Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

Debat
19. januar 1998

Ytringsfrihed og offentlige ydelser

13. JAN. - Et åbent brev til Jytte Andersen - samt til de politikere, der taler om manglen på menneskerettigheder i andre lande uden at fatte, hvordan menneskerettighederne i Danmark rent faktisk fungerer for efterlønsmodtagere og mennesker på overgangsydelse, som ifølge arbejdsmarkedslovene i deres fritid er frataget deres mulighed for frit at udtrykke sig i ord og billeder m.v., når de modtager disse ydelser.
F.eks. skriver Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (DfA) til mig, at "så længe der alene er tale om hobby, og aktiviteten ikke sker med salg for øje hverken direkte eller indirekte," kan man blive på ydelsen."
Men DfA kan til enhver tid hævde, at når man f.eks. maler, skriver og evt. tænker på at offentliggøre sine synspunkter eller at udstille billeder - så er det selv-stændig virksomhed med salg for øje, og man bliver derfor frataget ydelsen!
Ligesom man heller ikke selv kan bestemme, hvor og med hvem man vil udstille sine billeder offentligt! Uanset både dette frit at skrive og male m.v. samt at udstille, hvor som helst, er omfattet af grundlovens Pgf.77, som også omfatter bildende kunstneres ytringsfrihed!
Således bliver menneskerettighederne reelt tilsidesat for disse omtalte grupper af mennesker, hvilket er oplagt diskrimination.
Men DfA har også oplyst mig om, at det kan "være muligt at skrive kronikker til aviserne og herved give sin mening offentligt til kende i dagspressen samt modtage vederlag herfor, da en sådan aktivitet normalt ikke vil blive betragtet som vedvarende selv-stændig virksomhed."
Jeg troede, at ytringsfriheden var "vedvarende" og grundlovssikret også for mig! Derfor disse spørgsmål til ministeren: Hvorfor giver arbejdsløshedsloven kun ret til en begrænset verbal ytringsfrihed, nemlig når ytringerne ikke er "vedvarende" - og man endda har ret til at modtage betaling herfor? Hvor-imod loven aldrig giver frihed til billeddebatterende ytringer og derfor heller ikke frihed til at vælge, hvor og med hvem man vil udstille? Dette betyder, at man reelt er afskåret fra overhovedet at have ytringsfrihed til at udtrykke sig visuelt - endsige til at modtage betaling for rene visuelle ytringer.
Er det meningen, at arbejdsmarkedets love accepterer, at man modtager et vederlag for begrænsede verbale ytringer? Hvorimod man overhovedet aldrig har mulighed for at ytre sig frit i billeder, og derfor heller aldrig har ret til at modtage et vederlag for visuelle ytringer?
Hvor er logikken i disse kendsgerninger?
Og hvor er den grundlovssikrede ytringsfrihed for mennesker på efterløn og overgangsydelse?

Else Taisbak
Solvangen 6
5260 Odense S

Afgrænsning af suverænitet

9. JAN. - Informations leder den 8. januar siger noget vigtigt om den danske EU-debat, at både Thorkild Simonsen og Drude Dahlerup kom med et par uheldige avisbemærkninger, - hvis de ellers fra starten er korrekt citerede.
Jeg finder dog, at JuniBevægelsens efterfølgende pressemeddelelse rettede udmærket op på sagen.
Over for lederens øvrige synspunkter, så har jeg den opfattelse, at man i vurderingen af EU-udviklingen må bedømme en ophævelse af grænserne mellem EU-landene som et særligt spørgsmål.
Jeg finder, at der er skrevet væsentlige ting om dette, at fastholde grænserne - også mellem demokratiske nationer - i en verden med stigende behov for grundig levnedsmiddelkontrol, kontrol med illegal indførsel af pesticider og andre giftstoffer, narkosmugling, kriminalitet, menneskesmugling osv.
Og der er flere problemer end disse: Selvom suverænitet slet ikke kan opretholdes på alle felter, så er afgrænsning af den resterende suverænitet lige så vigtig, som hidtil for et samfund, som ønsker at opretholde et demokrati.
Alt dette er der skrevet uddybende ting om, både i Information (bl.a. af Thorkild Kjærgaard) og f.eks. i Højskolebladet (Karl Otto Meyer i nr. 28, 1997), i Notat, i Nødvendigt Forum. Og vel at mærke: De allerfleste af artiklerne og debatindlæggene uden gnist af nationalistiske toner.
Dette er let at konstatere, når blot man i sin læsning fastholder en skelnen mellem på den ene side en værdsættelse af en nations sammenhold og forsvar for sine demokratiske rettigheder og (relative) selvstændighed og på den anden side nationalistiske holdninger.
Konkret vedrørende flygtninge og indvandrer-spørgs -målene, kan man udmærket være tilhænger af et tæt samarbejde mellem EU-landene og samtidig ønske grænserne mellem landene opretholdt.
Personligt mener jeg, at en sådan form for samarbejde
*er rigtigst i respekt for hvert af landenes demokrati (og højst forskellige forhold).
*vil være mest holdbart i længden, netop fordi man her har at gøre med indenrigspolitisk meget centrale felter.
*vil være den form, som store lande som Frankrig og Storbritanien i alle tilfælde vil praktisere (hvorimod lande som Danmark vil følge eventuelle overnationale aftaler).
Jeg har i en artikel i Information (15/3, 97) prøvet at belyse, hvor vigtigt det er at bevare mest mulig demokratisk selvstændighed på flygtninge/indvandrerfeltet, hvis man vel at mærke ønsker folkelig opbakning til de store integrationsopgaver.

Uffe Geertsen
Ermelundsvej 96
2820 Gentofte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her