Læsetid: 2 min.

Den unge Hitlers lidelser

Debat
12. december 1997

Svar på Georg Metz' kommentar til en aktuel tv-serie

ATAWOLF
Georg Metz skriver i Information 9. december om min og Stig Hornshøj-Møllers aktuelle serie om Hitler, Atawolf.
Hverken historikeren Stig Hornshøj-Møller eller jeg har grebet til metafysiske forklaringer for at opklare gåden om Adolf Hitler. Vi har påpeget nogle skæbnesammenhænge, som han selv troede på, og som blev styrende for hans karriere.
Det er muligt, at vi har været for hurtige på aftrækkeren med klicheen om den 'fattige' unge Hitler i Wien. Vi er bekendte med, at han modtog små udbetalinger af sin arv, men der var ikke meget at slå til søren med. Han boede i et særligt logi for hjemløse mænd, og han måtte supplere med sine trommesalsmalerier for at få repareret sine sko og for at kunne gå i den livsvigtige opera.

En søgende ung mand
Hovedpunktet er imidlertid: Hvornår indtræder antisemitismen i Hitlers liv? Undervejs i vores klipning udkom Brigitte Hamanns bog: Hitlers Wien. Denne bogs grundige research overbeviste os om, at vi måtte udskifte klichéen om den ensomme, jødehadende diktator in spe med billedet af en langt mere søgende, forvirret ung mand.
Ja, der var antisemitiske forbilleder som Martin Luther og Wiens borgmester Karl Lueger, men det var jødiske kunsthandlere, der holdt røven oppe på den unge Hitler, og han demonstrerede til fordel for Gustav Mahler, da denne blev fyret som chef for operaen på et klart racistisk grundlag. Ifølge Brigitte Hamann var Hitler ikke antisemit, da han forlod Wien.
Derfor har vi fokuseret voldsomt på mødet med den jødiske løjtnant Hugo Gutmann mod slutningen af 1. verdenskrig (skildres i program 4, Jøderne, 15/12). Forholdet mellem personerne Hitler og Gutmann forbliver mystisk, men på dette tidspunkt sker skiftet: Hitler får jernkorset af 1. grad (efter indstilling fra Gutmann), men bærer det ikke; han blindes af engelsk giftgas, men vender sin vrede mod jøderne. (Se: Mein Kampf.)

For få nuancer
Dernæst en mere generel kommentar, der går på tv-mediets art: Jeg deler Georg Metz ærgrelse over, at der er så lidt plads til de finere nuancer. Hornshøj-Møller og jeg har hele vejen igennem drømt om en cd-rom, hvor vi kunne påstå hvad som helst med henvisning til dokumentation på opfølgende sideprogrammer. Materialet foreligger nemlig, men der er ikke plads i hovedprogrammet.
Hvorfor så overhovedet lave tv om et så kompliceret emne? Fordi dér sidder det store publikum, der - som vi - ikke til bunds har begrebet, hvad der foregik. Alle har for nyligt haft lejlighed til at se nogle af de mange tv-timer, der blev produceret i forbindelsen med 50-året for afslutningen af 2. verdenskrig. Dygtige programmer, som imidlertid alle havde tendens til at gentage de vedtagne synsvinkler.
Altså må man vride formen, så de rutinerede gider kigge igen, og de uforberedte ikke slukker. Det kræver en anden indsats, end når man færdes mellem blaserte historikere og nok så vidende journalister. Gerne en 'poppet', sågar en "tilbagelænet" stil, bare den ikke stædigt repeterer sejrherrernes bagklogskab.
Så må man tage de øretæver, det giver. Gerne, for enhver kritik er bedre end tavshed omkring dette skrækvækkende styrt i vores fælles kultur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her