Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
27. januar 1998

Ludfattige danskere

21. JAN. - I Frankrig bor der i dag, i vores moderne tider, ikke mindre end 10.000.000 indbyggere der kan kategoriseres som ludfattige, det fortalte P1's Orientering tirsdag den 20. januar. Disse ludfattige franskmænd indbefatter udover arbejdsløse på understøttelse ( i Frankrig på omkring 4.000 kr.) også en del af de franske ufaglærte arbejdere, der tjener 6.000 kr. eller mindre hjem om måneden. Det, der specielt fangede mig i denne sammenhæng, var ordet "ludfattig".
Hvis min hukommelse ikke bedrager mig, betyder det løst defineret: En der ikke bare er fattig, men meget fattig, muligvis så fattig at vedkommende ikke kan opretholde et, i forhold til sine omgivelser, værdigt liv.
Dette burde i sig selv være grund nok til en rimelig forargelse, men det falder ikke mig for at debattere det franske samfunds behandling af deres arbejdere eller arbejdsløse, i hvert fald ikke nu.
Tilbage på sporet, var det der gjorde dette ord så vigtigt for mig, at programmet kun nogle få minutter tidligere havde omtalt den nye flygtningepakke indeholdende den nye "introduktionsydelse" til flygtninge. Denne "introduktionsydelse", oplyste de, kunne komme helt ned på 5.000 kr. om måneden, og her ligger så katten begravet. Pointen er blevet nævnt så mange gange før, men den kan åbenbart ikke nævnes tit nok: Hvordan kan vi i det danske samfund tillade os at behandle nogen på en måde så de ender under kategorien 'ludfattige'.
Så vidt jeg husker, er det op til flere gange blevet nævnt, at den danske, og internationale, lovgivning på dette område foreskriver, at flygtninge, der er blevet optaget i et givent land, skal behandles på lige fod med andre borgere, også når det gælder kontant hjælp. Et afsluttende spørgsmål kunne være: Er der overhovedet nogen, der rådgiver den lovgivende magt om, hvad den kan tillade sig at gøre til lov?

Anders Boss Holsting
Gl. Kongevej 179
1850 Frb. C

Diskrimineringsårsager

21. JAN. - I Information den 20. januar, under overskriften "Diskriminering i USA - og i Danmark", bruger Eva Legene Andersson (ELA) en del plads på at nå frem til sin forargelse over et par bemærkninger i Året der gak, der ikke lever op til den høje moralske standard, hun er vant til i USA. Lad gå med det; bortset fra at ELA vist ikke forstod vittigheden om Pia Kjærsgård, er det refererede diskriminerende og ikke særlig morsomt.
Desværre afbryder ELA meget hurtigt den interessante del af sin indledende diskussion, nemlig paradokset mellem ekskluderingen af en 19-årig studerende, på grundlag af "stupide bemærkninger om kvinder", og det forhold, at konsekvent diskriminering, i form af ulige lønforhold for mænd og kvinder, ikke diskuteres. Tilbage bliver kun en orientering om nye bizarre udslag af politisk korrekthed, denne særlige amerikanske sport, der nu skal kaldes for sensitivitets-træning.
Uanset navnet virker det, på mig, som jagt på virkning i stedet for årsag. Jeg medgiver, at årsagen til diskriminering er væsentligt mere uhåndterlig end virkningen; men tror afgjort ikke, at et par "kineserøjne" fra værtinden i Året der gak, gør den dybereliggende.

Tim Vedel-Hansen
Bredegade 13B
2000 Frederiksberg

Grantræer og Information

21. JAN. - I den seneste abonnementskampagne for Information prøver man at slå et slag for de svenske grantræer. Hm...
Siden 1960 er næsten to trediedele af det dengang så smukke, åbne svenske kulturland blevet tilplantet med mørk, dræbende monoton industri-nåleskov. Mængder af små idylliske landbosamfund med en dengang varieret flora en nu tæt tilplantede eller ligefrem nedlagt til fordel for effektivt voksende gran- og nåletræsplantager. Mængder af kunstgødning er spredt ud, for at bønderne kan få en maksimal indtjening ved et hurtigtvoksende produkt.
Jeg foreslår, at avisen ændrer kampagnen til en redning af de svenske løvtræer Hvordan det så end gøres...

Nils Vest
Bådsmandsstræde 43
1407 København K

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her