Kronik

Jubeloptimister og mørkemænd

Debat
29. januar 1998

Er truslerne fra globaliseringen så store, at vi må skære velfærdssamfundet til benet? Eller skal vi tro på, at problemerne nok skal løse sig selv, hvis vi bare har styr på makroøkonomien og sørger for de bedste vilkår for de virksomheder, der konkurrerer med udlandet?

ØKONOMI I OPBRUD
De sidste 25 års økonomiske udvikling har ikke ført til en mere jævn fordeling af velstanden - tværtimod. Afstanden mellem rige og fattige lande er blevet større. Inden for de rige lande er ulighederne også blevet større.
USA har haft kraftig økonomisk vækst i mange år, men den er ikke kommet den brede befolkning til gavn. De fattigste har haft faldende levestandard. Middelklassen har stort set opretholdt levestandarden, mens de rigeste er blevet endnu rigere. Den amerikanske økonomi har skabt mange nye job, men det er på meget ulige vilkår.
I Europa har væksten været lavere, og der er skabt færre job. Arbejdsløsheden er derfor steget betydeligt i Europa. Der er i dag 19 millioner arbejdsløse i EU. Hertil kommer en mindst lige så stor gruppe, som er helt uden for arbejdsmarkedet og derfor slet ikke er registrerede som arbejdsløse. Det har været med til at øge den økonomiske ulighed i de fleste europæiske lande.
Hvad er årsagen til denne udvikling? Hvis vi spørger den økonomiske videnskab, får vi ikke noget entydigt svar. De hæderligste, og mest respekterede, økonomer indrømmer vel, at de ikke ved det. Det skal man ikke bebrejde dem. Men det illustrerer, hvor vanskelig opgaven er. Når der ikke er klarhed over årsagen til problemet, er det svært at finde holdbare løsninger.
Miljøet er en anden stor udfordring. Det er et faktum, at forureningen af naturen vokser. En vis forurening kan naturen absorbere. Om vi allerede har overskredet det punkt eller ej, er eksperterne uenige om. Heller ikke det, kan vi bebrejde dem. Men det gør ikke den politiske opgave mindre, at eksperterne er uenige. En ting er der dog tilsyneladende enighed om: Hvis hele klodens befolkning skulle have vores levestandard, med den nuværende produktionsform, ville det give meget store miljøproblemer.

Hvis vi tager de rigtige beslutninger, kan globaliseringen blive den motor, der trækker udviklingen i de kommende mange år. Men hvilke beslutninger er de rigtige? Der er ingen facitliste. Tværtimod er der et bredt spektrum af mulige svar, alt efter politisk observans.
Jeg plejer at illustrere de forskellige holdninger ved at se på to ydersynspunkter, som jeg kalder "mørkemænd" og "jubeloptimister".
Ifølge mørkemændene er truslerne fra globaliseringen så store, at vi ikke har anden udvej end at sætte lønningerne ned og skære velfærdssamfundet til benet. Jeg er ikke i tvivl om, hvor den strategi vil føre os hen. Uligheden vil stige enormt. Vi får et samfund af skopudsere på den ene side og en højtuddannet elite på den anden. Det er socialt og politisk uacceptabelt at følge mørkemændenes vej. Og strategien er også dødfødt for et højtudviklet land som Danmark, fordi der altid vil være en plet på jorden, hvor lønnen er endnu lavere.
Det andet ydersynspunkt er jubeloptimisternes. De mener, at problemerne nok skal løse sig selv, hvis vi bare har styr på makroøkonomien og sørger for de bedste vilkår for de virksomheder, der konkurrerer med udlandet.
Danske virksomheder skal konkurrere på viden, kreativitet og innovation. Det er en strategi, der kræver en arbejdsstyrke med høje kvalifikationer og en høj produktivitet. Hvis bare vi uddanner og opkvalificerer, så bliver der plads til alle på arbejdsmarkedet. Mener jubeloptimisterne.
Jeg hælder nok mest til optimisterne. Selvfølgelig skal vi sætte alt ind på at give danske virksomheder de bedst mulige rammebetingelser. Vi skal fremme fleksible organisationsformer, fremme innovation og lette kapitaltilførsel for bare at nævne nogle af overskrifterne. Regeringen er i fuld gang med initiativer på disse og andre områder.
Jeg er også enig i, at svaret på ny teknologi og nye organisationsformer er uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at udviklingen går hurtigere end tidligere. 80 pct. af den teknologi, vi bruger i dag, vil være udskiftet om 10 år. Og 80 pct. af arbejdsstyrken vil om 10 år have en uddannelse og nogle kvalifikationer, som er forældede.

Vi skal følge optimisternes kur, men den kan ikke stå alene. Vi skal også bruge anden medicin: Vi må forbedre tilskyndelsen til at arbejde. Arbejde forstået som det forhold, at man ud-fører noget, som andre sætter pris på. Det mest enkle bevis på det er, at man får penge for det. Derfor må det ikke være sådan, at det bedre kan betale sig at være på understøttelse, kontanthjælp eller anden offentlig forsørgelse end at arbejde. Vi må både se på indretningen af overførslerne og af skattesystemet. Det skal med i overvejelserne om en ny skattereform, hvordan vi kan indrette systemet, så vi i højere grad belønner en arbejdsindsats. Først og fremmest skal skatten ned på de laveste indkomster.
Vi er nået langt med aktivlinien i arbejdsmarkedspolitikken - med indsatsen over for de unge som den største succeshistorie. Hver gang der for to år siden var tre unge arbejdsløse, er der i dag kun én. Det har vist sig, at det hjælper at stille krav.
Vi skal henvise folk til arbejde, ikke til passiv forsørgelse. Men jobbene skal være der, inden folk har gået ledige for længe og hænger fast i arbejdsløsheden. Jeg mener, at der er gode muligheder for at skabe nye arbejdspladser inden for service, omsorg og miljøpleje til dem, der ikke kan følge med de stigende krav på arbejdsmarkedet. Det er alfa og omega at få oprettet nye jobs, som der er brug for, og som folk kan klare.

Opgaven er stor. Selv for et land som Danmark, der er i top, hvad angår beskæftigelse. Beskæftigelsesfrekvensen - dvs. den andel af alle 15-64 årige danskere, som arbejder - har ligget ret stabilt omkring 71-72 pct. i de sidste mange år. Det er et højt tal i forhold til i andre lande. I EU er det kun Luxembourg, der kan mønstre en mere flittig befolkning, mens der i USA er en endnu større andel, der arbejder, hele 73 pct.
I Danmark skal den sociale tryghed være et springbræt, der gør det muligt at tage initiativer og komme videre. Men der er stadig alt for mange, der holdes uden for arbejdslivet. Omkring 900.000 danskere i den erhvervsaktive alder lever i dag af indkomstoverførsler fra det offentlige.
En stor del fordi de er syge eller nedslidte eller har valgt at være hjemme hos deres børn. Men når vi ser bort fra disse grupper, står vi tilbage med et betydeligt antal personer, som både vil og kan arbejde, men som udviklingen har presset ud af arbejdsmarkedet - som er udstødte.
Vi har i dag en række muligheder for at give f.eks. løntilskud og skånejob, men det kan blive nødvendigt med nye offentlige tilskud.Den pris vil jeg godt betale. Støttet arbejde er bedre end intet arbejde.
De fleste af de nye jobs skulle gerne opstå i den private sektor. Det bør ikke være det offentlige, der løfter det tungeste læs. Hvis vi skal skabe et rummeligt arbejdsmarked med meningsfulde jobs, er det netop afgørende, at der er tale om rigtige jobs i private virksomheder.
Hvis det skal lykkes os at imødegå udstødelsen fra arbejdsmarkedet, må vi fastholde, at vi alle - både det offentlige, virksomhederne og borgerne - har et overordnet samfundsmæssigt ansvar for at løse problemerne. Hvis danske virksomheder skal gå ind i denne type af projekter, kræver det, at de løfter blikket fra de sorte tal på årsregnskabets bundlinie. Virksomhederne skal være villige til at tage et overordnet samfundsmæssigt ansvar. Det kræver nok, at de på dette område slækker på profitkravene.

Uddrag af erhvervsministerens tale, der i går indledte VL-døgn for erhvervsledere og andre interesserede under temaet: Kapitalismens fremtid - en udfordring til lederskab.

Jan Trøjborg (S) er erhvervsminister

APROPOS
Findes de udstødte?

"Nu hvor den danske arbejdsløshed på fem år er faldet fra omkring 350.000 til godt 200.000 er der folk, der nu får en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet. Der er ingen, der bliver udstødt fra arbejdsmarkedet, jeg kender dem ikke."
Sådan erklærede en selvsikker statsminister Poul Nyrup Rasmussen i Jens Reiermanns interview med ham i Information den 18. december 1997.
Hans erhvervsminister erkender derimod eksistensen af en gruppe udstødte i den tale, han holdt i går på virksomhedslederkonferencen Kapitalismens fremtid - en udfordring til lederskab.
Talen bringes i dag i uddrag i Informations Økonomiske Rum.
Jan Trøjborg skriver nemlig:
"Omkring 900.000 danskere i den erhvervsaktive alder lever i dag af indkomstoverførsler fra det offentlige."
Trøjborg pointerer, at en del af overførselsindkomstmodtagerne nyder velfærdsgoder som pension og børnepasningsorlov.
Han går dog også skridtet videre:
"Men når vi ser bort fra disse grupper, står vi tilbage med et betydeligt antal personer, som både vil og kan arbejde, men som udviklingen har presset ud af arbejdsmarkedet - som er udstødte."
Til dem foreslår Trøjborg en række nyskabte arbejdspladser, gerne med offentlig støtte, men fortrinsvis i det private erhvervsliv. Nærmere bestemt forestiller han sig de nye arbejdspladser inden for service, omsorg og miljøpleje.
"Vi skal lære det private arbejdsmarked, at der ikke er en modsætning mellem at være konkurrencedygtig og at tage sociale hensyn," sagde statsministeren også til Information i december.
Nu har regeringen chancen.
Det aktuelle VL-døgn tyder i hvert fald på, at erhvervslivet selv mener at have slået ørerne ud, klar til en ny tids udfordringer.mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her