler psykosen, men blot dæmper symptomerne.
Ja, men måske burde
Duetoft overveje, hvor mange af de øvrige medicinske behandlinger, der gives, der er andet og mere end symptomatiske. Når vi ser bort fra behandling af infektioner, er langt den overvejende del af den medicinske behandling netop karakteriseret ved at være symptomdæmpende, hvilket da for den syge heller ikke er så tosset. Hjertemedicin, gigtmidler, insulin, blodtrykssænkende midler og hormoner ændrer ikke grundlæggende ved sygdommene, men kan faktisk gøre livet noget behageligere for dem, der har dem.
En alt-eller-intet-holdning er derfor særdeles malplaceret, når vi taler om medicinsk behandling.
For Elmquist er det, at dømme efter citatet i artiklen, mere selve tankegangen om, at vi tager psykosen som en personlig udfordring, der er afgørende for hans bifald til den medicinfri behandling af psykoser.

Spingbræt til afklaret liv
Der er en del patienter, der kunne have gavn af medicinsk behandling, som vægrer sig ved at modtage den, fordi så mange omkring dem tydeligt giver udtryk for deres foragt for dem, der "hopper over hvor gærdet er lavest" og tager medicin i stedet for at "gennemleve" den psykotiske sygdom, og bruge den som springbræt til et mere afklaret liv.
I praksis vil denne vægring nok især berøre patienter med lette og middelsvære endogene depressioner, altså depressioner, som opstår uden ydre anledning.
Trods alt har skizofreni ofte en karakter, der gør det temmeligt indlysende, at medicinsk behandling er nødvendig, og en fulminant depression har også symptomer, som umuliggør samtaleterapi og andre interventioner, der kræver samarbejde mellem behandler og patient.
For de deprimerede kan antidepressiv medicinsk behandling afkorte sygdommens forløb ganske betydeligt. Den "naturlige" helbredsproces er derimod langtfra risikofri, da depression ofte er medvirkende årsag til selvmord og misbrug.
Man burde derfor kunne forvente, at politikere tænker sig særdeles godt om, inden de lader sig begejstre af forslaget om at promovere medicinfri behandling af psykoser, og ydermere sætter sig grundigt ind i hele problematikken, inden de finder en pose penge og det blå stempel frem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu