Læsetid: 5 min.

Demokrati er en europæisk sag

Debat
23. januar 1998

or os, der udgør Europas folk, er en føderal stræben efter demokrati det bedste og mest folkelige, vi kan gøre for Europa

F
FOLKESTYRE
HOVEDPOINTEN i min sidste kommentar på denne plads var en bebrejdelse mod modstandere såvel som tilhængere af EU: Begge fokuserer på ligegyldigheder, som formen på agurker, i stedet for så væsentlige spørgsmål som det europæiske demokratis fremtid. Jeg tilkendegav også mit eget synspunkt: Skal EU-samarbejdet demokratiseres, herunder folkeliggøres, kommer vi ikke uden om føderalismen.
Nu hindrer mit standpunkt jo ikke andre i at mene, at EU-samarbejdet ikke skal demokratiseres, fordi de ganske enkelt mener, hele konstruktionen skal opløses. Som nu til eksempel Sune Jon Hansen, der synes at indtage denne - med hans egne ord - "regressive" holdning og i øvrigt udbeder sig tilladelse til "at være imod hele cirkuset, af den simple grund, at jeg væmmes ved alt, hvad EU står for". I det omfang det tilkommer mig at udstede sådan tilladelse, er den hermed givet.

JEG DELER IKKE synspunktet om, at EU kan passe sig selv. Det forekommer mig at være et usolidarisk, ufolkeligt og kedeligt synspunkt.
Men jeg deler i nogen grad væmmelsen ved meget af det, som EU står for: bureaukrati, mangel på demokrati, toldmure til den fattige del af verden, for lidt reguleret markedsøkonomi - for at nævne nogle få eksempler.
Tilsyneladende kan nej-sigeren Sune Jon Hansen og ja-sigeren Kristian Sloth altså enes et stykke af vejen, og lur mig om ikke begge i længden bliver klogere, hvis de samtaler. Det var i hvert fald, hvad én af de store europæiske tænkere - Sokrates - ville hævde: kun gennem samtalen kommer mennesket tættere på sandheden.

DERIMOD er det ikke samtalen, Bent Windeløv vil. Han kender nemlig allerede sandheden: Folkestyret døde for 25 år siden, da "partitinget" (det kalder han Folketinget) "afhuggede folkestyrets hoved og deponerede det i EU".
Mig bekendt var det nu en folkeafstemning, der afgjorde sagen, men lad i denne omgang dén diskussion ligge.
Selvom Bent Windeløv altså retorisk har lagt demokratiet i graven, nager tvivlen ham måske et eller andet sted. Han spørger trods alt, om det er muligt at få et demokrati med 500 millioner mennesker til at fungere? Og se - dét er en spændende diskussion.
Nu er demokrati jo en gammel europæisk sag. Hvor gerne vi end så det, var det ikke danskere, der opfandt demokrati. Vi lånte det af Europa og lavede så over meget lang tid vores egen tålelige variant. Men det filosofiske grundlag, som dansk demokrati hviler på, er europæisk kultur. Dansk demokrati er blandt andet resultat af de tanker der blev tænkt i antikkens hellenske bystater, i forbindelse med skabelsen af fædrelandene i romantikken, under reformationen og den franske revolution i 1789. Og i forbindelse med mange andre europæiske begivenheder.

EN AF forudsætningerne for at lave demokrati mellem folk er netop, at der eksisterer et kulturfællesskab. Og det gør der i Europa. Min påstand er, at de europæiske kulturer mere er forskellige varianter af den europæiske kultur end i sig selv selvstændige kulturer (diskussionen behandles af Johannes Sløk i bogen Europas Sjæl).
Nok trænger vi en grundig revitalisering af europæisk kultur som værn mod amerikanisering og teknificering, men den dybe tallerken er opfundet. Værdimæssigt er der altså basis for mere europæisk samtale - for en europæisk politisk offentlighed, der kan diskutere fælles løsninger på grænseløse problemer.

SAMTALEN i en fælles offentlighed er efter mine begreber det ene ben i demokratiet. Det andet er systemerne: beslutningsprocesser, lovgivningsgrundlag, kompetencefordeling og så videre. Mellem de to ben skal der være overensstemmelse.
Det er der ikke i dag, og man kan hævde, at EU i demokratisk forstand er temmelig ikke-europæisk.
Bent Windeløv har jo delvist ret i, at noget er blevet deponeret til nogen: Magten over de politiske beslutninger, som EU træffer, er blevet deponeret til EU-landenes ministre, Europa-kommisionen og den industrielle lobby. Med det resultat, at beslutninger, som skal træffes overnationalt - hvordan skulle CO2-problematikken ellers kunne løses? - træffes uden tilstrækkelig folkelig kontrol og indflydelse.

HVAD DER er behov for, er en gentagelse af de relative demokratiseringer, der fandt sted i bystaterne i antikken, i Frankrig i 1789 og i Danmark i 1849, hvor folket fik del i den magt, der før havde været forbeholdt de få. Eller mere konkret: der er behov for en føderal EU-forfatning, der:
*definerer EU's ideologiske grundlag, og således opstiller politiske - ikke økonomiske - mål.
*definerer en præcis og decentral tolkning af subsidiaritetsprincippet, så kun de opgaver, medlemsstaterne ikke selv kan klare, vedrører det føderale niveau - og herefter:
*definerer en juridisk præcis kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne, så vi får gjort op med 'salami-metoden',
*sikrer EU's befolkninger demokratisk kontrol med og indflydelse på beslutningerne, gennem indførelse af et ægte to-kammersystem, hvor både råd og parlament - under krav om åbenhed i beslutningsprocessen - skal vedtage forslag.

OM europæisk demokrati med 500 millioner borgere under sådanne rammer vil kunne leve op til Bent Windeløvs idealer, er det svært at spå om. Men det var det vel også, da man i sin tid udvidede demokratiet geografisk fra antikkens bystater til romantikkens nationer. Mon ikke der også dengang var mange skeptikere? Som borger i Århus kan jeg forsikre, at vores demokrati ikke fungerer optimalt. Det gør vort nationale ditto heller ikke.
Demokrati er et ideal, et mål, man må stræbe efter. Det er dén stræben, der altid har været drivkraft bag skabelse af føderationer. For os, der udgør Europas folk, er en føderal stræben efter demokrati det bedste og mest folkelige, vi kan gøre for Europa. Eller som Johannes Sløk - lidt provokerende - afslutter sin føromtalte bog:
"Skal vi lade det være ét fedt med kulturen, bare vi politisk, økonomisk og hvad den produktive vækst angår kan klare os fint i verden, eller skal vi kaste os ud i den store kulturdebat for at genskabe de europæiske kulturbegreber i deres autentiske betydning? Jeg kan også spørge: Er livet alvor eller en vittighed?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her