Læsetid: 4 min.

Børn af de frigjorte 69'ere

Debat
21. januar 1998

Forældrenes opgør slog i nogle tilfælde om i en normløshed og formløshed, der er lige så uerotisk og tyrannisk som det, de gjorde oprør imod

SEX & MORAL
En veninde fortalte mig forleden, at det allermest smarte blandt tekno-diskjockeys i øjeblikket er at spille til fester, hvor det kun er døve mennesker, der deltager. Deltagerne danser alene efter den rytme, de kan mærke i gulvet og mod kroppen.
Det smarte er, at man kan spille så usigeligt højt, at deltagerne nærmest får hjertemassage af bassen, og at det et eller andet sted er meget sjovt at spille for døve øren.
Musikken til disse fester, er alene rytmen i musikken. Alt overflødigt er væk, kun musikkens krop er tilbage. Musik bliver kød, der mærker de døves kroppe og skaber den dans, som de døve ellers aldrig kunne have en chance for at opleve.
Det kan synes løjerligt, at netop disse døves dans kan blive det smarteste for de smarteste; at teknomusikkerne kan synes, det er så sjovt at spille for folk, der ikke er i stand til at høre raffinementerne og (om ikke andet) deres tekniske virtuositet. Alligevel er det ikke så underligt. Det er blot et nærmest parodisk eksempel på, hvorledes den musik, som min generation har bidraget musikhistorien med, er på vej mod at gøre musik til krop alene, og musikalitet og melodi til et spørgsmål om kød.
Hvis man bevæger sig ud i teknofolkets fortrukne biotoper, vil man enten møde mennesker, der danser med sig selv, som nyder - ikke musikken - men deres egen tilstand med musikken, eller man vil møde en meget direkte kødelig tone blandt de, der er ude efter fangst. Musikken er kød og legen mellem de dansende er kød og kød alene. De erotiske spil til dansen er ikke længere erotisk, men alene kødelig. Forførelse er et blik og et par vrik, så er den hjemme.

Den totalitære modpol
Erotikkens og forførelsens totale afseksualisering er naturligvis ikke gældende for hele min generation, men netop teknoen og miljøet omkring den er et eksempel på det skred, der er sket efter mine forældres generation påtog sig ansvaret for at gøre grundigt op med den tyngende kristne moral, der var deres forældres vilkår. Et opgør, der siden årsskiftet, har udløst en debat i dette blads debatspalter.
Dette opgør med forældrenes normer og former, der i den grad var tyranniske, var - som opgøret med religionen, professorvældet, og hvad de nu fandt på at gøre opgør mod dengang - vel på sin plads.
Tilbage er blot, at opgøret i nogle tilfælde slog om i sin modpol, en normløshed og formløshed, der er lige så uerotisk og tyrannisk som det, de gjorde oprør imod.
Min generations problem er netop, at mange af de opgør, der blev taget dengang, var totalitære. Alle skulle fandengalemig opføre sig, som om de var frie; og hvis man ikke turde smide tøjet og danse på bordet, lå man under for en eller anden form for borgerlig konvention, der ikke kunne høre hjemme i et frit samfund.

De Waals tankepoliti
Allan de Waals indlæg (den 9. jan.) er et udtryk for lige netop denne totalitære normløshed. Og det er den, fordi han ikke vil finde sig i, at der er nogen, der skal fortælle ham noget som helst om, hvad der godt for nogen som helst. Det er den form for tankepoliti, der udtrykker sig i de aferotiserede forhold, der skabes til teknoen på dansegulvet.
Jeg er ganske overbevist om, at jeg kan takke mig lykkelig for mine forældres opgør, men min generations projekt må være at finde nogle former, så vi netop undgår at investere vores seksualitet og forførelser på det kropstotalitære dansegulv, hvor erotikken alene handler om mig. Hvordan vi undgår at lade os mærke af de Waals tankepoliti, så vi ikke er forbandet nødt til at være frie på nogens vilkår, men selv finde ud af vores seksualitet.
De Waal og dansegulvet er jo netop totalitært, fordi man ikke har lov til andet end at være andet end ren krop, musikken er simpelthen for høj eller kritikken for frembusende. Musikkens styrke og frihedsafrettere som de Waal er således udtryk for det samme, det totalitære frisind - der ikke har noget med frihed at skaffe.
Vi må se at finde de former frem for at give netop forførelsen og erotikken råderum igen. Ikke dermed sagt, at vi skal have kirkebrylluper og vielsesringe nu med det samme, men blot at erotikken er noget, man kredser mere om end om natten hjemme hos en eller anden tilfældig, og at forførelse bliver langsommeligt, smagende og forfinet.
Det ligger ikke faktisk ikke lige for for os børn af de frigjorte 69'ere, og netop derfor er debatten her i spalterne ganske vigtig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her