Kronik

Italiens økonomi har fået en ny grundlov

Debat
15. januar 1998

Spillet om ØMU'en har vendt op og ned på italiensk politik og skabt nye alliancer mellem storindustri og venstrefløj

ØKONOMI I OPBRUD
For ikke så mange år siden bragte det tyske ugemagasin Der Spiegel en forside, der viste en rygende tallerken spaghetti med en stor, sort og velsmurt automatpistol med 16 patroner i skæftet placeret ovenpå den slyngede melmad. Det var forskrappet til en større analytisk artikel inde i bladet om forholdene i Italien. Forsiden fremkaldte en officiel italiensk protest - og en beklagelse fra redaktionen. Men den skal nok have dækket, hvad man i almindeligvis i det øvrige Vesteuropa tænkte om politik, kærlighed og forbrydelser i Middelhavets perle: "Et dejligt turistland men pas på tegnebogen og bilen og stol ikke for meget på, hvad de lokale siger, selvom det er herlige mennesker."
D'Alema, generalsekretær for den nuværende Prodi-regerings største parti, PDS, siger direkte: "Utroværdigheden er vort største internationale problem."
Ved valget den 21. april 1996 vandt den temmelig løse centrum-venstre-koalition - kaldet Oliventræet - en kneben men alligevel overbevisende sejr over tv-kongen Berlusconis eget parti Forza Italia og Finis postfacister. Den nu yderst korrekt klædte, uhyre intelligente, realistiske og demokratisk talende Fini, begyndte i øvrigt sin politiske karriere som medlem af en af de fascistiske MSI-tævebander.
Valget førte til den første centrum-venstre-regering i efterkrigstiden. Indtil det politiske sammenbrud under tryk af de store økonomiske skandaler - "Tangentopoli" - ved overgangen til 1990'erne, havde de kristelige demokrater og deres allierede uafbrudt haft magten siden krigen. I det nye politiske tomrum placerede tv-kongen Berlusconi sig først - derefter kom Prodi. Gennemsnitstiden for en italiensk regering i efterkrigstiden er lidt over ni måneder. Prodis to regeringer har foreløbig varet 20 måneder. Ikke en rekord, men nær ved.
Prodi selv er en mand udenfor gængs italiensk politik. Han er økonomiprofessor og tidligere leder af det statsejede IRI med omtrent 800.000 ansatte, og synes som person hævet over politisk eller økonomisk korruption. Hans faktiske skarphed er dækket bag en godmodighed - der får karrikaturtegnerne til at afbilde ham som en landsbypræst - og et tilsyneladende uopslideligt godt humør og et roligt sind. The Economist har sammenlignet ham og PDS's leder - det egentlige team bag regeringen - som "...den gode, runde politimand og den magre og skrappe politimand." Det sidste passer på D'Alema. Uhyre intelligent. bidende skarp og ude af stand til at skjule en medfødt arrogance og foragt for dem, der tænker langsomt. D'Alema er professionel, allerede som 10-årig talte han på offentlige møder.

Prodis styrke er, at han er en politisk amatør uden ambitioner om at klynge sig til magten. Han har blot stillet sig i statens tjeneste i en vanskelig situation. Hvilket er noget nyt for italienske statsministre siden den store kristelige demokrat Alcide de Gasperi døde.
Men "Oliventræets" sejr var ikke stor nok. Man vandt et absolut flertal i Senatet, men i Deputeretkammeret manglede man nogle stemmer, som man kun kunne hente hos Rifondazione Comunista, den mindste af de to dele som det gamle og meget store (op til 34 pct. af stemmerne) italienske kommunistparti blev splittet i. Regeringspartiet PDS er den anden og største del. Rifondazione (PRC) har altid nægtet at påtage sig et regeringsansvar og har hele tiden søgt at afpresse Prodi-regeringen indrømmelser ved at true med regeringskriser. De faktiske resultater har ikke været overvældende. Men for et par måneder siden bragte PCR virkelig regeringen Prodi 1 til fald. Reaktionen fra befolkningen - ikke mindst fra arbejderne, PCR's formodede støtter - var imidlertid så voldsom, at PCR gik på kompromis, idet man dog opnåede, at regeringen Prodi 2 gav en generelt løfte om en 35-timers arbejdsuge (på linje med Jospin-regeringen i Frankrig).
Prodis regeringer har kun kunnet give temmelig vage reformløfter - en lov om reform af det håbløse, kostbare og ineffektive italienske bureaukrati er vedtaget, men vil næppe have effekt før om 6-7 år. Hvis da ikke en ny regering forinden har afskaffet loven igen. Der ligger ligeledes kun en vag skitse til en gennemgribende uddannelsesreform.
Det helt afgørende for Prodi har imidlertid været at sanere den næsten faldefærdige italienske økonomi. På den ene side er den italienske økonomi rykket frem blandt verdens største efter en fremgang i efterkrigstiden uden europæiske sidestykke. Men samtidig tynges økonomien af en uhyre statsgæld (den største i Europa efter Belgien), der skyldes de foregående regeringers letsindige og svigagtige omgang med skatteydernes penge. Skattesystemet er kompliceret og utrolig langsommeligt - det kan tage 13 år før en skatteerklæring er endeligt godkendt. Det anslås, at skatteunddragelserne er på størrelse med skatteindkomsterne. I realiteten er det kun lønmodtagerne, der betaler fuld skat.
Hele dette systems fortsættelse er en umulighed, når Italien skal leve op til tre procent-kravet fra Maastricht-traktaten og komme med i ØMU'en fra første færd. Og netop det er noget af et folkekrav i Italien. Omkring 80 procent er for, viser opinionsundersøgelser.
"Med i Europa", som det hedder i regeringens propagandasprog, er blevet en slags garanti mod fremtidig økonomisk usikkerhed. Og et symbol på, at Italien ikke længere er "unormalt", men et ganske almindeligt europæisk land, moderniseret og en fuldværdig politisk partner.
Dette krav deles af både lederen af Fiat og den arbejdsløse. Her ligger Prodi-regeringens virkelige styrke. Den er garantien for, at Italien kommer med i dette forår, når beslutningen (formodentligt) tages om de kommende medlemmer af ØMU og de endelige kurser.
Situationen er altså totalt forskellig fra den danske. Opinionsundersøgelser viser faktisk, at der procentvis er omtrent ligeså mange ØMU-modstandere i Danmark som der er ØMU-tilhængere i Italien. De to lande er europæiske modpoler.
Prodi har imidlertid haft store problemer med at indfri kravene i tide. Der er kun realiseret visse rationaliseringer og nedskæringer af de sociale udgifter - først og fremmest af den anormale italienske pensionsordning, hvor man efter 30 års arbejde kan hæve 25 års pension. Sammen med en "Europa-skat" skulle det bringe Italien ned på de tre procents budgetunderskud, som er kravet fra Maastricht. EU-kommissionen skøn siger nu 3,2 procent, men Italiens chancer er i praksis steget i takt med de franske og tyske vanskeligheder med at overholde de tre procent.
Vigtigst er imidlertid den langsigtede tendens. Kan Italien, komme ind i ØMU'en - og blive der? Hvis et vaklende Italien skal pumpes op af Bundesbank, opstår en sikker spekulationsgevinst, som Bundesbank ikke vil finansiere ret længe. Og tillid til en varig budgetmæssig soliditet kræver mere dybtgående og holdbare reformer - ikke blot en engangsskat. Samtidig er en planlagt besparelse på omkring 10.000 milliarder lire efter politiske kompromisser skrumpet til 4.500 milliarder. Den planlagte privatisering (Italien har fra Mussolinis tid arvet den største statsejede industri i Vesteuropa) skrider kun langsomt frem. Det administrative spild og langsommeligheden er fortsat ikke overvundet. Den måde man i banker og offentlige kontorer anvender computere er tragisk.
Et personligt eksempel: Den samme bankoperation blev gennemført i København (pr. telefon fra Rom) og i Italiens største bank her i Rom. I København tog det seks minutter - plus en uge før dokumentationen var fremme. I Rom tog det lidt over en måned.
Det italienske postuvæsen er fortsat det mindst produktive i Vesteuropa. Ingen statsbaner har så mange tjenestemænd pr. kilometer som det italienske. Og der er næppe et andet land i Europa, hvor der er 150.000 gældende love (EU-gennemsnittet er 6-7000 pr. land) eller hvor en normal retssag varer seks år, hvis den er delikat nemt op til 20 år.

Men trods alt har Prodi-regeringen opnået vigtige resultater. Den italienske lire, der for få måneder siden kostede 1200 lire for en D-Mark er nu stabiliseret på knap 1000 lire pr. D-Mark. Den inflation der har plaget landet - og som har været oppe på 18 procent - er nu med blot to procent nede på et historisk minimum.
Den høje rente har især været en plage for den egentlige mekanisme i italiensk økonomi - de 350.000 små og mellemstore producenter med tilpasningsdygtige avancerede produkter. Nu er renten kun ca. én procent højere end den tyske.
Arbejdsløsheden har man ikke kunnet gøre noget ved. Den er fortsat omkring 12 procent - og det i et land uden reel arbejdsløshedsunderstøttelse og absolut ingen generel bistandsordning.
Men den faktiske økonomiske stabilisering har været stærk nok til at skabe et omslag i befolkningen: En større tillid til Prodi og en større tillid til fremtiden. De netop afholdte kommunalvalg gav da også PDS-borgmestre i ni af de ti største byer. Samtidig har landet hævdet sig stærkere udadtil - ikke mindst i kraft af de styrkede forbindelser til den franske centrum-venstre-regering.
Hvor længe holder så Prodi-regeringen? Ingen kan sige det, men det er karakteristisk, at hver gang det trækker op til store slagsmål - uanset om det er med Rifondazione, Berlusconi eller arbejdergiverforeningen - så bremser man i sidste øjeblik. Der er ligesom en tavs overenskomst om, at kun Prodi-regeringen kan bringe Italien ind i ØMU'en her til foråret. Den italienske storkapital udtrykker gennem sin grand old man - lederen af Fiat-dynastiet, Giovanni Agnelli - sin ubetingede støtte til Prodi. En anden af de tunge drenge, gummikoncernen Pirelli's direktør, har endog foreslået ekskommunisten D'Alema som statsminister, hvis Prodi skulle få forfald.
Indtil ØMU'en er sikret, må man lade småtingene ligge.
Bagefter kan man slås som sædvanligt - og så skal det vise sig, om der er et langsigtet opbrud i vælgernes grundholdninger. Men Prodi og hans fæller kan stadig risikere at få samme besked som moderen, der havde gjort sin pligt.
Og pligten er ØMU'en frem for alt.

Kjeld Østerling Nielsen er journalist og har boet i Italien i 30 år

APROPOS
Centrum og venstre
Den afdøde italienske kommunistleder Enrico Berlinguer sagde engang: "Man forandrer ikke et land, blot fordi man har 51 procent."
Pointen er, at det ikke er nok, at venstrefløjen indstiller det traditionelle kævl, man også at en samlet ventrefløj takket være sin øgede styrke kan få permanente alliancer med en del af centrum - den del der ikke længere flagrer hid og did af konjunkturelle hensyn eller for at overleve og bevare et par ministerposter - men som bliver en reel del i den sociale fornyelse.
Det er dette centrum-venstre perspektiv, der er på dagsordenen i både Italien og Frankrig. Og er der et konkret indhold i Blairs og hans elites visioner om det "erhvervende parti" må det være denne varige enhed mellem centrum og venstrefløjen.
En enhed, som efter denne skribents mening, er den eneste realistiske i en verden med de nationale og internationale styrkeforhold, som nu engang eksisterer og med alle de økonomiske bekymringer, ideologiske ængstelser (nyracismen og den "hvide" fascisme), der venter om måske næste gadehjørne.
PDS (Det Demokratiske Venstreparti) er et eksempel på et nyt form for venstrefløjsparti. Det er ikke, som det ofte skrives, et "reformeret kommunistparti".
De fleste medlemmer og vælgere er ikke og har aldrig været kommunister og partiet har ingen defineret ideologi.
Partileder D'Alema har gentagne gange erklæret at han er liberal og har den største respekt for det personlige initiativ. Han ønsker sig et bedre samfund uden at vil binde sig til en ideologi - heller ikke en socialdemokratisk. I al sin uformelighed og udefinerbarhed har man her begyndelsen til en ny type af venstre-massepartier, der ikke er bundet sammen ved ideologi med ved praktisk politik.
Præget af high-tech politikere der går lige til grænsen af den åbne og næsten erklærede opportunisme.

Kjeld Østerling-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her