Læsetid: 2 min.

Den religions-historiske metode har spillet fallit

Debat
9. december 1997

Hvis den ikke kan afsløre Scientology som et stykke okkultisme med selvforherligelse, guddommeliggørelse og ikke mindst kapitalisme og grådighed som den store drivkraft

SCIENTOLOGY
Hvis den religionshistoriske metode er som Dorthe Refslund Christensen fremlægger den, så må vi sige, at den har spillet fallit. I hendes udlægning kan hvad som helst fremlægges som en religion uanset, om en organisation fungerer som én sådan eller ej, fordi hendes religionshistoriske parametre viser det. I hendes meget naive fremstilling skal der blot være de nødvendige tekster til stede om særlige ritualer, troen på en Gud eller højere magt o.s.v. - men der tages ikke højde for om det er virkeligheden for medlemmerne.

Hemmelige materialer
Desuden kommer hun i stor forlegenhed overfor alle de hemmelige materialer, som bevægelsen ikke selv ønsker skal komme til offentlighedens kendskab - uanset at det i virkeligheden er dem, der fungerer. Disse materialer viger hun uden om, fordi hun fortsat ønsker at optræde som Scientologys pressekvinde.
I øvrigt har undertegnede allerede i 1991 udfærdiget en afhandling om forudsætningerne for Scientology. Resultatet kan læses i mange af de artikler som Dialogcentret har udgivet i sit blad Den Nye Dialog samt i forskellige internationale fremstillinger. Dorte Refslund Christensen er derfor overhovedet ikke den første religionshistoriker, der har beskæftiget sig med Scientology, som hun hævder, og ligeledes er hendes påstand om Dialogcentrets manglende saglighed også ganske ukorrekt.
Men min undersøgelse som religionshistoriker afslørede, at man ikke kun kunne anvende denne metode. Det ville være at lade sig forføre og dermed medvirke til at andre blev forført. Min konklusion er klar: Alle de materialer Scientology peger på som væsentlige for deres selvfor-ståelse spiller slet ingen rolle. Materialerne skal nemlig læses gennem okkultismens-/teosofiens briller og især gennem den store okkultist Aleister Crowleys særlige udlægning.
Udadtil hævder Scientology at være en (kristen) kirke, indadtil peger den på
Buddhismen. I virkeligheden er Scientology et stykke okkultisme med selvforherligelse, guddommeliggørelse og ikke mindst kapitalisme og grådighed som den store drivkraft. Med et citat fra Aleister Crowley "Gør hvad du vil skal være hele Loven" sættes hele den scientologiske ideologi ind i den rette sammenhæng med deraf følgende samfundsmæssige konsekvenser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her