Læsetid: 6 min.

Fri os fra kynismen

14. januar 1998

- endnu et forsvar for kærlighed uden utroskab

DE WAAL
Med en byge af skældsord, fordømmelser og påstande om, at min leder om "Kærlighedens år" fra den 3. januar intet har at skaffe med "frisind i en libertær avis" som Information, kastede Allan de Waal den 9. januar sig ud i et frontalt angreb på undertegnede.
Hvordan kan en mand, der åbenbart anser sig selv for at være en tolerant og frisindet mand blive så intolerant, at han stik mod sit grundsyn vil stoppe ledere i Information, der som min kærlighedsleder anfægter nogle af sexologen Preben Hertofts 70-årige erfaringer - og Allan de Waals egne, mere end 60-årige, livserfaringer ?
Jeg er kun sølle 32 år, gift med en vidunderlig, krævende, selvstændig og veluddannet kvinde og har to dejlige sønner, der forlanger masser af omsorg og kærlighed, så hvor vover jeg at anfægte de ældre generationers erfaringer? Sådan er virkeligheden, siger denne aldrende generation, der har mistet troen på den sentimentale og romantiske kærlighed, hvor man er tro overfor sin partner og sine børn for hele livet.
Hvad er det for en virkelighed og realisme min generation skal have trukket ned over hovedet af blandt andet 68-generationen, som om alene den repræsenterer Sandheden?
Det er en virkelighed, hvor utroskab sneg sig ind - måske i et øjebliks svaghed eller dionysisk lyst ? - og efterhånden blev accepteret som en del af ægteskabet og parforholdet; ja, af nogen udråbt som en nødvendig frigørelse fra ægteskabets repressive, undertrykkende klaustrofobi, hvor der ikke var plads til at vise "ansvar overfor sin egen lyst".

Det virkelige ansvar
I mit verdensbillede kan man kun være ansvarlig overfor en anden person af kød og blod, som man kan kommunikere med, men ikke som Hertoft hævdede i nytårsinterviewet, "overfor sin egen lyst".
"Det ikke er sandt", mener Hertoft, at "kærlighed og sex går op i en højere enhed" - og mange her på bladet, som Allan de Waal, og blandt læserne nikker måske genkendende. Det kan være en erfaring for nogen, men det er ikke Sandheden.
Men når man ønsker at tage patent på, hvad der er sandt, så kalder det - selv i en personligt signeret leder i en frisindet avis som Information - på en modsigelse: At der skabes en stor løgn mellem mennesker, når generationen af erfaringsmoralister, drager deres konklusioner af den højere sandhed: at da kærlighed og sex ikke går op i højere enhed, og da man skal være anvarlig overfor sin egen sexlyst, så må utroskab (ja kald det bare sidespring, hvis det lyder pænere) også være tilladt.
Intet menneske er fuldkomment og vi er alle indimellem nogle forbandede syndere og begår fejltagelser, men pointen er, at hvis man som Hertoft og de Waal gør det til noget sandt, naturligt, til den uanfægtelige Virkelighed, så gøres det umuligt at bede om tilgivelse.
Hvis tilgivelsen allerede er givet på forhånd - for sådan er virkeligheden, og man skal også vise "et moralsk ansvar" overfor sin egen sexlyst - så er det i hvert fald stærkt patetisk at bede om tilgivelse fra sin partner. Et kristent menneske - uhh, ha da da - ved, som mange andre, at det er en synd at gøre sin elskede ondt, hvis man trods alle løfter og kærlighedserklæringer alligevel skulle "komme til" at være utro og dyrke sex udenfor ægteskabet.

En dobbelt løgn
Hertoft vælger derimod at give en bekvem og pragmatisk stik-hovedet-i-busken løsning, hvor "du ikke behøver at fortælle alting" - og så er vejen efter min vurdering åbnet for et spindelvæv af hemmeligheder, der uvilkårligt ender i løgnen, eller den permanente tilstand af usikkerhed.
Men ikke nok med det. Det kan blive til en dobbelt løgn, hvor ingen af parterne tør tale om helt vitale dele af ens følelser. En utro mand kan lige så godt indstille sig på, at "det er mere sandsynligt, at hun (hustruen, red.) har et forhold til en mand indimellem, hvor de foretager sig noget af det samme."
Det er denne livserfaringens fylde fra Hertoft, som Allan de Waal og mange med ham finder velbehag i. Men den skabte også ulykker i parforholdene og overfor børnene og - det viser erfaringen - har lagt grunden til mange skilsmisser, fordi utroskab er at gøre ondt; den er smertelig.
Det er der mange grunde til, men det var sigende at læse Susie Haxthausens utroligt medlevende og personligt indlæg i debatten den 8. januar. Trods åben uenighed med min kærlighedsleder - hun beskriver troen på kærligheden uden bånd og den fri sex som "berusende dejlig", men kommer så med indrømmelsen: "Det gjorde ondt, det gjorde afsindigt ondt."
Haxthausens håb er, at kærligheden er stærk nok, hvis erotikken går fløjten i et parforhold. Det håb deler jeg, men problemet er, at mange sexologer (og andre libertære chefideologer) har sat kærligheden i skyggen: "Den intense seksualitet bliver forholdets altoverskyggende bindemiddel"

Inkonsekvente Hertoft
Hertoft forstår udmærket, at det er dybt problematisk - ikke mindst i en tid, hvor ny teknologi og stress sætter tidens tempo vejret. Han opfordrer klogt nok til også "at agte den hverdagsagtige seksualitet", og siger, at "det at elske et andet menneske også betyder indimellem at måtte afstå fra noget."
Men han tager ikke konsekvensen. Han vil ikke give afkald på forstillingen om at sex og kærlighed (som kroppen og hovedet/hjertet) er to adskilte størrelser. Og mens han accepterer utroskab som virkelighed, så er svaret i parforholdet omvendt en ekstrem rationalisering af seksualiteten i ægtesengen: "Kan vi ikke skiftes til at bestemme?" - som om kærlighedens højeste metafor, seksualiteten, kan reduceres til en rationel demokratisk handling.
Det lyder sgu' ikke som særlig erotisk eller som skøn sex!

Let og elefant
Og her må jeg så vende tilbage til min kære kollega Allan de Waals fejlfortolkninger af mine synspunkter. Jeg drømmer ikke om at komme tilbage til 1950'ernes til tider repressive ægteskaber; jeg vil have en kærlig, krævende, selvstændig og gerne veluddannet kvinde ved min side.
I min leder brugte jeg den mexicanske digter og nobelpristager i litteratur Octavio Paz (han har mere end 80 års erfaring at øse af) til at sætte positive ord på kærligheden og seksualiteten.
Seksualiteten er med Paz' ord "en panisk skælven, eksplosion af liv - en vulkan og hvert udbrud truer med at oversvømme samfundet med en strøm af blod og sæd".
Men det misforstår Allan de Waal let og elefant: "seksualiteten er en vulkan (...) der kun kan stoppes (min kursivering, bjm) af kærligheden som 'seksualitetens højeste metafor'" ...og så kan han hente ammunition til sine mange fordomme om pastor Møllers "underlivsforskrækkede gardinsnak".
Jeg ser tværtimod seksualitetens vulkan, dens paniske skælven og ekplosion af liv, som en utrolig smuk og poetisk og positiv skildring. Den seksualitet står ikke i modsætning til kærligheden, men forenes med den, som "kærlighedens højeste metafor".

Den ægte kærlighed
Det er noget forbandet sludder, som Allan de Waal at fortolke Paz eller mit budskab, som om vi vil bruge kærligheden til at stoppe seksualitetens vulkan. Tværtimod de skal forenes i den ægte kærlighed, som eksklusivt er forbeholdt den eneste ene - ikke opløses i serielle parforhold og den permanente gensidige usikkerhed og de mange løgne, som utroskaben med tiden fremmer.
Octavio Paz erkender, at mange ikke oplever den ægte kærlighed, hvor man absolut og eksklusivt hengiver sig til sin elskede og eneste ene, men det er dog ikke desto mindre den ideale fordring. Og den vil jeg som ung hellere leve efter end den hverdagsagtige kynismes middelmådighed eller utroskab, som nogle i 68-generationen kalder virkelighed.
Paz mener ikke, at utroskab er forenelig med den ægte kærlighed. "Den utro er usensibel og grusom og ude af stand til virkelig at elske," og kommer derefter med en præcis tilføjelse, som også bør interessere folk som Allan de Waal:
"Hvis utroskaben finder sted efter fælles aftale og praktiseres af begge parter - en vane mere eller mindre regelmæssig - så er der en nedsat lidenskabelig spænding; parret føler sig ude af stand til at opbyde den fornødne styrke til at fuldbyrde det, lidenskaben beder om og beslutter i stedet at relativisere forholdet. Er det kærlighed? Det er måske i bedste fald en erotisk medskyldighed. (..) Tilladelsen til at være hinanden utro er et arrangement, eller mere præcist, en resignation."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu