Kronik

Den forbandede ungdom og tavsheden

24. januar 1998

Forfatteren J.D. Salinger skrev én verdenssucces - 'Forbandede Ungdom'. Siden udgav han aldrig en linje. Jeg tror, det var fordi han så ud i fremtiden, hvordan mænd og kvinder i 90'erne i fuldt alvor ville påstå, at selvom de var langt over 30, så var de for unge til at være voksne

Det svenske Akademi tildelte som bekendt nobelprisen i litteratur for 1997 til Dario Fo, hvis værk ikke kan læses, men må høres, ses eller genfortælles.
Nu, hvor overraskelsen har lagt sig, åbner det mulighed for at foreslå at runde århundredet af med et par endnu mere visionære tildelinger:
Den ene til sangeren og sangskriveren Bob Dylan, hvis værk - ligesom Fos - er snævert forbundet med netop fremførelsen. Den anden til forfatteren Jerome David Salinger, som fortjener prisen for at have skabt et værk, der hverken kan læses, ses eller høres, men ikke desto mindre er et af de skarpeste og personligt mest krævende intellektuelle opråb, en kunstner har rettet mod sin samtid, siden Sokrates tømte bægeret med gift.
Værket er Salingers tavshed og han har arbejdet på det siden sommeren 1965.

Den 19. juni 1965 udkom det amerikanske magasin The New Yorker med en længe ventet, ny novelle af J.D. Salinger. Hans læsere hadede den. Hapworth 16, 1924, hed den, og det blev det sidste offentligheden hørte fra ham indtil den 15. januar sidste år, hvor avisen Washington Post kunne meddele, at netop denne novelle ville udkomme i bogform i løbet af marts måned.
Historien blev senere bekræftet af Salingers agent, og nyheden gik verden rundt. Men novellen udkom ikke. En ny udgivelsesdag blev sat til slutningen af august, hvor New York Times Book Review trykte en anmeldelse baseret på en kopi af novellen. Men der kom ingen bog. Den er stadig ikke kommet og intet tyder nu på, at det var meningen, den skulle komme
Hapworth 16, 1924 er en af de mest uopdrivelige af Salingers offentliggjorte tekster. Den eksisterer kun hos folk, der har gemt gamle numre af The New Yorker, eller i form af fotokopierede fotokopier. Novellen handler, som det meste af Salingers sparsomme produktion efter 1950, om den skøre Glass-families ældste barn, seeren, zen-buddhisten og den senere selvmorder, Seymour ('see more') Glass. Størstedelen af novellen udgøres af den her syv-årige Seymours brev hjem til familien fra en sommerferie.
Det er ganske anstrengende læsning, idet Seymour er et ualmindeligt selvoptaget og ekstremt vidende barn, der blandt andet kan se ind i fremtiden.
I hjertet af den bizarre novelle findes en beskrivelse af en skæbnesvanger handel. Alle børnene i Glass-familien er blevet berømte gennem deres deltagelse i et radioquiz-program, hvor de skal besvare mærkværdige spørgsmål med et brillant vid. I Hapworth lader Salinger Seymour forudse, hvordan han og hans bror Buddy bliver 'opdaget'. Det vil ske til et selskab, hvor en skyggeagtig, fedladen mand bliver imponeret over børnenes evner og giver familien et tilbud: Hvis han må varetage deres talenter, så lover han dem berømmelse til gengæld.

Dette er Fristelsen - berømmelsen gennem medierne - talentets pris, som i sidste ende fører til Seymours selvmord, der er beskrevet i "A Perfect Day for Bananafish", den første af novellerne i Nine Stories fra 1953 (da. Tilegnet Esmé, 1954).
Hapworth bliver således ikke kun historien om den syv-årige Seymour, der lider under sine syner, som senere vil få udtryk gennem hans kunst. Men vigtigere er den kun glimtvise antydning af den frygtelige handel, hvor Seymour veksler sit endnu umodne talent til gengæld for at blive kendt af mange.
Det er en skam, hvis Hapworth 16, 1924 alligevel ikke udkommer. Man kan mene, at den kunne falde på et tørt sted i disse tider, hvor selv meget små talenter står i kø for at lade sig klæde af og på i medierne, hvorefter de - nøgent og nådesløst - udleveres til et offentligt ædegilde og femten sekunders berømmelse.
Det er denne offentlige fortæring af talent gennem medierne, der i Salingers verdensbillede synes at være kunstens værste fjende og dermed årsagen til hans tavshed.
I en anden novelle, "Seymour - En introduktion" (da. 1964), er fortælleren selve mediet. Han er udstyret med det interessante navn Major Antiklimaks, og hans opgave er, at fortælle læserne om Seymour. Men ganske karakteristisk for et moderne medie, så fortæller han i stedet historien om sig selv, der fortæller historien om Seymour. Vi får derfor ikke ret meget at vide om Seymour, men en hel del om fortælleren og hermed forudså Salinger også den barnlige og uvidende form for new journalism, vi lever med i dag.

I 1940'rnes New York, frem til udgivelsen af Salingers første og eneste roman, The Catcher in the Rye fra 1951 (da. Forbandede ungdom, 1953), var J.D. Salinger en kendt og synlig ung forfatter. Han kom de rigtige steder og blev set i selskab med indflydelsesrige personer fra det litterære liv. Hans ry var skabt af en håndfuld omhyggeligt udførte noveller trykt i forskellige magasiner. Han talent var rost fra Herodes til Pilatus og der er ingen tvivl om, at han ønskede at høre til blandt de bedste i en lang tradition og havde valgt novellen som sin form.
Imidlertid var der mange, der lod ham vide, at hvis han virkelig ønskede anerkendelse, så måtte han skrive en roman. I slutningen af 1940'erne gik han - skønt længe modvillig - i gang.
Det er umuligt at vide nøjagtig, hvad der skete, og hvorfor det skete. Men pludselig ændrede J.D. Salinger sig fra at være en mildt selvoptaget og udadvendt forfatter til at blive enhver forlæggers værste mareridt.
Mens bogen var i trykken, forlangte han sit portræt fjernet fra omslaget. Han forsøgte at forhindre at bogen blev sendt til pressen, han nægtede at give interviews og han modtog nyheden om en bogklubs køb af rettighederne med en paranoid skepsis. Han prøvede at drukne sit eget værk allerede inden udgivelsen.
Det kan umuligt være, fordi han var i tvivl om romanens kvalitet. Hans perfektion i alt andet tyder på, at han ikke ville have afleveret et manuskript, som han ikke var 100 pct. sikker på.
Og Forbandede ungdom er en fremragende roman. I 1950 bevægede han sig direkte ind i den teenagehjerne, der mere end noget andet har domineret resten af dette århundrede. Han viste læserne, hvordan denne hjerne ville pendle mellem en eksistentiel depressions kvalme og et oprørsk hyl under forsøget på at undgå konfrontationen med det store spørgsmål: Hvis Gud er god, hvorfor er Verden så ond? Eller: Hvis Gud er almægtig, hvorfor viser han sig så ikke?
Spørgsmålet har beskæftiget mange lærde. Men især er det et typisk teenagespørgsmål, som unge mennesker stiller sig selv - og må besvare. Det handler om, hvordan barnet og den unge, som tilsyneladende har magt over en uendelig verden med uendelige muligheder, møder sin begrænsning i takt med, at voksenlivets ansvar melder sig.
Jeg tror, at Salinger - som senere Seymour - så ind i fremtiden. At han i et syn så, at mænd og kvinder over den kønsmodne alder i Danmark i 90'erne i fuld alvor ville påstå, at selvom de var langt over 30, så var de for unge til at være voksne. Jeg tror, at Salinger opdagede, at hans roman kom for sent. At læserne ikke ville opfatte den distance, der var mellem forfatteren Salinger og hans hovedperson, den karismatiske Holden Caulfield. Måske var det de første reaktioner fra forlaget, der gjorde det. Måske mødte han folk fra reklameafdelingen, der kaldte romanen et kryds mellem Tennessee Williams som teenager og en hvid Louis Armstrong og havde lavet udkast til omslag, der også så sådan ud.
Måske nåede han at få en forsmag på søndagsavisernes interviews, hvor reportere, hvis litterære viden begyndte og sluttede med Snehvide og de syv små dværge, ville fotografere ham med pibe og medbragt Border Collie og placere ham under overskrifter som "Ungdommens stemme".
Måske opdagede han, at ungdomsoprørets diktatur var lige om hjørnet.

Salinger var ikke ungdommens stemme. Forbandede ungdom er tværtimod nærmest et opgør med det, som spanieren José Ortega Y Gasset i sit essay fra 1925, Massernes oprør, kaldte 'det forkælede barns psykologi'.
Gennem hele romanen har Salinger indvævet en fintmasket kritik af sin hovedpersons pubertære adfærd.
Det gælder lige fra titlen, der stammer fra et digt, som Holden Caulfield insisterer på at citere forkert, til hans gentagne problemer med at inkludere sin egen bror på listen over folk, der bare burde skydes, fordi de har 'solgt ud'. (Storebroderen er forfatter og Holden kan ikke snuppe, at han arbejder i Hollywood. Men på den anden side, så kan man vel ikke skyde sin bror. Eller kan man?).
I Holdens univers sælger man ud og er en narrehat, når man bliver voksen og accepterer, at livet leves ufuldkomment og med smerte, tvivl og nuancerede holdninger.
Jeg tror, at Salinger opdagede, at romanen kunne virke mod sin hensigt. At romanen var så perfekt skrevet, at læsernes identifikation med Holden ville overskygge forfatterens ironiske distance og at bogen ville blive opfattet som en hyldest til 'det forkælede barns psykologi'.

Det er selvfølgelig en bagklog antagelse, eftersom denne psykologi faktisk udviklede sig til en permanent tilstand og romanen - lidt forsinket - blev et af ungdomsoprørets første skriftsteder, stik mod forfatterens hensigt. Og ungdomsoprøret løste som bekendt det førnævnte religionsfilosofiske spørgsmål, da John Lennon (som en anden Holden Caulfield på guitar) frejdigt konstaterede, at The Beatles var mere populære end Jesus. Det var i 1966, det første år i Salingers store Tavshed.
Salingers tavshed er en straf og en anklage i ét.
Det er kunstnerens svar på at brænde sig selv foran masserne i protest mod massernes barnagtighed. Man kan kalde det krukket og overdrevent, men man kan ikke stille spørgsmål ved hans korrekte forudsigelse.
I dag lever vi mere eller mindre i en kultur præget af 'det forkælede barns psykologi'.
Det ultimative ungdomsoprør sejrede næsten 30 år efter romanen. I december 1980 (mens offentligheden i øvrigt var ifærd med at stene Bob Dylan, fordi han havde fundet Jesus) myrdede Mark David Chapman ex-beatlen John Lennon med fem præcise skud i New York.
Chapman forklarede, at Lennons nye plade (Double Fantasy) ikke lød som pladerne fra dengang, han var ung. Lennon, som han havde identificeret sig med, var blevet ældre og kunne ikke fastholde Chapman i dennes glade ungdom.
Chapman blev anholdt få meter fra gerningsstedet med sin revolver i den ene hånd og et slidt eksemplar af J.D. Salingers roman Forbandede ungdom i den anden. Han havde også misforstået den. Han identificerede sig også med Holden, der i bogstaveligste forstand vil dræbe dem der 'sælger ud'. Dem, der bliver voksne.
J.D. Salinger frygtede denne misforståelse i 1950 og tog konsekvensen af den i 1965.
I dag er han næsten glemt og den forbandede ungdom har sejret. Derfor kom den falske nyhed om udgivelsen af Hapworth 16, 1924. For at vi skal huske hans tavshed og årsagerne til den. For at svenskerne skal give ham nobelprisen i litteratur 1998.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu