Læsetid: 6 min.

Vandmiljøplanen kan opfyldes

29. december 1997

Af RIKKE LUNDSGAARD,HENNING MØRK JØRGENSEN miljømedarbejdere i Danmarks Naturfredningsforening

Men det kræver klare mål

OPSANG
Januar kan blive en meget dyr måned for Danmark, hvis ikke politikerne tænker sig grundigt om i forbindelse med de kommende forhandlinger om landbrugets forurening af vores vandmiljø.
I værste fald kan det betyde, at vi skatteborgere skal betale et større million-beløb for et forlig, som gik i spåner, da detaljerne og det store regnestykke skulle stilles op. Lige som det gik med landbrugets rolle i den gamle vandmiljøplan fra 1987.
For første gang nogensinde spillede miljøet en central rolle i finanslovsforhandlingerne. Der er blevet indgået aftaler om at nedsætte forbruget af pesticider og om en reduktion af landbrugets udledning af kvælstof. Begge aftaler sigter på at beskytte vandmiljøet.
Kvælstofaftalen består af en lang række elementer - f.eks. våde enge, skovrejsning, bedre udnyttelse af husdyrgødningen - som alle skal bidrage til at nedsætte kvælstofforureningen.

Ikke sat tal på
Men der er ikke blevet sat tal på, hvor meget de enkelte poster tæller og vil gavne. Det store spørgsmål frem til 1. februar, hvor kvælstofaftalen gerne skulle munde ud i bindende lovgivning, er derfor, hvordan det store regnestykke bliver sat sammen.
Danmarks Naturfredningsforening (DN), og mange andre grønne organisationer med os er spændt på, om vi nu endelig får en kvælstofaftale, der kan få opfylde målene i den oprindelige Vandmiljøplan fra 1987. Dengang vedtog Folketinget, at landbrugets udledning af kvælstof til vandmiljøet fra markerne skulle reduceres med 100.000 ton eller 43 kg kvælstof per hektar dyrket jord.
Siden da er landbruget blevet underlagt en masse forskellige krav for at nedsætte kvælstofforureningen. Alle landmænd skal udfylde gødningsplaner, så de kan redegøre for, hvor meget gødning, der er brugt på den enkelte mark. Der er indført loft over, hvor meget kvælstof de forskellige afgrøder må få. Kvælstoffet i husdyrgødningen skal udnyttes med en bestemt procentdel.
Alle disse indgreb har kostet milliarder. Både for landbruget og for samfundet som helhed. Desværre har det ikke givet tilstrækkelige resultater. I marts 1996 fik Folketinget en redegørelse for, hvor langt man var kommet. Ud af de aftalte 100.000 ton kvælstof er der kun forsvundet 30.000 ton eller 13 kg kvælstof per hek-tar. Der mangler altså 70.000 ton i at opfylde Vandmiljøplanen.
Det er der to grunde til. Den ene er, at midlerne ikke har været gode nok. En anden er, at 20 pct. af alle danske marker stadig får for meget gødning. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har beregnet, at hvis alle landmænd fulgte alle de nuværende regler, ville man kunne nå en nedsættelse af kvælstofudvaskningen på 60.000 ton eller ca. 26 kg per ha. Det kræver til gengæld også, at de 20 pct. af markerne, som i øjeblikket får mindre kvælstof end anbefalet, bliver ved med at få for lidt.
Kvælstofaftalen går ud fra, at man mangler 35.000-40.000 ton. Men der mangler, som beskrevet ovenfor, 70.000 ton, altså næsten dobbelt så meget,
For at skære det ud i pap: Kvælstofudvaskningen skal være reduceret med 100.000 ton i forhold til 1987 - og det skal kunne ske inden for den aftalte fem-års periode.
Kvælstofaftalen indeholder en lang række redskaber til at opfylde dette mål, heriblandt muligheden for at indføre en kvælstofafgift. Men også direkte indgreb i landbrugsdriften samt en styrkelse af naturens 'egen rensende evne' til at omsætte kvælstof.

Det vigtigste udeladt
Desværre ser det ud til, at man har udeladt den måske vigtigste metode til at reducere kvælstofudvaskningen. Hvis man indførte et krav om, at de vintergrønne marker skulle være effektive kvælstofoptagere og ikke bare grønne, ville man have løst en stor del af det nuværende problem.
Danmarks JordbrugsForskning har i 1995 gennemført forsøg med at udså rajgræs i vårbyg. Forsøget viste, at man kunne nedsætte kvælstofudvaskningen med mellem 17 og 81 kg kvælstof per hektar i forhold til marker, hvor der ikke var sået græs i byggen.
Men vinterhvede er den afgrøde, de fleste landmænd vælger at have som vintergrøn mark i stedet for rajgræs. Vinterhvede giver gode penge, men afgrøden er desværre kun ca. halvt så god til at optage kvælstof om vinteren som f.eks. rajgræs. Et foreløbigt skøn over, hvor meget kvæl-stofudvaskning man kan spare, vil være mellem 13.000 og 60.000 ton, hvis man erstatter vinterhvede med rajgræs på de lovbefalede 65 pct. af landbrugsarealerne om vinteren.
Danmarks Naturfredningsforening foreslår derfor, at kvælstofaftalen kommer til at indeholde et krav om effektive vintergrønne marker.

Brugbare elementer
Af de elementer, der figurerer på listen nu, er der fire, der kan give en betragtelig reduktion i kvælstofudvaskningen:
*Bedre harmoni mellem husdyrhold og areal,
*Bedre udnyttelse af kvælstoffet i husdyrgødningen,
*Skærpelse af, hvor meget kvælstof den enkelte mark må få
*En afgift på forbruget på kvælstof.
DMU og Danmarks JordbrugsForskning har beregnet, at de to første poster tilsammen kan give en reduktion på mellem 10.000 og 12.000 ton ved at udnytte husdyrgødningen 10 pct. bedre end nu.
I øjeblikket bliver mindre end halvdelen af det kvælstof, der bringes ud med husdyrgødningen, optaget af planterne. I alt går mere end 100.000 ton kvælstof om året andre steder hen end i afgrøderne. Der er altså store poster, der kan spares på. Men det kræ-ver, at landmændene skal indregne effekten af husdyrgødningen både to, tre og fire år efter den er bragt ud. Modsat kunstgødning, der kan optages direkte af planterne, nedbrydes den organiske husdyrgødning over en længere år-række og bliver derfor kun efterhånden tilgængelig for planterne.
Naturfredningsforeningen foreslår, at landmændene skal indregne 80 pct. af kvælstoffet i husdyrgødningen i deres gødningsregnskab i stedet for som nu mellem 30 og 60 pct.
Den letteste og mest effektive måde at nedsætte kvælstofudvaskningen er selvfølgelig at give markerne mindre gødning. Det kan gøres ved at sænke den såkaldte kvælstofnorm, som angiver, hvor meget en enkelt afgrøde må til-føres af kvælstof.
Vi foreslår, at man uden videre diskussion nedsætter gødningsnormen med 20 pct., så vi kan være sikre på, at Vandmiljøplanen kommer til at virke. Med hensyn til afgifter ville det letteste selvfølgelig være at gøre alt kvælstof dyrere. Den ordning vil heller ikke kræve kontrolordninger, og der vil ikke kunne snydes. Men det vil ikke nødvendigvis medføre kvælstofbesparelser de rigtige steder i landet.
Kvælstofaftalen lægger op til at lægge en afgift på overforbruget af kvælstof. Det kræver mindst to ting: Afgiften skal være så stor, at den kan mærkes i årsregnskabet - og det skal ikke være muligt at snyde med kvælstofregnskabet.

Udgangsbøn: økologi
Når alt dette er sagt, er udgangsbønnen imidlertid, at DN foretrækker en massiv omlægning til økologisk landbrug i stedet for at indføre endnu flere administrativt tunge dyrkningsrestriktioner.
Kvælstof- og pesticidaftalen lægger op til, at man deler landet op i alle mulige små parceller, hvor der ét sted skal spares på gødningen, ét andet sted hugges dræn over, sprøj-tes mindre, rejses skov eller noget helt femte. Landbruget er selv imod alle disse lag-på-lag ordninger, der gør deres jord til et uoverskueligt kludetæppe. Hvis man skal undgå kludetæppet og i stedet få et klædeligt væg-til-væg tæppe, er der kun én vej, nemlig det bæredygtige økologiske landbrug, hvor man slipper for en masse af de dårligdomme, der plager det konventionelle landbrug.
Men ét skridt ad gangen. I forhold til de nuværende forhandlinger er vores opfordring til politikerne: Sørg nu for, at kvælstofaftalen kommer til at nå de oprindelige mål i Vandmiljøplanen. I får ikke en chance til i dette årtusinde.
(Forkortet af red.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu