Læsetid: 5 min.

Vi brænder for kærligheden og trofastheden

29. januar 1998

Troen på, at verden kan ændres, kommer fra troen på, at ens eget liv er i gang med at blive skabt

SEX & MORAL
Sådan er virkeligheden, alt andet er ren ideologi! I de sidste ugers debat i Information er ved at opstå et skel mellem dem, der siger, at de forholder sig til virkeligheden (de Waal, Hertoft, Haxthausen, Metz) og dem, de anklager for at være nogle utopiske, patetiske idealister, grebet af deres egen ideologi, (Møller, Tandrup, Prins, Madsbjerg).
Jeg opfatter denne debat som meget vigtigt, fordi den afspejler vores forståelse af verden, livet, fortiden, nutiden og fremtiden. Sådan er virkeligheden, siger den ældre generation og tilføjer, at man ikke kan gøre noget ved det. Så hellere lave en skræddersyet moral, der passer til det liv, vi ser omkring os.
Ja, det kan være meget nyttigt at bygge en moral på den måde. Konklusionen er, at hvis noget findes, så må det være godt nok. Men hvordan forklarer man så, at fortidens virkelighed var anderledes? Hvordan er Historien så mulig, og ikke bare en uendelige gentagelse af det samme?
Jeg gerne bruge et citat fra bogen Kunsten at leve - samtaler med Fernando Savater:
"Vær varsom med den måde, du fortolker verden på, for den er præcis, som du fortolker den".

Ikke statisk
Livet, samfundet og verden er ikke statiske størrelser. Vi er alle i et konstant skabelseseventyr, i en dialog mellem det, vi er givet i tid og rum, og det, vi drømmer om, det, vi ønsker, vore inderste længsler, det, der bevæger os. Kun derfor har vi ikke opgivet vores liv og vores verden.
Vi tror på det bedre. Ja, fri os fra resignationen og kynismen. Troen på, at verden kan ændres, kommer fra troen på at ens eget liv er i gang med at blive skabt. Uden dette håb er vi allerede inde i det værste mareridt - den statiske evighed, hvor man kun kan lægge sig til at sove og vente på den evige søvn.
Og det gør mange unge med hjælp af narko, piller eller teknomusikkens mantra.
Sådan er virkeligheden, siger 68'erne og deres medløbere i kor, og de kan endda henvise til og citere den kulturradikale tradition.
Men virkeligheden kan altid ændres. For hvorfor skulle vi ellers være sat i verden, hvis muligheden for at ændre virkeligheden ikke var os givet? I stedet for den selvgode kulturradikalisme er det nødvendigt for os som mennesker at generobre sproget, ord som omsorg, kærlighed, ansvar, lidenskab, erotik, ægteskab, faderskab, moderskab, trofasthed, ritualer, osv.
Vi vil gerne kunne bruge disse ord uden med det samme at blive kaldt reaktionære, patetiske og mere fra samme skuffe. Vi behøver disse ord til at formulere vores drømme, til at gå ind i vores liv og vores verden og gør det til vores egne, så vi ikke føler, vi er på uanmeldt besøg som nogle uønskede og tragikomiske gæster i en teaterforestilling, hvor alt er besluttet på forhånd.

Surt hverdagsliv
I denne debat står mange fra de ældre generationer på række for at fortælle os, hvor surt hverdagslivet er for ægteskabet og deres sexliv - så kommer dagligdagen, de beskidte sokker og de trætte aftener.
Og det er jo rigtig nok, men lige så rigtigt er, at der findes mange skønne øjeblikke, som familielivet giver. Det kommer som en overraskelse for mange, fordi der ikke er så mange, der taler om de positive sider af et liv sammen - måske for at undgå at blive kaldt sentimental.
At se sine børn smile eller sit lille spædbarns sove, eller at sove trygt i sine mands arme efter en hård dag er øjeblikke, som kan gøre, at man bliver fyldt med lykke - ja, høj af lykke. Det er de øjeblikke af selvforglemmelse, hvor man glemmer tid og sted og giver sig fuldstændig hen i betragtning af det skønne.
Disse oplevelser ligger tæt ved den beskrivelse som Hertoft i interviewet her i avisen den 31. december '97 gav om orgasmen. Disse oplevelser er familielivet fuld af. De binder og de skaber usynlige stærke bånd, lige så stærke som dem, der skabes af seksualiteten.
Seksualiteten vokser og udvikles af alt det andet, der findes i vort liv.
Men det er forkert at opfatte den som det uafhængige altbindende middel. Seksualiteten er også vævet af vores drømme. Det fremtidige findes i seksualiteten, ikke mindst muligheden for sammen at skabe nyt liv: børn, der vil få mine hænder og min elskedes øjne.

Min generation
Min generation, som er vokset op med alle materielle goder til rådighed, som flyttede hjemmefra, mens Berlin-muren faldt og mange proklamerede historiens afslutning, er opvokset i den totale frihed, hvad seksualiteten angår. (Vi synes ikke engang, at Jeff Koons porno-kunstbilleder er provokerende; de er bare kedelige).
Vi har på den anden side været panisk angste for at sige 'Jeg elsker dig' eller 'Jeg kan ikke forestille mig et liv uden dig, jeg vil gerne leve med dig og være dig tro'. Vi har været så bange for at skabe bånd, for hvor meget smerte skulle vi ikke tage på os, hvis kærligheden bristede?
Men det er ikke mindst også min generation, der i dag tiltrækkes af det smukke i at binde sig, i at tro på hinanden og i at love trofasthed.
Mange af os er i dag forældre til små børn, og vores liv drejes i denne enorme stressmaskine, som hedder den moderne samfund. Vi løber og løber, og arbejdstempoet sættes højere og højere op for at tilfredstille den kæmpe, sygelige trang til økonomisk vækst.
Til hvilken nytte? Det er svært at se i vores totredjedelssamfund.
Det er os, der brænder for at sætte ansvar, kærligheden, ja, trofastheden på dagsordenen, så vi kan gøre klart, også politisk, at vi sætter familien og vores nærmeste højere end så mange materielle goder. Tid til vores børn er det største krav, vi stiller til vores samfund.
Det er mit håb, at hvis vi kan styrke de kærlighedens bånd med dem, vi har nærmest, vil vi også finde den tid og overskud, der skal til for at binde os til de udstødte og dem, der forlængst er forladt i denne konkurrence-rædsel.
Jeg tror ikke på den 'ingen skal komme og sige til mig, hvad der er rigtigt eller forkert'-tone, der lå i Haxthausens seneste indlæg på Informations debatsider den 21. januar.
Med samme logik kunne jeg også bare sige, at der er ingen, der skal komme og sige, at jeg ikke har ret til at have to frosne kloner af mine børn, så jeg kan få klonerne optøet, hvis mine rigtige børn nu skulle komme til at dø ved en ulykke. Jeg tror tværtimod - og heldigvis - at vi har meget at sige til hinanden, og mange grunde til at lytte til hinanden; det er det, vi har hinanden til.
Så lad os få kaffekanden frem og starte en samtale om, hvad vi ønsker af for vores liv og vores verden. Hvem ved, om vi ikke i en kærlig samtale med hinanden kan finde en anden sandhed, end de fordomme om familielivet, som de kulturradikale og 68'erne videregiver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu