Kronik

Lad sindet blomstre

5. januar 1998

Lige så farligt som landbrugets omgang med giftsprøjten er det, når psykiatrien vil bortspøjte menneskets indre vilde natur

RET BESET
Hvis en læge her i landet vurderer, at man er sindssyg eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, og at det vil være uforsvarligt, hvis man ikke frihedsberøves med henblik på behandling, kan man tvangsindlægges eller tvangstilbageholdes på en psykiatrisk afdeling.
Frihedsberøvelsen og muligheden for at tvangsbehandle forudsætter, at udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet, eller at man frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
Loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien har siden 1989 udstukket de nærmere retningslinier for, hvor, hvornår og under hvilke betingelser den psykiatriske tvang over for patienterne kan og skal udøves. Den 19. december 1996 fremsatte den daværende justitsminister Bjørn Westh med et par års forsinkelse sit forslag til revision af loven.
Efter en høringsrunde og længerevarende behandling i Folketingets retsudvalg, der den 2. oktober i år afgav beretning om forslaget, blev det med enkelte ændringer genfremsat af justitsminister Frank Jensen den 14. november. Den 4. december var forslaget til fornyet 1. behandling.
I regeringens og Folketingets arbejde med den psykiatriske tvangslovgivning er der ikke indtil nu taget synderligt hensyn til de ønsker og forventninger, vi fra patient og eks-patient-side har haft og formuleret om en langt mere restriktiv anvendelse af tvang i psykiatrien end det, den nugældende lovgivning giver hjemmel til.
På trods af de senere års stærkt stigende anvendelse af tvang i psykiatrien lægger lovforslaget op til øgede kontrol- og tvangsforanstaltninger.
De væsentligste elementer i det aktuelle lovforslag er:
*For patienter, som efter udskrivning antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der findes nødvendige for deres helbred, skal overlægen ved udskrivningen sikre indgåelse af en udskrivningsaftale mellem patient, psykiatri, myndigheder, privatpraktiserende sundshedspersoner m.fl.
*Vil patienten ikke medvirke hertil, skal der udarbejdes en koordinationsplan.
*Oplysninger om patientens rent private forhold kan i nødvendigt omfang cirkulere imellem parterne i udskrivningsaftalen/koordinationsplanen.
*I op til en uge efter udeblivelse kan tvangsindlagte/-tilbageholdte patienter tilbageføres med politiets bistand.
*Klagers opsættende virkning ved tvangsbehandling begrænses. Ikke kun ved fare for eget liv eller helbred, men også ved fare for, at andre lider skade på legeme eller helbred, vil tvangsbehandling kunne iværksættes, inden klage er behandlet i klagenævnet.
*Der indføres et enstrenget klagesystem, hvor patientklagenævene bliver første klageinstans, både når der klages over frihedsberøvelse, og når der klages over tvangsbehandling. Den grundlovssikrede ret til at få frihedsberøvelsen prøvet ved en domstol bliver i følge forslaget nu til klagebehandling i anden instans. En sådan praksis foreslås på trods af Europarådets anbefaling om, at enhver psykiatrisk frihedsberøvelse automatisk bør afprøves ved en domstol.
*Der bliver adgang til at lade oplysninger om patientens identitet følge indberetning af tvang til Sundhedsstyrelsen

Som noget nyt foreslår justitsministeren nu en tilføjelse til lovens indledende bemærkninger, om at sygehusmyndigheden skal "tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard". Tilføjelsen lyder: "herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge- og personalenormering, mulighed for udendørs ophold samt beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud."
Med denne vage formulering forsøger man fra regeringens side uden at træde amtsrådsforeningen over tæerne at tage højde for den kritik, der fra mange sider har været rejst af, at man ikke i det oprindelige lovforslag havde indarbejdet elementære patientrettigheder, f.eks. til enestue.
Op til førstebehandlingen af lovforslaget den 4. december tegnede der sig et folketingsflertal for at udspecificere rettighederne i lovteksten. Dette flertal ser imidlertid nu ud til at være smuldret.
I bemærkningerne til det aktuelle lovforslag står der, at hverken koordinationsplan eller udskrivningsaftale kan gennemtvinges over for den sindslidende, at planerne/aftalerne er tidsbegrænsede, og at ordningen alene omfatter en mindre gruppe alvorligt sindslidende patienter.
Et andet sted i bemærkningerne finder man imidlertid følgende formulering: "Den, som efter en udskrivningsaftale har pligt til at følge en patient, skal konstatere, om patienten møder som aftalt i distriktspsykiatrien, hos den praktiserende læge eller i det sociale tilbud m.v. ... Såfremt patienten ikke kan motiveres til at overholde den indgåede aftale, forudsættes det, at der om nødvendigt tilkaldes en læge med henblik på at skønne, om indlæggelse, om nødvendigt tvangsindlæggelse, af patienten på psykiatrisk afdeling er nødvendig."

En så tvetydig formulering kan ikke overbevise mig om, atudskrivningsaftaler/ koordinationsplaner er nogen god idé. I stedet for at forlænge psykiatriens grundsyn og myndighed langt ind i den sociale sektor, burde retten til og kvaliteten af kommunale og amtskommunale tilbud og foranstaltninger uddybes og præciseres i den sociale lovgivning.
Med den begrundelse, at elstimulation (elektrochok) "ikke anvendes under tvang, medmindre der foreligger en aktuel eller potentiel livstruende tilstand", mener man desværre ikke, at der er brug for en særskilt regulering af denne behandlingsform.
Det er i øvrigt ikke i overensstemmelse med virkeligheden, når det hævdes, at elchok kun anvendes tvangsmæssigt i disse tilfælde.
I sin beretning tilkendegav retsudvalget, "at det må anses for at være i overensstemmelse med god psykiatrisk behandling, at man i videst muligt omfang sikrer, at patienter, der måtte have et ønske om at give en forhåndstilkendegivelse af, hvilke indgreb der findes mindst krænkende og mindst indgribende i personlighedsintegriteten, får mulighed herfor." Hvilke behandlingsformer, der er bedre end andre, må imidlertid efter udvalgets opfattelse "overlades til de fagligt ansvarlige".
Udvalget konkluderede, "at det følger af reglerne for lægers journalføring, at patientens ønsker til behandlingen noteres i journalen", og at det "er udtryk for god lægeskik at inddrage patientens tilkendegivelser som vejledende for overlægen i dennes overvejelser om tilrettelæggelsen af behandlingen - også i tilfælde, hvor behandling uden patientens samtykke kommer på tale."
I bemærkningerne til det aktuelle lovforslag tilslutter justitsministeren sig disse overvejelser.
Retsudvalget og justitsministeren har med andre ord valgt ikke at indfri kravet om en lovfæstet ret til at få et psykiatrisk livstestamente respekteret. (Se apropos'et.)
Man har således også at valgt at overhøre Etisk Råds anbefaling om at give forhåndserklæringer om psykiatrisk behandling en form for anerkendelse i lovgivningen.
Man har heller ikke fulgt rådets anbefaling om i bemærkningerne til loven at indføje en forpligtelse for de psykiatriske afdelinger til at tilvejebringe et differentieret behandlingstilbud med henblik på størst mulig hensyntagen til patientens egne ønsker. FN's, Europarådets og Etisk Råds opfattelse af tvang som værende de foranstaltninger, patienter ikke giver deres informerede samtykke til, er ikke taget til efterretning.
Ved tvang forstås således stadig i dansk lovgivning: "foranstaltninger, som patienten modsætter sig."

På baggrund af oplysninger, om, "at der findes patienter, som undgår at kontakte det psykiatriske system, fordi de ikke ønsker at blive udsat for tvangsmedicinering", anbefalede retsudvalget i sin beretning "justitsministeren i samarbejde med sundhedsministeren og amterne at undersøge muligheden for at etablere forsøg med medicinfri afdelinger som led i en foreløbig ordning, hvor patienterne får ret til at gennemleve deres psykose uden risiko for at blive tvangsmedicineret, men hvor behandlingen i stedet lægger vægt på pædagogisk/psykologisk terapi og anvendelse af alternative behandlingsformer."
I bemærkningerne til det aktuelle lovforslag forpligter justitsministeren sig til at iværksætte en sådan undersøgelse. Retsudvalgets anbefaling vakte i følge avisoverskrifterne i begyndelsen af november måned vrede og raseri blandt landets "førende" psykiatere, hvilket har gjort ministre og enkelte politikere betænkelige ved idéen.
At udvalgets meget forsigtige formuleringer har vakt så megen harme blandt høgene i dansk psykiatri, giver stof til eftertanke. Er det virkelig så umuligt og uladsiggørligt at komme de mange mennesker i møde, for hvem traditionel psykiatrisk behandling i form af syntetiske medikamenter og strøm gennem hjernen er et onde, man gør alt for at undgå?
Høgene, der for tiden tegner dansk psykiatri i offentligheden, er ude af trit med tiden. Den énsidige fokusering på sindslidelser som defekter og sygdomme i folks hjerner harmonerer ikke med patienternes og omverdenens oplevelse af de sindssygelige tilstande som naturlige og meningsfulde, men ofte uhensigtsmæssige reaktionsmønstre, som de fleste mennesker - når det kommer til stykket - kan genkende i større eller mindre grad.

Landbrugets og den petrokemiske industris forsøg på at kontrollere den vilde natur med giftige sprøjtemidler har vist sig at udgøre en trussel ikke blot mod naturen, men også mod vores egen overlevelse.
Psykiatriens bestræbelser på at kontrollere og eliminere menneskets indre vilde natur med giftige produkter fra den kemiske medicinalindustri er en ligeså farlig blindgyde. Ligesom flere og flere forbrugere forlanger økologiske fødevarer, vil flere og flere af psykiatriens patienter efterlyse en professionel hjælp, hvor naturlige lægemidler, kostterapi med videre supplerer bestræbelserne på at hjælpe den enkelte med at finde ind til den dybere mening og leve konstruktivt med galskaben
Når man fra psykiatrisk side påberåber sig eneretten til at definere, hvad der er godt for patienterne - på trods af, at disse i stort omfang vælger psykiatriens ydelser fra, ja, så er der noget, der halter.
Skulle forslaget om medicinfri afdelinger blive til mere og andet end et slag i luften, vil det åbne for en yderst tiltrængt fornyelse.
Lykkes det for høgene at bremse sådanne alternative forsøg inden for psykiatrien, må det helt klart være andre faggruppers og institutioners opgave at tage fat.
Det er nu, de reformvenlige kræfter, der vitterligt findes inden for psykiatrien, må se at komme ud af busken!

Karl Bach Jensen er tidligere psykiatrisk patient, nu leder af Værkstedet i Kolding og aktiv i pskykiatribruger/overlever-bevægelsen

APROPOS
Psykiatriske livstestamenter

Den offentlige debat i anledning af psykiatrilovsrevisionen har mest drejet sig om (fraværet af) elementære materielle rettigheder: enestue, frisk luft og beskæftigelse. Mindst lige så væsentligt er det at styrke selvbestemmelsesretten i forbindelse med psykiatrisk frihedsberøvelse. Tvangsbehandling i form af stærk psykofarmaka eller el-chok er i sig selv farlig for patientens helbred. Den kan påføre uoprettelige skader, i værste fald være livsfarlig. Blandt de psykiatribrugere og -overlevere, der har organiseret sig nationalt og internationalt, har den almindelige holdning i en årrække været, at psykiatrisk tvangsbehandling er et onde, som på længere sigt bør afskaffes, hvorimod psykiatriske frihedsberøvelser under visse nærmere og snævert definerede betingelser må accepteres.
Hvad angår den psykiatriske tvang, har vi især koncentreret os om følgende mærkesager:
*Retten til at få et psykiatrisk livstestamente eller en psykiatrisk forhåndserklæring respekteret. Det vil sige, at man på forhånd skal kunne bestemme, hvilke behandlingsmetoder, der må anvendes, og hvem der kan træffe afgørelser på éns vegne, hvis man kommer i en tilstand, hvor man efter loven kan tvangsindlægges/-tilbageholdes.
*Retten til medicinfri hjælp, dvs. at man, når og hvis man er eller bliver psykisk syg, bør have ret til hjælp fra det offentlige, også når man fravælger psykiatriens standardløsninger.
*Generelt forbud mod at anvende elektrochok som tvangsbehandlingsmetode.
Enkelte stater har i dag en retspraksis, der i et vist omfang giver psykiatriske forhåndserklæringer retsgyldighed. I kantonen Geneve i Schweitz giver en generel bestemmelse patienter ret til at få forhåndserklæringe respekteret. I Florida i USA kan en psykiatrisk forhåndserklæ-ring, hvad angår behandling, man ikke ønsker at modtage, kun tilsidesættes, hvis der er overhængende fare for patientens liv eller legeme, og i givet fald kun inden for 72 timer med mulighed for forlængelse, hvis en i forhåndserklæringen udpeget stedfortræder samtykker heri.
Karl Bach Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu