Kronik

Samtidighedens tyranni

19. december 1997

Internettet har muligheder for at speede den demokratiske debat op til lysets hastighed. Det indebærer en trussel mod demokratiet

DET FILOSOFISKE RUM
I Informations verserende diskussion af Internettet er den franske byplanlægger og filosof Paul Virilio blevet bragt på bane som kritiker af Nettet, dels i Hans Bandmans åbne brev til Tor Nørretranders (15. november 97), dels i Nørretranders' svar (19. november 97).
Det er uden tvivl på sin plads, at Virilios synspunkter fremføres i denne debat om teknologi, kultur og politik. Men måske kræver debatten - og placeringen af Virilio i den - et par præciseringer.
I de to nævnte indlæg har diskussionens kernepunkt været Internet og demokrati. Både Bandman og Nørretranders tager udgangspunkt i overvejelser over Internettet, det nye medie, men måske skal udgangspunktet tages i overvejelser over demokratiet, en gammelkendt styreform.
De to uudtalte, ubesvarede og uomgængelige spørgsmål, der nemlig spøger i baggrunden hos begge, er: Hvad er demokrati? Og er det det samme som demokratisk debat?
Demokrati er en bestemt måde at styre på, nemlig en styreform, hvor man deler. Hvad deler man? Goder af den ene eller anden art? Nej, beslutninger (enten direkte eller repræsentativt).
Og den demokratiske debat? Det er en bestemt form for meningsudveksling, reguleret af blandt andet ytringsfriheden.
De to ting er altså forskellige. Demokrati er en styreform, mens demokratisk debat er en meningsudveks-lingsform.

Men de to hænger også på afgørende vis sammen. Den demokratiske debat går forud for den demokratiske beslutning, og det i en sådan grad, at vi opfatter den demokratiske debat som en nødvendig forudsætning for demokrati.
Omend de to ting altså hænger sammen, så må de nødvendigvis i udgangspunktet holdes adskilte i en dis-kussion af Internet og demokrati (det står i øvrigt ikke helt klart, om Nørretranders sigter til det ene eller det andet, hverken i indlægget fra 19. november eller i Stedet som ikke er).
Når nu Virilio bringes ind i debatten som en kritisk kommentar til Internettets demokratiske potentiale, hvad er det da præcist, der i den forbindelse vækker bekymring hos ham? Er han bekymret for Internettets påvirkning af den demokratiske debat eller for dets påvirkning af demokratiet som styreform?
Hvis Virilio nærer nogen bekymring for demokratiet i forbindelse med Internettet, så går den ikke på, at Nettet bliver bærer af den demokratiske debat. Ganske vist er der tale om et meget komplekst medie (det bærer alle de tidligere i sig: tale/lyd, skrift, levende/døde billeder), ganske vist har det en noget højere grad af smidighed, komfort og samtidighed i kommunikationen. Men at det på grund af sin måde at være medie på ligefrem skulle bringe den demokratiske debat i fare, er svært at se.
Det betyder naturligvis ikke, at Nettet ikke har sine begrænsninger som debatforum. Der kan være forskellige økonomiske og politiske hindringer for, at alle kan få adgang, men de angår ikke i første omgang selve mediet, men er vilkår, der kendetegner fremkomsten af ethvert nyt medie (og som skal løses ad økonomisk/politisk vej).
Desuden vil Nettet givetvis have vanskeligt ved at 'kondensere' de mange meninger i én offentlighed - det vil nok snarere øge tendensen til fragmentering i 'del-offentligheder'.
Og endelig er det spørgsmålet, om den frie debat (som også Nørretranders insisterer på), uden dén kvalitative redigering og tildeling af autoritet, der giver ethvert diskussionforum dets tyngde (og som sikkert også vil komme på dele af Internetet), ikke vil være i fare for at blive kedelig, uvedkommende og uden gennemslagskraft. Det rent kvantitative kriterie holder nok ikke - mere debat er ikke nødvendigvis bedre debat, al debat er ikke nødvendigvis god debat, bare fordi det er debat.

Disse begrænsninger til trods er Internettet i sig selv ikke en fare for den demokratiske debat. Snarere har det mulighed for at kunne udgøre et supplement til de medier, der i dag hovedsagelig bærer debatten (aviser, radio, tv), omend det givetvis vil blive en anden form for debat.
Anderledes med demokratiet som styreform. Nærer Virilio nogen bekymring i forbindelse med Internet og demokrati, så er det hér. Når talen falder på Internet og demokrati (som det at dele beslutninger), tænkes der oftest på det fænomen, at det bliver muligt at blive gjort opmærksom på afstemninger om dette eller hint, at få leveret relevant information samt at afgive sin stemme over Nettet (det er også en af de forståelser af demokrati, man finder i Nørretranders' bog, f.eks. p. 205).
Der er altså tale om en proces i tre faser:
*udskrivelse af valg;
*informationsindhentning, refleksion, vurdering og demokratisk debat;
*selve afstemningen.
Virilios bekymring - som han baserer på sin generelle teori om øget acceleration - går på, at efterhånden som hastigheden øges i de tekniske apparater, der anvendes i de tre faser, så vil tidsintervallet mellem faserne mindskes, og de vil gå imod at falde sammen i ét (tids)punkt. Dette vil ske, når hastigheden bliver lysets hastighed, som vi kender det fra direkte tv-transmissioner.

Konsekvensen vil i så fald være, at informationsindhentning, re-fleksion, vurdering og den demokratiske debat udelukkes, og der skal tages stilling med det samme.
Vi har så ganske vist et demokrati (beslutningerne deles), men ikke en demokratisk debat. Hermed forsvinder den afgørende forudsætning for den demokratiske styreform, refleksion bliver til refleks, og resultatet bliver en karrikatur af demokratiet: 'samtidighedens tyrani'.
Et scenarie som det her skitserede, muliggøres med Internettet (og i rudimentær form ved kombination af aviser, radio, tv og telefon).
Men hvad da hvis der - selv med brug af Internettet - levnes tid mellem de tre faser? Så ville der - i første omgang - ikke være grund til bekymring for samtidighedens gennemslag.
Omvendt ville man kunne spørge: Hvorfor så egentlig bruge nettet til afstemninger? Hvis man alligevel skal have en måneds tid til at reflektere og diskutere, så skulle der vel også være tid til at bevæge sig hen til en stemmeboks?

Dette spørgsmål fører frem til Virilios grundlæggende bekymring, der kan opsumeres på følgende måde. Hvis der i forbindelse med elektroniske afstemninger, af den ene eller den anden art, sikres den fornødne tid mellem beslutningsprocessens tre faser, er der for så vidt ingen fare på færde. Men - og det er her problemet ligger - en sådan langsomhed, formoder Virilio, vil være vanskelig at sikre fremover.
Hvorfor? Fordi mennesket gennem historien uophørligt har accelereret enhver proces, der kunne accelereres. Vi har meget sjældent opfundet teknologi, der direkte havde til formål at få tingene til at gå langsommere.
Med andre ord: hvis hastigheden i de tre faser kan sættes op, så vil den før eller siden blive sat op. Og konsekvenserne vil være de skitserede: mindre tid til noget af det afgørende i demokratiet, nemlig den demokratiske debat.
Internettets mulighed for samtidighed mellem de tre faser udgør således den tekniske og materiele mulighedsbetingelse for en begrænsning af den demokratiske debats tidslige udstrækning. Her bør en diskussion af Internet og demokrati begynde.

Niels Brügger er adjunkt ved Institut for informations- og medievidenskab, Aarhus Universitet.

APROPOS
Vold som abstraktion

Her i Det filosofiske Rum har jævnligt været drøftet menneskerettighederne og deres grundlag. (Se f.eks. Åge Jensens 'Moralens Nødvendighed' 1. august). Det foranlediger nogle betragtninger om menneskelighed som udgangspunktet for moralen.
Det er almindeligt, at mene at der ikke findes objektive moralske forhold eller domme; at moralen er konventioner, vi når frem til ud fra subjektive, relative følelser. Og det er da formentlig også langt hen ad vejen rigtigt. Men der er mindst ét moralsk forhold, som har en objektiv grund i menneskets eksistens. Jeg har ikke læst Emmanuel Levinas' værker, men har en idé om at der nok er et slægtskab med dennes tanker.
Den objektive dom er som følger: Man kan ikke som menneske pine eller dræbe et andet menneske. Det centrale er her ordet 'menneske'. Min påstand er, at når der sker mord, tortur, vold og andre over-greb, abstraherer bødlen, gerningsmanden fra offeret som menneske og reducerer det til fjende, trussel, undermenneske, dyr eller blot ting. Bødlen abstraherer fra offerets menneskelighed, han ser bort fra offeret som åndeligt, lidende, følende menneske - bevidst eller ubevidst. Og fortrænger ofte endda også sin egen menneskelighed. Således bygger vold på en løgn og er objektivt forkert.
Eksempler: Nazisten ser i jøden en laverestående eksistens og samtidig en abstrakt fjende mod hans race. Han ser ikke jøden i øjnene med det menneskelige blik, der ser et følsomt og kærligt væsen. Han er optændt af had og har ingen eller kun små kvaler over at sende ham ind i gaskammeret sammen med 100 andre jøder. Han ser dem ikke som individer, men som race, denne abstraktion redder ham fra at handle som menneske over for andre mennesker.
Psykopati indebærer nedsat eller manglende evne til at leve sig ind i andre menneskers bevidstheds- og følelsesliv. Psykopaten ser ofte andre mennesker som instrumenter eller forhindringer. I begge tilfælde kan dette føre til meningsløs vold og anden fortræd. Bret Easton Ellis' American Psycho og Mads Brenøes Så megen vrede skildrer dette.
Soldaten skyder ikke andre mennesker, men fjenden. En 'god' soldat abstraherer fra sig selv som individ og især fra fjenden som individ, og tænker på noget så abstrakt som et lands eller folks interesser. Dette indgydes ham gennem en irrationel indlæring af patriotisme. Den 'svage' soldat er ikke fuldstændig underlagt denne abstraktion, men ser i øjeblikke fjenden som menneskeligt væsen og slipper ikke uden traumer. Den 'dårlige' soldat er ikke modtagelig for patriotismen og fjendebilledet, men insisterer på at betragte den anden som individ og kan ikke dræbe 'fjenden'. Den enkelte soldat kan i ekstreme situationer skifte mellem disse grader af abtraktion på få sekunder. Den 'gode' soldat kan blive reddet af et menneske der ellers var 'fjende' og se det i øjnene med kærlighed og taknemmelighed. Den 'dårlige' soldat kan komme i en presset situation, hvor et andet menneske truer ham så voldsomt og direkte at han tvinges til at betragte det som fjende og skyde for at redde sit eget (eller en andens) skind. De tenderer da begge mod den 'svage' soldat, som er den mest almindelige.
Våbenteknologien letter den svage soldat fra presset ved at fjerne offeret mere og mere fra soldatens blik. Piloten ser en simulator i et fly, og abstraherer fra virkelighedskarakteren af sine handlinger. Fjernstyrede missiler affyres ved tryk på en knap. Offeret er et stednavn og måske et antal fjender. Soldaten har aldrig set dem. Således kompenserer våbenteknologien for en eventuel større 'svaghed' blandt nutidens soldater.
Vold baserer sig således altid på en abstraktion. Disse abstraktioner foretager vi alle ind imellem, når vi bliver rasende og ønsker at skade en anden, eller når vi føler os truet. Nogle sjældne gange synes de nødvendige for at gøre det rigtige - f.eks. styrte en tyrran, redde sig selv eller andre. Det gør sig dilemmatisk gældende, når man står magtesløs over for en større abstraktion. Abstraktion er magt.

Torben Sangild, cand. mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu