Læsetid: 3 min.

Hvem har egentlig magten i dansk kunst?

27. januar 1998

Det er selvfølgelig omkostningsfrit at angribe fire yngre kunsthistorikere, der ikke er fast ansat nogen steder og ikke medlemmer af nogen fondsbestyrelser, men hvorfor ikke gå efter den egentlige magt-elite i dansk kunst?

KUNST-KLIKE
I Information 14. januar kunne man læse en kommentar af Kunstavisens redaktør Tom Jørgensen, hvor han går i rette med, hvad han betegner som en "uheldig alliance" mellem yngre danske kuratorer og kunstnere i en såkaldt "selvbestaltet elite", der ligefrem besidder et "udstillingsmonopol".
Problemet består ifølge Jørgensen i en begrebsmæssig og udstillingsmæssig snæverhed, der begrænser vores udsyn på samtidskunsten.
Dermed kunne man umiddelbart tro, at der var lagt op til en åben og spændende debat om kunsthistorieskrivningen og samtidskunsten, men desværre er Jørgensens indlæg for mestedelen præget af faktuelle fejl, samt ikke mindst af en umiskendelig paranoia i hans noget bizarre sammenblanding af det begrebsmæssige og personspørgsmål.
Lad mig derfor være behjælpelig med at udrede nogle af de misforståelser og
-tolkninger, som fremgår af Jørgensens indlæg.
Hvor de yngre kunstnere, som efter sigende er med i denne alliance, forbliver unavngivne, nævner Jørgensen specifikt kunsthistorikerne Hans Dam Christensen, Kristine Kern, Tone O. Nielsen og Sanne Kofoed Olsen, som uden videre tilskrives samme position og interesser som selvbestaltet elite!

Indiciet
Indiciet herpå er, at de alle er tilknyttet Kunsthistorisk Instituts tidsskrift Periskop. Ganske rigtigt sidder de tre førstnævnte i redaktionen af bladet, i øvrigt sammen med seks andre, mens Sanne Kofoed Olsen blot har bidraget med en boganmeldelse til seneste nummer, hvilket i øvrigt seks andre end bladets stab også har gjort, heriblandt undertegnede, hvilket åbenbart er nok til at blive slået i hartkorn.
Oven i dette tydeligvis meget mistænkelige forhold udnævnes denne firbande også uden videre til at være kuratorer, og dermed til at have stor indflydelse på hvem der bliver indbydt til 'de store gruppeudstillinger'.
Dog har kun de to - Tone O. Nielsen og Sanne Kofoed Olsen - nogensinde kurateret en udstilling, og af disse to kan vel kun Nielsen siges at have nogen indflydelse på større gruppeudstillinger, idet hun indgik i tre-mandsteamet bag Louisiana-udstillingen 1997.
Derfor er det meget svært at få øje på alle de gruppeudstillinger Jørgensen taler om - ingen af de omtalte har nogensinde haft indflydelse på f.eks. Charlottenborgs forårs- og efterårsudstillinger eller på sammenslutningernes årlige udstillinger, der mig bekendt stadig er de største tilbagevendende gruppeudstillinger herhjemme!

Kontekstfikserede
På det rent faglige plan anklager Jørgensen de fire kunsthistorikere for ikke at være subjektive nok, for at være for ideologikritiske og for kontekst-fikserede fremfor værkfikserede.
Igen er der desværre tale om en række fejlslutninger fra Jørgensens side.
Eksempelvis var hele præmissen bag Louisiana-udstillingen netop kuratorenes rent subjektive valg, og hvis denne udstilling signalerer noget rent udstillingspolitisk er det netop en slags ny-subjektivisme og den enkeltes oplevelse af værket fremfor nogen tematisk enhed eller nogen kontekstanalyse.
At kunsthistorikeren Hans Dam Christensen så som forskningsprojekt har selve kunsthistorien som fag er jo en anden sag, og jo ikke noget der har med nutidskunst og kuratering at gøre.
Og for at blive i det faglige: At kunne skelne mellem forskellige positioner og have tjek på sine facts er i såvel den nye som gamle kunsthistorie essentielle dyder, hvilket Jørgensen burde være bekendt med via de studier på Kunsthistorie, som Jørgensen - så vidt jeg er orienteret - selv er i færd med at færdiggøre!
Således vanskeliggør Jørgensen den tiltrængte debat om kunstbegreber og forholdet mellem kuratering og kunsthistorie som han lægger op til ved at baserede sine synspunkter på faktiske fejlantagelser og sammenblandinger - han synes mere interesseret i at finde sammensværgelser, som tilslører den egentlige kunst, fremfor at debattere.

Personspørgsmål
Som alt for ofte i dansk kulturdebat gøres i stedet en faglig debat til et personspørgsmål, og der spores en berøringsangst for at fornærme de egentlige "magthavere" - ingen af de nævnte er fastansatte på Kunsthistorie eller noget museum, så det er for mig svært at få øje på deres påståede "monopol".
Og hvorfor skal de fire nævnte og tidsskriftet Periskop tilskrives en så stor (og ondsindet) magt, når Jørgensen ikke på noget tidspunkt nævner den magt, som han selv besidder i sin egenskab af redaktør for Kunstavisen?
Man må derfor undre sig over, hvorfor Jørgensen er så optaget af de nævntes personers påståede magt fremfor at beskæftige sig med, hvor den egentlige magt i dansk kunst ligger.
Det handler om de store museer, sammenslutningerne, Statens Kunstfond, Ny Carlsberg Fondet og Center for Dansk Billedkunst, men dem tør Jørgensen åbenbart ikke kritisere.
Det er jo også noget mere omkostningsfrit at angribe yngre, ikke fastansatte, ikke-fondsbestyrelsesmedlemmer som de fire nævnte kunsthistorikere!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu