Hvem er ude i kulden - her er en liste med navne på kunstnere kuratorerne ikke
kan lide
KUNST & KLIKER
For en 14 dage siden omtalte jeg i en artikel, at den danske samtidskunst er præget af en uheldig alliance mellem en række kuratorer og en vis kreds af unge kunstnere. Artiklen har medført en række kommentarer, som viser, at man ikke helt har forstået mine synspunkter.
Simon Sheikh spørger (27. januar), hvorfor jeg ikke koncentrerer min kritik om de virkelige magthavere: Statens Kunstfond, kunstnersammenslutningerne, Ny Carlsberg Fondet, osv.
Sheikh henviser til min magtposition som redaktør af Kunstavisen samt til det faktum, at ikke alle de personnavne, jeg omtalte, har været kuratorer, men kun leveret bidrag til katalogteksterne. I samme åndedrag beklager Sheihk, at debatten er så personfikseret i stedet for at diskutere holdninger til kunst.
Jeg kan hertil svare, at jeg godt kunne have fokuseret på den magt, som f.eks. Ny Carlsberg Fondet udøver. Det gør jeg måske også en dag. Imidlertid har vi på Kunstavisen en skribent ved navn Alex Steen, som i snart en menneskealder har tordnet mod nepotisme og sammenspisthed indenfor den danske kunstverden. Det arbejde kan ingen gøre bedre.
Desuden består min eneste magtposition i at få plads til de modtagne artikler, som sædvanligvis udtrykker mange forskellige holdninger til kunst.
Hvad kunstnersammenslutningerne angår, oplever man generelt set en betydelig kvalitetsforbedring, der viser, at man har taget kritikken om lukkethed til sig. Standarden er højere end længe, hvad man kan aktuelt kan se med Grønningens udstilling på Charlottenborg.
Kuratorernes magt
Jeg beklager, hvis enkelte af de personnavne, jeg nævnte, rent faktisk aldrig har været kuratorer, men kun har skrevet katalogtekster.
Bortset fra, at disse personer vel er blevet udpeget til dette hverv af kuratorerne, fordi de deler den samme kunstopfattelse, er det imidlertid en kendsgerning, at den samme lille kreds af kuratorer, katalogforfattere og kunstnere er gået igen på den ene store gruppeudstilling efter den anden i de seneste år. Og jeg taler her vel at mærke ikke om lokale undergrundssteder, men om etablerede institutioner.
Personsammenfaldet hos alle involverede parter har således været stort ved de mange tema-udstillinger i Nikolaj, NowHere på Louisiana, RAM i Portalen, Elektroniske Understrømme på Statens Museum for Kunst, Skriget på Arken, m.fl. Skønt jeg ikke har noget principielt mod kuratorer, er det altså dem, der udvælger hvilke kunstnere, der skal med på en given udstilling; en magtposition, der er til at få øje på og dermed pludselig også et personspørgsmål.
Trashet Fluxus
Problemet med den nuværende skare af kuratorer og katalogskribenter er, at de groft sagt kun anerkender konceptkunsten og en bestemt trash'et udgave af 60'ernes Fluxus-kunst. Dette kommer modsat Sheikhs opfattelse faktisk også til udtryk på den nuværende Louisiana-udstilling.
Ser man bort fra stjerner som Per Kirkeby, Hein Heinsen, Ola Billgren og Christian Lemmerz, som det af rent kommercielle grunde ville være dumt at udelade, er langt hovedparten konceptuelt arbejdende kunstnere.
Måske vil det gøre mit synspunkt lidt klarere, hvis jeg nævner en række kunstnere, som ikke er blevet udpeget, ja, som faktisk aldrig vil have en chance med den nuværende stab af kuratorer: Peter Martensen, Annette Harboe Flensburg, Anders Moseholm, Balder Olrik, Pia Andersen, Poul Anker Bech, Martin Bigum, Kehnet Nielsen, Bjørn Poulsen, Malene Bach, Lene Stæhr og mange, mange flere.
Fælles for de nævnte kunstnere er, at de trods væsensforskelle i udtryk, alle ejer den af kuratorene så foragtede overbevisning om værdien af en 'romantisk' kunstholdning, der, gående ud fra princippet om en autonom kunstværdi, appellerer til publikum på en måde hovedparten af konceptkunsten aldrig vil kunne gøre.
Koncept og kvalitet
Det er således at lukke øjnene for problemet at påstå, at kunstdebatten kan undgå at blive personlig. Med mindre man altså ignorerer den magtposition, kuratorerne har i selve udvælgesesproceduren.
Men Sheikh har da ret i, at vi trænger til en ordentlig kunstdebat. En debat, der griber fat i selve det centrale spørgsmål om, hvori kunstværdien ligger.
Med hensyn til den aktuelle Louisiana-udstilling kunne det f.eks. være interessant at overveje, hvorfor værkerne af Magnus Wallin, Eva Koch og Ann Lislegaard, for nu at nævne tre videoinstallationer, fungerer så meget bedre end Peter Lands, Joachim Hamous og Annika Ströms. Hvis ikke det er fordi førstnævnte værker udover at være klart konceptuelt betonede, også har visuelle æstetiske kvaliteter, der gør, at man får lyst til at se på dem i mere end de sædvanlige to sekunder.
Jeg mener kort sagt, at en kunstdebat, der ikke anerkender forhold som kunstnerisk kvalitet og følelsesmæssig appel overfor beskueren, vil køre uhjælpeligt fast i mudderet og ende med at blive en debat mellem teoretisk skolede universitetsforskere. Og det vil være døden for kunsten.
