Læsetid: 6 min.

Noget ved man dog

31. december 1997

Det er ikke rigtigt, at psykose-definitionen ikke giver mening. F.eks. ved vi, at både arv og miljø spiller ind i. Men også, at moderne neuroleptisk medicin har afskaffet fortidens galeanstalter

PSYKOSER
"Er kærlighed en hjernesygdom?" Under denne overskrift i Information den 18. december kommenterer seminarieoverlærer og klinisk psykolog Ole Schouenborg pressedebatten mellem psykiaterne Raben Rosenberg og Tom Bolwig på den ene side og drøftelserne i Retsudvalget om det evt. betimelige i, at der etableres medicinfri psykiatriske afdelinger.
Ole Schouenborg kritiserer professor Raben Rosenberg for, at forsøge sig pædagogisk i den offentlige debat med en "forenkling" - nemlig ved sit udsagn om, at "psykoser er hjernesygdomme". Schouenborg konkluderer, at Rosenberg dermed begrunder nødvendigheden af at behandle denne sygdom med medicin - lige som alle andre sygdomme. Schouenborg konkluderer, at udsagnet "psykoser er hjernesygdomme" er tæt på at være indholdstomt, samt at kærlighed eksempelvis også er en hjernesygdom.
Ikke desto mindre erklærer Schouenborg sin respekt for den lægefaglige indgangsvinkel til sindslidelser, samt at videnskabeligt set ved vi meget lidt. Han mener, at lægerne har ret i, at årsagen til psykosen kan være ubalance i hjernens signalstoffer. Han nævner følgende årsagsfaktorer: arvelige faktorer, graviditets- påvirkninger, tidlige udviklingsfaktorer, psykiske traumer, belastninger som f.eks. incest, dødsfald samt tab af forskellig art og en lang række andre faktorer. Han mener, at det med rimelighed kan antages, at en væsentlig del af befolkningen er arveligt disponeret for at udvikle en sindslidelse - og han fortsætter: "men kun få gør det. Hvorfor? Vi ved det ikke."
Noget ved man dog. Dansk psykiatrisk forskning har ydet et væsentligt bidrag til denne viden. Den er blandt andet tilvejebragt i flere lande ved at undersøge enæggede og toæggede tvillingepar, blandt hvilke en eller begge var blevet skizofrene. Således ved man, at risikoen for skizofreni hos en enægget tvilling er ca. 50 pct., hvis den anden tvilling allerede har fået sygdommen. For en person med en skizofren 1. grads slægtning (d.v.s. en forældre eller en helsøskende) er risikoen for at blive skizofren 10-15 pct.
Skyldes det nu arv, eller kan der være andre årsagsfaktorer? Udforskningen heraf er foregået i mange lande. Men i Danmark har man været i stand til at udforske både arvens og miljøets rolle for opståen af sygdommen. En yderst enkel, men dog meget arbejdskrævende metode har det været at foretage slægtsforskning vedrørende skizofrene patienter, der meget tidligt i deres barndom er blevet bort-adopteret til ikke beslægtede adoptivfamilier. Det har så været muligt at udforske forekomsten af skizofreni hos de biologiske familier, såvel som hos adoptivfamilierne. Herefter er den biologiske arv fastslået med sikkerhed, hvad skizofreni angår.
Schouenborg er inde på, at graviditetspåvirkninger og legemlige sygdomme kan være årsagsfaktorer for skizofreni. Dansk forskning har beskæftiget sig med denne teori. Resultatet har været bekræftende. Således er det fastslået, at influenza i 5. - 6. svangerskabsmåned medfører en større risiko end den gennemsnitlige for at barnet senere i tilværelsen får sygdommen. Disse fund er blevet bekræftet i engelske undersøgelser i relation til influenzaepidemier dér.

Graviditet og skizofreni
Forskningen i Danmark har også vist, at et samspil mellem arv og miljø kan have betydning for hjernens udvikling. Med moderne teknologi er det blevet lettere at få røntgenbilleder af hjernens strukturer og hulheder. Disse hulheder er hos nogle mennesker forstørrede som et resultat af vævstab. Hos skizofrene har man fundet forstørrede hulheder i hjernen, hvilket dog på ingen måde har gjort dem mindre begavede end andre. Som Schouenborg korrekt refererer til graviditetspåvirkninger, har det yderligere vist sig, at der foregår en interaktion mellem sværhedsgraden af en svangerskabs- eller fødselskomplikation på den ene side, og sværhedsgraden af den familiære risiko for skizofreni. Det viser sig ved, at ved ensartede komplikationer øges vævstabet, jo større den den familiære belastning er.
Disse forskningsresultater er aldrig blevet bestridt, og det må derfor tilrådes at kvinder med familiær risiko for skizofreni tilbydes meget regelret svangerskabskontrol med henblik på at svangerskab og fødsel kommer til at foregå mest hensigtsmæssigt.
Lidt om behandling: Som Schouenborg skriver, kan man ikke helbrede skizofreni, men man kan lindre og hjælpe på mange måder. Han polemiserer lidt med professorerne Rosenberg og Bolwig, der påstår, at medicinfri behandlingstilbud er etisk angribelige.

Medicin er mest effektivt
Mine to kolleger har efter min mening fuldstændig ret. Den mest effektive behandling er nu medicin i form af de såkaldte neuroleptika. Disse stoffer er først og fremmest angstdæmpende, men uden at virke sløvende på intellektet - dette i modsætning til andre beroligende medikamenter som f.eks. stesolid o. l. - de såkaldte benzodiazepiner.
Neuroleptika alene gør det ikke. De virker nok beroligende. Derved muliggør de det program for psykosebehandling, som Schouenborg opstiller: medicin, psykologisk behandling, undervisning, arbejdstilbud, familiearbejde, netværksarbejde, boligtilbud o. a. Herunder foreslår han udvikling af alternative psykiatriske afdelinger.
Tankegangen bag dette forslag er på sin vis logisk nok. Forslaget vil imidlertid medføre et øget behandlingskrav til "systemet", dette i form af hyppigere behandlerkontakter. Trods logikken er forslaget nok en smule hasarderet. For det første er det almindelig skik og brug, at en skizofren og hans/hendes behandler diskuterer dosissænkning eller pauser med medicinen. Nogle gange går det godt, men i en del tilfælde viser det sig at være en dårlig idé, som påvirker patienten og hans eget miljø i negativ retning.
Schouenborgs beskrivelse af psykosens mareridt er ikke overdrevet. Hans skepsis over for "gennemlevelse af psykosen" deler jeg med ham. Hans bifald af et medicinfrit tilbud skal nok vendes et par gange i luften, før man leger med.
I virkelighedens verden forekommer det ikke helt sjældent, at patient og psykiater bliver enige om et medicinfrit forsøg. Enigheden afhænger i nogen grad af kvaliteten af den kontakt, der er mellem patient og behandler. Aftalen om medicinfrihed vil oftest kræve, at patienten forud har vist sig at have en rimelig realitetssans. I øvrigt kan jeg tilslutte mig Schouenborgs liste over nyttige behandlingstilbud af socialpsykologisk karakter. For god ordens skyld må det konstateres, at de fleste af hans forslag allerede realiseres i god psykiatrisk praksis.
Schouenborg tvivler på nytten af, at der bevilges hundreder af millioner kroner på udbygning af de eksisterende psykiatriske afdelinger. Han foretrækker udviklingen af mere lokalorienterede "klinikker". Det lyder som en mellemting mellem de eksisterende små bofællesskaber og distriktspsykiatriske ambulatorier. Han understreger, at sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere er gået i gang med at udvikle "tilbud" i lokalområdet, som ikke længere er entydigt lægeligt ledet. Små "minipsykiatriske afdelinger" er ved at dukke op. Desværre glemmer han een ting, nemlig at indførelse af medicinfri behandling vil medføre et stort behov for mange flere sengepladser i de psykiatriske afdelinger, end vi har, nu.

Et utilsigtet eksperiment
Forekomsten af skizofreni er stort set ensartet til alle tider og i geografiske områder. Før indførelsen af neuroleptika omkring 1954 havde vi i Danmark ca. 12.000 psykiatriske hospitalssenge til en befolkning på ca. fire mio. Nu har vi omkring 4.000 psykiatriske hospitalssenge til fem mio mennesker.
At denne nedgang i behovet for psykiatriske sengepladser må tilskrives indførelsen af neuroleptisk medicin kan ikke bestrides. Udviklingen har været den samme over hele Verden. Dette forløb kan betragtes som et oprindelig utilsigtet masseeksperiment, der resulterede i en næsten universel afskaffelse af fortidens galeanstalter.
Schouenborg slutter af med at opfordre politikerne til at bevilge flere forskningsmidler til både medicinsk og sociologisk forskning omkring psykoserne. Primær forebyggelse af dem ved vi for lidt om. Derimod er mulighederne for sekundær forebyggelse til stede. Den vil bl. a. bestå af varierede tiltag med henblik på behandlingstilbud så tidligt som overhovedet muligt efter frembruddet af de allerførste tegn på sygdommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu