Læsetid: 2 min.

Døde forfattere

Debat
16. januar 1998

Kommentar
Nu døde Poul Ørum. Der vil være forfatterportrætter i radio og tv. Aviserne har allerede været der selvfølgelig. Poul Ørum vil få i hvert fald 10 nye læsere, måske flere. 10 vil opdage forfatterskabet og starte et eller andet vilkårligt sted, nu det er afsluttet, og man kan sidde med den fuldstændige liste i hånden og sige ligesom D.H. Lawrence i Lady Chatterleys elsker: Det var dét. Det var det hele.
Men mærkeligt som der nogen gange skal sådanne dødsfald til, før man opdager, hvad det var. Bevares, Ørum var berømt i sin levetid, men alligevel. Nu bliver han berømtere! Der er nemlig noget om, at vi bedst kan li' døde forfattere, hvor barbarisk det end lyder. En forfatter er bedst, når han/hun er død! Allerhelst tidligt død.
Det gør forfatterskabet mere vedkommende og sætter temaerne i perspektiv: Det måtte jo gå sådan, det er den naturlige konsekvens...
Ja, de fleste begår jo selvmord: Hemingway, Ditlevsen, Sarvig, Strunge, og så bliver det rigtig spændende, der kommer noget farligt over forfatterskabet, og bøgerne læses med større intensitet.
Ifølge Peter Laugesen sidder Morten Nielsen, Dan Turèll og Michael Strunge på en bar oppe i himlen og kæderyger og drikker bajere.
I Døde poeters klub lyder mottoet: Carpe Diem (lev i nuet), men dem, ungerne har lært det af, er døde. Døde helte, hvis ånd de samles i, i dén der hule, hvor poesien flyder som honning fra deres læber og er med til at forandre deres liv. De døde poeter siger nemlig sandheden. De døde ved, hvad vi skal gøre. Det var godt, de nåede at skrive det ned, inden.
Når de dør, tager deres myte over. Har de på et tidspunkt af deres liv haft sort neglelak, er det "ham med den sorte neglelak". Har de haft hanekam, er det "ham punkeren", og har de haft stort hvidt skæg er det "ham den gamle med skægget".
Billederne er i vores erindring ofte stivnede, som intervieweren i det i øvrigt fremragende portræt af Tove Ditlevsen forleden på Klogekanalen udbrød ved et bestemt klip: "Ja, dét er den Tove Ditlevsen, jeg husker!", som om der kun var ét billede i billedalbummet, og kun én eneste livsperiode, i dette tilfælde en temmelig barsk.
Sådan er det jo ikke! Selvom bøgerne kan ligge så stille så stille, er forfatterne i bevægelse, ændrer sig hele tiden.
Når Suzanne Brøgger engang dør vil hun helt sikkert blive "hende den frække med hattene", selvom hun er meget mere end dét.
Hovedet og hovedets udstyr har en eller anden effekt, måske fordi det er det, vi regner med, forfatterne bruger. Bøgerne? Nåja. Dem kan man jo altid...
Det er mere spændende, hvad der gemte sig i selve forfatterlivet. Og hvad der egentlig blev af Borums bogtårn, som var i avisen? Står der nogle Ørum'er?
Jeg vil gerne låne et par stykker. Jeg vil nemlig gerne se, hvad det er. Det forekommer mig at være noget fra mine forældres generation, men dét er nu mindre væsentligt, afstanden er blevet mindre. Heldigvis nåede jeg at møde Poul Borum. Nu er de jo allesammen døde.
Æret være deres minder. Og Carpe Diem til de endnu levende!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her