Læsetid: 2 min.

Navneskift for døende kæmpe

6. januar 1998

Jo, det er muligt at få et pesticidfrit landbrug i Danmark

PLANTEVÆRN
Jeg tilslutter mig gerne Poul Henrik Harritz (PHH), præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN) og hans drømme med romantiske billeder af smukke bølgende kornmarker med kornets aks, der vejer i vinden, de smilende brune piger i sommerkjoler og den skønne lærkesang, som så smukt beskrevet i indlægget Ord som forfører (29. dec.) i Information. Længslen mod, og glæden over, at en dejlig dansk sommer igen nærmer sig, kan vi sagtens være fælles om.
PHH ønsker os tillykke med vort nye navn Dansk Planteværn - tak for det! Samtidigt nævner PHH imidlertid, at navnet er både misvisende og manipulerende. Disse stærke ord er i konflikt med andre gratulanter, der mener, at Dansk Planteværn med logoets undertekster "Kemi, Biologi og Bioteknologi" er en rigtig beskrivelse af, hvad foreningen og branchen beskæftiger sig med. Den traditionelle "agro-kemi" som var hovedbestanddelen af vort tidligere navn (Dansk Agrokemisk Forening) hører fortiden til, siger man.
"Pesticidmælk til vores unger" og "Sangfugle, hvis unger dør af mangel på mad" er temaer som PHH bringer frem i sit indlæg.
For det første er der mig bekendt til dato ikke påvist rester af pesticider i mejeriprodukter produceret af råvarer fra dansk landbrug.
For det andet er manglen på mad til unger af sangfugle ikke et spørgsmål om pesticider eller ej. Mere et spørgsmål om, hvor intensivt der sættes ind mod bekæmpelse af skadevoldere i de dyrkede afgrøder.
Om dette foregår mekanisk eller kemisk er ikke det primære i den forbindelse. Om PHH's to eksempler er misvisende og/eller manipulerende må læserne afgøre.
"Dansk Planteværn bør afsætte forskningsmidler til udvikling af økologisk landbrug - det er jo det, der bedst af alt værner om planterne," siger PHH. Dansk Planteværn har givet ti bud på bæredygtighed i dansk planteavl. Samtidig har vi defineret bæredygtighed som et begreb med både en økologisk og en økonomisk dimension. Vi tror, det er nødvendigt og i samfundets interesse at vise ansvarlighed og inddrage også den økonomiske dimension.
PHH nævner også, at et udvalg med udgangen af '98 skal vurdere, om det er muligt at få et pesticidfrit landbrug i Danmark. Svaret bliver givetvis et ja! Det er muligt!
De spørgsmål, udvalget skal forsøge at besvare, er imidlertid også: Hvad koster det? og Hvem skal betale. Både DN og Dansk Planteværn har en plads i styregruppen for udvalget, hvilket PHH naturligvis er bekendt med.
I Dansk Planteværn bruger vi vor indflydelse i udvalgsarbejdet til at sikre, at bæredygtighedsbegrebet i den fremtidige produktionsform også medtager den økonomiske dimension.
Skal navneskiftet opfattes som den døende kæmpes sidste krampetrækninger? Spørger PHH og tænker her på den kemiske industri.
Svaret hertil er: Dansk Planteværn har startet en offensiv og konstruktiv kommunikation med det formål at skabe en dialog om samfundets anvendelse af kemi i bred forstand.
Med ansvarlighed vil vi medvirke til fremadrettede helhedsløsninger i samfundets og vor egen interesse. Vil PHH og DN være med i denne udvikling? Eller er DN's bæredygtighedsbegreb indsnævret til kemi i landbruget?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu