Kun fem procent af befolkningen arbejder sort. Men vennetjenester kaldes - meget misvisende - også for sort arbejde. De kunne med lige så god ret opfattes som et udtryk for sammenhold og godt naboskab
ØKONOMI I OPBRUD
Når alle andre gør det, hvorfor skulle jeg så ikke også gøre det? Myten om det sorte arbejdes omfang florerer. I bevidstheden om, at det er så udbredt, så snyder jeg jo i virkeligheden mig selv ved ikke at arbejde lidt sort, så jeg ligesom alle de andre kan stikke lidt ned i lommen uden om skattevæsenet. Det må vel nærmest betragtes som min ret, når nu alle de andre gør det. Og på den måde spreder det sorte arbejde sig i kølvandet på en - skal det straks vise sig - fejlagtig opfattelse af, hvor udbredt det er at arbejde sort.
Rockwool Fondens Forskningsenhed med Gunnar Viby Mogensen i spidsen kan derfor ikke roses for meget for at have sat et projekt i gang, der skal afdække, hvor udbredt det sorte arbejde er - eller rettere ikke er. Det er i det hele taget forskningsenhedens plan at kigge danskernes adfærd på disse lidt mere skyggefulde områder nærmere efter i sømmene. Herunder også at granske, hvorledes danskerne sådan rent moralsk vurderer disse lidt skyggefulde aktiviteter.
Udtrykket skyggeøkonomi er i øvrigt ganske godt dækkende, idet forskningsenheden i denne omgang er veget tilbage fra at værdisætte egentlig kriminel aktivitet og koncentrerer sig primært om skatteunddragelser.
Selvom Rockwool Fondens Forskningsenhed har til huse i Danmarks Statistik, er der en meget klar arbejdsdeling. Forskningsenheden ønsker netop at stille ganske følsomme spørgsmål til befolkningen om dens mere skyggefulde aktiviteter, som det officielle Danmarks Statistik ville have meget, meget svært - for ikke at sige umuligt - ved at få et ærligt svar på. Dette forleder dog ikke den uafhængige forskningsenhed til at overdrive dens evne til at få den hele og fulde sandhed ud af danskerne. Det understreges gang på gang, at her er der tale om forsigtige underkantsskøn over, hvor meget der bliver holdt uden for det officielle økonomiske kredsløb i form af sort arbejde og "stalddørshandel".
Resultatet er umiddelbart voldsomt. I runde tal er det ikke mindre end 30 procent af befolkningen mellem 18 og 66 år, der i 1997 svarede "ja" til spørgsmålet, om de inden for det seneste år enten har arbejdet sort eller har handlet sorte varer (dvs. varer uden regning).
Et ganske stort tal må man sige; men - og det er et vigtigt men - her er der langt fra tale om, at disse personer er fuldtidsbeskæftigede med sorte aktiviteter. Tværtimod udgør den gennemsnitlige arbejdstid i forbindelse med sort produktion mindre end tre timer pr. uge. Hvis vi ganger det op til et samlet billede af den skjulte produktion på landsplan, så ville det alt i alt udgøre 29 milliarder kr. Det svarer til ca. 2,7 procent af nationalproduktet, som altså unddrager sig dagens lys og dermed også skatteministerens fangarme. Ved en umiddelbar betragtning er der således tale om ca. 15 milliarder kr., der smutter uden om stats- og kommunekasserne.
Men dette regnestykke forudsætter, at værdien af sorte arbejdstimer kan ansættes til den samme løn, som de hvide arbejdstimer. Og det kan man næppe som hovedregel. For hvis der skulle betales fuld pris for f.eks. sort rengøring, så ville den jo ofte ikke blive udført.
Yderligere skal man ikke være blind for, at hvis alle disse ekstra skattekroner virkelig skulle kradses ind, så ville det betyde en væsentligt skærpet kontrol af et meget stort antal skatteydere, for som nævnt er det 30 procent af befolkningen, som i skattemæssig forstand arbejder sort. Her vil en mere selektiv indsats fra skattevæsenets side nok bedre kunne betale sig, for nogle brancher og faggrupper er klart overrepræ-senteret i den sorte statistik.
Der står lige frem i rapporten: "at det med nogenlunde sikkerhed kan konkluderes, at det især er mændene, de unge og de faglærte, der udfører sort arbejde, mens der ikke er noget der tyder på, at de arbejdsløse skulle arbejde specielt meget sort. Rapporten fastslår også med et rammende understatement, "at der er mindst sandsynlighed for, at der arbejdes sort i København og dens forstæder". Så slap forfatteren for at nævne, at Vestjylland ligger klart i top med 35,2 procent.
Det konstateres også, at det er i servicefagene (madlavning og servering til fester, frisørarbejde, reparation navnlig af biler, børnepasning, havearbejde, rengøring m.m.), at det sorte arbejde florerer skarpt fulgt af bygge- og anlægsvirksomhed.
Den her refererede undersøgelse lider dog efter min mening under, at den meget brede skattemæssige definition af sort arbejde, som også inkluderer vennetjenester og byttehandler (der på årsbasis overstiger den såkaldte bagatelgrænse på 1.000 kroner) Det vil sige, at uformelle aftaler om gensidig hjælp, hvor der ikke kommer betaling på bordet her registreres som sort arbejde. Hvis jeg f.eks. hjælper naboen med selvangivelsen mod til gengæld, at han sørger for at mine vinduer får en omgang træbeskyttelse, så er det sort arbejde! Når familien henter æg og grøntsager på nabogården, som tak for at de låner vores sommerhus to uger i juni - så er det ifølge skattelovgivningen sort arbejde. Men den moralske opfattelse af disse transak-tioner "mellem venner" er nok mindre kategorisk. De kan med lige så god ret opfattes som et udtryk for sammenhold og godt naboskab, ja, måske endda som en frugtbar måde at skabe et socialt netværk og en forstærket solidaritet i de lokale miljøer. Det vil kunne skabe både trivsel og velfærd, og formentlig også aflaste de sociale kasser.
Og det er her langt den største del af den "sorte" aktivitet ligger. Tallenes tale er umiskendelig, idet disse vennetjenester i Danmark er den helt dominerende form for det, der efter min mening misvisende i rapporten kaldes "sort arbejde". Det udgør to tredjedele af de personer, der er omfattet af statistikken over sort arbejde), der som nævnt omfattede ikke mindre end 30 procent af befolkningen. Og selv blandt den resterende tredjedel angiver de fleste, at nok kommer der penge på bordet, men at et element af vennetjeneste bestemt ikke er uvæsentligt.
Det antal personer, der er omfattet af det virkeligt kulsorte arbejde udgør således mindre end fem procent af den samlede befolkning, hvoraf langt den overvejende del som allerede nævnt findes i forskellige service- og reparationsfag.
Det var altså ikke 30 procent af befolkningen, men snarere fem procent, der overhovedet gi-ver sig af med egentligt sort arbejde, hvoraf de fleste kun er på "deltid". Hermed synes problemet med sort arbejde at være skrumpet gevaldigt ind. Det er en vigtig konklusion, som rapporten burde have formidlet tydeligere; for herved kunne der rammes en pæl gennem den myte, at alle arbejder (i et vist omfang) sort, hvilket bidrager til at gøre det moralsk acceptabelt. Nej, det gør alle faktisk ikke - tværtimod, og derfor er rapportens resultat så vigtigt.
Skyggeøkonomien i Vesteuropa - Målinger og resultater for udvalgte lande af Søren Pedersen med bidrag af Esben Dalgaard, udgivet af Rock-wool Fondens Forskningsenhed, København 1997
Jesper Jespersen er professor ved Institut for Samfundsøkonomi, Roskilde Universitetscenter
APROPOS
Værdien af den sorte økonomi
Det er ikke kun det danske skattevæsen, som interesserer sig for omfanget af den sorte økonomi.
EU interesserer sig også for dette spørgsmål, fordi EU-indtægter fra de enkelte medlemslande delvist er baseret på størrelsen af Bruttonationalproduktet (BNP) og -indkomsten (BNI).
Herved har EU fået en helt kontant interesse i, at BNP omfatter alle transaktioner af økonomisk værdi, uanset om de er "sorte" eller "hvide". I den forbindelse har det været nødvendigt at gradbøje begrebet "sort økonomi", idet der i EU-opgørelsen (endnu) ikke er taget skridt til at inddrage egentlig kriminalitet (den såkaldt 'dobbelt-sorte økonomi).
Her ville narkotikahandel, hælervirksomhed og prostitution kunne skæppe i EU-kassen. Dette skyldes, at medlemslandene i fremtiden i stadig stigende grad skal indbetale bidrag efter udviklingen i BNP, der delvist afløser EU's andel af det til statskassen indbetalte momsbidrag.
Tidligere havde EU således en interesse i, at momsgrundlaget blev så ensartet og så stort som muligt, hvilket førte til en strøm af momsharmoniseringsdirektiver. Men da blandt andet den offentlige sektor ikke er omfattet af momsgrundlaget, så argumenterede de "fattige" sydeuropæiske lande med, at momsgrundlaget gav et skævt billede af landenes økonomiske formåen.
En sandhed med modifikationer skulle det vise sig.
For nok blev det accepteret at ændre på kriteriet for betaling af EU-bidraget til i højere grad at basere sig på BNP; men så skulle det også være et "ærligt" BNP, hvor den sorte økonomi blev kvantificeret. Det førte i første omgang til en opjustering af den italienske økonomi med ikke mindre end 18 procent. Pludselig viste det sig, at det italienske nationalprodukt opgjort pr. capita var større end det britiske med tilsvarende konsekvenser på betalingen til EU! Grækerne fik et løft på 20 procent! Og der ventes med spænding på revisionen af det spanske nationalprodukt; men alene det forhold at mere end 10 procent af arbejdsstyrken har sort fuldtidsbeskæftigelse giver et fingerpeg om, at også det spanske BNP skal løftes med en "sydeuropæisk" faktor forment på 15-20 procent.
I Danmarks Statistik arbejdes der også på højtryk med at få bragt Nationalregnskabet op på EU-standarden.
Hertil er der ligefrem ansat en BNI-konsulent, der skal sikre at EU-harmoniseringen føres ud i livet. I det omfang resultaterne fra Rockwool Fondens Forskningsenhed lægges til grund for revisionen vil der blive tale om en opskrivning af det danske BNP på et sted mellem 0,8 og 2,7 procent. Hvilket også fortæller, hvor stor usikkerheden egentlig er på 'værdien af det sorte arbejde'.
Men fra 1998 er der ingen vej uden om, idet der simpelthen ved en bindende EU-retsakt er besluttet, at medlemslandene senest med udgangen af september måned 1998 skal indberette en revideret opgørelse af BNI.
Til sidst et hjertesuk - jeg kunne have ønsket, at EU med samme nidkærhed havde stillet krav om, at der udarbejdes et grønt nationalregnskab, hvori de miljømæssige omkostninger fremgik eksplicit. Det ville nemlig vise en mindre, men ærligere opgørelse af nationalindkomstens størrelse.
Jesper Jespersen
