Læsetid: 4 min.

Forskning til salg

3. januar 1998

Øget samarbejde mellem forskning og erhvervsliv frister universiteter og højere læreanstalter. Det kan være frugtbart, men også ende i videnskabelig prostitution, hvis ikke .....

SPONSORER
Forskning for Folket, ikke for profitten, lød en de velklingende paroler fra studenteroprøret i 1968. Smukt, men ikke let at efterleve i praksis.

Nu er parolerne anderledes. Nu skal forskning og erhvervsliv samarbejde. Universiteter og højere læreanstalter skal gå sammen med virksomhederne, især om konkrete projekter af interesse for virksomhederne - målforskning. Mindre om den grundforskning, hvis hovedsigte er indsigt, som ikke umiddelbart har økonomisk betydning for erhvervsliv og virksomheder. Til gengæld skal virksomhederne spytte i bøssen og finansiere en del af forskningen. Det går samarbejdet ud på.
Sådan lyder budskabet nu fra regering og politikere. Groft sagt: Forskning for folket er out. Forskning skal være forskning for profitten, eksporten og betalingsbalancen. Det skal styres.
Det er disse års klare udviklingstendens. Og den er ikke helt ny.

Allerede Ritt Bjerregaard svingede i sin tid som undervisningsminister i 1976 truende med krabasken. Hvis ikke forskerne kom ud af deres elfenbenstårne og formidlere deres resultater, så menigmand kunne forstå i hvert fald nogle af resultaterne, så skulle hun og skatteyderne nok komme efter forskerne med sparekniven.
Forskerne kom faktisk ud af elfenbenstårnene. De har kommunikeret som ingensinde tidligere. Alligevel blev universiteter og højere læreanstalter i 1980'erne pænt barberet under Bertel Haarders personligt prægede plan-økonomiske regimente.

Forskningen blev hæmmet, bl.a. ved at den gamle arbejdsnorm på 50-40-10 procent til henholdsvis undervisning, forskning og administration blev afskaffet. Forskningsdelen nærmer sig adskillige steder de 30 procent, mens administrationsdelen er steget tilsvarende, efterhånden som bureaukratiet er vokset.
Den generelle negative udviklingstendens for universiteterne og de højere læreanstalter er vendt her i 1990'erne. Bevillingerne er øget. Men samtidig er forskningen blevet stadig mere centraliseret og styret ovenfra.

Det er sket på læreanstalterne og gennem forskningsrådene, der i stigende grad følger politiske ønsker i deres bevillingspraksis.
Der er stadig færre penge til individuelle forskere, men så mange flere til store projekter inden for områder, som politikerne ønsker prioriteret. Det er ikke sikkert, at en Niels Bohr i dag var blevet Ph. d. studerende alene fordi hans forskningsområde den teoretiske fysik ikke er højt prioriteret som praktisk anvendeligt. I dag rekrutteres unge forskere i stigende grad efter de mere eller mindre snævert prioriterede indsatsområder, ikke primært efter talent.
Ifølge den nye Universitetslov, der afløste 1970'ernes Styrelseslov, kan en institutbestyrer formelt beordre en forsker til at forske i et bestemt felt inden for dennes område - dog med opretholdelse af forskerens metodefrihed. Såvidt vides er der ikke rapporteret konkrete eksempler på denne magt. Endnu. I så fald vil alt nok blive gjort til metode.

Det er denne tendens til øget styring af forskningen, der bliver forstærket med det øgede samarbejde mellem forskningen på de højere læreanstalter og erhvervslivet, som der nu lægges op til.
Virksomhederne er naturligvis interesseret i at få noget for de penge, de vil styrke forskningen med.
Den skal være snævert orienteret mod praktisk anvendelse af resultaterne. Målrettet.

Men forskning er svær at styre, hvis den skal være fri og uafhængig. For forskeren ved ikke altid præcist, hvor hans/hendes forskning fører hen. Resultatet af ordentlig forskning er princi-
pielt uforudsigelig.
Processen er i sit væsen a-narkistisk, uanset hvor metodisk-systematisk forskeren går til værks. Dens resultaters praktiske anvendelighed er heller ikke altid lette at forudsige.
Danske virksomheders indsats i forskning og udvikling med virksomheder i vore konkurrentlande. Undtagelsen er enkelte områder som eksempelvis medicinalindustrien.
Derfor er der grund til at hilse bestræbelserne på et øget samarbejde mellem universiteter og læreanstalter og erhvervsliv velkommen. Det kan blive til gavn for begge parter. Med visse forbehold - afhængig af former og betingelser til sikring af uafhængighed og forskningsfrihed.

Først og fremmest bør erhvervslivets finansiering af konkrete forskningsprojekter ikke føre til en mindre offentlig indsats. Dernæst bør virksomhedernes finansiering ske, uden at de blander sig i selve forskningsprocessen. Oprettelsen af nye professorater eller lektorater i bestemte videnskabelige områder og udnævnelsen af nye professorer og lektorer, finansieret af virksomheder, bliver nok en af de hyppigst anvendte fremgangsmåder i det fremtidige samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv.
Ved udvælgelsen og udnævnelsen af de forskere, der skal udføre den virksomhedsfinansierede forskning, bør den videnskabelige kompetence efter sædvanlig faglig bedømmelse være det afgørende kriterium.
Her bør virksomhederne holde fingrene væk.
Institutionerne bør fastholde de hidtidige procedurer med fastholdelse af kvalitets-normer og bedømmelse med både interne og eksterne medlemmer af de sagkyndige bedømmelsesudvalg.

I modsat fald risikerer forskningsinstitutionerne et fald i kvalitet og - hvad der er endnu værre - prostitution af den frie og kritiske forskning. Hellere sige nej til forskningspenge, hvortil der er knyttet tvivlsomme betingelser om bestemte personer eller emner, end at give køb på traditionelle idealer om uafhængig forskning.
Fristelsen er i disse år stor for forsknings- og uddannelsesinstitutionerne til at skrabe så mange penge til sig i bestræbelserne på ekspansion eller fastholdese af yngre talentfulde forskere. Men gevinsten er kortsigtet.

For de store virksomheder, der kan tænkes at finansiere forskning er de lave forskerlønninger i virkeligheden pebernødder - især vurderet ud fra pr-værdien for virksomhederne af en sådan støtte til forskningen.
Den Danske Bank bevilgede i anledningen af sit 125 års jubilæum i efteråret 1996 tre professorater i økonomi til universiteterne i Århus, Odense og København - efter det oplyste uden anden betingelse end at de tre professorer skulle stå til bankens disposition 20 timer - årligt. F.eks. ved foredrag eller undervisning.
Det kunne tjene som model for sponsorerede forskningsstillinger og virksomhedsfinansieret forskning på højere læreanstalter. Også her kan grådigheden blive så stor, at frihed og uafhængighed bliver til fals. Tendenserne kan spores.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu