Læsetid: 4 min.

Hvem har bolden?

17. januar 1998

Hvad det er for et mærkeligt logo, som de kønne håndboldpiger render rundt med på tøjet

JEG HAR FOR nogle år siden truffet den skelsættende beslutning, som jeg stort set efterlever: livet er for kort til fjernsyn. Dog gør jeg en undtagelse med kvindehåndbold. Det er dybt fascinerende at se på, ikke bare fra sidelinien, men oven i købet oppefra, som kun fjernsynet giver mulighed for.
Jeg har undret mig over, hvad det er for et mærkeligt logo, som de kønne piger render rundt med på tøjet. Det ligner et ultra close up fra fjederstrukturen i en springmadras eller en trampolin: sov sødt - eller hop på stedet. Det passer slet ikke til hvad der foregår.
Og det gør det så alligevel. Jeg har ladet mig fortælle, at det er tegn på, at holdet er ansat af et stort og velhavende fagforbund. Det undrer mig lidt, for der har jo ofte været faglige kampe for at forsvare de faguddannedes rettigheder. Og mig bekendt er hverken pigerne eller træneren smede eller mekanikere eller andre former for udlærte metalarbejdere.
Jamen, det er simpelthen et udtryk for den nye fleksibilitet på arbejdsmarkedet! Væk med stive faggrænser, væk med faste arbejdstider, væk med kønsdiskrimination - ind med åbenhed, ind med samarbejde, ind med resultatløn!
Pigerne gør deres bedste, men det er fordi de kan lide deres arbejde - og fordi de mærker et sammenhold, som kan bære dem igennem alle anstrengelser og prøvelser. Præcis som gamle dages proletarer kunne. Heja, heja, danske tøser!
Der er godt nok ikke megen springmadras eller trampolin over den gamle morlil, som der kommer spadserende. Hun har også et helt andet logo på sin ryg. Et stort L og et stort O, som er kunstnerisk sat sammen, så det ligner skiltet på handicaptoiletterne rundt omkring - og tak da for dem.
Hun bærer stolt på sit forfald. Engang en frisk ung pige, ja, engang så frisk som en glad og sportstrænet håndboldpige. Hun svingede den røde fane, hun gik i spidsen for sine kammeraters rettigheder, hun kastede undertrykkerne sin hullede handske, hun gik i brechen, på barrikaden, i aktion.
Årene er gået, som år jo er tilbøjelige til. Og de er ikke gået sporløst hen over den gamle morlil. Det suser i det gamle hoved. Ord tumler rundt mellem hinanden. Ord som frihed, lighed, broderskab og klassekamp. Hun plirer med øjnene og kikker venligt ud på verden, den verden, som hun engang var deltager i, men som nu blot passerer revy. Ak ja, fæ dør, frænde dør ...

DET ER IKKE LET at blive hundrede år. Men hun har sin stolthed i behold: Hun passer godt på sine børn og børnebørn og oldebørn! De sidder på deres fine kontorer med deres dyre maskiner og deres dygtige sekretærer og har deres papirer og deres møder og deres gode udkomme. De er i vej. Og hvad der er gået godt, kommer ikke dårligt igen.
Den gamle morlil glæder sig over springmadrassen og trampolinen. Der er ingen grund til at gå til yderligheder - sov godt eller hop på stedet. Og alle de andre børn og børnebørn og oldebørn ser op til hende. Måske har de ikke så meget brug for hende mere, men det ser hun i øjnene som en realistisk gammel morlil. Hvis hun skal finde sin plads i den nye verden, som - og det skal da siges - hun selv har været med til at skabe, så må hun også følge med tiden. Og tiden er en anden, det erkender hun - måske med et vist vemod.
Hvorfor skal man lægge sten i vejen for udviklingen? Hvorfor skal man altid være ud til bens? Hvorfor skal man kæmpe for goder, som forlængst er erobret? Hvorfor skal man blive ved med at slås for de udbyttede, som jo både har at bide og brænde?
Nej, Gammelmor i klokkerne, med huen og grålokkerne, hun haler op i sokkerne - og ser forsagt derud.
De spiller bold derude. Det chauvinistiske brøl runger fra de malede ansigter. Hun misser mod et større fællesskab. Et fællesskab, hvor hendes børn og børnebørn og oldebørn kan bevare deres fine kontorer, deres dyre maskiner, deres dygtige sekretærer, deres papirer, deres møder og deres gode udkomme.
En flok dygtige piger arbejder og morer sig. En dag skider de - og alle andre - på springmadras og trampolin close ups. Sov sødt? Nej tak! Hop på stedet? Nej tak!
"Din rygmarv visner, hvis du ikke danser med din bedstemor" - det sang en troubadour engang. Den dag en ny ungdom danser bedstemor ind på banen og sammen med hende scorer drømmemål i klassekampen - så åbner jeg sgu for fjernsynet igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu