Læsetid: 3 min.

Borgmesteren ser bort fra de faktiske trafikforhold

Debat
17. januar 1998

Vi vil gerne bevare det gamle København, men de fleste vil vel også være enige om at udviklingen ikke skal gå regionen forbi

HAVNETUNNEL
Måske bør man som pensionist afholde sig fra at gå ind i debatten om det område, man i et langt liv har beskæftiget sig med, været en aktiv deltager i.
Men indlægget fra den københavnske miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard den 13. januar kalder mig frem, fordi det efter min opfattelse - hvor sagligt det end ser ud, er et rent ideologisk indlæg, der helt ser bort fra den faktiske tilstand på trafikområdet.
Overskriften, "at københavnerne fortjener en langt mere fremsynet og grøn trafikpolitik", kan jeg være ganske enig i, men midlerne hertil ser vi forskellig på.
Påstanden om, at en motorvej øst om byen vil gøre det attraktivt for bilisterne at komme ind til byen, finder jeg direkte forkert.
Tværtimod vil en omfartsvej øst om byen, med en havnetunnel - hvis man ser bort fra den helt teoretiske ønskedrøm om det ideale og totale kollektive system - være netop den mulighed, der af alle gør det muligt at sikre middelalderbyen fra trafikal kaos og miljømæssig nedslidning.
Det projekt om en østlig omfartsvej om København, som man allerede i min tid som direktør for vejdirektoratet, var langt inde i konkrete overvejelser om, forudsætter at trafikken ved Hans Knudsens plads i en ny vejføring over stort set allerede sikrede og ikke bebyggede arealer, føres ned til den allerede etablerede Gittervej, og herfra i en tunnel under havnen til Refshaleøen.
Herfra i ny linieføring under Christmas Møllers plads og videre til Amager.

Øresundsmotorvej
Jeg mener nu ikke at man bør gå ned langs Amager Strandvej - det vil skabe al for mange komplikationer, men derimod stræbe mod den nyåbnede Øresundsmotorvej vest for Ørestaden, måske i nærheden af den nuværende lossepladsvej.
Hermed får man etableret et ringesystem rundt om København, som vil gøre det muligt at dæmpe trafikken gennem byen København samtidig med, at man giver den fremtidige Ørestad en mulighed for at fungere.
Hvis ikke man etablere en sådan vej, ja, så vil den stadig stigende trafik fortsat søge gennem København, og jeg tør nok se den Borgerrepræsentation, der så vil have mod og mandshjerte til at indskrænke H.C.Andersens Boulevard, som man med en havnetunnel kunne gøre det.
Projektet er jo ikke dyrt, i hvert fald ikke når man ser det i relation til de mia. af kroner, der i disse tiår ofres på den kollektive trafik.
Og afkastet af en sådan investering vil jo være himmelhøjt bedre end nok så mange minimetroer og lightrails.
Prisen på ringvejen husker jeg ikke helt, men et sted mellem to og tre mia. vil vel ikke være helt forkert.
Heraf vil en væsentlig del være selve tunnelen, som enkelt kan financieres ved brugerbetaling, og således ikke belaste de offentlige kasser.

Ukoordineret
Miljøborgmesteren klager over de mange instanser, der ukoordineret planlægger for trafikken i Hovedstaden, og heri kan jeg følge ham helt. Der savnes en fælles planlægning, og det har der gjort lige siden politikerne i området nedlagde Hovedstadsrådet, som jo netop havde den opgave borgmesteren efterlyser.
Alle er vi vel enige om, at vi gerne vil have bevaret det gamle København, men enige vil vel de fleste også være om at udviklingen ikke skal gå regionen forbi, som den let vil gøre hvis man ikke tilpasser fremtidens trafiksystem til virkelighedens verden.
Øresundsbroen er færdig i år 2000, lufthavnen bygges ud, minimetroen er under bygning, og stor prestige er investeret i en fremtidig Ørestad.
Hvis et troværdigt samspil mellem disse mammutinvesteringer skal kunne være optimalt, må man ikke indhylle sig i det kollektive røgslør, men acceptere at udvikling og velfærd som vi søger og ønsker det, i meget høj grad hviler på bilen som det helt dominerende transportmiddel så langt vi kan se frem. Lad os planlægge herefter, men samtidig sikre at de værdier vi miljømæssigt og humanistisk sætter højt, bliver bedst muligt bevaret.
Københavns politikere har så længe jeg husker det, haft svært ved at finde fodslag, når det gælder planer for byens udvikling.
Jeg håber at man har lært af fortidens synder, og slår til, når der nu er mulighed for at knytte enderne sammen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her