Læsetid: 3 min.

Køer og kaos bag Københavns rådhus

6. januar 1998

Boligministeriet gider ikke tage kvalitativ ansvar for den danske boligmasse

FØRST TIL MØLLE
Den 1. januar 1998 startede Københavns Kommune sit nye magistratstyre. Startskuddet blev beskæmmet af køer og kaos bagved Rådhuset.
Boligministeriet ville uddele 100 millioner kroner til byfornyelse af andelsboligforeninger i hele Danmark, udfra et princip om, at de, som kom først til mølle, fik pengene med åbningstid på kommunernes rådhuse fredag d. 2 januar kl. 8.
Vi havde i vores andelsboligforening valgt at stå i kø fra torsdag aften kl. 17.30 indtil åbningstiden næste morgen kl. 8.00 (14 1/2 time). Vi kom til at stå som nr. 5 i køen.
Boligministeriet og Kommunerne har valgt dette princip ud fra en betragtning om, at det ville være den mest demokratiske løsning - som der står i det interne notat.
Jeg ved ikke hvem der har givet dem deres demokratiske opdragelse, men sådan som virkeligheden blev, blev det langt fra demokratisk.
Først til mølle-princippet er jo ensbetydende med, at de der har de fleste økonomiske og menneskelige ressourser til at stå længst tid i kø, får pengene.
Samtidigt var Københavns Kommune slet ikke forberedt på, at der ville komme 930 andelsboligforeninger, hvilket egentlig ikke kan undre, når man tænker på, hvor mange andelsboligforeninger der er i København, der gerne vil have forbedret deres facader mv.

Udfyldt skema
Det mest groteske ved farcen, var dog, at Kommunen forlangte en meget nøjagtig udfyldning af et skema der først blev offentliggjort ved udleveringen, samtidig med at skemaet skulle udfyldes hurtigst muligt, for det var afleveringen af det udfyldte skema, der afgjorde hvilket nummer, man blev.
Her skal man tænke på at der er 275 kommuner i Danmark, hvilket betyder, at hver kommune kan få godkendt en ansøgning på 363.000 kr., og jeg vil æde min gamle hat på at gennemsnitsansøgnings-beløbet ligger på en ca. 1-2 mill. kr.
Altså vil hundredevis af andelsboligforeninger have spildt deres tid, og staten vil få skrællet endnu et lag af den troværdighed, de måtte have tilbage.
Nå, det er meget godt altsammen, der er mange flere deltaljer, som jeg kunne fortælle om, men det mest interessante er dog at først til mølle-princippet fortsætter.
Nu starter nemlig Danmarks historiens største taste-konkurrence, fordi det er de kommuner, der er hurtigst ved tastaturet der får pengene - de skal nemlig uploades gennem boligministeriets hjemmeside på internettet, og det var egentlig meningen, det skulle foregå fra kl. 8 fredag på kø-dagen, men en eller anden embedsmand har nok luret den forestående fadæse. Så kort før kl. 8.00 blev der givet besked om, at indtastnings-dagen var blevet rykket til d. 12/1.
Boligministerriets web-side som kan klare 50 samtidige henvendelser, vil pludselig modtage over 1000 henvendelser - så her er det, at jeg æder flere af mine gamle hatte, hvis ikke boligministeriets og kommunernes links bryder ned mandag d. 12 januar kl. 8.06.
Boligminister Ole Løvig Simonsen kaldte fredag aften "princippet helt i orden", og sagde "at det er svært at finde en bedre metode".
Er der ikke en eller anden, der gider at give den mand et par ekstra timer i forvaltning og metodik.
Kære Ole, det mest fornuftige og demokratiske ville være at bruge et behovsprincip, altså hvilke bygninger har mest brug for en renovering. Og det er jo det, det hele har handlet om hele tiden, at Boligministeriet hverken orker eller gider at tage lidt kvalitativ ansvar for den danske boligmasse.
Derfor denne lille kolde vinterhilsen fra andelboligforeningen i Ålborggade 3-5. Næste gang I laver sådan et nummer, så kommer vi og smider jer ud, så kan I få lov til at stå og fryse ved bagindgangen til Rådhuset d. 1. Januar med eller uden tømmermænd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu