Kronik

De intolerante muslimer

Middelalderens jøder levede sikrere i den islamiske verden end i den kristne, mener de fleste moderne historikere. Men nu har en ny skole af jødiske historikere inddraget fortiden i nutidens Palæstina-konflikt. Derfra er den vandret ind i den danske indvandrerdebat
20. januar 1998

Indenfor de sidste par år har en række kronikforfattere, heriblandt indvandrerkonsulent Tim O'Connor, forfatteren Hans Lyngby Jepsen og middelalderarkæolog Jan Simmen, beskrevet de kristne korsfareres brutale fanatisme, sandsynligvis i et forsøg på at modveje en stadig mere udbredt opfattelse af islam som en fanatisk, intolerant jihad-religion, og en deraf følgende mistænkeliggørelse af muslimske flygtninge og indvandrere.

Dette er nu faldet den ivrige indvandrerdebattør, Geoffrey Cain, for brystet, og den 18. november sidste år rettede han i en kronik i Information med overskriften "Korstog" et angreb på ovennævnte skribenter. Cains budskab er, at disse "humanister" overdriver korsfarernes brutalitet og fortier middelalderens muslimske intolerance. Dette gør de, stadig ifølge Cain, for at bane vejen for "et kommende muslimsk-domineret multietnisk Europa." Der er altså tale om en sammensværgelse, intet mindre. Cain mener nemlig, at vi lever "i en tid, hvor Europas befolkning langsomt skiftes ud med mennesker fra Tyrkiet, Pakistan og de arabiske lande... Om 50-100 år vil resterne af Europas nuværende samfund højst sandsynligt havne i en dhimmi (arabisk for religiøs minoritet)-lignende situation".

Og vil man vide, hvad det vil sige at være dhimmi under islam, kan man bare se, hvor ilde det gik de jødiske dhimmi i middelalderens muslimske verden.

Alene ud fra det synspunkt, at middelalderens forhold mellem kristne, jøder og arabere ikke har nogen berettigelse i en nutidig indvandrerdebat, er det efter min mening muligt at affeje ovennævnte artikler som subjektiv pseudo-historie. Men eftersom en række læserbreve i Information begejstret har støttet Cains synspunkter og omtalt hans historiske teorier som "tankevækkende", "fascinerende", ja, "en stor oplevelse", må det være på sin plads også at se nærmere på selve det historiske indhold i Cains artikel.

Den middelalderhistoriske del af Cains artikel indeholder den hovedpåstand, at jøderne generelt var lige så ringe stillet under islam som under kristendommen i middelalderen - det antydes endda, at de var værre stillet under islam, og foretrak at leve i det kristne Europa.

Denne påstand beviser Cain med et citat af den berømte jødiske polyhistor Maimonides (1138-1204): "Aldrig har et folk gjort os (jøderne) så megen fortræd, fornedret os, og hadet os så meget som de (araberne)." Dette citat er et uddrag af et brev, Maimonides skrev til ofrene for jødeforfølgelsen i Yemen i 1172. Brevet er skrevet i en situation, hvor Maimonides' familie få år forinden var flygtet fra almohadernes tvangsomvendelser i Marokko (1147-1269) til det mildere stemte muslimske Ægypten, og Maimonides havde altså, da han hørte nyhederne om forfølgelsen i Yemen, god grund til at antage en arabisk skærpelse af kursen overfor jøderne.

Den videre udvikling (se nedenfor), såvel som Maimonides' videre karriere under et skånsomt muslimsk styre skulle imidlertid gøre denne frygt overflødig. Maimonides havde i det hele taget ikke en direkte sammenligning af vilkårene for hhv. europæiske og arabiske jøder i tankerne da han skrev brevet, og han ville sandsynligvis ikke have været tilstrækkeligt informeret om sine europæiske trosfællers forhold til at foretage en sådan. De fleste moderne jødiske historikere (f. eks. H. H. Ben-Sasson, B. Lewis, M. Cohen, etc.) mener, at Maimonides' brev til yemenitterne ikke kan accepteres som et akkurat billede af jødernes tilværelse i den islamiske diaspora.

Cains 'bevis' relaterer sig altså snævert til almohadernes forfølgelser, og pogromen mod den jødiske menighed i Yemen 1172, der ret beset var begrænsede i tid, rum og omfang. Jeg kan tilføje, at der også var forfølgelser i Palæstina og Ægypten under den gale kalif al-Hakim i årene 1004-1021, og en regulær pogrom i Granada, 1066.

Der er ingen grund til at bagatellisere disse arabiske jødeforfølgelser; de er vigtige tegn på, at man ikke skal romantisere forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer i middelalderen. Men det er en fordrejning, når Cain bevidst forsøger at blæse dem op til at være repræsentative for middelalderens muslimsk-jødiske forhold, f.eks. ved at påstå, at almohadernes forfølgelser ramte hele 'den islamiske verden... fra Spanien til Asien'. I virkeligheden var de begrænsede til Nordvestafrika og det sydligste Spanien.

Disse pogromer må langt snarere anses for at være undtagelserne, der bekræfter reglen om relativt fredelige forhold for de jøder, der levede under islam. Det er også værd at bemærke, at de tre kendte tilfælde af tvangsomvendelser i den arabiske middelalder (almohaderne, al-Hakim, og Yemen) endte med genomvendelse til jødedommen, så snart forfølgelserne var forbi. Dette skete i fuld overensstemmelse med Koranen (Sura 2:256), der foreskriver, at muslimer ikke må anvende tvang i udbredelsen af deres religion.

Set i forhold til de katastrofer, der ramte jøderne i korsets skygge, var muslimernes jødeforfølgelser det rene vand. Hvor de få eksempler på forfølgelser i de muslimske lande altid begrænsede sig til lokale enkelttilfælde, spredte de mange kristne jødeforfølgelser sig ofte som steppebrande fra by til by og fra land til land, og førte til massemyrderier i en målestok, der var helt ukendt i den arabiske verden.

Korstogene medførte således jødeforfølgelser, der spredte sig epidemisk over store dele af Europa. Mest kendte er forfølgelserne i Tyskland og Frankrig under det første korstog (1096-99), men også de følgende korstog oppiskede masserne til pogromer. I England under det tredje korstog (1189-1192), ophidsede korsfarerne gadens parlament til massemord på jøderne i London, Norwich, Bury, Stamford og mange andre byer.

Forfølgelserne endte i denne omgang med, at den store jødiske menighed i York begik kollektivt selvmord, efter at byens borgere havde belejret slottet, hvor jøderne havde søgt tilflugt.

Gennem middelalderen førte uhyrlige beskyldninger om, at jøderne myrdede kristne børn som led i hemmelige ritualer ofte til udryddelser af hele jødiske samfund, og den samme skæbne mødte et stort antal af menigheder, der anklagedes for at have skændet hostien, det hellige symbol på Jesu legeme.

I 1298 beskyldtes jøderne i Röttingen for at have stjålet en hostie i kirken og pulveriseret den. Under lederskab af adelsmanden Rindfleisch ombragte en bande byens 500 jøder. Herefter drog banden hærgende gennem Sydtyskland, og massakrerede på under ét år 146 jødiske menigheder.

De middelalderlige jødeforfølgelser nåede deres vanvittige højdepunkt i midten af 1300-tallet under den Sorte Død, hvor det rygte, at jøderne havde forgiftet brøndene og dermed var skyldige i pesten, bredte sig over hele Europa, og betød den totale udslettelse af ca. 210 menigheder, og kraftige decimeringer af endnu hundredevis af jødiske samfund. Den Sorte Død ramte også den islamiske verden, men her førte den karakteristisk nok ikke til anklager mod jøderne, og derfor ikke til en eneste pogrom.

De vigtigste årsager til, at jøderne udsattes for så få overgreb i den islamiske verden var, at de hér var bedre integrerede i det økonomiske og sociale liv, og at de levede i et samfund, der var langt mere religiøst og etnisk mangfoldigt end det kristne europæiske.

I Europa udgjorde jøderne det eneste religiøse mindretal, og de var tillige isolerede i det økonomiske liv, hvor de efterhånden blev henvist til de forhadte professioner som pengeudlånere og pantelånere.

Den eneste grund til, at jøderne overlevede den europæiske middelalder var, at de verdslige fyrster så dem som givtige beskatningsobjekter, og derfor gav dem beskyttelse og privilegier. Men når presset fra kirken og den fanatiske pøbel voksede, og når indtægterne fra jøderne svandt ind, mistede jøderne denne beskyttelse, og der blev frit slag for forfølgelser. (Se Mark Cohen Under Crescent and Cross - the Jews in the Middle Ages (1994) for en objektiv sammenligning af jødernes forhold under de to verdensreligioner).

Når man således må konstatere, at Cain har uret i sin påstand om, at middelalderens jøder var mindst lige så ringe stillet under islam som under kristendommen, og indser, at de islamiske samfund i den tid var mere pluralistiske og mindre intolerante end de kristne, må man stille sig spørgsmålene: Hvor har Cain sine påstande fra, og hvorfra stammer opfattelsen af, at middelalderen har relevans i en nutidig debat?

At han citerer et amerikansk zionistisk tidsskrift, giver allerede et vink om ophavet til Cains revisionistiske teorier. Men endnu mere afslørende er det, at han som historisk autoritet henviser til den jødiske forfatterinde Bat Ye'or, der er en af de vigtigste repræsentanter for en revisionistisk skole indenfor den jødiske historieskrivning.

I 1800-tallet fostrede jødiske historikere myten om den arabiske middelalder som et trosmæssigt utopia, hvor jøder og kristne levede i den rene idyl under arabernes beskyttende vinger, i skærende kontrast til de europæiske jøders usle kår.

De liberale forfatninger havde ikke medført en tilfredsstillende ligestilling for jøderne, og ved at frembringe et skønmaleri af en sand jødisk guldalder under arabisk styre i middelalderen, forsøgte de lighedshungrende jødiske historikere at påføre en diskriminerende samtid dårlig samvittighed.

Dette guldalderbillede opmaledes fortsat langt ind i vort århundrede, hvor det fik ny kraft efter holokaust - igen kunne historikerne bruge middelalderens arabiske tolerance som den diametrale modsætning til den europæiske anti-semitisme, hvis historiske rødder man naturligt søgte afdækket (se f. eks. W. Kellers Spredt blandt folkeslagene, 1968).

Myten viste sig imidlertid også brugbar for arabiske anti-zionister. De hævdede, med stigende intensitet efter seksdageskrigen 1967, at det var zionisterne, der havde brudt idyllen i Mellemøsten, og de påstod, at så snart zionisterne og staten Israel var ryddet af vejen, kunne man vende tilbage til den arabisk-jødiske guldalder.

Denne opfattelse tjente samtidig til at legitimere en nyopstået arabisk anti-semitisk propaganda, rettet imod de 'utaknemmelige' jøder.

Som modtræk opstod der nu indenfor den jødiske historieskrivning og israelsk statspropaganda en revisionistisk skole, der producerede en modmyte. Fortalerne for denne nye opfattelse mener, at den arabiske anti-semitisme har ældgamle rødder, og at den muslimske behandling af religiøse minoriteter altid har været mindst lige så diskriminerende som den kristne.

Cains autoritet, Bat Ye'or, skal ses som en af de vigtigste repræsentanter for denne revisionisme, der altså er opstået i forbindelse med den tragiske strid om Palæstina/Israel i vort århundrede. Bat Ye'or fødtes og opvoksede i Ægypten, men måtte under ydmygende omstændigheder gå i eksil fra sit hjemland i 1956. Forbitret over denne skæbne, har Bat Ye'or viet en stor del af sit liv til i bøger og artikler at beskrive islam som en, historisk set, intolerant og forfølgende religion. Bat Ye'or og revisionisternes absolutte favoritkilde er Maimonides' brev til Yemen - såmænd den selv samme kilde, som Cain fører som bevis for sine postulater.
Denne revision af middelalderens historie er blevet til i et følelsesladet og hadsk politisk klima. Det er et sært og farligt fænomen, at Geoffrey Cain nu også har inddraget den i den aktuelle danske indvandrerdebat, i et sandt korstog mod danske kronikforfattere, muslimske indvandrere og den islamiske tro.

Jeppe Büchert Netterstrøm er 25 år og studerer historie ved Århus Universitet
 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andersen

Jøderne levede, ligesom de kristne i den islamiske verden, under dhimmi-status. Det vil sige - de levede på tålt ophold, under forudsætning af, at de betalte skat til muslimerne. Dette var ikke pga. tolerance overfor de kristne eller jøderne, hvad du åbenbart har fået forståelsen af, men af den simple grund, at muslimerne anså dem som værende en del af "bogens folk". Altså historien om Abraham og den ene gud. Betalte de ikke deres skat, blev de enten fordrevet eller dræbt, ligesom alle andre ikke-muslimer. Her var altså tale om total underkastelse overfor den muslimske majoritet.
I tiden op til korstogene, foranstaltet på vegne af paven efter adskellige nødråb fra bl.a. Jerusalem og Konstantinobel, var både jøder og kristne blevet slagtet, fordreve, tvangsomvendt eller dhimmificeret af muslimerne i henved 300 år. Hele Nordafrika, Persien, Palæstina og det nuværende Tyrkiet var blevet underlagt muslimerne og de få kristne og jødiske menigheder der var tilbage, levede altså under denne særegne form for "betalt beskyttelse".
Korstogene handlede bare om at generobre det hellige land ( Palæstina og Jerusalem ) og ikke om gængældelse for 300 års terror. Men senere indrømmede og beklagede kirken de overgreb, der samtidig havde fundet sted, på jøderne. Det er derfor fuldstændigt absurd overhovedet at sammenligne kristne og muslimske jødeforfølgelser, og afspejler vel blot det kristne menneskesyns evne til selverkendelse og anger.

Mvh.

Frank Hemmingsen

Egentlig har jeg mest lyst til at skrive Who Cares!! At høre/se repræsentanter for de tre store monoteistiske religioner forsøge at skrive hver deres version af historien er i bedste fald lidt latterligt. Religion, dem der har fundet på den og dem der lever efter den, er ophavsmænd til næsten alle store historiske konflikter og ufatteligt brutale menneskelige overgreb. Der er INGEN af de førnævnte tre religioner som har noget at lade hinanden høre og det virker en anelse søgt og noget akademisk at forsøge så mange år efter, med flere støvede bøger og tvivlsomme kilder i hånden at plædere for det ene eller andet synspunkt. Når man med relativt usammenhængende, meget lokalt inspireret, tudsegamle tekster i hånden forsøger at tiltvinge sig ret over landområder eller folks måde at leve og tænke på, ikke mindst i 2014 hvor vi jo burde vide bedre, ja så skaber det selvfølgelig problemer. Med den gamle bog i hånden har mennesker slået hinanden ihjel i århundreder, fra inkvisitionen til at blive slået ihjel for at formaste sig til at læse biblen på sit eget sprog som Thomas More så smukt stod i spidsen for, til at formaste sig at skrive om de sataniske vers osv. osv. Listen er jo lang og muslimerne har jo bestemt heller ikke ligget på den lade side, selvom det jo er helt afgørende hvem der sidder som religiøst overhoved og derved står i spidsen for hvordan disse gamle kragetæer skal fortolkes. Det der er fuldstændigt afgørende og essentielt for os som et lille folk men del af et større fællesskab er at vi fastholder vores ret til at leve, kritisere og ytre os på den måde vi nu ønsker det og ikke lader religiøsitet snige sig ind i det offentlige rum og derved skabe grobund for at vi (måske) bliver kørt ud på et sidespor.