Kronik

Fortiden er ikke færdig med sig selv

2. januar 1998

Måske lever vi i mange tider på én gang, på én gang tiltalt af noget, vi ikke kender, og i færd med at skabe noget, der kan give noget mere til det, der engang var

DET FILOSOFISKE RUM
Nutiden er langt fra éntydig. Der findes mennesker, der mentalt set lever i det 18., 19., 20. eller i det 21. århundrede, mens de går rundt og møder og forvirrer hverandre.
Der findes gamle og nye sprog, traditionelle og grænsesprængende teknologier, overleverede og eksperimenterende familiestrukturer, gamle og nye værdier, bagvendte og fremtidsvarslende drømme med meget, meget mere. Således lever vi i en flerfold af 'usamtidige' tider.
Den tyske filosof Ernst Bloch (1885-1977) arbejdede med begrebet 'usamtidighed'. Det er en god nøgle til at forstå kulturelt og mentalt konfliktstof ved udgangen af det tyvende århundrede.
Når livsformer og fortolkningsmønstre ikke altid følges ad, vil det være en bekvem, men også en farlig løgn at hævde, at vi lever i én tid, og at én tidsånd behersker os alle, subsidiært har krav på almén gyldighed.
Erindringer kan være utidssvarende og hjemløse, og vore mest unikke erfaringer kan være ureglementerede. Vi kan så at sige være i tiden uden at være ét med den. Usamtidighederne strømmer gennem os.

Men lader vi os indspinde i en vulgær tidsopfattelse, ses tiden som en række af forsvindende nu'er på en tidslinie. Fortiden er for altid passé; hvad der er sket, er sket. Nutiden fortabes altid; den får aldrig fylde. Principielt er vi færdige med fortiden, og nutiden har ikke noget at fortælle den. Fortiden ligger bag os og vedgår os ikke. Den synes både stum og fjern. Nutiden skal holde fingrene fra historien, den skal blot rekonstruere kendsgerningerne og lave dem til klare umisforståelige sætninger, svarende til det, der faktisk skete.
Imidlertid er dette syn på den menneskelige eksistens i tiden både forkert og fatalt. For vi skaber hele tiden nye forestillinger og fortællinger om fortiden, både af den 'store' og den 'lille' historie. Hændelser fra barndommen eller ungdommen kommer til at stå i et nyt lys, når livet får fylde. På sin vis er vi altid igang med at konstruere nye tilgange til livet.
Det er min tese, at vi også sanseligt kan åbne veje til at øjne nye dimensioner i det, der var engang. Pludselig kommer duften fra en våd, nyhøstet mark, den lille cykels klare blå farve, lyden af den rødhårede legekammerats stemme, et overrumplende klarsyn: et fugleperspektiv på en svømmetur, hvor fingeren blev såret - da den mødte en skarp muslingeskal. Disse sansekvaliteter er også næret af voksenlivets oplevelser, ikke mindst af omgangen med litteraturens, musikkens, maleriets og filmens æstetiske værker. Det sansede ligger ikke blot og venter på os i ren fortidig form, som var det lagt ind på en tilgængelig lagerhylde et sted i hjernen. Det sansede opleves og digtes frem af et lydhørt nutidsmenneske, der derfor konstant får et mere komplekst erindringsbillede ud af det, der var engang.
Med sproget tilskriver vi nye sansningskvaliteter og fortolkninger til det, der havde mere i sig end 'det skete'. Omgangen med barndommens landskab er langt fra blot rekonstruktivt og hengivent.
Alt, hvad vi har tænkt, læst, skrevet, oplevet, mærket og nydt kvalificerer tvillingeparret sansning og sprog. Vi opbygger filtre og brilleglas, mærker nye følehorn bryde frem og (op)finder ord, som vi ikke kendte, da vi var små.
Der er langt fra nødvendigvis tale om en harmonisk konstruktion af et lykkeland og en genopdagelse af en oprindelig stemthed. Snarere mærker jeg en række disharmoniske stemmer i livets strømmen, en række konfliktende perspektiver. Jeg blive mindet om, at tænkning og væren ikke passer sammen som fod i hose.
Spillet mellem fortolkninger og liv skal slå gnister, og al undren ophører, når man tror, man er færdig med at tænke over disse livgivende forskelle.
Når du tror, du ved, hvem du er, er døden næsten allerede indtrådt, og du stivner i én grimasse og i ét sprog, der ikke formår at løfte dig ud af nu'ets glemsel.

Den eksistentielle tids- og livsfylde kan ikke måles med et kronometer. Lykken kan ikke kvantificeres. Til tider hersker den lange tomgang og den uendelige, udvejsløse gentagelse. I glimt kan tiden ophæves, og dens tyranniske kraft og endelighedsindvarslende march bremses for en stund. Tiden kan være en ubønhørlig hård pil, men også noget udefinerligt noget, der nærmest kan få rum(s)lig udstrækning, mens den i al ydmyg venlighed går i opløsning. Så lever vi i tiden, livet får vokseværk, og verden får et frisk glimt i øjet. Under tankens dvælende blik begynder verden at tale med en ny stemme på én gang i og hinsides tiden.

Det er uhyre plat at tro, at det, der har betydet noget i livet, kan stoppes i en gammel jordslået papkasse i en mørk kælder. I kassen ryger gamle marxister, gamle kærester, gamle diskussioner og gamle hændelser af enhver lyssky art.
Det er formodentligt rigtigt at sige, at vejen ud af ensomhedens fængsel kan gå igennem bøgernes dør, men måske også muligt at hævde følgende normative påstand:
Vi skal være i stand til hele tiden at fortsætte dialogen med den fortid, der altid klæber til og kræver noget af os. Et eksempel: Når man læser moderne sociologer som Niklas Luhmann, Anthony Giddens eller Ulrich Beck kan det ikke nytte noget ikke at fortsætte den indre dialog og den offentlige samtale med Karl Marx, Max Weber og Norbert Elias. Det fantastiske ved at arbejde grundigt med tekster og tanker er, at disse tager bolig i sproget på en måde, der gør dem mindst lige så nærværende som tv-avisen, en grå dansk vinterdag, en ven eller tre flasker øko-letmælk.
Konstant at prøve sine nye idéer af med og mod alle de stemmer, vi bærer i os, hvis vi har læst os ind på Friedrich Nietzsches, Elias Canettis, Per Højholts, René Descartes' eller hundredevis af andre levende, altid medmumlende røster og skrifttegn - det er fantastisk givende, men også krævende. Det er, som om de mentale legoklodser hele tiden mønsterforskydes i en hed kakofonisk symfoni.
Den nye læseoplevelse sætter den gamle i relief. De nye mennesker, man møder, bryder ind og blander sig med stemmerne fra dem, man troede, man kendte så godt eller var helt færdige med i fortiden. De nye møder gør paradoksalt nok fortiden mere levende, hvis den er og var noget værd.

Det er derfor aldeles skræmmende at se, at alverdens gamle venstreorienterede tænkere og kritikere kan lave faneflugt, uden at det anfægter dem det mindste.
Og det er heller ikke ligefrem vidunderligt at se, når universiteter og lærere ikke er i stand til at fremstille og overskride de traditioner, de selv bærer i sig, kritisk overskridende.
Det må være et ordinært dannelseskrav til institutioner, vidensformer og menneskeliv, at de altid er i færd med at tænke i en kvalificerende dialog med alt det, der engang stod deres hjerte nær. Ellers udleveres nye generationer til forhastede, historieløse udløsninger - til rene tidsåndssympatiserende forsvindingsnumre.

Fremtiden er allerede begyndt. Det, vi tænker og gør lige netop nu, kommer til at præge tiden efter dette nu. Fremtidsscenarier griber ind i nutiden, og vi må forholde os til komplicerede teknologiske, sociale og miljømæssige problemstillinger, før de opstår.
I dette risikosamfund lever vi med en vished om, at meget kan gå galt, og at meget vil gå galt, hvis ikke...
Det går således ikke at tænke, at tiden læger alle så - men måske snarere med digteren Peter Laugesens ord, at "Tiden lægger æg i alle sår".
Det går heller ikke at sige: Vi lever jo bare nu, bare i dag... og vi kan ikke spå om fremtiden.

Steen Nepper Larsen er lærer ved Krogerup Højskole og fast bidragyder til Det filosofiske Rum.

APROPOS
Liv på mange tidsplaner

Vi lever på mange tidsplaner. Det kan være forvirrende; men det er aldrig kedeligt.
Fortiden er ikke færdig med sig selv. På én gang anfægter den os, fordi vi er i dens vold, og fordi dens hændelser trækker erindringsspor gennem vore nutidsliv.
Vore måder at leve, forstå og tale på er historisk kreeret helt ind i kødet. Nutiden er meget mere end et udstrækningsløst snit på en tidslinie; nutiden er en flerhed af usamtidige tider.
Vi jag(t)er tidens fylde, der paradoksalt nok opstår, når vi mindst venter det, og når vore vildt overstyrede intentioner om at ville være lykkelige træder i baggrunden.
Hele tiden er vi i gang med at lave om på for-
tiden, samtidig med at vi søger at give tiden fylde i nutiden.
Alle synes vi at blive passagerer på en livslang fortolkende opdagelsesrejse. Verden tildigtes nye betydninger, den stumme natur og den g(l)emte historie gives lyd og navne.
Vi bliver anfægtet af det, vi ikke vil være ved, og det der endnu ikke er blevet fortalt.
Så tiltales vi pludselig af Aristoteles, far, duften af nybagt kage i 1963, Immanuel Kant, mor, en gammel trøje fra 1985, Thomas Mann, en gammel dansklærer, en blaffetur i Tyskland i 1979 og fire gamle kærester - selvom vi troede, de lå dér tilbage på det forlængst besejlede historiske hav.
Men det hjælper ikke engang, at nogle af dem er døde, smidt ud eller bor i fremmede lande. De vil alligevel altid være hér hos os, og hvis de har betydet noget, vil de altid betyde noget.
Derudover er fremtiden allerede begyndt. Den er proppet med historiske kræfter og forsyndelser, og nutidens gøremål har en afgørende indflydelse på dens gang.

Steen Nepper Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu