Læsetid: 6 min.

Mugabes jordreform

3. januar 1998

18 år efter at det sorte befolknings-flertal overtog magten, kan reformen ikke udskydes meget længere uden at det nærmer sig bedrageri overfor vælgerne

ZIMBABWE
Så er Zimbabwe atter kommet i mediernes søgelys. Igen på grund, af jordspørgsmålet, hvor Præsident Mugabe har truet med at nationalisere de store farme, der er drevet af hvide farmere. Og igen har beslutningen både internt i Zimbabwe og især i Europa fremkaldt et ramaskrig og dystre spådomme om, at en gennemførelse af planerne vil betyde ruin for Zimbabwe.
Økonomisk set er det korrekt, at en gennemførelse af planerne utvivlsomt vil få ganske alvorlige konsekvenser for den i forvejen anstrengte zimbabweanske økonomi:
*de næsten 4.000 hvide storfarme gør Zimbabwe selvforsynende med fødevarer til den stærkt stigende befolkning, der siden uafhængigheden for snart 18 år siden er fordoblet, og hvoraf en stærkt stigende del bor i byerne;
*produktionen på de hvide farme er baggrunden for opbygningen af en fødevareindustri, et af de områder hvor Zimbabwe har en komparativ fordel;
*ud over eksport af fødevarer samt industrielt forarbejdede fødevarer består en stigende del af Zimbabwes eksport af afskårne blomster og frugt. Produktionen heraf er kapital-intensiv og foregår derfor næsten udelukkende på de hvide storfarme;
*der arbejder og bor op mod en million landarbejdere med deres familier på de store farme. Med en arbejdsløshed på næppe meget mindre end 50 procent vil det være næsten umuligt at få ikke alene beskæftiget, men også finde land til og stille bolig til rådighed for denne befolkningsgruppe uden for de hvide storfarme;
*efter uafhængigheden har regeringen pålagt de hvide storfarme en lang række skatter og afgifter. Resultatet er, at man har tvunget farmerne til at effektivisere og rationalisere i en grad, så storlandbruget i Zimbabwe er betydeligt mere effektivt end i Sydafrika. Et kuriøst eksempel på de hvide storfarmeres effektivitet er, at de ministre og højere embedsmænd fra det nye styre, der har overtaget nogle af de storfarme, hvor de hvide ejere efter selvstændigheden flygtede til Sydafrika, ofte har ansat hvide forpagtere til at drive gården.

Hønen med guldæggene
På denne baggrund kan man rolig sige, at der skal mere end en dyb indånding til for at gennemføre en nationalisering af de hvide storfarme, som alle er enige om kommer temmelig nær på 'at slagte hønen der lægger guldæggene'.
Det er den nuværende ledelse i Zimbabwe naturligvis ikke uvidende om. Der er i ZANU - det helt dominerende politiske parti - og i regeringen en række gode økonomer, og præsident Mugabe tillægger selv økonomien så stor en rolle at han efter uafhængigheden har gennemført et økonomisk studium ved et engelsk universitet.
Men hvad er det så, der får regeringen med præsident Mugabe i spidsen til at insistere på denne grundlæggende ændring?
Det er umuligt at forstå
zimbabweansk politik uden at gøre sig klart, at Zimbabwes altdominerende sorte befolkningsflertal først opnåede politisk indflydelse efter en blodig borgerkrig hvor mellem 30.000 og 40.000 sorte blev dræbt. Indtil selvstændigheden i 1980 lå den totale politiske og økonomiske magt først hos Storbritannien - indtil 1965 - og herefter hos de ca. en kvart million hvide 'settlers' der havde bosat sig i Syd-Rhodesia.

Cecil Rhodes
I den 90-årige periode fra Cecil Rhodes besatte området til den hvide settlerbefolkning var nedkæmpet, var den sorte befolkning systematisk blevet frarøvet den bedste jord - og deres borgerrettigheder systematisk undertrykt.
Selv efter at den hvide settlerbefolkning havde erklæret sig uafhængig af Storbritannien (UDI), var den britiske regering ikke indstillet på effektivt at hindre undertrykkelsen af den sorte befolkning, hvilket sammenholdt med den indirekte støtte Ian Smith-regimet fik fra Sydafrika gjorde at selvstændigheds-kampen blev så lang og blodig.
Det nye demokratisk valgte styre under præsident Mugabe stod i 1980 overfor en ydre og en indre trussel mod styrets eksistens: først og fremmest det sydafrikanske apartheidstyres systematiske forsøg på at destabilisere den zimbab-weanske regering. Men også kampen om magten mellem de to store stammer i Zimbabwe: shonaerne og ndebelerne.
I denne situation blev enhver tanke om at tage et opgør med det hvide befolkningselement lagt på hylden. Selv spørgsmålet om at straffe gerningsmændene for de krigsforbrydelser som Ian Smith-regimet begik under uafhængighedskampen - og som snildt kommer op på siden af over-grebene i Bosnien - blev undgået ved at lade de implicerede flygte til Sydafrika.
Spørgsmålet om opgøret med kolonitidens uretfærdigheder - og derigennem med det hvide befolkningselement - der i mellemtiden er reduceret til vel under 200.000 - blev imidlertid kun udsat - ikke aflyst. Med beslutningen om at sammenlægge ndebelernes parti ZAPU med shonaernes ZANU i midten af 80'erne var der skabt en enestående løsning på det stammespørgsmål, der i afrikansk sammenhæng var et helt centralt element i opbygningen af en na-tionalstat.
Samtidig var destabiliseringstruslen sydfra ved at aftage efterhånden som apart-heid-styret fik tiltagende interne vanskeligheder.

Nationalisering
Præsident Mugabe fremsatte derfor allerede i 1987 forslag til nationalisering af de hvide storfarme - forslag der til forveksling ligner dem, der nu er blevet fremsat, blot i mere specificeret udgave.
Mens det i 1987 kom som et chok for det hvide befolkning - og naturligvis især for de hvide farmere - burde det allerede efter 1987 være gået op for alle, at der var nogle ret så fundamentale politiske spørgsmål som endnu ikke var blevet løst efter magtskiftet i 1980.
I et hvilket som helst demokrati vil det være uacceptabelt på længere sigt at lade et lille mindretal, hvis forfædre har stjålet jorden - og som skiller sig klart ud fra befolknings-flertallet gennem sin hudfarve - blive siddende på den økonomiske magt. Og de hvide storfarmere kontrollerer stadig ca halvdelen af den bedste jord i Zimbabwe.
Der har da heller ikke været uenighed mellem ZAPU og ZANU om at dette levn fra kolonitiden måtte ændres. Tværtimod har lederen af ndebelerne Josuah Nkomo presset på for at få gennemført en jordreform, medens præsident Mugabe har holdt igen. Spørgsmålet har 'kun' været, hvordan en jordreform skulle gennemføres og i hvilket tempo.
Der er ingen tvivl om at både den hvide befolkning og Zimbabwes vestlige donorer og samhandelspartnere i al for høj grad har set spørgsmålet ud fra en økonomisk synsvinkel. Og som tidligere anført risikerer en nationalisering af de hvide storfarme at sætte økonomien alvorligt tilbage. Ja, regeringen har endog ikke råd til at yde den lovede kompensation for bygninger og inventar m.v. til de storfarmere hvis jorde bliver nationaliseret. Og langt mindre finde de ganske store beløb det vil koste at få de tidligere storfarme udstykket og de nye ejere sat i gang.

Løftet om jordreform
Alligevel er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at det er en forudsætning for det nuværende demokratiske system i Zimbabwe at der gennemføres en eller anden form for jordreform. Løftet om en jordreform var simpelt hen et centrale element under den lange befrielseskamp. Hertil kommer at Zanu stadig er helt afhængig af den massive opbakning partiet nyder i den landbefolkning, der var hovedhjørnestenen i befrielseskampen. Indsigelserne mod præsident Mugabes forslag kommer fra byerne hvor man i højere grad ser på de økonomiske konsekvenser og hvor ZANU har mistet meget af sit greb om befolkningen.
I spørgsmålet om hvordan en jordreform skal gennemføres, må det nok konstateres at den eneste realistiske form i et fattigt udviklingsland er en beslaglæggelse - d.v.s. nationalisering uden, eller med kun meget ringe kompensation.
Og i og med at der snart er gået 18 år siden det sorte befolkningsflertal overtog magten, kan man vel ikke udskyde afgørelsen alt for meget længere uden, at det nærmer sig bedrageri overfor vælgerne.
Jeg har ikke med ovenstående sagt, at det forslag præsident Mugabe har fremlagt er udtryk for den bedst tænkelige balancegang mellem det politisk nødvendige og de økonomiske hensyn. Præsident Mugabes stigende autoritære ledelsesstil og hans manglende villighed til at lytte til argumenter fra personer udenfor ZANU har utvivlsomt gjort opgaven med at finde en sådan balance vanskeligere. Blot peget på de politiske faktorer der gør det uomgængelig nødvendigt at gennemføre en eller anden form for jordreform.
Det må have nogle konsekvenser at udkæmpe en lang og blodig uafhængighedskamp. Og herhjemme burde efterfølgerne efter de partier - socialdemokrater og det radikale venstre - der gennemførte jordreformerne i 1919 trods de reaktionære partiers hyl om konfiskation og snarlig økonomisk ruin nok være villige til at vise en vis form for forståelse for 'den politiske nødvendighed'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu