Læsetid: 5 min.

De siamesiske tvillinger

Debat
5. december 1997

Man kan måske blive enig om at Netanyahu og Arafat repræsenterer to nationalbevægelser, der kæmper om det samme land og begge forudsætter den anden parts forsvinden. Højre-zionismen overfor en palæstinensisk nationalisme

BESÆTTELSE
Det er blevet mondænt at mene, at PLO's Yassir Arafat og Israels Benjamin Netanyahu er to alen af samme stykke. Begge skulle de være kyniske chauvinister, løgnagtige og en belastning for deres nationer, lyder det.
De er måske nok begge løgnagtige og chauvinister, alligevel er det en absurd påstand. Den er lidt i slægt med den historiker-debat, der kører i Frankrig for tiden, og som groft sagt går ud på, at da både nazismen og kommunismen udslettede millioner af europæere i det 20. århundrede, var de begge lige onde og ville det samme. Diktaturets ondskab udslettede de ideologiske forskelligheder.
Man kan måske blive enige om at Netanyahu og Arafat repræsenterer to nationalbevægelser, der kæmper om det samme land og begge forudsætter den anden parts forsvinden. Højre-zionismen overfor en palæstinensisk nationalisme.
Men derfra, at springe til at sidestille Netanyahu og Arafat, er meningsløst. Arafat står bukkende lige inden for døren og tager imod de lunser, der blir kastet til ham fra Netanyahus veldækkede bord med en fem-retters menu. Det er taberens lod i forhold til sejrherren.

I sidste uge var det 50-årsdagen for FN's deling af Palæstina-mandatet, 29. november 1947. Der var stilhed på alle fronter, ingen mindetaler. Kan man forestille sig at 50-året for Israel oprettelse næste år, 14. maj, bliver forbigået i en tilsvarende stilhed? Nej vel? Sejrherren skriver historien, og sørger for fest på mindedagene.
Man behøver ikke at være forelsket i palæstinenserne, endsige i Yassir Arafat, for at finde det helt meningsforstyrrende at sammenligne ham med Netanyahu. Det er nok at kaste et blik på FN's delingsplan fra 1947 for at indse det.

Et flertal af FN's Palæstina-kommission mente, at det var umuligt, at forestille sig at jøder og palæstinensere kunne leve side om side i en fælles stat, så derfor anbefalede kommissionsflertallet i 1947 at der blev oprettet en jødisk stat og en palæstinen-sisk stat side om side.
Mindretallet i kommisionen, derimod, mente, at der burde afholdes en folkeafstemning i Palæstina, så befolkningen selv kunne bestemme. Men da Palæstinas befolkning var én trediedel jødisk og to trediedele palæstinensisk i 1947, ville udfaldet på forhånd være givet, nemlig at et referendum ville føre til en Palæstina-stat med et jødisk mindretal. Det var det samme som at udløse en jødisk krigserklæring.

Så FN besluttede, at et Israel og et Palæstina skulle oprettes. En krig fulgte, og efter den kontrollerede Israel ca. 73 pct. af Palæstina. Palæstinenserne måtte konstatere, at hverken Jordan eller Egypten var interesseret i at hjælpe dem til at oprette den lovede Palæstina-stat, selv om der nu kun var 27 pct. tilbage (Vestbredden og Gaza). I stedet holdt Egypten Gaza besat og fremprovokerede 1967-krigen, hvor Israel fik kontrol over samlet 100 pct. af Palæstina.
Den palæstinensiske de-route gennem århundredet har således været næsten total. De har tabt stort set alt hvad de kunne tabe, og de har forspildt næsten alle chancer for at redde de sidste stumper.
Undtagelsen er Oslo-fredsaftalerne fra 1993, hvor venstre-zionisterne (Yitshak Rabin og Shimon Peres) stillede Arafat og hans nationalister selvstyre på Vestbredden og Gaza i udsigt. Hen ad vejen kunne det blive kernen i et palæstinensisk nationalhjem. Et 'Palæstinustan' som nogle palæstinensere foragteligt be-nævner denne version af et palæstinensisk bantustan.

Forleden var Abu Ala, en af Arafats mangeårige kolleger, på besøg i København. Abu Ala er 'tuneser', som man kalder den kreds omkring
Arafat, der holdt til i eksilet i Tunis. Han var også en central palæstinensisk forhandler under de hemmelige Oslo-møder.
Jeg udæskede ham hans mening om Benjamin Netanyahu, som stort set har givet PLO den kolde skulder, siden han dannede regering for 17 måneder siden.
Interessant var det, at der ikke kom et eneste negativt ord fra hans mund om Netanyahu. Han holdt fast i, at Israel havde lavet en internationalt forpligtende fredsaftale med PLO, som stod ved magt uanset hvem der var israelsk ministerpræsident. Hvis denne aftale ikke var gennemført, og israelerne havde rømmet de besatte områder senest den 4. maj 1999, så kunne man være forvisset om
Arafat om morgen den 5. maj 1999 ville udråbe et selvstændigt Palæstina, uanset konsekvenserne.

Jeg har en lumsk fornemmelse af, at Netanyahu går med en skitse til en territorial løsning, som han ikke tør tale højt om, af frygt for at den yderligtgående israelske nationalistfløj skal kaste sig hylende over ham.
I denne uge er et fire-mandsudvalg, med bl.a. Ariel Sharon, travlt optaget med at udstikke linjerne for de besatte områder, Israel under alle omstændigheder vil beholde. Det formodes at Israel beholder to nord-syd-gående korridorer, én langs Jordan-floden og én langs Israels gamle grænse til Vestbredden. Dertil kommer to tværgående forbindelseskorridorer, der omfatter de fleste jødiske bosættelser der er bygget på Vestbredden siden 1967. Det resterende bliver afleveret til palæstinenserne som en slags israelsk satellit-stat.
Det vil stride lodret mod hvad Netanyahu og Sharon tidligere har sagt, men det kunne også løse en stribe store problemer, som ellers kunne bringe Netanyahu-koalitionen til fald.

Hvad palæstinenserne skal stille op med restområderne, måske i alt halvdelen af Vestbredden og Gaza, er svært at sige. Der er ikke nok til rigtig at blive en stat, og det er heller ikke nok til at tilfredsstille mindstekravet til et nationalt kompromis.
Men PLO forholder sig afventende indtil de har set hvor langt Netanyahu er parat til at gå, og hvor langt USA derudover kan presse ham til yderligere indrømmelser.
Det er et tricky spil, som giver både israelere og palæstinsere en skidt smag i munden. En fysisk og politisk stadig svagere Arafat kan ikke gøre andet end at afvise et sådant kompromis, hvis han vil i graven til sin tid med æren intakt. Hans anseelse blandt palæstinenserne er allerede nu nær et lavpunkt.

Hvis man endelig skulle tale om et fællestræk ved Netanyahu og Arafat, så er det at de som siamesiske tvillinger truer med at trække hinanden med i afgrunden.
Engang så tiljublet i hver deres lejr, i dag så foragtet. Begge befængt med udflod fra deres betændte manipulationer.
Imens tripper utålmodige unge mænd for at komme i felten i stedet for de udbrændte oldinge. As time goes by...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her