Af ANNA MARIE LEBECH-SØRENSEN lektor cand. mag. forfatter til bogen 'Højt fra træets grønne top. Peter Fabers jul'.
Peter Fabers søn Villiam (1847-83) levede sit korte liv i skyggen af sin far
Træets allerbedste Ziir
Skal min William have,
Paa det blanke Guldpapir
Maa Du gerne gnave.
Vær forsigtig og giv Agt,
Indenfor er Noget lagt,
Som Du ei maa kramme,
Det er til Din Amme.
I julesangen "Høit fra Træets grønne Top" findes dette vers, som ikke altid er med i de trykte udgaver af sangen, men som vist er ved at vinde indpas i de danske hjem, måske fordi det med tiden er blevet mere acceptabelt. Førhen ville det sikkert ikke have været særlig velset, at det mindste barn i familien - de andre børn er hans fætre og kusiner - sad og gnavede i træets allerbedste pynt, det fine guldpapir; måske er der her oven i købet en hentydning til topstjernen.
Men det fik Villiam Faber, søn af sangens forfatter Peter Faber, lov til ifølge "Juletræet, Sang for Børn" fra 1847, som blev skrevet, mens Peter Faber var inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt. Senere blev han Danmarks første telegrafdirektør, og denne baggrund skulle få stor betydning for Villiams livsforløb.
Far og søn var tæt knyttet til hinanden. Peter Faber 'testamenterede' Højt fra træets grønne top, som han noget ubeskedent benævnende "denne prægtige sang", til sin William "til evig arv og eje". Far og søn blev de bedste kammerater, selv om Villiam måtte finde sig i at blive kaldt "lille Faber" eller "unge Faber". Trods aldersforskellen blev Peter Faber også ven med sin søns venner - og dem var der mange af.
Villiam, der ikke brød sig om W'et i sit navn, blev student i 1865 fra det v. Westenske Institut, som Peter Faber også havde gået på, i 1865. Måske fordi Villiam havde ug i naturhistorie, begyndte han at studere medicin, og det blev hans skæbne. Ikke, at han blev læge - det ville han nok heller ikke have egnet sig for godt til, da embedet ville have pålagt ham en vis tvang - nej, han blev grebet af studenterlivet og optaget i kredsen omkring Studenterforeningen.
Peter Faber har sikkert fundet, at det var helt i sin orden, for sønnens ungdomsliv blev næsten en gentagelse af hans eget. Men han blev ikke opslugt af studenterlivet i samme grad som Villiam og så med en vis frygt på sønnens ikke-studieorienterede aktiviteter, der bestod i at producere komedier, karnevalsløjer, festprogrammer foruden sange og viser en masse.
Ved sit rusgilde i 1865 optrådte Villiam med en veldrejet vise i Studenterforeningen - man antydede uretfærdigvis, at den var Peter Fabers værk - og som 20-årig skrev han en farce i én akt, Den Trekantede, til Studenterforeningen. Den blev senere opført på Folketeatret og var på plakaten 25 gange. Men Villiam havde dog større digteriske ambitioner, måske i kappestrid med faderen. Han var teknisk sikker i opbygningen af en vise, han forstod at benytte kendte melodier, og han havde sans for effektfuld pointer, så han opgav sine studier - måske også af helbredsgrunde - og blev i 1871 ansat i Den Danske Statstelegrafs sekretariat. Allerede mens han 'studerede', skrev han en toakts vaudeville med titlen Landliv om københavnernes landliggeri. Stykket sendte han til bedømmelse på Det Kongelige Teater, men selv om direktøren, digteren Carsten Hauch, ikke ville frakende det talent, "der på flere steder var synligt", mente Hauch ikke, at det egnede sig til opførelse på Nationalscenen.
Det blev da i stedet spillet med stor succes på Folketeatret i sæsonen 1871 og opførtes 82 gange i årene 1871-1891, så det blev på de folkelige scener, Villiam Faber hentede sine succeser hjem. Han fortsatte sit samarbejde fra Studenterforeningen med den vel-stående klædehandlersøn Carl Møller, der heller aldrig fik nogen eksamen, og sammen bearbejdede de udenlandske komedier og farcer.
Samarbejdet med Carl Møller resulterede også i flere næsten originale produkter, det første kaldte de Peter Sørensen, og under dette navn opstod "Firmaet Peter Sørensen", der blev leverandør af stykker til Casino og Folketeatret. Firmaet oversatte for eksempel også librettoen til Offenbachs operette Pariserliv.
Efter at Villiam havde fået fast og ikke særligt krævende arbejde, kunne han rigtig passe sit liv i venners lag, især plejet i den selskabelige forening "Dyrekredsen", som dog kun talte ni medlemmer! Blandt dem var der, foruden Villiam og Carl Møller, Peter Hansen (senere direktør for Det Kongelige Teater), Otto Borch-senius (senere en kendt litteraturanmelder og forfatter), Pietro
Krohn (som var maler og lavede illustrationerne til sin brors Peters Jul, og senere direktør for Kunstindustrimuseet) samt Conrad Møller, (hvis musikinstrumenter i mere end hundrede år har kunnet ses i danske hjem med klaver).
Dette var en 'himmelglad' kreds, fuld af umiddelbarhed og humør, alt sprudlede og boblede, boltrede i de fuldeste kaskader, så man havde en følelse af uudtømmelighed, skriver Axel Sørensen i Studenterkomedier fra 1904.
Villiam Fabers popularitet fortsatte, da han 'flyttede' til Casino og Folketeatret, hvor hans stykker havde et stort og bredt publikum, selv om de i de finkulturelle kredse ikke opnåede høj anseelse. Men på sekondteatrene spilledes de ofte - helt op i 1920 erne.
Imidlertid sad ønsket om at blive rigtig digter stadig dybt i ham, og hans sidste arbejde: librettoen til Lange-Müllers komiske opera Spanske Studenter mente mange lovede godt for hans kunstneriske fremtid, fordi operaen blev antaget til opførelse på Det Kongelige Teater. Den skulle have været på plakaten i foråret 1883, men det kom den ikke, og da premieren fandt sted i efteråret samme år, vår Villiam ikke mere, for trods alt hans livsmod fik den tuberkulose, han havde lidt af i flere år, bugt med ham i begyndelsen af maj dette år.
Villiam Fabers forfattervirksomhed har aldrig udmøntet sig i en samlet udgivelse Derimod udgav han Peter Faber: 'Viser og Vers', hurtigt efter faderens død i 1877 og sammen med Carl Møller visesamlingen Sang og Klang (1873-76), der indeholder nogle af hans egne og en del af Peter Fabers viser Carl Møller publicerede endvidere i 1884 Trykt og utrykt af Peter Sørensens Efterladenskaber. Endelig omfatter Villiam Fabers produktion Tolv Børnesange med melodi af Emil Horneman, der bl.a. indeholder 'Kanariefuglens Begravelse'. En anden vise, der endnu huskes, er 'Kejseren af Kinesiens Land', som han skrev som en hjemkomsthilsen til sin kusines mand C. L. Madsen, efter at denne i 1870 havde stået for den første kabeludlægning foretaget af Store Nordiske Telegrafselskab i Østen.
Samtiden opfattede Villiam Faber som en festlig og livsglad mand, der trods sit vid ingen fjender havde, og flere kilder fremhæver hans store beskedenhed som årsag til, at han ikke kunne gøre sig mere gældende i tidens litterære liv. Årsagen var måske snarere - hvis talentet ellers kunne have båret - at han var så bange for at vise følelser, at han altid brugte humoren til at dække over dem.
Eftertiden har stillet sig meget kritisk til ikke blot Villiam Fabers komedier, men til hele genren, der eksisterede side om side med den naturalistiske-realistiske litteratur repræsenteret af J. P. Jacobsen, Herman Bang og Henrik Pontoppidan. Dog, som Axel Sørensen skriver i sin introduktion til 'Den Trekantede': "Måske bringer engang igen en verdensstemnings bølge en lignende umiddelbarhedens livsglæde tilbage", og han understreger, at mange af de unge i for eksempel Dyrekredsen ikke var klovner, men at intensiteten i deres livsglæde netop udsprang af bevidstheden om, at de havde udført et godt dagsværk - de fleste kom jo også med tiden i gode stillinger og opnåede en vis position.
Edvard Brandes, der var student fra samme skole som Villiam Faber, giver i anmeldelsen af 'Spanske Studenter' i Ude og Hjemme sin opfattelse af kammeratens skæbne. De var begyndt at studere samme år, havde endda optrådt sammen ved fastelavnsfesten i
rusåret, men hvor forskelligt gik det dem ikke? Og hvad kunne være årsagen til, at Villiam ikke blev andet end en slags evighedsstudent? Han stod altid i skyggen af faderen - følte en vis bitterhed af den grund, men årsagen til, at han ikke kom videre på poesiens vej, mener Edvard Brandes, var den omklamring, som ældre medlemmer af Studenterforeningen gjorde ham til genstand for. De stjal hans ungdom uden at give ham noget igen, og samarbejdet med Carl Møller ødelagde Villiams muligheder for at blive 'rigtig' digter.
I følgede let forkortede "selvbiografi" rummes nok en del af sandheden om Villiam Faber:
"Villiam Faber er født den anden Januar 1847 og blev allerede i Aaret 1878 slaaet ihjel og begravet af hele det medicinske Fakultet. Senere levede han dog, trods alle Lægernes Raad, op igen, og det maa befrygtes, at han i en længere Aarrække vil glæde Verden med sin Tilværelse. Han er en Foragter af Convenients, og hans Farve er meget ubestemt, navnlig den politiske. Skjøndt han er en Beskytter af Apollo og Muserne, synes det dog, som om hans hyppige Besøg paa Livets Keglebane har stillet ham i et skjævt Forhold til alle Ni."
Den længere årrække, hvor Villiam Faber ville glæde verden med sin tilstedeværelse, blev kun til fem år. Men måske var det ikke så dårlig en skæbne, han fik, trods alt. Han ville ikke have egnet sig til at blive gammel, studentikos som han var, og han ville måske aldrig have været i stand til at indfri sine egne og andres egne forventninger til hans talent.
Han blev også hurtigt glemt af de fleste, og kendt, mens han levede, var han næsten kun i København, hvor han var født, og hvor han tilbragte hele sit liv.
Bortset fra et par ture med Studentersangforeningen, var det kun sygdommen, der fik ham til at bevæge sig uden for København og rejse til Menton, hvor han tilbragte nogle måneder i 1878-1879. Her boede han under tag med C. Hostrup, hvis komedier han og Dyrekredsen beundrede og efterlignede til for eksempel Edvard Brandes' fortrydelse.
Villiam Faber tilbragte oven i købet julen i Menton, men det var en anden jul end den, vi synger om i Høit fra Træets grønne Top, dog helt i Villiams ånd, og han skrev Til dem derhjemme (Brev fra Mentone. Juleaften 1878) på melodien Gubben Noah. Her hedder det bl.a.:
Kjære Venner!
Herved sender
Vi Jer et Par ord.
Det var Synd at glemme
Nogen Siæl derhjemme
Her ved dette
Yderst nette
Fine Julebord.
Af alt dette
Let I gjætte,
At det gaa os vel.
Men vi helt ei glemme
Eder dog derhjemme,
Vore Tanker
Hjemad vanker
Denne Julekveld.
Kronikkens forfatter er tilrettelægger af udstillingen 'Højt for træets grønne top' om emnet på Frederiksberg Hovedbibliotek frem til den 30. december.
