Kronik

Hvis vi aldrig skulle dø

23. januar 1998

Den nye medicinske forskning kan måske gøre drømmen om evig ungdom til virkelighed. Men ville vi blive lykkeligere, hvis vi var udødelige?

DET FILOSOFISKE RUM
Menneskenes drømme om udødelighed er pludselig blevet konkrete. De nyeste videnskabelige landvindinger indenfor genteknologi og biomedicin stiller os faktisk spørgsmålet: Hvad nu hvis nu videnskaben blev i stand til at give os kropslig og jordisk udødelighed?
Man kunne tænke sig, at man fandt det menneskelige aldersgen og manipulerede med det på en måde, der gjorde, at vi kunne leve i 150 til 200 år. Eller hvad nu, hvis det lykkes at klone individer sådan, at man også kan gendanne deres hukommelse og individualitet, ligesom i filmen Alien 4, hvor hovedpersonen genopstår ved kloning efter at have været død i nogle hundrede år.
Det ville betyde, at det ville blive et spørgsmål til offentlig debat og fælles poltisk beslutning, i hvilken grad samfundet måtte anse en prioritering af jordisk, kropslig udødelighed som en vigtig politisk opgave.
At forholde sig til dette problem kræver imidlertid en diskussion af dødens betydning for livets mening, som er et centralt spørgsmål i den moderne filosofi.
Den tyske filosof Martin Heidegger viser i sin dødsanalyse i hovedværket Væren og tid (1927), at det er død og endelighed, som bestemmer menneskets eksistens. Til daglig vil menneskene ikke se denne sandhed i øjnene. De flygter i dødsfortrængning ind i en triviel forståelse af død og endelighed, som om det ikke kom dem ved. Menneskets egentlige væren er den beslutsomme angstfulde 'væren til døden' i selvvalg og ensom frihed.
Døden er menneskets eneste sikre mulighed, der bestemmer alle dets handlinger og andre muligheder i verden.

I modsætning til denne opfattelse af døden gør den franske filosof Jean-Paul Sartre i sit hovedværk, Væren og intet (1943), op med tanken om, at døden kan give mening med livet. For Sartre er døden ikke at betragte som menneskets sikre mulighed, men snarere et grænsetilfælde i eksistensen og 'det absurde' pr. excellence. Døden er ikke en mulighed, men intetgørelsen af alle individets muligheder.
Sartre hævder, at mennesket ikke kan finde mening med døden, fordi det som frihed og handlingsprojekt er et uendeligt begær efter almagt, alviden og efter at blive ét med verden. Derfor er døden uforståelig og meningsløs. Den gør menneskets stræben efter almagt og nærvær absurd og tragisk, fordi den sætter en stopper for alle individets drømme og livsprojekter.
Den amerikanske bioetiker Leon R. Kass forholder sig også til menneskets død og dets stræben efter udødeligheden i sin meget læseværdige bog Toward a More Natural Science (New York, 1988).
Som titlen antyder, vil Kass gøre vores almindelige eksistensvilkår til norm for den biomedicinske udvikling. For ham er menneskets bevidsthed i kraft af sin krop indlejret i en naturlig verden. Kroppen fortæller os om vores sårbarhed, vores frihed osv. I dag fjerner vi os mere og mere herfra i kraft af alle de nye manipulationer, organtransplantation, plastisk kirurgi, kunstig befrugtning, kønskifteoperationer, og drømmen om at være evigt unge og smukke i en krop, der ikke ældes. Vi ønsker at komme fri af kroppens naturtvang ved at kunne kontrollere kroppen med vilje og bevidsthed.
Kass forsvarer menneskets dødelighed som livets mening. Han hævder, at liv og død er tæt forbundet, så forgængeligheden i virkeligheden må ses som en livets gave, der skal respekteres, fordi menneskets tidslighed er forudsætningen for, at det kan være lykkeligt, og at livet kan føles vigtigt og betydningsfuldt. Vi er lige så forgængelige som de blade, der om efteråret falder af træerne og med vinden falder til jorden. Vi er bestemt af tidens nødvendighed. Vi skal dø, fordi vi er, som vi er, en del af livets biologiske processer.

I modsætning til denne tidslige tilfældighed kan hensigten med de biomedicinske videnskaber ses som et forsøg på at kontrollere alderen og opnå et bedre liv med et bedre helbred. Men denne stræben efter et langt liv kan forstås på forskellige måder.
Selvfølgelig kan man, som vi allerede gør i dag, og som der ikke er noget galt i, undgå sygdomme og ulykker og få højere levestandard.
En anderledes radikal kamp mod alderen kunne imidlertid være, at vi stopper kroppens aldring og bliver evigt unge. Vi kunne derudover gøre aldersprocessen langsommere ved at finde aldersgenet. På det individuelle plan er det vanskeligt at forbyde det enkelte menneskes ret til dette, hvis teknikken er til rådighed.
Men en generel forlængelse af levealderen på f.eks. 50 år ville have uoverskuelige sociale konsekvenser. Hvad ville det betyde for familien og fritiden, og hvad med arbejdslivet, hvis de 80-120-årige pludselig skulle have arbejde?
Tilhængeren af den jordiske udødelighed vil sige, at livet altid må være et gode og døden et onde. Derfor må et langt liv, hvor det enkelte menneske, dets familie og venner forbliver raske og sunde så længe som muligt være det rigtige.
Der skal selvfølgelig ikke være tale om en uendelig livsforlængelse, men nogle årtiers længere liv for alle mennesker må hilses velkommen.

I det sekulariserede samfund ønsker mennesket at leve uendeligt, fordi man er sikker på, at der ikke venter et himmerige og et liv efter dette liv. Vores desperate begær efter udødeligheden hænger sammen med erfaringen af dødens sikkerhed som forfærdelig og ubarmhjertig.
I dette perspektiv er det patetisk, livsfornægtende og teoretiserende at hævde, at naturtvangen og vores biologiske begrænsninger kan være et moralsk gode. "Hellere slave på jorden, end konge i dødsriget Hades," som krigshelten Akilleus sagde til Odysseus, da han fik besøg af ham i dødsriget.
Men hvad ville der egentlig ske, hvis vores livslængde generelt blev forlænget? Ville nydelsen ved livet blive mere intens, hvis man som en anden Don Juan kunne elske med 1000 i stedet for 500 kvinder? Ja, hvad skulle man egentlig få tiden til at gå med, når man igen og igen havde gjort de ting, vi plejer at gøre?
Kass hævder, at det ville blive vanskeligt at tage livet alvorligt, hvis det skulle vare evigt. Og det ville sikkert implicere en stærk vedvarende kedsomhed.
De fleste af vores gøremål bestemmes af, at vi ikke har nok kræfter og ikke nok tid. Der er en tæt forbindelse mellem endeligheden og livets poetiske sanselige skønhed. Det er vores viden om skrøbelighed og endelighed, der motiverer vores trang til at skabe det evige. I kraft af dets forståelse af grimhedens forgængelighed er mennesket i stand til at opleve og efterstræbe det skønne.
Derudover kan det hævdes, at storheden og skønheden ved menneskenaturen, ved det enkelte menneskes personlige integritet og identitet, dets evne til at handle moralsk, er bestemt af dets dødelighed. Det gælder også menneskets evne til at være generøs med sit eget liv og til at give og bevidne sit liv til et andet menneske eller til en livsopgave.
Også et engagement for en sag må ses i dette perspektiv. De fleste moralske dyder og evner hænger sammen med vores sårbarhed og endelighed. Den eksistentielle smerte og lidelse, at engagere sig for sine venner og familie og at vælge i livet er nødvendigt på grund af menneskets begrænsninger.

Et yderligere tungtvejende argument imod tilhængere af den jordiske udødelighed er, at de ikke har forstået udødelighedens virkelige mening for mennesket. Vores stræben efter udødelighed skal ikke forstås som en længsel efter mere liv i 'kvantitativ' forstand. Derimod må længslen efter udødeligheden ses i lyset af den græske filosof Platons beskrivelser af kærlighedens tragiske stræben i dialogen Symposion. Menneskets begær er mangel, og når vi længes efter kærlighed er det, fordi vi søger at blive ét med det andet menneske.
Som mangel søger mennesket helhed, godhed og visdom for at blive harmonisk igennem det evige og uforanderlige. Men det betyder, at døden ikke i sig selv er problemet, men blot ét blandt mange udtryk for livets mangler.
Man kunne f.eks. godt leve i kvantitativt længere tid, uden at livet som sådant ville blive bedre. At give mennesket et længere jordisk liv ville ikke nødvendigvis fylde dets behov og længsel efter det uendelige. Ikke bare 'mere af samme slags' ville kunne udfylde de menneskelige behov.
Selv ikke den kristne forestilling om opstandelsen forstås som en sådan idé om en uendelig fortsættelse af det jordiske liv, hvor vores kropslige behov - mad, sex, adspredelse osv. - blot varer nogle hundrede år mere.

Indvendingerne mod den kropslige udødelighed som ideal udfordrer de teknologiske landvindinger. I sig selv er udødeligheden ubrugelig, hvis den ikke ses i sammenhæng med menneskenes øvrige sociale livsbetingelser. Og her stiller en etablering af nuværende generationers ret til et længere liv uundværligt nogle globale ressource- og retfærdighedsproblemer med hensyn til forholdet mellem generationer. Hvis nuværende generationer skulle have 50 til 100 års længere levealder, ville det så ikke bremse muligheden for fremtidige generationer og forrykke balancen mellem unge og gamle i samfundet?
At ville leve uendeligt er samtidig karakteristisk for en individualiseret kultur, hvor livets formål er blevet til individets autonome ønskeopfyldelse, og hvor de enkelte mennesker vil opretholde sig selv og deres liv for enhver pris.
Det paradoksale er, at selv denne bestræbelse får mening ud fra menneskenaturens binding til et tragisk eksistensvilkår. Vi lever i en tvetydig syntese mellem uendelig stræben på den ene side og på den anden kroppens tidslighed. Det er glæden ved det timelige liv, der giver bestræbelsen efter det evige mening.
Kort sagt: Det er, fordi vi elsker livet, at vi vil være udødelige. Men opnår vi faktisk udødelighed, bliver glæderne ved livet meningsløse.

Jacob Dahl Rendtorff er forskningsmedarbejder ved Center for Etik og Ret

APROPOS
Som om hver dag var den sidste

Mennesker, der gennemlever alvorlige kriser og sygdomme opdager ofte, at livet på mærkelig måde bliver mere intenst. Man lever en dag ad gangen, man nyder sine kæres selskab, mad, solnedgange, børnenes leg og andre sansegoder meget mere intenst. "Sådan skulle man bare have levet altid," som en klog, nær slægtning sagde en dag.
Alligevel er udødelighed et underforstået tema i nutidens medicinske forskning i genteknologi, kloning osv. osv. Man fristes til at spørge, med dagens forfatter til Det filosofiske rum, Jacob Dahl Rendtorff, om det ikke simpelt hen er den urgamle længsel mod evighed og almagt, som lægerne nu giver nyt liv? Bare i klonet udgave.
Præcis som Oscar Wildes Dorian Gray og ægypternes konger og dronninger prøver vi nutidsmennesker at fastholde os selv for evigheden, unge, smukke, helst i "vor manddoms kraft", som man vist førhen i Indre Mission med et stærkt sanseligt udtryk gerne beskrev det evige liv.
Men som også Simone de Beauvoir beskrev det i sin store roman Alle mennesker er dødelige, som HMS Dronningen og hendes husbond oversatte for år tilbage, kan udødelighed faktisk være en hård straf. Spørg bare Ahasverus, som er den folkelige sagnlitteraturs billede på det menneske, der er dømt til altid at vandre omkring, ensom og mere og mere træt og led ved det hele. For hvad skal man egentlig tage sig til, når man allerede har prøvet det hele?
Man kan også, mere praktisk spørge, hvilke konsekvenser det ville få for samfund og arbejdsmarked, hvis de 80-120-årige også skulle have arbejde. Og hvilke konsekvenser kunne det få for de unge, der skal ind og have fat?
Som Jacob Dahl Rendtorff skriver i dagens Filosofiske Rum, mister livet nemlig sin duft, når det bare kan blive ved og ved. Det, der giver livet mening er nemlig paradoksalt nok dets skrøbelighed. Nemlig, at vi skal dø.mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu