Læsetid: 5 min.

Højt skum under bæltestedet

20. januar 1998

Ikke rart at 90'ernes børn skal lukkes inde bag nye grænser på grund af forældregenerationens åbenbart egne triste eksempler på omsorgssvigt under deres mentale opvækst

SEX & MORAL
Man må sige, at der er højt skum på sædelighedsdebatten her i avisen. Nogen må have stukket hul på en fustage med overtryk.
Jeg skal prøve at holde min egen kulsyre i ave.
Det begyndte med Bjarke Møllers leder Kærlighedens år (bagsiden. d. 3. jan.) som stærkt kritisk reaktion på sexologen Preben Hertofts samtale med Hanne Dam nytårsdag - i lederen kombineret med udtalelser af historikeren Leo Tandrup fra et interview med Bjarke Møller, samme nytårsdag som Hertoft-interviewet.
Så gik Susie Haxthausen i brechen for Hertoft her på debatsiden (8. jan.), og dagen efter optrådte jeg på kultursiden med et frontalangreb på Møllers synspunkter - og på betimeligheden af at lade dem komme til udtryk i den form som leder i en avis, der ikke kalder sig Inkvisition men Information. Hvorefter skummet stod ind over min syndige isse her på debatsiderne.
Men jeg vil ikke desto mindre fastholde over for Møller, at selv om det frisindede organ Information naturligvis også giver plads for synspunkter og kommentarer af alt andet end libertær observans, så finder sådanne anskuelser almindeligvis og med føje ikke rum på lederplads i avisen. Selv om ledere her i bladet er både signerede og ucensurerede.

Næstemoral
Bjarke Møller og Leo Tandrup var med hvert sit indlæg på debatbanen 14. jan., hvor Tandrup satte stemningen ved indledningsvis at stille spørgsmålet: "Hvordan diskutere med et individ som Allan de Waal."
Det tør jeg ikke svare på, men jeg vil gerne af et ærligt hjerte ønske ham og Møller tillykke med et åbenbart glædeligt liv i kunsten og kærligheden. Og håbe, det vil fortsætte for dem i årene fremover, forhåbentlig i mindre reduktionistisk udgave end dén, deres svar har givet udtryk for på andres vegne.
Det er nu engang og heldigvis voksne menneskers ret, at behandle hinanden, som de vil, så længe det sker på lovmedholdeligt grundlag. Man får ikke skåret hverken det ene eller det andet af, hvis man er utro her i regionen. Og ingen af parterne ryger heller i spjældet eller bliver stenet efter fuldbyrdet skilsmisse.
I den sammenhæng har Georg Metz formentlig ret, når han i sin lørdagsklumme (17. jan.) ser diskussionen i et noget bredere historisk lys - som et clash mellem ideal og empiri, med Møller som Bjørnstjerne Bjørnson og mig som Georg Brandes. (Takker for tilliden!)

Kiv og lyst
Indenfor denne forståelsesramme kan man naturligvis så have forskelligt syn på, hvad der i længden er formålstjenlig praksis - samfundsmæsigt og medmeneskeligt set. Men moralske og religiøse overtoner bør nok være forbeholdt private afgørelser, og ikke placeres som ultimative krav eller påbud. I alt fald ikke til andre end én selv og de til hver tid nærmeste.
Hvorfor så overhovedet diskutere Bjarke Møllers deklamationer? - og ikke bare forbigå dem som en privat smutter på lederplads.
Fordi synspunkterne lader til at opsamle ikke så få aktuelle frustrationer i et slægtled født imellem 1960 og 1970. Og som nu selv har mindre børn, der ikke med min gode vilje skal se sig begrænset i hverken omverdensopfattelse eller råderum, dikteret af forældregenerationens åbenbart egne triste eksempler på omsorgssvigt under den mentale opvækst. Og lad mig tilføje: Det er næppe videre dækkende, at ville se et foregående slægtleds lebendige seksualpraksis som primær forklaring på manglende opmærksomhed overfor nogen af det nu 30-35-årige afkom.
Den savnede opmærksomhed eller interesse skyldes snarere underskud af opmærksom kærlighed i almindelighed. Kærlighed til livet, og nænsom ansvarlighed.
Det værste, der kan ske nu, er, at nye børn på en ny måde kommer til at undgælde for de voksnes velmente, men forkortede forestillinger om livet og lysten.
Derfor må ansvarligheden over for børnenes tarv tage udgangspunkt i børnenes egen oplevelse af tilværelsen nutildags. Dens muligheder og begrænsninger - børnene indbyrdes, og børn og voksne imellem. Fuldstændig som forholdet mellem voksne i lyst og kærlighed - under iagttagelse af børnenes tarv.

Apokalyptisk avis
Det kan heller ikke lade sig gøre at diskutere disse spørgsmål udenfor en større materiel sammenhæng - såkaldte pasningsordninger eller arbejdstider og levestandard. For det er klart, at hver generation ser verden ud fra sin egen erfaring, teknologisk og konjunkturmæssigt bestemt.
Derfor reagerer jeg lige så frontalt, når jeg mærker tendenser til at argumentere dogmatisk (og altså ikke pragmatisk) om intime forhold, som når det gælder de store udfordringer - globaliseringen og drivhuseffekten og den økonomiske ulighed.
Den dogmatik er der nemlig også tendens til her i vores avis, både på lederplads og featuresider - i driften efter at finde fodfæste og stabilt grundlag midt i 1990'ernes forvirring. Så bliver Naturen opskrevet til en lige så metafysisk størrelse, som når Møller drejer Kærligheden på den store symfoniske akse.
Sådan fungerer den ved gud i himlen (og på jorden) også, men man skulle måske gå lidt gelinde med dørene i tabernaklet, så den ikke triller ud af skræk for at komme i klemme. Lige som Kunsten, i øvrigt, når Leo Tandrup tager den under håndfast behandling.
Preben Hertoft har selv reageret på Bjarke Møllers leder i et kort læserbrev (16. jan.), og som det kan ses af ovenstående, tror jeg heller ikke, Møller og jeg kommer meget videre i denne omgang af diskussionen om sexologi og det smukkeste her i livet, eller om Nonnen og Sømanden for den sags skyld.
Men andre konkrete anledninger kan sikkert give stof til fortsat rivegilde.
Ana Maria Munar forsøgte sig i et læserbrev (også 16. jan.) med en munter ordbog til oversættelse af libertære begreber i kulturradikalt øjemed. Jeg kan ikke anbefale den. For eksempel har hun ikke opført nogen synonymer for hverken børn eller skilsmisse.
Og ganske vist er jeg - ifølge Henning Prins (debatsiden 16. jan.) - som andre 68'ere heller ikke til at regne med.
Jeg er imidlertid, som tidligere i debatten nævnt, for gammel til at være en rigtig 68'er, for jeg fylder 60 i år, og var altså 30 i 1968, men er stadig rask og rørig og læser hver dag min avis på hovedet - let skummende om hjertet af skrivekløe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu