Læsetid: 6 min.

Den varme krig

11. december 1997

Forudsætningen for at få løst miljøproblemerne er, at vi får begrænset den individuelle ret til at gøre, som man vil, uden hensyn til andre

Klimakonference
Verden er i gang med et af menneskehedens største eksperimenter i målestokken 1 til 1. Vi er i færd med at forandre betingelserne for livet. Temperaturen stiger. I Alaska er temperaturen eksempelvis steget med 3 grader inden for en - i geologisk sammenhæng - meget kort årrække. Gletscherne smelter. Klimaet forandres. En forandring, som nogle få vil vinde ved. Og de fleste tabe, først og fremmest den største generation af alle, nemlig den ufødte.
I 1788 afskaffede de franske revolutionære Vor Herre som rorsmand for samfundets udvikling. Og indsatte i stedet Folket. I samme århundrede gjorde man inden for naturvidenskaben de opdagelser, som tillod mennesket ikke bare at hævde sin åndelige overlegenhed i forhold til andre levende væsner, men også at udvise en fysisk overlegenhed. Den teknologiske udvikling gjorde det muligt for mennesket at indtage en suveræn plads som naturens betvinger.
Den overlegenhed har vi brugt til både at skabe forudsætningerne for den gigantiske velfærd, som omkring 20 pct. af verdens befolkning lever med. Men desværre også til at give de fleste af de øvrige 80 pct. nogle aldeles fornedrende livsbetingelser. Hertil kommer, at vor måde at skabe velfærd på sker på lånt naturkapital og med et gigantisk forureningsbidrag.

Fri fra begrænsninger
Hvorfor bruger vi vor kløgt så uhensigtsmæssigt? Hvad er der galt? Ja, det er først og fremmest galt med vores forestillingsunivers. Det er bl.a. skrækkelig galt med vores opfattelse af frihed. For det moderne menneske er frihed efterhånden blevet identisk med at kunne gøre, som det passer ham. Frihed er kommet til at dreje sig om at frigøre sig fra alle begrænsninger, både sociale og fysiske. Hvad er frihed i dag? Det er at kunne vælge mellem en Mazda og en BMW. Og ufrihed - ja, det er at måtte nøjes med at køre 110 på motorvejen.
Det er en lidt anden frihedsopfattelse end den, som sendte madame Antoinette og husbond i guillotinen. Men takket været den ændring i den fremherskende opfattelse af frihed, står vi i dag i den situation, at fremtidens krige sandsynligvis vil komme til at dreje sig om retten til at svine. Retten til CO2-emissioner.
Den kolde krig er afløst af den varme krig. Hvor koldfronterne tidligere gik mellem øst og vest, så burde varmefronterne gå mellem syd og nord. Man må imidlertid konstatere, at der ikke er de helt klare skillelinjer i klimaspørgsmålet. Nogle af G77-landenes interesser går på forunderlig vis i spænd med de amerikanske. OPEC-landenes olieinteresser forenes nemt med amerikanernes ønsker om ikke at gøre en dyt.
Sammenlignet med den kolde krig er fordelene, at det er forholdsvis nemt at lave alliancer. Der er megen direkte kommunikation landene imellem. Tænk f.eks. på Helmuth Kohls interessante networking på FN's særlige generalforsamling i New York i sommer, hvor han i samarbejde med nogle af verdens fattigste lande foreslog mere dramatiske reduktioner, end EU-landene kunne blive enige om. På den anden side betyder disse alliancer, at det næsten er umuligt at se, hvordan vi skal få en holdbar politisk løsning på klimaspørgsmålet. Der mangler globalt lederskab.

En flov smag i munden
USA har med sit udspil til Kyoto-forhandlingerne endnu engang bevist, at det har mistet pusten hvad angår lederskab. Og Japan? Ja, man kan spørge sig selv: Hvorfor i alverden ville Japan være vært for denne konference?
Jeg håber, at den japanske regering i det mindste sidder med en lidt flov smag i munden, efter at de fremsatte deres forslag om en 5 pct. reduktion inden år 2010 - og så må landene oven i købet selv finde ud af, hvordan de vil gøre CO2-emissionen op. Til gengæld fremstår EU stadig mere klart som en sammenslutning, der er i stand til at påtage sig et lederskab. Det er en fornøjelse at konstatere, at EU's medlemslande har kunnet enes om en fælles målsætning og oven i købet en relativ ambitiøs målsætning, om end målene ikke er tilstrækkelige. For mig at se er dette et vigtigt udtryk for, at EU er et overordentlig væsentligt forum, måske især på miljøområdet.
Hvad skal vi så nå i Kyoto: Ja, det skal lykkes at lave en bindende protokol med bindende målsætninger og med en præcisering af midlerne for at nå målene. I den sammenhæng bør Danmark og EU først og fremmest kæmpe for:
1) At vi får faste målsætninger for CO2-emissioner, og disse må ikke ligge for langt fremme i tiden. Ellers bliver protokollen blot en sovepude.
2) At de fattigste lande friholdes for forpligtelser i denne omgang - med mindre der skabes enighed om at kompensere dem økonomisk.
3) At der ikke bliver for meget 'fleksibilitet' i de enkelte artikler. Så længe vi ikke har ordentlige og kontrollerbare overvågningssystemer, kan alle former for fleksible løsninger bruges som løftestang for at fortsætte business as usual. Det betyder:
4) At vi vælger relativt korte budgetperioder med et hensigtsmæssigt fastsat basisår. Det skal f.eks. ikke komme nogen til gode, at Østlandene siden 1990 har haft en lav økonomisk aktivitet og derfor været i stand til at 'spare op' af deres CO2-kvote.
5) At joint implementation kun skal være tilladt som supplement til nationale eller regionale reduktionsmål. De lande, der har det største udslip, skal feje for egen dør og reducere udslipppet i deres eget land, før de indgår aftaler om reduktioner i andre lande.
6) At der skal aftales fælles og samordnede politikker angåemde energieffektivitetsstandarder, kraftvarme, afgiftsinstrumentet, transport-sektorens bidrag til CO2-udslippet samt vedvarende energi. Her har Danmark allerede vist sin gode vilje ved at afsætte 150 mio kr. til vedvarende energiprojekter i u-landene.

Processen er i gang
Set i lyset af bl.a. Japans, USA's og OPEC-landenes deprimerende forhåndsmeldinger, så er der ikke så meget at have sit håb i, hvad angår Kyoto. Og alligevel er konferencen afgørende; fordi processen trods alt er i gang - og fordi den er med til at sætte klimaspørgsmålet på den globale dagsorden - den dagsorden, som befolkningerne verden over selv er med til at sætte. Men også den dagsorden, som sættes af industrien.
I forhold til den sidste er det værd at bemærke, at f.eks. benzinselskaberne nu er begyndt at interessere sig for vedvarende energi.
Hvad angår den danske nationale indsats: I Det Radikale Venstre betragter vi VK-udspillet om at afskaffe CO2-afgiften, som overordentligt skuffende. Det er, som om V og K virkelig er på banen, når det drejer sig om internationale miljøspørgsmål. Men når det kommer til at feje for egen dør, så kan viljen og miljøet ligge på et meget lille sted. For V og K synes det stadig vigtigt at værne om den enkeltes ret/ frihed til at tilgodese egne behov, også selv om det sker på bekostning af naturen og dermed fremtidens generationers muligheder for tilfredsstille deres behov. Der blæser stærke liberalistiske og stærke individualistiske vinde over Danmark for øjeblikket. Det mærker vi også på Christiansborg på forskellig vis.
Ikke desto mindre er det jo netop den frihedsopfattelse, som her kommer til udtryk, der er hovedårsagen til, at vi i dag står i miljøproblemer til halsen. Forudsætningen for at få løst problemerne er netop, at vi får begrænset den individuelle ret til at gøre, som man vil, uden hensyn til andre. Det er med andre ord vores livsstil, som skal forandres. Og det kræver, at vi ændrer vores frihedsopfattelse, så frihed igen kommer til at dreje sig om alles lige mulighed for at tage del i beslutningerne om, hvordan fremtidens samfund skal se ud. Kyoto er først en rigtig succes, hvis vi kommer til den erkendelse og efterlever den i konkret handling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu