Kronik

Det skal kunne betale sig

Debat
21. januar 1998

Når Det økonomiske Råds formandsskab, vismændene, i sin seneste rapport anbefaler skattefradrag for folk i job, er målet at gavne alle grupper af arbejdsløse - ikke kun at ramme de 'frivilligt' arbejdsløse

SOCIALT SET
I den seneste rapport fra de økonomiske vismænd diskuterer vi mulighederne for at fremme beskæftigelsen ved at indføre et såkaldt beskæftigelsesfradrag, dvs. et særligt skattenedslag til personer i beskæftigelse. Vismændenes forslag er udformet sådan, at beskæftigelsesfradraget vil veje tungest for lavtlønnede i fuldtidsbeskæftigelse. Baggrunden er, at arbejdsløsheden blandt de lavtlønnede stadig er langt højere end arbejdsløsheden blandt andre grupper.
Man kan sondre mellem tre former for ledighed:
*For det første kan der simpelthen være mangel på job. Dermed menes, at der findes arbejdsløse, som er villige til at arbejde til de gældende lønninger, og som ville være fuldt kvalificerede til at bestride de job, som deres beskæftigede kolleger har.
*For det andet kan der være arbejdsløse, som er villige til at arbejde til de gældende lønninger, men som ikke kan finde beskæftigelse, fordi de ikke kan leve op til arbejdsmarkedets sædvanlige produktivitetskrav og dermed ikke kan "tjene deres løn hjem".
*Endelig kan der for det tredje være ledige, som godt kunne få et af de job, der udbydes på arbejdsmarkedet, men som ikke finder disse job tilstrækkeligt attraktive og derfor foretrækker at gå ledige, indtil det 'rigtige' job dukker op.
I de to førstnævnte tilfælde er arbejdsløsheden helt klart ufrivillig. I det tredje tilfælde kan man sige, at arbejdsløsheden er frivillig. Vismændene mener, at alle tre former for arbejdsløshed findes på det danske arbejdsmarked, men EU's statistiske opgørelser af jobsøgeaktiviteten i Danmark tyder klart på, at langt størstedelen af ledigheden er ufrivillig.

I Information den 14. januar tror Frans Clemmesen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fejlagtigt, at vismændene alene ser beskæftigelsesfradraget som et middel til at reducere den såkaldte frivillige ledighed. Sagen er imidlertid, at fradraget vil gøre indhug i alle de tre ovennævnte typer af ledighed. Beskæftigelsesfradraget vil øge gevinsten ved at være i arbejde frem for på overførsel og vil derfor tilskynde nogle af de 'frivilligt ledige' til at tage et job. Da fradraget sænker skattetrykket på især de lavtlønnedes arbejdsindkomst, vil det imidlertid også lægge en dæmper på stigningen i lønnen før skat.
Derved reduceres den ufrivillige ledighed på to måder:
*For det første vil lønafdæmpningen afhjælpe manglen på job, bl.a. gennem en forbedring af konkurrenceevnen overfor udlandet.
*For det andet vil lønafdæmpningen gøre det attraktivt for arbejdsgiverne at ansætte nogle af dem, som har svært ved at leve op til de produktivitetskrav, der følger af det nuværende lønniveau. Dermed mindskes udstødningen fra arbejdsmarkedet.
I vismandsrapporten diskuterer vi flere mulige metoder til finansiering af beskæftigelsesfradraget. Vi anbefaler, at man overvejer at finansiere i det mindste en del af provenutabet via ejendomsskatter og miljøafgifter. Argumenterne er bl.a., at ejendomsskatter i modsætning til indkomstskatten ikke forvrider arbejdsudbuddet og opsparingen, og at miljøafgifter kan bidrage til at realisere de miljøpolitiske målsætninger.
Hvis man politisk fravælger disse finansieringsinstrumenter, anbefaler vi, at man finansierer beskæftigelsesfradraget ved at forhøje arbejdsmarkedsbidraget, den såkaldte bruttoskat. Begrundelsen er, at bruttoskatten hviler på et meget bredt grundlag, så der kun kræves en beskeden stigning i bruttoskatteprocenten for at finansiere fradraget. Bruttoskatten betales kun af de beskæftigede, men de gældende regler for regulering af pensioner, dagpenge og andre indkomstoverførsler indebærer, at overførselssatserne nedjusteres proportionalt med en stigning i bruttoskatten.

Denne regel er i sin tid indført for at sikre, at højere arbejdsmarkedsbidrag ikke systematisk udhuler nettoindkomsten for de beskæftigede i forhold til nettoindkomsten for en overførselsmodtager.
I ét af vismandsrapportens scenarier forudsætter vi, at de gældende regler for satsreguleringen opretholdes. Indførelsen af beskæftigelsesfradraget vil da betyde, at overførselssatserne i et enkelt år kun får lov til at stige med ca. 1 pct. mod normalt ca. 3 pct. Hvis man indfaser beskæftigelsesfradraget over et par år, vil overførselsmodtagerne med den nuværende inflationstakt dog stadig få en svag realindkomstfremgang i indfasningsperioden; de vil blot på linie med de højtlønnede blive sat en smule tilbage i det almindelige indkomstkapløb. Til gengæld reduceres arbejdsløsheden ifølge vort skøn med ca. 25.000 personer, hvilket på langt sigt vil øge mulighederne for at opretholde et højt niveau for velfærd og indkomstoverførsler.
Ligesom Frans Clemmesen i Information den 14. januar kan man naturligvis mene, at selv et meget kortvarigt stop for overførselsmodtagernes realindkomstfremgang er for høj en pris at betale for et fald i arbejdsløsheden på 25.000 personer.
I vismandsrapporten har vi faktisk taget højde for dette fordelingspolitiske synspunkt, idet vi også har analyseret et scenario, hvor den gældende satsreguleringslov sættes ud af kraft, således at bruttoskattestigningen for de beskæftigede ikke ledsages af en lavere satsregulering af overførslerne.
I dette tilfælde friholdes overførselsmodtagerne altså helt fra at deltage i finansieringen af beskæftigelsesfradraget. Den samlede effekt af fradraget og den tilhørende stigning i bruttoskatten bliver da en ren omfordeling fra de højtlønnede til de lavtlønnede. Når overførselsindkomsterne helt friholdes fra at bidrage til finansieringen, bliver den nødvendige stigning i bruttoskatten af arbejdsindkomst naturligvis større.
I vor rapport skønner vi derfor, at faldet i arbejdsløsheden kun bliver på ca. to tredjedele af det tidligere nævnte tal på 25.000 personer.
Faldet i ledigheden indskrænkes dermed til ca. 17.000 personer, givet et beskæftigelsesfradrag af den forholdsvis beskedne størrelse, som vi har forudsat.

Det er ikke vismændenes opgave at tage stilling til, hvilken model for et beskæftigelsesfradrag politikerne bør foretrække. Vi har påpeget, at der må foretages en politisk afvejning mellem ønsket om at opnå den størst mulige beskæftigelseseffekt og ønsket om at sikre en ligelig indkomstfordeling. Vi har endvidere påpeget, at dette dilemma formentlig kan mindskes, hvis man er villig til at inddrage f.eks. ejendomsskatter i finansieringen.
Et hovedbudskab i Clemmesens kronik er, at vismændene fokuserer på det forkerte problem. Han mener, at vi alt for ensidigt retter opmærksomheden mod det såkaldte B-hold, dvs. de marginaliserede, som har en høj arbejdsløshedsrisiko og dermed har svært ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet.
Clemmesen tror, at det økonomiske opsving er ved at eliminere B-holdet, og at vi derfor i stedet bør koncentrere os om C-holdet, dvs. personer med mere individuelle sociale problemer, som kræver en særlig arbejdsmarkeds- og socialpolitisk indsats.
Sondringen mellem A-holdet (der næsten ikke udsættes for arbejdsløshed), B-holdet og C-holdet er muligvis en farlig overforenkling, for der er utvivlsomt en glidende overgang mellem de tre grupper. Vismændene er dog fuldt opmærksomme på, at der findes mange personer, hvis problemer ikke kan løses gennem generelle omlægninger i skattesystemet.
Frans Clemmesen mener, at nogle af vismændenes tanker måske godt kan bruges i en kommende skattereform. Clemmesen vil angiveligt hæve miljø- og ejendomsskatterne og til gengæld sænke indkomstskatten på lav- og mellemindkomsterne.
Man må forstå ham sådan, at ikke blot de lavtlønnede i beskæftigelse, men også den store gruppe af pensionister og andre overførselsmodtagere skal have øget deres disponible indkomst.
Det er selvfølgelig en sympatisk målsætning, men det vil koste et meget stort offentligt provenutab.
På den baggrund er det helt uforståeligt, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kritiserer vismændenes forslag om beskæftigelsesfradrag for at være være alt for dyrt og ikke tilstrækkeligt målrettet. I en situation, hvor anvendelsen af de knappe offentlige midler skal prioriteres, vil vismændene netop målrette skattelettelserne til personer med lave og mellemstore lønninger, som er i beskæftigelse.
Dermed opnår man dels at begrænse provenutabet, og samtidig får man mindsket strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, hvilket på langt sigt vil styrke grundlaget for velfærdsstaten.

Peter Birch Sørensen er professor ved Københavns Universitets Økonomiske Institut og medlem af Det økonomiske Råds formandsskab

APROPOS
Før de bliver C-hold
Det økonomiske Råds formandsskab tror ikke på Frans Clemmesen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der i Information den 14. januar spåede, at opsvinget mere eller mindre automatisk vil løse B-holdets problemer.
Efter snart fem år med opsving er der stadig et stort antal marginaliserede med ledighed som hovedproblem, og de kræfter, der ligger bag marginaliseringen og udstødningen fra arbejdsmarkedet, er meget stærke.
Clemmesen overser også det helt afgørende forhold, at C-holdets medlemmer ofte starter på B-holdet. Arbejdsløshed og udstødning fra arbejdsmarkedet kan jo meget let føre til personlige sociale problemer, så hvis man kan reducere B-holdet, vil man også mindske tilgangen til C-holdet.
Frans Clemmesen vil muligvis sige, at de penge, som vismændene vil bruge til et beskæftigelsesfradrag, vil han hellere bruge på en målrettet socialpolitisk indsats til gavn for C-holdet.
Problemet er imidlertid, at de to former for politik ikke er direkte sammenlignelige, fordi de har forskellige virkninger på beskæftigelsen.
Beskæftigelsesfradraget og den tilhørende finansiering medfører ikke en stigning i det samlede skattetryk, men er blot en omlægning af den samlede beskatning i mere beskæftigelsesvenlig retning. En stigning i bruttoskatten til finansiering af en intensiveret socialpolitisk indsats overfor C-holdet ville derimod indebære en forøgelse af det samlede skattetryk.
Der er efterhånden overvældende empirisk belæg for, at en stigning i skattetrykket på arbejdsindkomst virker løndrivende og dermed hæmmer beskæftigelsen.
Derfor kan man ikke uden videre 'bytte' beskæftigelsesfradraget med en øget ressourceindsats på det sociale område, hvis man også bekymrer sig om de afledte virkninger på beskæftigelsen (uden at det dog bør være et argument for ikke at gøre en indsats overfor personer med mere individuelle sociale problemer).
Peter Birch Sørensen/mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her