Læsetid: 6 min.

Lad os svælge i død, angst og kærlighedsfallitter

28. januar 1998

Hovedfjenden er ikke kirken, men den promiskuitet, som kapitalismen har i sin sold - den Mammongud, der gør kærligheden til redskab for slavepiskere

SEX & MORAL
Diskussionen i Information om kunst, kærlighed og moral er vigtig. Det viser tilslutningen til debatten.
Allan de Waal fremturer. I sit nye debatindlæg fra 20. januar kommer han ikke med nogen forklaring på sin tilsvining af mig og min nye bog Mefistos mareridt som underlødig moralisme. Jeg får blot yderligere at vide, at jeg tager kunsten under "håndfast behandling". Intet konkret. Kun abstrakte, nedgørende ord.
Nævn bare ét af de kunstværker, som jeg indgående har behandlet, de Waal, og påpeg hvori det unuancerede og underlødige består. Det er det mindste, man kan forlange.
Ellers fortoner al saglig diskussion sig i stenkastning. Og så mister De helt den troværdighed, De allerede har sat det meste til af. Jvf. Ana Maria Munars rammende ordbog over Deres og den forbenede del af kulturradikalismens totalitære måde at forvanske begreber på: "Når der står Det gode, læs moralisme".
En af hovedpersonerne i Mefistos mareridt, Arne Haugen Sørensen, er meget glad for bogen, men forberedte mig på, at kunsthistorikere ville vende tommelfigeren nedad, fordi den ville ramme deres livsform og kunstsyn for hårdt. Det ser ud til at holde stik.

Skrivekløende tudser
Diskussionen om kunst og kærlighed er imidlertid for vigtig til at nøjes med de Waals skrivekløende skruptudser.
Georg Metz har forsøgt sig som historiker i 1800-tallets sædelighedsfejde i et intermezzo, hvor han tager de Waals parti mod Bjarke Møller, sammenligner Waal og sig selv med Brandes og Møller med Bjørnstjerne Bjørnson. Man "mere end aner den samme skillelinie" i et sædelighedsopgør, hvor "kirken støttede (...) Bjørnsons anviste kyskhed og vendte sig mod den ateistiske, fremmede (jødiske) Brandes", et opgør, der også fik "alt, hvad det kunne trække af religiøse over- og undertoner".
De toner bryder Metz sig lige som de Waal ikke om, selvom alle store kulturdebatter har disse toner. Ellers ville de også være komplet ligegyldige. Religion handler jo om meningen med livet; hvordan vi kommer bedst igennem med os selv og fællesskabet i behold. Georg Brandes var da også en glødende religiøs personlighed, blot med ryggen vendt mod Gud. Han er - som ung - et af mine idealer. Men ikke som ældre. Han blev mere og mere narcissistisk og endte med i dyb ensomhed at dyrke sig selv som Gud i sine store selvbiografier af bl.a. Voltaire og Michelangelo.
I en diskussion om livets mening gælder det om at vide noget og være åben. Her kniber det for Metz. Han gør derfor som de Waal over for mig, han putter Bjørnson og sin kollega Bjarke Møller ned i en bekvem, ufarlig, reaktionær, national, kristen og kirketro kasse.

Bjørnson demokrat
Den går bare ikke. Bjørnson var lige så stor en internationalist som Brandes. Og så havde han modsat Brandes den kvalitet, at han var demokrat, hvor Brandes mere og mere foretrak aristokratiske undtagelsesmennesker, der kunne dyrke deres egen lystmoral.
Bjørnson førte livet igennem en hård kamp mod kirken og dens mirakeltro. Han gennemløb en rivende udvikling i pagt med verdenslitteraturens moderniseringsproces, fra en realistisk romantik (Synnøve Solbakken) til en naturalisme (Over Ævne), som han ind i 80'erne og 90'erne kombinerede med nyromantiske tanker. Og så førte han en livslang kamp mod et dobbeltmoralsk borgerskab, hvor mændene foretrak i praksis at adskille sex fra kærlighed, så de ikke blot i socialsfæren, men også i intimsfæren blev barske undertrykkende patriarker.
Hvad endelig den seksuelle lidenskab angår, der altid udvikles i kraft af samfundsengagementet, så var Bjørnson selv mindst lige så lidenskabelig som Brandes. I sin Fiskejenten agiterede han for, at mennesket som kunstneren måtte sige ja til det farlige, forførende, lidenskabelige sind, da det ellers var umuligt at sprænge det regerende borgerskabs ødelæggende livsform i luften.
Det var imidlertid ikke til at ramme disse hårdkogte fine borgere. Bjørnson selv blev mere og mere forbitret over kapitalismens og de store borgeres undertrykkelse af deres egne koner og børn og af middelklasse, arbejdere og småfolk. Desuden ærgrede det ham, at de nye moderne kunstnere vendte ryggen til virkeligheden og samfundet med en dyrkelse af absint, angst, mystik og død i en kunst uden håb for mennesket. Han mærkede også borgerskabets narcissisme på sin egen krop, som det ses bl.a. af Paul Lange og Tora Parsberg fra 1898.

Politik og kunst
Derfor agiterede han for, at politik og kunst var to sider af samme sag. I kamp mod den samfundsskabte kynisme gjaldt det om, at kunstnere og politikere så det som deres "fornemste opgave at skabe den største form for menneskekærlighed for at give samfundet godt mod og bedre kår".
Men det brød de unge kunstnere sig ikke om. De havde nok i sig selv. Akkurat som de Waal og Georg Metz over for Bjarke Møller og mig vrissede de af al iver for at skabe en god verden, ligesom over den utiltalende forbindelse Bjørnson havde bevaret til de lavere lag i samfundet.
At kunsten, som Bjørnson hævdede, skulle handle om kærlighedens kamp mod nihilismen, var uhørt. I 1889 formulerede Edvard Munch og andre et af deres ni bud for bohemen: "Du skal hade og foragte bønder som Bjørnstjerne Bjørnson". Den unge kunstkritiker Arne Garborg stemte i med: "Bjørnson må afskaffes".
Parolen var: Vi, bohemerne, borgerskabets børn, vil have lov at svælge i død og angst og kærlighedsfallitter. Vi vil leve som vore fædre i dyrkelse af vore egne lyster. Vi vil lave billeder af forfaldet og undergangen, eller lave billeder af billeder, billeder uden virkelighed, dyrke formen og farven som befriende.
Resultatet blev sex i stedet for kærlighed, dyrkelse af uskyld i et dyrisk paradis, frem for besværet med at påtage sig den skyld, man altid må vedkende sig, hvis man ikke tager sig nok af sine nære og ikke gør nok for at omskabe verden til et mindre forførerisk og mere varmt sted.

Ikke hovedfjenden
Når Metz tror, at kirken og religionen i dag stadig er hovedfjenden, tager han meget fejl. Kirken var ganske vist dengang en pestilens for folk som Bjørnson som for Voltaire og Brandes, fordi den på deres egen som i den foregående kulturs tid i århundreder havde støttet et stærkt, forlorent, oligarkisk borgerskab.
Dette hadede til gengæld den store befriende kærlighed mellem to enestående mennesker, der beundrer og respekterer hinanden, den kærlighed, der siden den opstod i 1200-tallet i Provence, i forskellige former har gennemsyret kulturen og givet de mennesker, der har oplevet den, kraft til op gennem tiden at bekæmpe al ekspanderende pengemagt, al hensigten helliger midlet og al forloren og sentimental dyrkelse af det hinsides.
I meget af den tid trivedes den uden for ægteskabet, fordi de sociale bånd bastede menneskene dér - det gjaldt endnu i Brandes' borgerskab - men i dag har den med kvindens frigørelse fået virkelig gode muligheder for at trives i ægteskabet.
Når Bjørnson modsat Brandes talte for, at den måtte bevares i familien, hang det sammen med, at han modsat Brandes ville bygge samfundet ikke på det fine allerede fordærvede borgerskab, men på folket. Begyndte også det i efterabelse af borgerskabet at undergrave familien, ville hele samfundet gå til.
I dag er hovedfjenden mod den store og altid samfundskritiske kærlighed ikke kirken, men den promiskuitet, som kapitalismen har i sin sold, den krop uden sjæl, der gør kærlighed til seksuelt tidsfordriv, og det er den Mammongud, der gør kærligheden til redskab for slavepiskere.
For at slutte med Octavio Paz, som Bjarke Møller med god grund bragte ind i debatten: "Hvis vor verden skal genvinde helbredet, skal behandlingen være dobbelt (..): En politisk og social reformering af det liberale kapitalistiske demokrati skal gå hånd i hånd med kærlighedens genopstandelse".
Det kræver, at vi som i det store kærlighedsmøde genopdager og dyrker hinanden som uundværlige, særegne mennesker.
"Jeg tror, at vi, hvis vi ikke vil udslettes, må finde frem til et menneskesyn, som gengiver os bevidstheden om hvert enkelt menneskes enestående identitet", skrev Paz.
Det kræver, at man ikke pisser på hende, som man lever med (jvf. Bo Holm Jacobsens gode indlæg 23. januar). Og det kræver, at man ikke putter folk, som man diskuterer med, ned i en papkasse efter at have strintet på den med sin eneste form for sæd: sit eget pis, og så smækker låget i: Bjørnson må afskaffes. Tandrup må afskaffes. Med Metz' ord: Lad ham ligge, som han har redt. Han og Møller er lige så store idioter som Bjørnson.
Hvem er idiot? Hvem ligger i en tilpisset, kønsløs seng? Lad læseren dømme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu