Kronik

Straf, hævn og forurettelse

1. december 1997

Når forurettelsen tager overhånd, vil retten ikke længere give udtryk for et personligt syn skabt af en øget bevidsthed. Retfærdigheden bliver blot en maske blandt mange, en flugt væk fra menneskets følelsesmæssige spontane liv

RET BESET
Bag den akademiske snak om straffens præventive formål, om retfærdighedens høje idealer, om klare love og retningslinjer gemmer sig en række helt elementære følelser, hvis betydning ofte undervurderes. Man har forlængst opgivet enhver tale om hævn, om forurettelse, misundelse og andre fortiede følelser som af og til bryder igennem magtens skrøbelige rifter. Det kan være værd at minde disse både dunkle og middelmådige følelser.
Straf og retfærdighed viser en affektens grimasse, som er tidens ansigt, der kommer frem, når man fjerner de få stærke lidenskabelige træk. I den moderne kristne kultur lever der en forestilling om retfærdigheden, som giver rig næring til retfærdighedens grimasser. Denne affekttilstand har større indflydelse på vor retsfølelse og vor brug af ordet straf og retfærdighed, end vor idealfordringer normalt bryster sig af.
Når vi ser bort fra disse stemninger, gemmer vi os bag retfærdighedens skin, som vi hylder og kæler for. Men denne kælen trækker os selv ned i støvet, for ikke alene råber vi op, når nogen begår en brøde, eller når andre forfalder til dadelværdige handlinger, som samfundet må reagere overfor, men også når nogen, vi ikke kan lide, gør noget, vi ikke bryder os om.

Vi påberåber os straf og retfærdighed, men glemmer, at det ofte sker som en reaktion mod de mennesker vi ikke bryder os om.
Når disse følelser tager over, handler det slet ikke mere om værdier - det rette som man gerne vil værne om - men slår over i en misundelighedsfølelse, som i nogle tilfælde udspringer af et selvhad og muligvis et manglende overskud til at hvile i sig selv. Det er, når man først må sammenligne sig selv med de andre, at man har mistet sig selv, som Villy Sørensen engang har udtrykt det. Man er opslugt af normalitetens ulidenskabelighed.
Når forbryderen forbryder sig, føler vi vrede; når homoseksuelle boller, føler vi harme; når den noble og velhavende køber stort hus og hyrer husslaver, bliver vi misunderlige.
Ligeså kan den tarvelige og bitre sjæl være fyldt med misundelse og harme over for graciøse, harmoniske eksistenser, hvis overskud giver dem et liberalt oprejst sind. Opsluges man af denne vrede og forurettelse, antager det efterhånden karakter af det Max Scheler (tysk livsfilosof) har kaldt for "organisk løgnagtighed"; den særlige sygdom fyldt med foragt har erstattet de positive værdier. Dømmekraftens fællesmenneskelige sans og indlevelse er svækket, så snart misundelsen tager over. Scheler opfatter denne harme som et udslag af en særlig form for fornærmelse, i starten karakteriseret ved et voldsomt angreb på uopfyldte reaktive ønsker, og derefter fulgt op af en eksistentiel tilstand af misundelse over for den truende anden eller geningsmand eller blot den frisindede. Tilsidst opstår en konstant følelse af at være fornærmet.
Disse vore negative følelser opstår som en reaktion på andre menneskers adfærd, som enten afviger fra vor egen, og som vi derfor foragter, eller som en reaktion over for andre mennesker, som vi misunder.
Nietzsche ligestillede forurettelsen ('ressentimenten') med falskheden i den kristne kærlighed. Den reaktive mand, der trues af den institutionelle magt, er selv opslugt af bitter søgen efter denne magt.
Nietzsches berømte institutionelle slavemoral - hvis ansigt kan symboliseres med den moderne Tamilsag - trives side om side med ressentimenten, hvor enhver frihed er be-grænset af muligheden og stræben efter avancement.
I dag definerer samfundet sig selv ud fra en kodificeret materiel tekst af værdier og ikke ud fra et offer, der søger hævn og dennes spontaneitet, som ofte var på spil i tideligere tider.

Det kriminelle outsidermenneske er ikke disponeret til ressentiment, da forbryderen ofte med succes udtrykker sin negative reaktion over for et andet menneske eller samfundet. Hven har glemt afslutningsscenen i filmen Easy Rider, hvor en redneck brutalt nedskyder vore to omstrejfende antihelte. Måske er vor tale om retfærdighed og straf, herunder hævn, i mange situationer affødt af en "eksistentiel misundelse" over for "forbryderen", der ikke længere er i stand til at opfylde forventningerne til social ansvarlighed, der påtvinges både i form af ydre og indre faktorer.
Disse følelser gemmer sig altid bag et retsmaskineri og dets lovlighed, som efter heroismen og den religiøse skæbnes uddøen har indtaget pladsen som det kontrollerende princip i det moderne samfund.
Men retten, der ikke er andet end en relativistisk metode, hvormed der skabes orden i virkeligheden gennem sproget, udviser den samme holdning over for det spontane liv, som det også gjorde sig gældende i de tidligere tekster hos filosoffer og teologer. Retten og advokaten taler, råber, skriver, og i sidste ende lever den og han af at omorganisere virkeligheden, som ellers ville være fascinerende og truende.
Tidligere tiders private hævn mod en imaginær eller indbildt "fornærmelse" over for en trods alt menneskelig forbryder har udviklet sig til en offentlig fællesskabshævn mod truende, ikke-konforme typer.

Vores påberåbelse af retfærdighed og straf viser sig ofte at være mærket af en eksistentiel misundelse. Hvis de, der skal "varetage" menneskers retsfølelse, ikke længere repræsenterer en kultur, ikke længere besidder nogle sammenhængende værdier, eller blot ikke mere er i stand til at se værdier i den nære sammenhæng - i det menneskelige sociale livsfelt, som alle værdier udspringer af - da er det nødvendigt for disse repræsentanter konstant at sammenligne sig selv med (de) andre.
Når forurettelsen tager overhånd, vil retten, den offentlige mening og politikkens syn på verden være adopteret og giver således ikke længere give udtryk for et personligt syn skabt af en øget bevidsthed. Under disse omstændigheder bliver retfærdigheden blot en maske blandt mange, som implicerer en flugt væk fra menneskets følelsesmæssige spontane liv.
Hvis forurettelsen er en nødvendig del af retsfølelsens psykologi, tyder meget på at denne ulidenskabelige normalitet særlig gode vækstbetingelser i retskulturen og i den kollektive psyke.
I Franz Kafkas univers holdes menneskets skyld og smerte borte fra retten og magtens univers. Her kan man kun være skyldig i en lovovertrædelse. Skylden passerer gennem rettens porte, men retten selv finder sit udtryk i de korridorer, hvor skylden opholder sig. Den juridiske skyld er forudsat og bringer den moralske skyld til tavshed.
I det kafkaske univers, hvor personen K indhyldes i institutionens skizoide kviksand, beskrives straffen som noget, der eksisterer forud for forbrydelsen, og retten søger en skyldig part, der afstemmes med en før-eksisterende dom.
Dermed får retten tilfredsstillet sit begær efter en straf. Magtens egen angst lever af at undertrykke menneskets moralske skyld. Derfor er moralen per se blevet upersonlig.

Alexander Carnera Ljungstøm er Ph.D. og MA i retsfilosofi.

APROSPOS
Albert Camus, Den Fremmede og magtens middelmådige hævn

Magtens forurettelse og middelmådige hævngerrighed er beskrevet med nøgternhed i Albert Camus roman Den Fremmede.
Akkurat som i Kafka og Dostojevskys univers møder vi hos Camus en inkvisition, en straffedomstol, hvis særlige fossile vidnesbyrd og verbale formularer pålægges en flygtig, enfoldig og tavs kriminel natur.
Som historien skrider frem, bliver det klart, at retten og magten drives
af en selv-konserverende form, der fortaber sig i en mål-middel rationalitet, der hævdes at være garant for retfærdigheden.
I stedet lægges vægt på magtens egen dogmatiske metode, der opretholder en facade af pseudomoralisme. Som konklusion på den retlige procedure bliver "den fremmede" kaldt for et "moralsk monster".
Kun på baggrund af selv-iscenesættende overdrivelser omkring begivenheden for mordet, som ikke havde nogen som helst relevans, forsøger retten at skabe et billede af den fremmede, der passer til rettens egen selvforståelse.
Enhver idiosynkrasi anses for en sygdom for enhver dogmatisk institution, hvis opgave det er at indsætte en virkelighed, der tilpasses konformitetens tyranni.
Camus skaber en hovedperson, hvis non-verbale, sansende væsen trækker ham væk fra den retlige fornufts univers. Et univers Camus kalder for en organiseret religion.
Hovedpersonen, Meur-sault, taler sjældent og anvender få og simple ord. Hans defekt består netop i hans manglende evne til at anvende sproget på en socialt acceptabel måde. I øvrigt er Meursault en hæderlig, harmonisk person, der udviser passion og kærlighed og loyalitet over for sit arbejde. Inden mordet på araberen oplever Meursault nogle blide og erotiske stunder med pigen Marie.
At han udebliver fra sin moders begravelse umiddelbart før drabet, forekommer måske en anelse bizart, men har derudover ikke gjort nogen skade.
Men i retten bliver dette sammenfald et særligt afgørende forhold, og dommeren tager det som en klar "indikation på ufølsomhed".
Meursault tillagde imidlertid ikke irrelevante sentimentale forhold nogen betydning - så som at huske sin moders alder.
Solskinnet var og blev hans eneste 'begrundelse' for drabet. Derved intensiveres konflikten mellem på den ene side hans følelsesmæssige, usentimentale og non-verbale natur og på den anden side rettens moraliserende, intellektuelle, og analytisk nedskrevne procedure.
Retten ender med at stemple Meursault som et "antikristent monster af et menneske."
Anklageren understreger at Meursault var uden sjæl, og at ethvert moralsk princip, som våger over menneskenes hjerter, var ham fremmed.
Meursaults egentlige forbrydelse er hans fremmedhed over for institutionen og magtens billede af virkeligheden.

Alexander Carnera Ljungstrøm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu