Læsetid: 6 min.

En narcissistisk børnehavecivilisation

Debat
14. januar 1998

I modernismen skal man helst være neutralist - ironisk over for verden frem for moralsk forpligtet over for den

DE WAAL
Hvordan debattere med et individ som Allan de Waal. I en artikel om Sex og moral, i Information 9. januar, vender han sig imod Bjarke Møllers leder af 3. januar og imod mig i et interview af Møller med mig af 31. december.
Dette ville være velkomment, hvis det var sagligt. Men jeg skal bare møves, fordi jeg formastede mig til at kritisere nogle kunstnere i modernismen og vor tid, som de Waal åbenbart selv opfatter som fredhellige køer, f.eks. Kandinsky, Richard Mortensen, Jeff Koons.
Mine udsagn er bigotte, snævertsynede, ja, sorte. Og hvorfor? Jo, for det første bunder de i mine "egne moralske synspunkter". Og det må indrømmes - det er jo alvorligt! For i modernismen skal man helst være neutralist, ironisk over for verden frem for moralsk forpligtet over for den.
De Waal forstår åbenbart ikke, at hvis man kender traditionen, tiden forud for den traditionsfornægtende modernisme, så er man et led i den tradition, hvorfor éns moralske synspunkter ikke bare er éns egne.
For det andet refererer jeg ikke til "hverken æstetiske eller kunsthistoriske diskurser". Men det er jo idioti at kræve referencer i en avisartikel - hvor idiotisk fremgår måske af, at de Waal ikke selv brillerer med referencer i sit indlæg - jo, til modesexologen Preben Hertoft.

Banal damptromle
Karakteristisk for de Waals banale damptromleniveau er, at han nedgør en forsker uden at kende den bog, Mefistos Mareridt, som var årsag til interviewet. Ud over opgør med al fundamentalistisk moral, inklusive den modernistiske ideologis, findes der i Mefistos Mareridt lange diskussioner om æstetikkens væsen og om historiesynets betydning for vurderingen af kunstværket.
Det er karakteristisk for alle selvtilstrækkelige kunstkritikere, og dem er der mange af, at de Waal i bedste papkassestil forsøger at placere mig i en ufarlig, moraliserende kasse. Så kan han bekvemt komme til at pisse på mig. Og det er åbenbart vigtigt. For det har han lige lyst til, og lysten skal han da sandelig bare følge. For så føler han sig lige så fri som den af ham forgudede Preben Hertoft.
Som alle, der er opdraget i vor tids narcissistiske børnehavecivilisation føler de et større ansvar over for sig selv og deres egen lyst end over for kærligheden til og dermed åbenheden over for den, de lever sammen med.

Firs års modernisme
Lysten her består i at gøre Bjarke Møller og mig til fortalere for aflivningen af "80 års modernisme". Hvad rager det de Waal, at jeg i Mefistos Mareridt, med Delacroix, van Gogh og Matisse i centrum, har givet en indgående og nuanceret skildring af, hvorledes modernismen er opstået i reaktion mod kapitalismens og materialismens selviske og livsfortærende åndløshed?
Hvad rager det ham, at jeg har givet meget positive karakteristikker, ikke mindst af Delacroix, van Gogh, Picasso og Arne Haugen Sørensen? Og de går jo ikke ligefrem ind for, at livet skal styres af præsteknæver og snæver inkvisatorisk fundamentalisme, som Bjarke Møller og jeg beskyldes for at være tilhængere af. Vi står tilmed på denne knævers "laveste niveau".
Hvem der står dér, kan vist diskuteres. Hvad der skiller, er synet på virkeligheden og kærlighedens rolle i den. Når jeg trods de æstetiske kvaliteter hos Kandinsky og Richard Mortensen i hans konkretistiske af Kandinsky inspirerede periode har måttet tage afstand fra dem, skyldes det, at de fornægter eller vender ryggen til virkeligheden, så deres kunst bliver væsentlig nihilistisk.
Kandinsky sagde ligefrem i 1911-12, at det for kunstneren gjaldt om at hæve sig op over kærligheden, glæden og sorgen, for de var ikke andet end "grovere følelser". I stedet skulle man lave englekunst, skabe et "himlens maleri" af "indre klange", harmoniske, fredfyldte, kosmiske følelser, et maleri uden djævelskab eller "uden basilisk", som Mortensen gentog efter Kandinsky, dvs. uden Mefisto. For nu var tiden inde til at etablere et frihedens rige på jorden, et paradis, hvor ondskaben var besejret, dvs. hvor etikken var overflødig.
Netop det, at etikken i vid udstrækning fjernes, og man accepterer virkeligheden, som den er, med Heltoft, "at kærlighed og sex er skilt ad" er åbenbart, hvad der - trods alle sammenklinkende fraser - passer de Waal.

Det smukke, Det gode
At skabe nær forbindelse mellem sex og kærlighed i form af partnernes indbyrdes åbenhed svarer imidlertid i kunsten til at prøve at skabe helhed eller dog en mere snæver forbindelse mellem Det Smukke, Det Gode og Det Sande.
I modernismens forlængelse, post-modernismen, fornægter man imidlertid al stræben efter helhed. Verden erklæres for splittet og uden mening. Man foretrækker den løsrevne, isolerede, funktionsløse følelse; den øjeblikkelige lystindskydelse; de små banale fortællinger frem for de store dybdegående fortællinger om kærlighedens og frihedens realisation op gennem tiden. Der er ingen højere mening med menneskeslægtens historie. Den er lige så meningsforladt som blomsternes og myrernes liv.
Men den grundkonception giver det til gengæld god mening at sætte sin egen lyst og selvrealisering øverst, at leve som borgerskabets direktørsøn i bedste forlængelse af den overforkælede borgersøn Kandinskys selvforgudende kunstideologi, at dyrke sin ø-individualisme i foragt for helhedens og kærlighedens krav, at nedgøre al tale om åbenhed og forpligtende nærhed mellem mennesker som "ideologisk korstog". Så behøver man ikke lave verden bedre. Så kan man nøjes med at lave l'art pour l'art, billeder af billeder i stedet for billeder af virkeligheden. Så kan al tale om den ånd, der skal til for at bryde ind i kunstnerens og kunstbeskuerens sind så begges liv bliver fyldigere og ændres til det bedre, anses for prædikantkorstog af sorte, militante præster.

Kunstkritikerklike
Jeg tør derfor næsten heller ikke tale om ånd i forbindelse med den regerende kunstkritikerklikes kunstsyn. Alligevel vil jeg betro de Waal, at ånden er alt andet end militant og ideologisk. Den ser ikke Det Gode eller kærligheden som et mål, vi skal nå frem til ved et programs hjælp. Ånden fortæller derimod, at kærligheden og Det Gode allerede er her i verden, både i det gode kunstværk og i næstens ansigt og tale.
Set på den måde kommer kærligheden til os udefra, fra det liv, vi giver næsten og kunstværket lov til at udfolde over for os, hvis vi er frisindede. For frisind er ikke, de Waal, at gøre næsten til 'bøsseundertrykker' eller 'antiabortprofet'.
Gør man det, tilhører man den betragtelige del af den historieløse modernisme og postmodernisme, som i selvspejling og ironi over for virkelighedens forbedring og al højere stræben er medskyldig i, at mennesket føler sig presset til at underkaste sig et hertoftsk skel mellem sex og kærlighed, mellem åbenhed og virkelighed.
Så bidrager man til, at verden forbliver undertrykkende og mennesket ufrit. Ånd er at skabe bånd. Ikke at binde og piske en anden i en seng. Et menneske er ikke andet end de bånd, som det knytter i åbenhed, dvs. i selvforglemmelse. Hvis den moderne kunstner og kunstkritiker kunne glemme at dyrke sin egen lyst og selvrealisation, kunne det være, at lysten opstod helt spontant, selv over for konen.
Prøv dét, de Waal, hvis ikke civilisationens fortærende nihilisme har gjort Dem for træt, og De derfor foretrækker at dyrke kompensationen for den spontane lyst, nemlig den nedgørende aggression over for alt og alle, der ikke lige harmonerer med Deres egen ideologi. (fork. af red.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her