Kronik

VBS-syndromet

15. december 1997

Det er et afgørende - men hovmodigt - træk ved danskheden, at vi
tror, vi har skabt verdens bedste samfund: VBS. Og det skal hverken de fremmede eller EU komme og ødelægge

RET BESET
Debatten om de fremmede kan kort sammenfattes som en holdeplads for stereotyper.
Underhundene er den første stereotyp. Den repræsenteres først og fremmest af debattens udspring: Dansk Folkeparti, der lyser langt væk af lav selvfølelse. Dette parti mener i fuld alvor, at de fremmede truer danskheden, de er alene forbundet med noget negativt. Og den kendsgerning, at fremmede i hele danmarkshistorien har beriget og fortsat vil berige dansk kultur (i øvrigt uanset hvad Dansk Folkeparti måtte mene eller gøre!) er der ikke plads til i underhundenes opfattelse af virkeligheden.
Den næste stereotyp er Magtbesidderne. Den repræsenteres i første række af regeringen, og dermed af Socialdemokratiet, men også af de andre etablerede politiske partier, som er bange. Ikke for de fremmede, men for at miste magten. De er bange for det Dansk Folkeparti, der åbenlyst går på strandhugts blandt deres vælgere.
De etablerede partier fremtræder som nogle, der ønsker at bevare magten for magtens egen skyld. Derfor bliver Thorkild Simonsen sat ind som indenrigsminister. Og repræsentanter for de forskellige etablerede partier (SF indbefattet) skiftes til at beklage, at 'man' ikke i tide var opmærksom på de reelle problemer af bl.a. socialt art, der eksisterer i bestemte kommuner og beboerområder i Danmark.
Det er da for sølle, at der skal et fremadstormende og populistisk Dansk Folkeparti til for, at de etablerede politiske partier kan få øjnene op for det!

Den tredje stereotyp er Pladderhumanisterne. Denne position befolkes af et sammenrend af intellektuelle, kulturpersonligheder og store dele af venstrefløjen. Alle disse kræfter er fælles om at dyrke elfenbenstårnet, hvor de i ophøjet selvtilfredshed advarer befolkningen om det 'skræmmende' og 'dødsensfarlige' Dansk Folkeparti, som, hvis 'vi' ikke passer på, nemt kan udvikle sig til noget, der er meget værre. Det er lige før, at støvletramp og skrårem er lige om hjørnet! Pladderhumanisterne er tilfreds med den selvtildelte rolle, hvor de nøjes med at råbe vagt i gevær, uden at det er nødvendigt at forholde sig de faktiske sociale problemer, der selvfølgelig hører med til at tage imod fremmede.
Det har det altid gjort, og det gør det også i dag. Men erkendelsen af denne historiske kendsgerning har ikke så gode væktsbetingelser på pladderhumanisternes indre nethinde. Og det af den simple grund, at de som regel lever et hverdagsliv langt, langt væk fra de sociale boligområder, hvor problemerne med modtagelsen af de fremmede naturligt nok koncentrerer sig.
Den sidste steoreotyp er De Dovne Mediehunde. Det er alle formidlerne i den danske medieverden, der stort set uden undtagelse har valgt den lette salgbare løsning med voldsomme og voldelige gadebilleder fra konfrontationen mellem danskere og indvandrere, der er blevet gentaget i en uendelighed. Samtidig hermed har de kategoriseret Dansk Folkeparti som udtryk for en voldsom og ekstrem højredrejning i dansk politik, et tema, som forskellige kommentatorer så bliver tvunget til at forholde sig til, og de forskellige arrangerede debatter kommer til at handle om. Om det er dovenskab eller dumhed, der fører medierne ud i den gryde, der består af sensationsjag og overfladiske kategoriseringer - eller det bare er udtryk for, at der skal sælges aviser og fanges seere ind - det skal jeg ikke gøre mig klog på.
Men givet er det, at medierne ikke har været i stand til at befrugte den offentlige debat, så vi alle sammen kunne blive bare en lille smule klogere på det alvorlige problem, som de store folkevandringer udgør, og hvor vi i øvrigt indtil nu kun har set begyndelsen. De rigtig store folkevandringer har vi til gode endnu.

Men hvordan skal man forstå Dansk Folkeparti? Det gør man bedst ved at kigge på partiets succes set i forhold til den danske identitet. Det er et afgørende - i virkeligheden hovmodigt - træk ved danskheden, at vi tror, at vi har skabt verdens bedste samfund (VBS). Vi kan kalde denne tankegang for VBS-syndromet.
Og som danskere har vi stort ikke andet mål her i tilværelsen end at bevare VBS. Det giver så at sige mening med al liv på de danske breddegrader af kloden! Derfor møder vi såvel EU som de fremmede med en særlig dansk skepsis, som består i, at ingen af de to skal komme her og ødelægge VBS.
Det er jo netop karakteristisk, at Dansk Folkeparti ikke kun har modstanden mod de fremmede på sit program, men også i høj grad modstanden mod EU.
Det er min påstand, at dette VBS-syndrom ligger dybt i det danske sindelag. Og det gennemsyrer hele det politiske spektrum, lige fra det venstresocialdemokratiske Enhedslisten som det ene yderpunkt over til det højresocialdemokratiske Dansk Folkeparti, som det andet yderpunkt.
Og højresocialdemokratisk, det er netop, hvad Dansk Folkeparti er! Partiet har formået at kombinere sin modstand mod fremmede og EU med en profil, der ønsker at bevare velfærdssamfundet, og afgørende områder er ældreomsorgen, ventelisterne på hospitalerne, bevarelsen af Kommunehospitalet i København m.v.
Det er lige præcist denne særlige kombination, der gør Dansk Folkeparti i stand til ikke bare at slå igennem over for borgerlige vælgere, men som lige præcist gør det ekstrem farlig for det regeringsbærende Socialdemokrati.
Den særlige rolle, som Dansk Folkeparti spiller i det politiske Danmarksbillede, er, at partiet overeksponerer VBS-syndromet med neon, således at det kan ses fra Skagen til Gedser på alle tidspunkter af døgnet.
Og med den stadig større afstand, der opleves mellem såkaldte almindelige mennesker og den politiske elite på det socialdemokratiske Christiansborg, er der i mange henseender en ikke ubetydelig modtagelighed for denne overeksponering i brede befolkningsgrupper. Dansk Folkeparti er en sådan overeksponering af en særlig tilbageståenhed i den danske identitet. Hverken mere eller mindre.

En sådan overeksponering skal selvfølgelig bekæmpes. Men det er ikke kun og langtfra en ydre kamp mod den store stygge ulv og den forfærdelige højreudskridning. Det er i høj grad også en kamp i os selv, og det er en kamp mod alle de stereotype positioner i debatten.
I stedet for at køre en kampagne mod Dansk Folkeparti som noget, man ikke vil røre med en ildtang, og som skulle være den rene optakt til nærmest fascistiske tilstande i Danmark, skulle man hellere spørge til, hvad Dansk Folkeparti egentlig vil stille op med de fremmede. Både dem, som under alle omstændigheder bliver i Danmark, og dem, som under alle omstændigheder fortsat vil komme til Danmark på grund af vores naturlige internationale forpligtelser. Det skulle selvfølgelig gøres stille og roligt. Og så vil det vise sig, hvor svagt Dansk Folkepari er. Det vil hurtigt vise sig, at de intet, absolut intet, bud har på, hvordan vi skal tage imod de fremmede.

Den dejlige svenske film Englegården handler om forholdet mellem de fremmede og de fastboende. De fremmede er nogle læderjakke-beklædte bohemer fra Stockholm, der bosætter sig på Englegården, som er en gård meget langt ud på landet i Sverige.
Filmen beskriver kultursammenstødet mellem landbefolkningen og disse storbytyper. I filmen er der en afgørende scene, hvor en af de lokale fra landet er ved at sætte ild på Englegården, fordi han tog nogle trusler fremsat mod de fremmede meget bogstaveligt. Ildebranden bliver forhindret, og den potentielle brandstifter får at vide, at det skam ikke var meningen, at der sådan skulle sættes ild på Englegården i virkeligheden!
Hvis den herskende fremmededebat i Danmark ikke rimelig hurtig bevæger sig væk fra fordummelsens mørke, vil det kun være et spørgsmål om tid, før vi vil opleve forfærdelige episoder i Danmark, hvor udstødte stakler bliver lokket i en tilsvarende fælde og troede, at det, han eller hun hørte, også var dét, der skulle ske...
Alle implicerede - underhunde, magtbesiddere i alle afskygninger og på alle niveauer, pladderhumanister og de dovne mediehunde - har et stort ansvar for at undgå den slags katastrofer.
Vil de tage det ansvar på sig? Eller vil de blive på stereotypernes holdeplads?

Hans Lassen er fhv. højskoleforstander

APROPOS
Vi er vandret
Menneskehedens historie er nomadernes historie. Vi er vandret stort set hele tiden. Og vi er vandret af mange forskellige grunde: tørke, oversvømmelser, religionskrige, fattigdom og eventyrlyst. Disse opbrud var altid, uanset årsagen, præget af smerte og afsavn. At mennesker bliver fast boende ét bestemt sted på jordkloden i en længere årrække og tidsperiode, hører til undtagelserne. Forestillingen om nationale folkeslag fasttømret i evigtgyldige traditioner er ren abstraktion.
Alt det betyder, at det har været menneskets lod at møde det fremmede. Og vi har altid reageret med to samtidige, men også to modsatrettede måder. Vi har mødt det fremmede med afstand (en blanding af modstand, skepsis og distance). Men vi har også mødt det med åbenhed. Mange gange i historien har mennesker vist, at de har været i stand til at tage det fremmede ind. Ikke det hele, men det, som de af den ene eller anden grund, forskelligt fra menneske til menneske, kunne bruge til at berige sig selv med.
Så mennesket er tvetydigt. Vi afviser fremmede, og vi tager imod dem. Det forekommer mig, at vi skal holde fast i begge, når vi snakker mere aktuel fremmedpolitik. Og man kan sige, at underhundene med Dansk Folkeparti i spidsen rendyrker og mega-forstørrer den side ved mennesket, hvor vi er afvisende over for fremmede. Og det i en grad, hvor det bliver umuligt at få øje på den anden side. Derfor er Dansk Folkepartis bidrag til dansk folkeoplysning den rene og skære fordummelse.
Men det samme kan man sige om pladderhumanisterne, der mega-forstørrer den side ved mennesket, hvor vi tager imod de fremmede - i en grad, hvor det bliver umuligt at få øje på vores fremmedafvisende sider. Og imellem disse to fordummende bidrag har vi magtbesidderne i alle afskygninger, der ikke kan undgå at blive anklaget for udelukkende at være optaget af at beholde magten for magtens egen skyld. Og det hele bakkes som sagt op af mediernes dovenskab, der dyrker volden og den dér om den forfærdelige højreudskridning.
Hans Lassen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu