Kronik

Et alternativ til både gudetro og ateisme

Debat
13. januar 1998

Hverken teisterne eller ateisterne siger noget præcist ombegrebet "mening"
Men hvad mener non-teismen om "mening"?

TRO & TVIVL
I Informations religionsdebat hævder teisterne (f.eks. kristne), at ateismen er meningsløs, og ateisterne siger noget tilsvarende om teismen og dens gudetro. Men ingen af parterne siger noget præcist om, hvad begrebet "mening" står for, så man forstår ikke, hvad "meningsløs" vil sige, bortset fra, at det synes at være et skældsord. Nedenstående linjer er et forsøg på at råde bod på det gennem formuleringen af et tredje standpunkt: non-teismen.
Non-teisten benytter ikke begrebet "Gud" til at forklare, f.eks. hvordan universet er blevet til, fordi det "at forklare" betyder: "at angive årsagen".
Non-teisten anerkender, at der er noget uforklarligt. Blandt det uforklarlige: hvorfor er der noget fremfor ingenting, herunder et menneske til at stille spørgsmålet.
Ateisten mener, at alt principielt vil kunne forklares ad (natur-)videnskabelig vej, efterhånden som forskningen skrider frem, mens non-teisten mener, at det hører til menneskets vilkår, at der er noget, der principielt er uforklarligt. At der er spørgsmål, der ikke kan gives svar på.
Det uforklarlige, altså det, der principielt er uden årsag, er samtidig meningsfrit og ikke hverken meningsløst eller meningsfuldt, hvor ordet "mening" betyder "bestemmelse" i betydningen "funktion" eller "formål".
Det meningsfulde er da det, der i en bestemt situation tjener et formål og har en funktion. Det meningsløse: det uden formål/funktion.
Det meningsfrie er det, der hverken kan karakteriseres som meningsfuldt eller meningsløst. Det gælder f.eks. tilfældigheder, dvs. sammentræf af to af hinanden uafhængige årsagsrækker.
Et tilfældigt sammentræf er meningsfrit, for det meningsfrie er det, om hvilket man må sige, at det blot sker. At det sker er, hverken meningsfuldt eller meningsløst, sådan som det hverken er meningsløst eller meningsfuldt, at når ilt og brint mødes i et bestemt forhold, kommer der vand ud af mødet. Det er forklarligt, hvordan vand bliver til, for det sker ved et sammentræf af ilt og brint, men det er uforklarligt, hvorfor vand bliver til ved et møde mellem ilt og brint. Det sker bare, og denne hændelse er meningsfri.
Det uforklarlige er altså årsagsfrit og kan hverken principielt eller reelt gøres forklarligt gennem forskning. Til det uforklarlige hører ikke blot problemer som de ovenfor nævnte. Menneskelige handlinger kan heller ikke forklares. De må derimod forstås ved hjælp af en grund/et motiv. I modsætning til begrebet "årsag", der er relateret til fortiden, er "motiv" et begreb, der er relateret til fremtiden. Begreberne "årsag" og "motiv" forudsætter derfor begrebet "tid", der er et praktisk begreb, som er opfundet af mennesket til brug ved orientering i tilværelsen, og hvis udvikling knytter sig til den samfundsmæssige udvikling som helhed.
Dermed drejer det sig om mennesket, der i sin selvforståelse må betegne sig selv som meningsfri. Mennesket er udfra non-teismens synspunkt ikke født med en forudgiven bestemmelse, men må selv bestemme, hvad livet skal bruges til inden for de til enhver tid givne omstændigheder. Disse sætter grænser for selve handlefriheden, men ikke for friheden til at forholde sig til omstændighederne på den ene eller den anden måde. Det meningsfri menneske er meningsgivende, da det er mennesket, der tildeler eller frakender noget en mening. Man kan imidlertid ikke komme bag om det meningsgivende menneske og spørge, hvad meningen er med det.

Non-teismen rummer således nogle erkendelsesteoretiske synspunkter, sådan som det også er tilfældet med teismen og ateismen, der taler om henholdsvis en absolut sandhed (trossandhed) og en ufuldkommen, relativ sandhed. Non-teismens erkendelsesteori er et tredje standpunkt ved siden af realismen, der - hvis det drejer sig om historien - hævder, at man kan beskrive en objektiv sandhed om fortiden, og relativismen, der mener, at der er en objektiv sandhed om fortiden, men at den kun kan beskrives tilnærmelsesvist/relativt.
Perspektivismen siger, at al tale om en objektiv sandhed om fortiden er absurd, for det ville forudsætte, at fortiden kunne være et objekt. Men hverken fortiden som helhed - eller de begivenheder der tilskrives den - kan betragtes som objekter. Det ville nemlig kræve, at fortiden på forhånd på en eller anden måde allerede forelå som klart definerbar, bestemmelig og målbar, hvad der er betingelserne for at være et objekt, og det er ikke tilfældet for fortidens vedkommende.
Man vil måske hævde, at det dog må være absolut/objektivt sandt, at Napoleon og millioner af andre mennesker i fortiden er døde, og det er det naturligvis også, men et dødsfald er ikke en historisk begivenhed. Det er en naturlig begivenhed ligesom at bladene falder af træerne ved efterårstid. Derimod er omstændighederne ved dødsfaldet og dets eftervirkninger historiske fænomener.
Fortiden og de begivenheder, der tilskrives den, kan som nævnt ikke være objekter for historisk forskning. Dét er derimod kilderne, og alt, hvad der eksisterer i nutiden, er potentielle kilder. På grundlag af dem konstruerer historikeren en fortælling om noget, der traditionelt henføres til fortiden. Denne fortælling er imidlertid perspektivisk, for historikerens forudsætning for at kunne skrive sin fortælling består i et perspektiv eller - om man vil - et synspunkt, som er nutidigt og består af to dele: for det første af den tid og det sted, hvorfra historikeren skriver og dermed af de spørgsmål, historikeren stiller til sine kilder, og de værdiforestillinger, der ligger i historikerens egen tid på det sted, han/hun hører til på, og som han/hun er præget af. For det andet af de tanker, som han/hun i den sammenhæng gør sig i politisk, økonomisk, religiøs m.fl. henseender. De to dele er identiske med historikeren selv som det nutidigt skrivende subjekt, der står over for sine kilder - objekterne - og skriver med henblik på, hvad han/hun anser for at være væsentligt med henblik på fremtiden. Der er altså nok tale om en fortælling, der siges at dreje sig om fortiden, men den rummer både noget nutidigt og noget fremtidigt, sådan som disse to tidsaspekter indgår i historikerens bevidsthed.

Fortællingen er et komplekst fænomen i og med, at den rummer alle de tre tidsaspekter. I den forstand er fortællingen et udtryk for en al-tid, en tidens fylde. Hvad der er sket i fortiden, afgøres således i nutiden. Med et paradoks: det "skete" sker her og nu i en fortælling, og denne fortælling er fortidens - historiens - eneste eksistensform.
Man kan ikke sige, at et perspektiv er sandere end et andet, men når historikeren har gjort sig sit perspektiv for en fortælling bevidst, kan han/hun dog godt begå fejl i sin konstruktion af den.
Det gør han/hun f.eks., hvis han/hun behandler kilderne forkert, eller hvis hans/hendes perspektiv er baseret på en forkert analyse af det sted og den tid, hvorudfra han/hun skriver, eller af en forkert opfattelse af egne grundliggende ideer, dvs af en forkert selvopfattelse.
Hvis man vil tale om at være objektiv i forbindelse med perspektivismen, består objektiviteten derfor i kildekritik og i en bevidstgørelse af ens egen subjektivitet, der må fremgå klart i fortællingen. At være objektiv i perspektivisk henseende er ikke nødvendigvis let, men det er ikke desto mindre gennem den nævnte form for objektivitet, at man skaber en sand historisk fortælling. Man kan ikke se bort fra sig selv. Man må gøre sin subjektivitet synlig i stedet for at prøve at skjule den og erkende, at sandhed produceres. Den åbenbares ikke.

Kai Aalbæk-Nielsen er forfatter og historiker

APROPOS
Den 5. dimension
Man kan naturligvis vælge at tro, at der er en Gud, der har en mening/bestemmelse med hvert enkelt menneske, og dermed opgive non-teismen til fordel for en teisme som f.eks. kristendommen. Denne tro er da uforklarlig, idet valget af den ikke har en årsag, men er udtryk for et frit valg, der er motiveret og altså må forstås som udslag af et motiv, et ønske vedrørende-fremtiden, som den person, der træffer valget har til hensigt at prøve at virkeliggøre.
Troen er altså ikke en nødvendighed, som mennesket er underlagt, men der er tale om en tro, der er valgt frit og bevidst, eller en tro, der er resultatet af en opvækst, som man måske ikke forholder sig til, så troen er udtryk for en vane.
Hvis man mener, at man har fået troen givet af Gud som en nådegave, må man alligevel forholde sig til denne gave og vælge, om man vil fastholde den eller frasige sig den. En gang født kommer man ikke uden om sig selv, men heller ikke bag om sig selv.
Mennesket er i den forstand et nulpunkt, et absolut udgangspunkt for et skabende arbejde med det foreliggende stof - herunder sig selv som kød og blod - for at give det en form. Som overalt, hvor det drejer sig om den menneskelige eksistens, er der tale om paradokser: mennesket har ingen mening, men det kan ikke undgå at give sig selv og også andre en mening gennem det, som et menneske bruger sit liv til. Meningen med et askebæger består i dets funktion: at rumme aske, og den funktion/mening har mennesket givet det ved at forme leret til et askebæger. På lignende vis former mennesket sit liv ved at bruge det til noget, og derved give det en mening, der altså er identisk med det, som livet bliver brugt til.
Under dette meningsgivende arbejde opfinder mennesket begreber til brug for sin forståelse af tilværelsen. Et af dem er tidsbegrebet. Den tyske kulturhistoriker Norbert Elias, der bl.a. har skrevet en bog om tidsbegrebet, siger om dette begreb, at det - ganske som sproget som helhed - er en del af de sociale symboler, som menneskeheden har skaffet sig gennem en lang proces, der er blevet mere og mere kompleks.
Einstein havde allerede vist, at tiden ikke er en realitet, men en relation. Alligevel talte han endnu om tiden som en ting, der kunne "trække sig sammen" eller "udvide sig". Elias går et skridt videre og kalder som nævnt tiden for et praktisk begreb, der er opfundet af mennesket, og som har undergået en lang udvikling.
Mennesket er for Elias den femte dimension i universet ved siden af de tre rumlige dimensioner og tiden som den fjerde. Det skyldes, at intet lader sig bestemme for mennesket, uden mennesket selv, med dets særlige form for erkendelse og skabende virksomhed, herunder skabelsen af begrebet "tid" til brug ved gennemførelsen af bestemte sociale opgaver som f.eks. at aftale et stævnemøde med sin elskede og fastlægge himmellegernes bevægelse.
Blandt de menneskelige opfindelser til regulering af det sociale liv findes også vore forestillinger om værdier. Som et eksempel på en værdi kan vi vende tilbage til ideen om objektivitet i historieskrivningen. Her vil realisten, der tror på muligheden af at beskrive en objektiv sandhed, måske sige til perspektivisten: "Hvorfor gøre så meget ud af kildekritik, når du alligevel ikke accepterer, at der findes en traditionel objektiv sandhed om fortiden?" Men man kunne i så fald lige så godt spørge: "Hvorfor ikke straffe en tilfældigt forbipasserende person for et mord, der lige er begået, frem for at gå i gang med en besværlig undersøgelse af spor efter den konkrete gerningsmand?" Men sådan straffer man ikke i dag, og det skyldes, at i dag bygger samfundet trods alt på den værdi, der hedder respekt for det enkelte menneske. Derfor også kildekritik.

Kai Aalbæk-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her