Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

24. januar 1998

Den klarer vi, Tandrup
20. JAN. - I et interview den 31 december tog historikeren og kunsthistorikeren Leo Tandrup afstand fra sadomasochismen, som den kommer til udtryk ikke alene i kunsten, men også mellem mennesker helt privat, under deres egne gode dyner fra Skumhuset. Han mener, det skyldes forholdene på arbejdsmarkedet. "Men ville det ikke være bedre at skabe et samfund, hvor man ikke er nødt til at pine hinanden?"
God ide! Glimrende nytårsforsæt! Det klarer vi nok i år, samtidig med at vi skærer ned på fedtet og lægger tobakken på hylden.
Så får vi også energi og overskud til næste års store moralske udfordring: Hvad med at skabe et samfund, hvor ingen behøver at drømme om natten?

Inger Holst
Hasle Centervej 171
8210 Århus V

Godt det var her i Danmark
19. JAN. - Den lykkelige ændring af den groft
diskriminerende lov/be-kendtgørelse om taxachaufførerne viste klart fordelen ved en lov vedtaget i Danmark i modsætning til EU-love.
Folketinget kan omgående ændre loven eller kræve, at ministeren ændrer bekendtgørelsen. Her skete det, efter at "offentligheden" havde blandet sig og politikerne skammet sig. Det er positivt at kunne skamme sig!
Havde det været et EU-direktiv, skulle 20 kommissærer, 626 parlamentarikere og 15 ministre - eller i hvert fald et flertal af dem - tilsammen have skammet sig, og et enormt bureaukratisk apparat sættes i gang. Det ville sandsynligvis tage årevis at ændre.
Så nu kan arbejdsivrige taxachauffører og ventende taxakunder prise sig lykkelige over, at de denne gang ikke blev omfattet af EU's omsiggribende lovkompleks.

Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14
9240 Nibe

Du skylder mig 100 kr., Henning
21. JAN. - Forfatter Henning Prins har en skrap karakteristik af "68-generationen", som angiveligt var umulig at stole på og opførte sig totalt egoistisk og anarkistisk. Det gjaldt nu ikke os alle, i hvert fald ikke os, der på almindelig jævn vis passede et lønarbejde og forsørgede en familie, - alt på ganske uakademisk og uflippet vis. Men der var jo - som HP selv skriver - de store stjerner, prinserne, don juan'erne - som vi andre, menige, så op til, og var stolte af at "kende", nærme os.
Eksempelvis var jeg faktisk helt stolt over, at jeg på in-stedet Drop-Inn havde fået lov at låne selveste HP 100 kr. af mine surt tjente småskillinger. Når jeg pralede med det, blev jeg leet ud af vennerne, som helt sikkert kunne oplyse mig, at jeg aldrig ville se skyggen af de penge, trods HP's "dyre løfter".
Vennerne har - indtil nu - fået ret.
Men hvis HP nu føler trang til at gøre bod, krydse sine sidespor, skal jeg såmænd gerne modtage beløbet nu, - og så til gengæld love at spørge efter hans oversete bog på mit lokale bibliotek, - og eventuelt også læse den.

Robert Refby
Slotsherrensvej 55
2710 Vanløse

Gang i brintbiler
20. JAN. - På Enhedslisten initiativ kommer Danmark nu på banen i anvendelsen af brint som brændstof i biler. Brint kan laves af vindmøllestrøm og når det afbrændes i bilens forbrændingsmotor bliver det til vand. Nul luftforurening og nul drivhuseffekt. Det løser dog ikke alle problemer med bilerne. De fylder og larmer stadig og derfor skal der stadig satses på mere kollektiv trafik.
Perspektivet med brintprogrammet har fra Enhedslisten side været at få demonstreret, at det kan lade sig gøre at anvende vedvarende energi som brændstof til transportformål. De store bilfabrikker konkurrerer i øjeblikket om at komme først med prototyper på brintbiler som afløser for den benzindrevne bil. Det danske program vil ikke tage denne konkurrence op, men satser på - med forankring i vindmøllelaug - at sprede brintteknologien "fra bunden" gennem biler med ombyggede brændselmotorer. Programmet er skruet sådan sammen, at det understøtter en udvikling, der svarer til den vi har oplevet på vindmølleområdet. Vi håber, at programmet vil demonstrere, hvorledes der kan kobles en enhed, der producerer brint, til en vindmøllepark, hvor andelshavere så kan komme og tanke op.
Til at gennemføre programmet nedsættes et fagligt udvalg, hvor bl.a. RISØ, Organisationen for Vedvarende Energi, Nordvestjysk Folkecenter for vedvarende energi HT, Danmarks Tekniske Universitet og Elkraft tilbydes deltagelse.

Bent Hindrup Andersen
MF, Energipolitisk ordfører, Enhedslisten

Se under Den Danske Bank
20. JAN. - Politisk leksikon:
Færø-sagen - se under Den Danske Bank
Den Danske Bank - se under Finanstilsynet
Finanstilsynet - se under Regeringen
Regeringen - se under Den forrigere regering
Den forrige regering - se under Den Danske Bank.

Kim Øllegaard
Tastrupvej 15, Sig
6800 Varde

Tjenestemandsloven skal ændres
21. JAN. - Al fremtidig tillid til politikere og embedsmænd afhænger af, at regeringen effektivt rydder op efter Færø-sagen. Fremskridtspartiet kræver, at regeringen gør alt for at få placeret ansvar. Både over for Finanstilsynet, Finansleringsfonden af 1992, Nationalbanken, advokater, revisorer, embedsmænd og alle andre implicerede.
Dette kræver formentlig en ændring af tjenestemandsloven. Men ingen kan leve med en tjenestemandslov, der bevirker, at tjenestemænd slipper for ansvar, blot fordi de flytter stol. Det er krav, Fremskridtspartiet vil stille under den kommende forespørgelsdebat om Færø-rapporten.
Fupnummeret kunne kun lade sig gøre, fordi hele embedsmandsapparatet, offentlige tilsynsorganer som Finanstilsynet og Nationalbanken, statsautoriserede revisorer og advokater lod sig bruge til dette fordækte politiske spil.
Derfor kan Færø-sagen ikke slutte med en eller anden økonomisk kompensation, hvor regningen i virkeligheden betales af danske og færøske skatteydere.
Alle ansvar skal gøres gældende.

Kirsten Jacobsen
MF, Fremskridtspartiet

Strudse og EMU'er
20. JAN. - Jeg synes, at "Danmark i Europas" strudsekampagne er genial. Dagens udgave i Information med den glade struds på den øde ø, hvor strudsen siger: "Nu har vi gudskelov det hele for os selv" mangler bare underteksten: "Strudsen, EMU glæder sig hver gang, der sker en yderligere sikring af EU's ydre grænser".
Andreas Åbling PetersenStadebjerggård, Ellum
6240 Løgumkloster

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu