Kronik

Demokratiets rovdyr

Debat
22. januar 1998

De europæiske lande har med Det Indre Marked ændret på magtforholdet mellem de økonomiske og demokratiske interesser. Det er simpelt hen en jungle

ØKONOMI I OPBRUD
Der findes et billede af Hans Scherfig, hvor en lille hvid kanin noget betuttet finder sig selv i en dybgrøn jungle omgivet af glubske rovdyr. Billedet hænger på min datters værelse. Samtlige rovdyrblikke er intenst rettet mod kaninen.
Jeg har aldrig fundet ud af, om Scherfig vitterlig havde tiltænkt maleriet en symbolik om Danmark i EF, omgivet af glubske og i styrke langt overlegne nationer. En forestillingsverden, som i alt for lang tid har fastlåst debatten om EU.
I stedet vil jeg fokusere på den grundlæggende ideologi i EU-samarbejdet og især på det fænomen, at vores demokrati undergraves af en økonomisk ideologi.
Truslen mod den lille hvide kanin kommer ikke fra de andre dyr. Truslen er derimod rettet mod alle dyrene og kommer fra den store, ukendte jungle. De europæiske lande har med realiseringen af Det Indre Marked ændret på magtforholdet mellem de økonomiske og demokratiske interesser. I junglen er spillereglerne nogle andre.
I 1980'erne blev der i Danmark gennemført en række liberaliseringer af kapitalbevægelser, d.v.s. at der blev ophævet en række barrierer for, hvordan virksomheder og privatpersoner kunne flytte kapital ind og ud af landet. Den samme politik blev ført i en række andre lande, både i Europa og globalt. Ideologien bag EU's indre marked er jo, at alle produktionsfaktorer - kapital, arbejdskraft og varer - uhindret skal kunne bevæge sig på tværs af de nationale grænser.
I Danmark blev næsten alle restriktioner i kapitalbevægelserne ophævet ved de tre store runder i maj 1983, januar 1984 og juni 1985 - reglerne om bl.a. indberetningsgrænser, valutaforretninger, værdipapirer samt direkte investeringer og finanslån. I 1988 blev princippet om helt frie kapitalbevægelser gennemført.

Det er simpelthen ikke foreneligt med et demokrati at grundlægge et samfunds økonomiske fundament på kapitalbevægelser og kapitalinteresser, som man ikke kan styre, endsige få indblik i fra Regeringens, Folketingets eller befolkningens side. Dette har vi fået en række utvetydige tegn på. Først med sammenbruddet af EMS i 1992-93 og siden med de øvrige bølger af valutaspekulationer i verden.
Frie kapitalbevægelser har vidtrækkende følger. I Danmark er den valutakurs- og pengepolitiske autonomi forsvundet. Samtidig med liberaliseringen blev det forsøgt at føre en fastkurspolitik - ved deltagelsen i EMS'en - som sammenkoblede os med europæisk økonomi. Dette har bestemt det indenlandske renteniveau, især ved en binding til den tyske mark. Før udsvingsbåndene for de nationale valutaer blev udvidet drastisk til 15 procent 1993, blev danske produktivitetsstigninger ædt op af båndet til den tyske rente.
Ligeledes mister vi autonomi fordi finanspolitikken bliver et impotent makroøkonomisk instrument. Hvis Folketinget f.eks. ønsker at nedbringe arbejdsløsheden ved at 'sætte gang i hjulene' i en ekspansiv finanspolitik, vil dette ikke få den ønskede effekt på det indenlandske renteniveau, fordi kapitalmobiliteten er meget stor.
Finanspolitikken bliver i stedet lig med en tam stabiliseringspolitik på et kort sigt, og typisk kun med en ændring af den samlede efterspørgsel i retning af større offentlige varekøb.
De tilbageværende muligheder for at føre en selvstændig økonomisk politik er strukturelle indgreb, som direkte ændrer de økonomiske incitamenter i virksomhederne og husholdningerne. Det kan være ændringer i selskabsskatter, dagpengeniveau og lønstigningstakt.
Ved frie kapitalbevægelser bliver den samfundsøkonomiske politik reduceret til et spørgsmål om konkurrenceevne.

Udviklingens ironi er at det er os selv - f.eks. i form af vore svulmende pensionskasser - der har nydt godt af liberaliseringen på kapitalmarkederne og som medvirker til at skabe ustabilitet. Pensionsopsparingen er via den anonymiserede kapitalbevægelse medvirkende til at erodere det demokratiske fundament.
I et mere realistisk perspektiv er det naturligvis de større landes langt større pensionskasser - og alle de øvrige kapitalformer - der udhuler vor manøvremulighed.
Vil ØMU'en være effektiv som overnational styring i forhold til frie kapitalbevægelser? Da de europæiske centralbanker forsøgte at redde EMS'en og de valutaer, der blev udsat for et stærkt spekulationspres i 1992-93, var det et forgæves forsøg. Det var private økonomiske interesser i jagten på de hurtigst tjente penge, der gav det europæiske samarbejde døds-stødet. George Soros deltog i valutaspekulationen mod det britiske pund og skal efter sigende have tjent syv milliarder kroner på en måneds tid i efteråret 1992. I sådanne tilfælde er det hverken befolkningen, Folketinget eller deltagerne i EU-samarbejdet, der bestemmer.
Det er måske også denne følelse, der er aktuel i de fjernasiatiske lande lige nu, hvor man har været nødsaget til at forringe befolkningens købekraft med 40-50 procent, som følge af ustabilitet og spekulation på de finansielle markeder.

Med fremtidens ØMU ophører muligheden for valutaspekulation, da der ikke er nogen valutaer at spekulere i.
Problemet er, at der kan investeres og spekuleres i mange andre ting end valuta. Med helt frie kapitalbevægelser inden for EU og mellem f.eks. USA og EU, står vi tilbage med lignende styringsproblemer på de øvrige kapitalmarkeder. For det første bevæger aktie- og obligationsmarkederne sig i retning af investeringsmønstre, der sigter på gevinster af samme immaterielle karakter som valutaspekulationer.
Det er f.eks. tilfældet, når forventningerne til en given økonomisk aktivitet spiller en større rolle end selve aktiviteten. For det andet vil helt frie kapitalmarkeder i kombination med fastlåste kurser betyde koncentrationer af kapital og investeringer i 'udvalgte lommer' i EU.
Modsat vil der være regioner i Europa, hvor selv de mest basale investeringer ikke er mulige.
Det betyder, for det tredie, at samfundsøkonomisk intervention i forhold til socialpolitiske mål bliver begrænset, idet en sådan politik også vil blive vurderet af markedet. Den danske skatte- og socialpolitik skal i givet fald erstattes af EU strukturpolitik.

Det er i første omgang det finanspolitiske instrument, der med en ØMU bliver lagt i lænker fra Bruxelles. Konvergenskriterierne i Maastricht-traktaten peger entydigt på, at landene ikke kan føre finanspolitik, men derimod indordne sig under en budgetdisciplin.
En finanspolitik om at 'sætte hjulene i gang', eller på kort sigt afbøde marginaliserende virkninger på arbejdsmarkedet, som følge af et negativt efterspørgselschok, vil ikke være mulig. Disse muligheder til stede nu, selvom enhver finanspolitisk lempelse indebærer en risiko for, at de frie kapitalmarkeder straffer os, ved at lægge en risikopræmie på den danske rente.
I en møntunion kan man heller ikke finansiere et budgetunderskud ved gængse pengepolitiske indgreb (1).
Det er nærliggende at se liberaliseringen af finansmarkederne som en udvikling, der er genereret af en endogen kraft i regimet EF/ EU, og som derefter har 'spillet tilbage' på de enkelte medlemslande som et udtryk for 'en fælles vilje' i samarbejdet. Spørgsmålet er, om Folketinget har mulighed for at følge med. Regering og Folketing begynder faktisk først at forholde sig til udviklingen på de finansielle markeder efter 1990 (2).

Det er dog langt vigtigere at fokusere på, hvordan magtstrukturerne bliver ændret ved den konkrete politik. Proportionalt med liberalisering af markederne opnår aktørerne på disse markeder en tilførsel af magtressourcer, fordi aktørerne nu - og markedet i sig selv - kan operere uden restriktioner. Hvis blot markedet ville opføre sig som idealet i den klassiske økonomiske teori - i fuldkommen konkurrence - ville ingen aktør eller gruppe af aktører kunne anvende markedet som en magtposition.Det er klart, at de store kapitalejere og virksomheder har haft en direkte interesse i at ophæve restriktioner på kapitalbevægelser og i at forfølge målsætningerne om frihandel.
I sin filosofiske tilgang så Adam Smith, liberalismens grundlægger, det som statens rolle at sikre borgernes velfærd og kun gribe ind i de selvvirkende kræfter, hvis dette kunne begrundes. Sådan set er det bare denne, vi skal tilbage til.

Klaes Guldbrandsen er cand.scient.pol og lektor på Den sociale Højskole i København.

APROPOS
ØMU'en - politikernes køb af syndsforladelse
Mange danskere bliver vrede over at blive stillet overfor ultimative valg af typen: "Vi er nødt til at stemme ja, for ellers går det virkeligt skidt." Den slags envejskommunikation i et demokrati skal udfordres med et 'hvorfor': "Jamen, hvorfor er vi da - i første omgang - blevet bragt i en sådan situation?" Vi skal nu stemme om tiltrædelse af Amsterdam-traktaten og snart om Danmarks deltagelse i ØMU'en. Hvordan kan det være, at tilhængernes argument om, at vi faktisk ikke har noget valg, bliver gentaget igen og igen? Svaret er, at Danmark for længe siden reelt har accepteret disse forslag, men at der i demokratiets navn bør holdes en afstemning!
Der er tale om en demokratisk ulykke af historisk karakter. Det er med liberaliseringerne af kapitalbevægelserne i 80'erne, at de reelle beslutninger om EU's senere udvikling blev truffet. Ved de efterfølgende valg i 1992, 1993 og snart valgene om Amsterdam-traktaten og ØMU'en, bliver vi bedt om at stemme ja til et tættere og overnationalt samarbejde. Fordi det nu er livsnødvendigt at kunne styre de kapitalbevægelser, som er blevet sluppet løs i den ekstreme frihandels navn. Det var først i 1986 vi stemte om Det Indre Marked ('EF-pakken') - efter de afgørende dereguleringer var gennemført. Det var ikke de makroøkonomiske styringsmuligheder, som befolkningen blev bedt om at forholde sig til, men nogle helt andre valgtemaer, der blev sat på dagsordenen. De vigtigste beslutninger var truffet bag om befolkningen og sandsynligvis også bag ryggen på store dele af Folketinget.
Vor tidligere nationalbankdirektør, Erik Hoffmeyer, konkluderede på Informations konference om Globaliseringsfælden, at markedet havde vist sig som den mest effektive mekanisme, når det gjaldt vurderingen af enkelte landes økonomiske potentiale. Dette er et reelt og ofte anvendt argument, men det er jo ikke effektiviteten og den konkurrencemæssige styrke, der er imperativet for et samfunds udvikling. En allokeringsmæssig optimal situation i kraft af de frie internationale markeder, harmonerer ikke nødvendigvis med de virkelige mål for samfundet. Pointen er, at styringen og signalerne skal gå den anden vej, nemlig fra os til markedet. Ellers har vort demokrati kun værdi som ord i en statsministers nytårstale. I sammenstødet mellem et markedsøkonomisk paradigme og det demokratiske ideal, som vi er vidne til her, er det jo ikke en nationalbanks målestok, som vi skal tage i brug, men derimod folkestyrets målestok. "In the long run, we're all dead," som Keynes udtrykte det i sin kritik af den økonomiske rationalitet.
Nogle vil sige: "There's no point of return". Ønsket om at styre kapitalbevægelserne på internationalt niveau har foreløbig lidt nederlag - den såkaldte Tobin-skat var et forslag om en omsætningsafgift på kapitalbevægelser. Med en national politik rettet mod at styre kapitalbevægelserne, vil investeringer og anden kapitaltilførsel nu forsvinde fra det pågældende land. Fordi kapitalen søger derhen, hvor afkastet for hvert sekund i døgnet er det størst mulige. Vi kan kun vende udviklingen i samarbejde med alle EU-landene. Eller vi kan stemme nej for at obstruere den grundlæggende ideologi. En ØMU vil sikre den monetære stabilitet, men det vil ske med et udgangspunkt i europæiske interesser. ØMU'en er politikernes køb af syndsforladelse - men vi får en overnational styring med i købet.
Under alle omstændigheder skal vi bruge disse erfaringer. Dels må Folketinget rustes til at kunne følge med i udviklingen - i forhold til skiftende regeringer og den globale kontekst. Dels må der skabes uantastelige rammer for politisk deltagelse og indflydelse nedefra, i en erkendelse af at demokratiet ikke er gjort ved at lade sig repræsentere. Det nytter ikke meget, at en række politikere nu sidder med en dårlig smag i munden. Vi skulle i stedet have haft en folkeafstemning langt tidligere - med fokus på de rigtige emner.
Klaes Guldbrandsen

Kilder:
(1) Danmarks Nationalbank, juni 1991: Hvorledes vil den økonomiske og monetære union påvirke pengepolitikken?
(2) Industriministeriet, betænkning nr. 1232, maj 1992: Fremtidens finansielle sektor

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her