Kronik

Nyt liv i folkestyret

Debat
3. januar 1998

Af Af LARS HUTTERS afdelingslæge. medlem af Københavns Borgerrepræsentation for SOL (Solidarisk Alternativ)

Kommunalvalget i 1997 er et protestvalg. Det er en seismograf, der registrerer de bevægelser og rystelser, som befolkningen oplever i hverdagen omkring de store spørgsmål på tærsklen til årtusindeskiftet

Holger K. Nielsen, SF's formand, sagde - to dage før SF fik serveret overborgmesterposten i København på et sølvfad:
"Der foregår efter dette kommunalvalg et helt urimeligt råt spil om magten, når posterne skal fordeles ved konstitueringen." (Politiken 9. december)
En udtalelse af shakespearske dimensioner, der antyder det drama, som er i gang i magtens korridorer.
Kommunalvalget i november 1997 antastede etablerede magtpositioner flere steder i landet - mest udtalt i København. Går man i dybden og skræller de overfladiske lag fra mediebilledet væk, tegner der sig en situation, som siden 1992 med stadig større kraft forsøger at sætte den aktuelle politiske dagsorden:
Den etablerede magtelite bliver udfordret af en voksende del af græsrødderne i befolkningen.
I flere årtier har den kommunale magt været delt mellem Socialdemokratiet og Venstre. I enighed har partierne konsolideret deres magt med udbygning af en magt-elite af EU's dimensioner. Folkestyret er blevet tømt for demokratiske værdier med oprettelse af en lang række 'hemmelige selskaber': A/S Storebælt, A/S Øresund, I/S Ørestaden, HS, Hovedstadens Sygehusfællesskab, er eksempler herpå.

De mest centrale og væsentlige beslutninger er blevet taget ud af de folkevalgte organer og lagt over i institutioner, hvor beslutningsprocesserne er skjult for offentligheden. Beslutningstagerne her er: Top-embedsmænd og top-erhvervsledere uden noget som helst folkeligt demokratisk mandat, samt toppolitikere fra Socialdemokratiet og få andre partier.
"Maghonibords-metoden" er magtelitens foretrukne måde at arbejde på, meget rammende blevet betegnet som. En væsentlig del mangler at blive beskrevet: Magt-elitens manipulationer i medierne. Men dette forudsætter en reel åbenhed fra redaktionerne.
Kommunalvalget i 1997 er et protestvalg. Det er en seismograf, der registrerer de bevægelser og rystelser, som befolkningen oplever i hverdagen omkring de store spørgsmål på tærsklen til årtusindeskiftet: Den sociale udstødning, utrygheden, voksende forskel på rig og fattig og den truende globale miljøkatastrofe.
Politisk oplever befolkningen, at der står to fløje med overleveringer fra det forrige århundrede over for hinanden. Ingen af dem har løsninger på problemerne.
Højrefløjen dyrker markedet som en fetich og har ikke forslag, der kan løse de sociale problemer og miljøproblemerne. Når det kommer til stykket, prioriterer højre-fløjen kommercielle hensyn over miljøet.
Venstrefløjen har ikke efter murens fald været i stand til at pege på en nutidig løsning af vor tids problemer. Venstrefløjen har ikke noget alternativ til planøkonomien. Venstrefløjen borer sig ned i små, maginale niche-problemer uden at have nogen vision.

Der er brug for en tredje vej, der åbner for en ægte politisk dialog. En dialog, der kan udvikle og føde de svar, som det moderne verdenssamfund søger. Skyttegravskrigen mellem højrefløj og venstrefløj må brydes op, så en ny politisk proces kan udvikles.
Den tredje vej peger på tre nøgleproblemer, der skal løses:
*demokratiet og folkestyret skal virke,
*den sociale udstødning skal ophøre, og der skal være kreative livsrum til alle i samfundet,
*miljøet skal sikres
SOL i København har sat en politisk dagsorden i vores konkrete projekt for at skabe en tredje vej. Vi har brudt det fastlåste mønster med højre- og venstrefløj. Et mønster, hvor SF og Enhedslisten føler sig bundet til Socialdemokratiet og kun tjener til at give Socialdemokratiet vetoret i sager, hvor der uden om Socialdemokratiet er flertal.
Vi var med til at skabe grundlaget for en SF-overborgmester i København. Den 21-mandsgruppe, som SOL ved konstitueringen var med i, foreslog og stemte for en SF-overborgmester - uden nogen som helst politiske betingelser. En SF-overborgmester ville være en historisk mulighed med en landspolitisk signalværdi af dimensioner. En SF-overborgmester ville bestandig kunne sætter den politisk dagsorden på alle niveauer i København. Reelt ville en SF-overborgmester kunne sætte sig i spidsen for en ægte dialog med befolkningen, en ny politisk proces, som åbnede for den tredje vej og dermed den tiltrængte fornyelse af folkestyret.
SF og Enhedslisten kunne hver for sig have sikret en SF-overborgmester. Begge svigtede til fordel for en manipulatorisk Jens Kramer og Socialdemokratiet.

Tilbage står, at SF og Enhedslisten har foræret Jens Kramer og Socialdemokratiet overborgmesterposten - uden nogen som helst politiske betingelser.
I de næste fire år vil alt, hvad Jens Kramer og Socialdemokratiet anvender overborgmesterposten til, konkret måle SF's og Enhedslistens evne til en nødvendig politisk forandring. Ud fra den konkrete politiske situation synes evnen meget lille.
Set ud fra et historisk perspektiv kan en enkelt sag sætte tidens politiske dagsorden og i indhold beskrive samfundets magtelite. Ved sidste århundredeskifte fremkaldte Dreyfus-sagen i Frankrig voldsomme politiske rystelser over hele Europa. Dreyfus blev gjort til syndebuk, og blev på falske anklager idømt livsvarig fængsel blandt andet på grund af sin jødiske oprindelse. En kridtstreg blev trukket igennem samfundet, og der blev taget parti for eller imod den etablerede magt-elite.
Brandes skrev meget levende: "Vore øjne er nu under Dreyfus-sagen nået til at sondere hidtil ukendte dybder, ukendte rædsler også... Der blev lagt tværsnit gennem samfundets lag, og for første gang så vi, hvorledes i Europas mest forfinede land militæret, gejstligheden, borgerskabet, litteraturen og pressen følte og tænkte... Jeg havde ikke før set sjælelivets krokodiller og de uhyre blæksprutter med rædselsfulde fangarme og de hajer, der unddrager sig vort øje i oceanet, lige i min nærhed bag et akvariums glas."
100 år efter Dreyfus-sagen er det på en lang række enkelt-sager, folket i København udfordrer magt-eliten.
Folket i København har valgt et parlamentarisk flertal ind som vil:
*bevare Kommunehospitalet
*fjerne terminalen på Rådhuspladsen
*forhindre at fuglen på Det Kongelige Teater kommer op.
Alligevel fortsætter magteliten med at manøvrere for at forhindre, at det parlamentariske resultat får lov til at blive realiseret.
Jens Kramers politiske selskabstømning, hvor han udnyttede et hul i loven til at få en tredje socialdemokratisk borgmester, tilhører den samme politisk manøvrering. Lykkes det magteliten at forhindre, at befolkningen får den parlamentariske sejr realiseret, vil politikerleden og afmagten blandt de politiske og socialt udstødte fortsætte med at vokse - og den vil skabe grundlag for øget tilslutning til det yderste højre.
Demokrati har altid vist sig at være det bedste værn mod udemokratiske tendenser i samfundet. Der bliver talt om, at vores moderne samfund er et risiko-samfund: Risiko for social udstødning og for miljøkatastrofer.
Den tyske sociolog Ulrich Beck peger i sin bog Risikosamfundet - på vej mod en ny modernitet på, at politik fra neden, direkte demokrati, et folkelig pres kan gennemtvinge grundlæggende ændringer i vore samfund, så alle bliver fri for disse ubehagelige risici.
Det er vigtigt, at vi får skabt og udviklet demokratiske offentlig-
heder og demokratiske fora. Mange af de mennesker, som i dag ikke er i de politiske partier, har brug for et debat- og handleforum.
Demokratiet for det moderne menneske skal ikke være et tilskuer-demokrati, men et deltager-demokrati, hvor der kan handles og træffes beslutninger i overensstemmelse med befolkningens ønsker og behov.

En tredjevejs-overborgmester i København ville have været en fantastisk god katalysator og et landspolitiske signal for det folkelige oprør, der er undervejs.
I dag er den socialdemokratiske dominerede regering reelt et forretningsministerium, der primært implementerer EU's dødsyge direktiver.
Hverken regering eller Folketing er i dag i stand til at opfange og stimulere det folkelige oprør ind i processer, som fører til en nødvendig fornyelse af folkestyret. Derfor vil det folkelige oprør fortsætte, og rystelserne i de etablerede magtpositioner vil tage til. Vi vil se det ved det kommende folketingsvalg og folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten.
SOL vil gå ind i det folkelige oprør og rejse perspektivet om en vej med:
*Demokrati som dialog mellem partier og befolkning. Der skal nedsættes borgerarbejdsgrupper med indstillingsret til Folketinget om afgørende spørgsmål: Miljø, sundhed, sociale forhold. Borgerarbejdsgruppernes hovedopgave er at stimulere en åben, bred og spændende offentlig og folkelig debat.
*Muligheden for folkeafstemninger om de store spørgsmål skal øges.
*En alternativ økonomisk politik, der afskaffer tvungen arbejdsløshed, øger muligheden for orlov og borgerløn, opprioritere de fælles goder: Sundhed, omsorg, uddannelse og forskning - også selvom det må blive på bekostning af væksten i de velbjergedes private forbrug - og i strid med virksomhedernes snævre forretningsmæssige rationalitet.
*En bæredygtig udvikling. Miljøet skal prioriteres over kommercielle interesser. De økonomiske mekanismer skal indrettes til fordel for miljøet - fremfor at skade miljøet.
Det politiske liv skal forandres og der skal gøres op med
*den manglende interesse for politiske ideer og faldende valgdeltagelse
*modernitetens påvirkning af mennesket, som dels viser sig ved uoverskuelighed og ved nedbrydning af traditioner og solidaritet.
I en opbrudstid, der er præget af uoverskuelighed, er der brug for initiativer, der styrker solidariteten og nye traditioner.
Der må skabes nye byrum og nye fællesskaber, hvor borgerne kan organisere sig og afprøve deres ideer. Folkestyret skal fornyes, så der åbnes op for al den menneskelige livslyst, der ikke bliver brugt nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her